en gæst

først så hun sur ud, men så mildnede hun og rejste sig og gik hend og satte sig på skødet af sig, maste sig til rette og begynde at spise hans mad "hvis du ikke tør spise den, så spiser jeg den sagde hun drillende og hvis du ikke passer på min fine ven kommer du til at bo ned i det kolde vand" hun smilede skelmsk og hendes øjne understregede at hun med glæde ville føre den trudsel ud i virkeligheden

"men der er jo koldt du spiser bare elskede jeg tror jeg holder mig til ris der kænder jeg og er sikke rpå at jeg ikek drukner i"han lagede en arm omkring hende så han sad lidt beder og kyssede hende så i nakken

det tog hende ikke længe at fortære denne terlærken med suppe, hun lænede sig mod ham "ja men så mu du jo finde på noget andet" sagde hun drilsk, ååå hvor hun nød at være sammen med ham, hans stærke arme og dejlige kærlige stemme, hun sukkede veltilfreds, men det kom mere til at lyde lidenskabeligt, et var lige det med at finde balancen mellem menneske og nymfe og hvad de to mente om forskellige ting

han slog en krystal klar latter op og kyssede hende igen " du er vidunderlig ved du godt det og mig der var ved at forære dig til nicolas det var godt at du ikke gav mig lov " han kærtegende hende kind hends han studerede hver eneste lilel detalje i hendes ansigt

"den arme mand ville ikke holde en dag så havde du fået mig tilbage i hovedet igen" hun smilede og lagde armene om halsen på ham og kyssede ham på halsen og kinden, "hvad kigger du på" hun hev hovedet lidt tilbage, hendes stemme lød lille og blid som en sommerbrise, og løftede øjenbrynene og smilede, hun følte sig lidt som et lille barn her på hans skød, men hun havde det rart og han var så sød

"dit ufattelig smukke ansigt han lod sin finger løbe omkring hendes øjnbryn og kindben og ned langs hendes hals og vidre ned af kravebenet det var først da han nåede til kravebents slutning at han stoppede og kyssede hende blidt hans øjnede skinde med et mystisk lys

hun gispede stille, hendes øjne lyste hun gængælde hans kys, han skulle bare vide hvilke tanker der vælede rundt i hovedet på hende lige nu, og hvor meget hun havde lyst til at give efter for dem "du er dejlig" mumlede hun blidt, hun var bange for hun snart ikke længere kunne holde igen, men hun måtte for hans skyld, dragen havde lagt sig om hendes hals, den studerede ham nøje

" det er du også ubeskrivelig dejlig men jeg er virkelig ked af det smukke jeg skal på arbejde jeg har lover min lillesøster at undervise nogle elver i ære pligt og fornuft men du kan bare gøre som du har lyst til entil jeg kommer hjem

"ååå du forlader mig da ikke allerede kære, vi var lige begyndt at hygge os og tror ikke jeg vasker gulvet for din svinerrig, det er nok mit blod, eller noget af det, men du har spildt det hele" hun smilede til ham og hoppede ned fra hans skød, "jeg kunne jo gå ud og more mig med de små mænd på kroen" hun så skælms på ham, hun var virkelig legesyg nu, hun havde lyst til at drille og lokke og udmytte

"det gør du bare elsekde men sør for at ryde op efter jer og at de er væk når jeg kommer hjem så jeg ikke skal smide dem ud og at du stadigvæk har enagi tilbage til mig kan tog en overdel i skabet sit sværd og genral kappe og kyssede hende på paden til forvel og vendte sig der efter får at gå

hun hev fat i ham, hvis han virkelig skulle gå skulle det være med et rigtig kys, hun trak ham ind til sig og kyssede ham lidenskabeligt, slap ham "du kan ikke gå uden et ordenligt kys og jeg skal nok være en god pige, jeg vil bare kigge mig lidt omkring, hvornår er du hjemme igen elskede?" ordet elskede lød sært i hendes mund, men rigtigt, hun smilede og begynde at flette hendes hår, i den stramme fletning hun altid før i tiden havde haft, hun kiggede på ham imens, det ville være sært han havde været her de sidste par dage og nu ville her være tomt, men Grima havde også brug for opmærksomhed og hun skulle lære hendes nye krafter at kende og styre dem så hun ikke fik disse løster igen, hun havde fundet nogel læderremme der var blevet pakket ned fra munken, hun viste hvem de var fra, den noget mere femenine munk der havde elsket at børste hendes hår og flette det, hun havde hadet det, men takket være ham havde hun lært at sætte hende hår så de ikke kom i vejen. hun burde også træne, det var vigtigt at gøre vær dag, men hun havde ikke haft tid, der var sket for meget

"om to eller tre timer" han smilede og kyssede hende krævnede "så skal du heller ikke leve uden et forvel kys" han gik over til spejlet og åbende skabet over hvor han tog de vide spænder han noramlt brugte han satte dem i hårdet efter at have redt det stremt frem s han kunne se hvad han lavede da de var sat i rystede han på hvodet så hårtet sad som det skulle han vendte sig om langede sin hånd på kiziki og gik ud af døren

//out//

hun pakkede nogle ting i en lille taske, slog en grå kappe om hendes skuldre, spænde sværdet ved hendes side og hendes smo knive, at gå uden våben andre steder end her ville være sært, hun tog også hendes bue, hun håbede hun kunne slippe ud af byen og ud i naturen, hun slog hætten på og gik uden for, hun fløjtede "kom så lille hest, nu skal vi ud og se verden" hun gav den hovedtøj på men droppede tanken og sadel
men efter hun var blevet ladt alene faldt en mere dyster skygge over hende

///out///

hun måtte vende slukøret tilbage igen hun var kommet ud af det overglade sted, men hun kunne ikke komme andet end fra bydel til bydel og godt nok havde hun mødt en masse nye bekendte, men ingen frihed, hun tog hovedtøjet af hesten, "nå lille skat, vi er vist fanget her" sukkede, hun gik ud i have og begynde at træne, det kunne hun da få tiden til at gå med, hun stratede langsomt og derefter hurtiger og hurtiger, hun bevægede sig ind i en trance, vore det hele var en vane, men hun var hurtiger og smidiger nu, hun lagde sværdet fra sig, trænede nærkamp med sig selv, det blev hun aldrig træt af, hun tænkte imens, på den sære Jack og alle de andre hun havde nu kende, havde hun venner, Jack var ikke noget hun ville kalde en ven.
hun stoppede træningen og lagde sig under et træ, det hilste på hende "jamen hej kære træ" svarede hun *jeg taler med et træ, skønt jeg er ved at blive skør* "det har været hærligt vejr på det sidste ikke?" hun lagde sig på maven og begynde at småsludre med træet, en hjemløs kat kom krypende og blev snart fuld af andre hjemløse dyr, til sidst var hun omgiveet af dem, Grima havde lagt sig tæt ved hende og lå også og slappede af, det ende dog med de alle på nær træet faldt i søvn, hun havde løsnet kjolen, hun var jo alene, den hang løst på hende så den føltes mere som en tæppe

kaseknuo kom hjem 4 timer sener en forvndet og han så ikke glad ud han gik direkte hend til døren hamrede den op smed sit sværd i racerri og gik lige ind og lagede sig på sengen unden et ord den fordømte xitoer de fordømte xitoer og det irettende menneske pige hun kunne ikke hun måtte ikke være hans datter

hun vågnede med et sæt og satte sig op, hendes hår var forpjusket og kjolen sad rodet på hende som om hun havde ligget og vedt sig, men det var mere dyrende der havde puttet sig op af hende, "hvad fanden laver i her og hvem er det der larmer" en abe kravlede op på hendes skulder og pegede ind i huset, hun rejste sig, nejede for træet "De må have mig undskyld" og gik ind i huset, hvad var det dog der havde larmet sådan, aben hoppede ned og løb ind i soveværelset

kasekuno lå på ryggen og stirede vredt op i det smukt malede loftmalerri der var over ham det forestillede den store krig og han stod der selv ved siden af sin far med en fakkel i hånenden og en hær bag sig med front imod xitorens hær og kendra stod bag jack og kikkede hend imod dem i midten af billedet var der et lille blomstre frø med en lille spire i der adskildte de to hære han løftede hånden og kastede en enagi kugle impod det magiske loft men den pralede bare af

aben hoppede op på ham, "kom her din lille ballademager, du skal ikke være her inde!" hun kom halvt vældene ind i rummet efter aben, men stoppede brat op, hun rettede hurtigt lidt på kjolen, hun havde da ikke ventet ham hjemme allerede havde hun sovet så længe, han så ikke glad ud, hun forholdt sig stille men stirrede stift på aben og kommanderede den stift med øjnene og en handbevægelse hend mod hende

kasekuno så aben og vendte hvoedet imod den hans øjnede var kolde og ikke til at tage fejl af de næsten skreg *skrid eller jeg dræber dig og giver dine indvolde til mine fisk" han vendte hovedet imod loftet ingen og lukkede øjende og sukkede dybt

aben fløj skræmt over til hende "opfør dig dog ordenligt" mumlede hun til ham og vende sig og gik, hun var vist ikke den eneste der havde haft en dårlig dag, hun holdt den lille abe tæt ind til brystet som et lille barn, den rystede "så så du skal ikke være bange for den slemme mand min kære" hun strøg den over hovedet og gik ud i haven igen og satte sig foran træet "han er kommet hjem igen" fortalte hun det *nåå og hvad laver du så her ude* spurgte træet "han virker virkelig sur" mumlede hun og så ind mod huset, det var lige før Jack havde været mere munteret selvskab

kasekuno rejste sig med et sæt tog den første og bedste ting inde fro rækkedeivde det var uheldigvis en ming vase og kyldede den af fuld kraft igennem rummet og ind mod væggen vor de splintres i mange små dele han vendte sig imod loftet og gav en lyd fra sig som mest af alt lød som en blanning af et såret dyr og en døende mand hvoefter han faldt på knæ og tod sig til hovedet mens han krampaktig boede sine hænder ind i sin hovedebund

hun for sammen og det gjorde alle de arme dyr også, den eneste der ikke gjorde, var træet, men det ville også have været lidt sært selv i Tesses øjne, hun løb ind i huset og ind i soveværelset, hvor hun faldt på knæ "kære hvad er der galt" hendes stemme var mild og fyld med medlidenhed, hun lagde hende holde hender om hanansigt og løftede det og så ham i øjnene *det var nok ikke lige i dag hun skulle fortælle om hendes mærkelig møde med Jack* tænkte hun stille, hun viste det måske var en fejl at være gået der ind, men hun holdt så meget af ham og kunne ikke holde at sidde passiv mens han led

han rejste sig hurtigt og rev sig fri mens han vaklede over imod hjørnet "lad mig være" stønnede han mens han kikkede på hende med et fortvivlet blik et blik fyldt med smerte forviring som hos en mand hvor verends barske sanhed lige er gået op for ham

"som du ønsker" mumlede hun, hendes hjerte var tynget af sorg, den sidste hun havde mødt der var ked af det var det barn hun havde født i skoven og det havde hun smidt i floden, hun tvivlede på at hun kunne smide ham i en flod, "jeg er ude i haven når du vil tale om det, okay" hun gave hendes stemme en lille smulle lokken fra de kræfter hendes mor havde givet hende, hun ville ikke presse ham, bare bryde gennem muren af selvmedlidenhed, hun gik ud og satte sig ved træet, i dybe tanker, dyrene samlede sig om hende, de diskuterede alle den mærkelige larm der var kommet fra huset

kaseknuo kom ud omkring en times tid efter meget hård og masiv i hansigtet men hans øjende afslørede at der var noget seriøst i vejen og at det ikke var gode nyheder han haede med hjem han gik over og satte sig på hug forand hende og tog hendes hånd i sin "der er noget jeg er nødt til at fortælle dig min kære"