en gæst

han vendte sit hoved og kikke på hende med et ligegyldigt blik "så rid jeg ivl ikke engang bruge min tid på dig du får tre mintuter jeg inden jeg tilkalder vagterne som får dig fjernet du er ikke min opmærsomhed værdig" han kikkede væk igen men blev tros alt sående og håbede inderlidt at hun ville gå hvis vagterne først kom vill hun ikke have noget valg og han vidste at hvis det skete ville hendes hest blive slagtet han sendte hesten en hurtig tanke om at få hende væk for hendes ejen skyld og dens dette her var for farligt for dem begge en kamp der ikke kunne vindes

"han havde i det mindste følelser" væsede hun, "han gav mig i det mindste håb for os to" hun gik ind i huset, smed kjolen og begynde at iføre sig hende læderbukser, sorte sjorte og lædervest og støvler, hun tømte sadeltakserne, der var intet hun havde brug for udover hendes våben, i dem, hun fandt hovedtøj og sadel, frem, hun så sig om en sidste gang, hun tog en smuk dekoreret kniv frem, en offerkniv, en tåre løb fre hendes kind, jack have først fået hende til at tvivle, indtil træet fik sat det virvar af tanker rigtig sammen og nu så hun klart, men det var for sent, hun skulle dø med eller uden ham, så hvorfor ikke dø før ham

*dygtig pige* tænkte han en tåre løb ned af hans kind han ignorede den og begundte igne at gå hend imod sine blomstre der var ikke lang tid tilbage nu dagen nærmede sig for hans henrettelse og for hverdag der gik plukkede han en han sendte hesten en tanke og bad den om at komme til ham hurtigt

hun samlede hendes hår i en fletning og slog en knude med læderremmen stramt ved hende hovedbund og skar hårdet af, den kraftige røde fletning lod hun dumpe ned på gulvet, hun lod hendes ting ligge, hun fik ikke brug for det om nogle få måneder ville hun antagelige vis gå hendes tur mod bålet for at brænde op, hun gik ud og så på ham en sidste gang og sagde stille "farvel elskede forhåbenlig dør jeg før dig, jeg håbede du ville kunne forstå, han græder over tabt kærlighed som du og jeg" hun vende sig om og gik ud for at sadle hesten, hun sang for første gang siden hendes mor døde, den samme sang som hendes mor sang den dag, hendes stemme var sorgfuld og lidende, men en stærk kærlighed skinede igennem, hun lagde alt hendes styrke og lidenskab i den

de jublende strofer til himlen steg
fra lærken i jægerens snare.
den sang for sin frihed at vinde
og livet en stund at bevare.

i mørket jægeren sit bytte fandt
og sangen forstummed' for altid.
for mænd og lærker er døden vis
men sangen vil huskes af alle.

kasekuno plukkede en iris og knuste den med hånden så dens hvide blade fløj båret med vinden forbi hende d ahun var gået faldt han på knæ og en smugle blod stømmede ud af hans mundvige han rejste sig tøre det væk og gik //out

hun gik roligt ned af gaden, tårene trillede ned at hendes kinder, en smerte jo gennem hende hun skreg, det var 10 gange værre end det jack havde gjort, hun faldt på knæ, det sortnede for hendes øjne et øjeblik, hun hostede, da hun fjernede hånden var den fyld med blod, hun hold krampagitg fat i tøjlerne. efter en lille pause, fik hun med hestens hjælp hevet sig op i sadlen, men hun var for svag til at bevæge sig, at holde stand mod Jack havde kostet for meget og træets lærdom, hesten gik roligt afsted med hende, slaskende


///OUT////