en gæst

hun kiggede på ham med et såret blik "du kender ikke til nymfer og jeg ved ikke hvad der vil ske med mig, det er i mit blod nu og det vil brede sig, som en sygdom" hun kunne mærke det i huden, og hvordan det som en varme brede sig med blodet, den del af hende hun altid havde benagtet, nej hendes mor var ikke en nymfe, men jo det var hun og hun var hendes datter, den første føde af hendes mor

"men så fortæl mig det jeg ikke ved under alle omstændigheder vil jeg hjælpe dig og forstå dig du er min ven og jeg kan ikke håndtere at se dig lide giv mig i det minste en csance" han kiikke på hende med et bedene blik og æligheden lyste ud af ham han holdte stadigvæk hånden frem i håb om at hun ville tage den

hun så væk fra ham, hvordan kunne hun fortælle ham noget hun ikke en gang selv viste, hun havde lyst til at tage hans hånd være tæt på ham, men hun viste at alt var anderledes nu "jeg kan ikke fortælle dig noget jeg ikke selv ved, alt er så anderledes, jeg er noget der aldrig er set noget, et gadekryds af en forbandet race og et menneske, jeg holder så meget af Dem, men bliver det værre kan du blive min død, De må ikke friste mig" hendes stemme var fyldt med en ulidelig smerte, hun ville næsten have ønsket hun var forblevet død eller at hun kunne hade ham for hvad han havde gjort "jeg kan ikke en gang hjælpe mig selv, så hvordan kan De hjælpe, mig, de kender mig ikke" hun så på ham igen "jeg kan ikke hade dig for at slå mig ihjel ej heller for at bringe mig tilbage igen, selvom jeg burde hade dig for begge" hun kunne bare ikke holde den kolde høflighedsafstand, det gik bare ikke med ham, hun mødte hans øjne og holdt dem fast

han længede sig hurtig frem og lagede armende omkring hende "jeg bliver ikke din død da jeg vil vær evæk om mindre end et måndesskifte og hvis du bliver min kom du bare de ander i forekøbet"

"måske bliver jeg ikke din, men du kan blive mig" sukkede hun, hun følte det så behageligt i hans arme, hendes hovedepine aftog, i tagt med at hendes krop celle for celle muterede og optog en del af den kraf der så længe havde længdes efter at komme ud, hun følte dens styrke og hvordan den tænde en lyst i hende, den sang for hende en ursang. hun så på ham og lagde en hånd på hans kind, hun kunne mærke hans styrke, den energi der løb i ham, hun var splittet mellem nymfen og den menneskelige del i sig, selvom de i bund og grund ville udføre samme handling, men med to forskellige formål

han holdte bare om hende "nej jeg bliver ikke din vil aldig nogle sinde skade dig igen det lover jeg tro mig næste gang du slår mig vil jeg ikke gøre modstad om det så vil betyde min død han kikkede hende ind i øjende og sukkede dybt han var så forviert og han ville intet anet end at beskytte hende om det så betød hans død hvilket det nok ville komme til når alt kom til alt "du må tro på mig når jeg siger at jeg ikke vil anet end at beskytte dig imod alt det onde der har ramt mig og jeg ved godt at du ikke er en hjælpeløs lille pige men i mine øjne vil du altid være skrøbelig og fin" han smilte til hende hvis han ikke havede et barn med kendra ville han havede bedt hende om at gifte sig med ham på stedet han kunne mærke kvikis misbilidese fra hendes plads på vægen men hvad var hun efterhånden ikke sur over

hendes hovede var stoppet med at dunke, hun var skabt igen, hun var halv af vært nu.
åååå hun holdt så meget af ham, men han forstod jo ikke, han kunne måske måske ikke kunne bliver hendes død, hvis det hun følte var sandt "du forstår ikke kære" hun så på ham med et mildt blik, en svag ring af lys rød skinnede omkring hendes pupiller, hun hev sig op og kyssede ham, et lidenskabeligt kærvende kys, hun kunne mærke hans styrke, den sev roligt ind i hende, hun var ikke bange, hun kunne ikke slå ham ihjel, hun slap ham igen, "følte du det?" hun så på ham med et alvorligt blik, hun ventede ikke på et svar, hun var stærk igen, hun rejste sig, "jeg ved ikke hvad der vil ske med mig, forstår du det og du kan ikke hjælpe mig ved at dø, forstår du, hvis jeg får mange flere følelser for dig, bliver din død min" hun stillede sig ved vinduet, det var begyndt at regne, hun havde lyst til at gå uden for og mærke naturen mod hendes hud, "jeg er den første af min slags, hvis en nymfe forelsker sig vil hun for altid hænge ved ham og hans død vil blive hendes" citerede hun fra alt det hun havde skulle lære uden ad fra barns ben "forstår du nu hvad jeg siger, jeg ved ikke hvad der vil ske med mig, enden dør jeg ellers lever jeg videre, jeg ved ikke hvilken side af denne forbandelse jeg har fået" sukkede hun dybt "kærlighed er forbudt frugt for en nymfe, og hvad er jeg , halv nymfe halv mennekse, jeg lever med en fod i vær verden nu, halvt dødelig, halvt udødelig, dømt til at vandre alene unde sjæleven for evigt og dog hvem ved længere, alt er nu uvist, før var døden i det mindste vist" hendes stemme lød fjern som en vind fra fortiden.
hun kiggede ned af hendes kjole, iii hun var da også bare uheldig, blod var så svært at få af stof

han gik over til hende vendte hende om ved et fast tag i hendes arm lagede en håne omkring hendes nakke og kyssede hende han føldte det som om tusinde rosen blade fløj inden i ham og allig vill ligge sig til vile han hade lyst til bare at blive stående med hende i sine arme her unden andre hvor intet ondt kunne ske dem han sluttede kysset og trak hende ind til sig i en omravenlse "hvis din nymfre side ike må elske så lad dog i det mindste din menneske side blive elsket og hvis min død er så slem kan jeg nok finde ud af at forhindre den før havede jeg bare ingen grund til at forsøge du kan give mig den grund hvis du vil"

hun blev helt overvældet af hans handling, hun stirrede overrasket på ham "hvis jeg får samme skæbne som en nymfe og jeg opfylder det du beder om, vil jeg dø når du dør, er det det værd" hun kiggede på ham med fortvivlede øjne, men hvor havde hun lyst til ham, til at være hans, hun havde aldtig følt sådan, hun havde da fundet andre mænd, spændene og dejlige, men intet som dette, men hvem viste hvad dette var, måske var det bare nymfen der legede med hendes tanker, måske var det bare fordi hun havde brug for en eller var det ægte og sandt

"det jeg siger er at hvis du beder mig om det ville jeg stikke af sammen med dig væk fra det her til et sted hvor ingen af os skal dø jeg er zarner og lever op til 10 gange længer end et menneske jeg kan slås så jeg dør ikke i kamp hvorfor frygte for min død når vi begge to ved at den eneste grund til at jeg er dødsdømt er fordi jeg entelig ikke har noget imod det jeg har levet længer end de fleste jeg var med i den store krig jeg førte enda an jeg ved ikke had jeg skal bruge mit liv på nu da der ingen kamp er jeg er ikke tilfreds med at gå ti rådsmøder og være kendt jeg vil opleve noget mere og det kan du give mig og det er gund nok for mig til at fortsætte med at leve" han ende blidt hendes hår mens hans sværd lyste blådt af vrede og misbeligelse

"men hvor skal vi tage hend kære, jeg er jagtet i mit land og vil du ikke blive jagtet, der må være en grund til du skal dø jo, jeg ved at hvis kongen i mit land, viste at jeg havde grydset grænsen, ville han komme her og sikre mig min død" hun så på ham med et ømt blik, hvad ville der blive af dem, hvad med alle dem han havde kære, det havde været svært nok for hende at forlade klosteret og visheden om at hun aldrig kunne komme hjem. hun lagde hovedet mod han skulder, og hvad med hende nu, hun var ikke bare Tess længer, hun var arving til en urkraft, fra en stærk nymfe og håbløst splittet

han kyssede hendes hår "der må jo være andre lande end dit og mit og igen jeg er den stærkeste her der er ingen der ville ture at følge mig" han smielde til hende og holdte tætter om hende som om han aldrig ville give slip han kastede et blik over til sit sværd er bare skrg *bland dig uden om for en gangs skyld og tag så og hold kæft* kiziki lå stille

hun sukkede dybt, det var første gang hun følte sig trygt i en mands arme, "jeg kender intet til landene omkring, jeg viste ikke en gang at dette fandes" hun kiggede op på ham og smilede, men hun var urolig, "hvorfor gør du dette? du kender mig jo næppe og du er klar til at forsvinde med mig, fornuft er ikke lige din stærke side vel?" hun kiggede indgående på han, hun måtte finde ud af hvad han skjulte, men lige nu kunne hun ikke fokusere, en lyst pumpede rundt i hende, et begær og hun kunne snart ikke styre det mere

han grinede "bestemt ikke på tros af at jeg faktisk er genral for fornuft grunden til jeg er det er pg mit sværd hun er for fornuftig og burdte lære at give slip og fordi jeg tævede min far som var genral før mig så jeg overtog hans plads det er virkelig sværdt at være fornuftig når man ikke er født sådan og mest af alt bare har lyst til at følge sit hjerte nu har jeg gået og været deprimert i meget lang tid og jeg gider entelig ikke mere det er derfor jeg opføre mig som jeg gør også fordi du gør noget ved mig som igen anden har gjordt før de følser du frembringer de brænder mig op inden fra" han sagede det sideste som en knap hørlig hvisken

"hvem siger det er mig og ikke nymfen der gør dette ved dig" hun trag sig lidt væk, men ikke meget, hun ville bare gerne se ham bedre, "hvad med din ex, søster og datter? du må da have lidt fornuft i dig" hun smilede mildt og lagde hænderne på hans bryst, drsgen havde lagt sig om halsen på hende, den stirrede på ham med små smalle øjne, hun trak sig helt væk, fornuften var ed at trænge gennem den lysserøde sky "en mands liderlighad, kan få ham til at sige de skønneste og skøreste ting" hun begynde at gå væk fra ham mens hun trak den blodige kjole af, hun bekymrede sig ikke længere om hvem der så hendes nøgenhed, det gav udsigt til de utallige andre tatoveringer der pryede hendes krop, midt på ryggen var en ræv der nermest lå op af ryggen på enden, den var smidig og afspejlede nærmest Tess, på vært skulderblad stod en hind, stolt og knejsede, op af hendes sider snoede sig bloster ranker og blade, som startede i lænden, dragen var kravelte ned på låret, men den holdt forsat øje med hende, om anklen og op af det ene ben løb en ulveflok, på skulderen var der en nymåne, et indviklet mønster snoede sig på hendes baglår, det var fylst med tegn og skrift, hun viste hvad det betød, men det så ikke logisk ud for alle andre, hun minedes det lille barn hun havde født i skoven, ååå hvilken smerte og ensomhed hun havde følt, og som nu lå på bunden af en kold bjergflod, den største fejltagelse i hendes, liv 6 måneder af hendes liv var gået i stå pga, det ikke ville dø af drikken, aldrig gå i seng med en magiker havde hun lærd af den lektie, hun vente sig halvt "hvad er det der får dig til at tale som du gør nu" hun smilede livligt og iførte sig den mere anstændige grønne kjole, selvom den ikke gjorde hende mindre forførende, hun fandt en børste i hendes taske og begynde at børste det lange hår

"jeg begære dig ik har jeg aldig gordt jeg elsker dig for din person og jeg elskede dig før du blev nymf jeg ville ønske at du forstod det du er så stæk og stoldt du er alt jeg har drømt om og det er kun en positiv ting at du er smuk som en drøm men det er ikke det jeg elsker ved dig tro mig hvis det var det havede jeg ladet dig dø og bag efter udnyttet dig ellers havde jeg gjordt det for længst" han kikkede alvorligt på hende og håbede bare at hun ville forstå han ignorede fulkommen det koncept at hun var nøgen

"du er tosset" grinede hun, med et par hurtige lette skridt var hun hende i hans arme og kyssede ham, blidt og dog med en lidenskab bag som ville slå benen væk under en vær dødelig, hun slap ham og kiggede ham ind i øjnene, de var drillende og vilde og umulige at læse, på hendes læber krusede et vildt smil og hun var lige ved at bryde ud i latter

" det troede jeg at du havde fundet ud af at jeg er" han smilede til hende og aede hendes kind med en finger " jeg håber virkelig at du forstår at jeg intet ondt mener med noget af det jeg gør jeg ønsker bare at se dig lykkelig" han sukkede og tak hende ind til sig i en omfavnelse " jeg nægter at midste dig om jeg så skal forfølge dig til verndens ende så gør jeg det" hans stemme var fast og sikker

hun slog en trillende livlig latter op "det kan være du bliver nød til det kasekuno" drillede hun, hun følte sig for første gang lykkelig, det var en sær fremmede følelse, og det nye liv i hendes krop, det var som om det fortrængte det meste af det onde der havde fået lov til at vokse i hende "men det går ikke du enest jo ikke med mit kære hjertebarn, han vil forsat med glæde flå dig levende og fortære dig" hun smilede drillende og kyssede ham blidt

"han må bare finde sig i at dele og hvis han vrinsker til mig vrinsker jeg tilbage igen" han smielde og så hende i øjende "jeg bliver ikke nød til noget som helst jeg gør som det passer mig med mindre det ikke lige passer droningen" han mente hende da de selv kun hade den ældste men var ikke sikker på at hun vidte det

"ååå du skal passe på hvad du siger, han er mere lusket end mig og har en meget mindre samvitighed, men så længe jeg lever er han i min magt" hun smilede selvom hun var lidt urolig for hvad hesten kunne finde på, den så ham forsat som en fremmed hingst der forsøgte at skade hans flok, hun tog fat i hans hånd og trag ham uden for, gennem den næsten smadrede dør, hun kiggede hurtigt på den og lod en blidt trillende fløjte, sive gennem luften, et øjeblik efter stod det store dyr og stirrede på kasekuno med onde øjne, hun slap hans hånd, " og begynde at kæle og snakke roligt til heste "sikker noget du har gjort ved døren var lille skat? var manden ond ved dig?" hesten prustede og kiggede på ham med sine gule øjne, den lavede et lille udfald mod han men hun var hurtig og græb fat i dens skæg, "nej lille skat, nu er du sød, jeg ved han var dum", hun holdt den om mulen, mens hun mumlede til den på oldsprog, til sidst prustede den hun grinede, "kun du sige undskyld?" hesten slog irriteret med halen, hun slap den og den bukkede hovedet og gav en lille ubehagelig lyd fra sig "nå bedre blever det hvist ikke" mumlede hun og gik op til Kasekuno og hesten begynde at nappe i en lille græstot den havde udset sig under undskyldningen, men det ville forsat holde øje med ham

han tog hende i sine arme da hun kom over "han er heldig at han kan være sammen med dig så ofte" han kyssede hende på panden mens han betragtede hende kælrigt en smummen af styrke løb igennem ham dette var rigtigt det var han sikker på hun bragte hans styrke til live han ville gøre alt for hende slå alle hendes fjender ihjæl og tage de slag der var rettet imod hende

"vi har altid været sammen, siden han blev født en stormfuld vinternat, mødre af det han er halvt af, vil ikke acceptere et blandet føl så jeg har flasket ham op og vi har været sammen siden, støttet og hjulpet hinanden i tyndt og tygt, Grima er den stærkeste vind der blæser i bjergende og navnet på det største af bjergende, det er derfor han heder som han heder, vild, stærk og fast som en klippe" hun smilede og lagde hovedt mod hans bryst og smilede for sig selv "nu skal han vel bare vende sig til at dele" mumlede hun stille mens hun så på hesten

"han er smuk håber virklig at han kan tilgive mig og indse at jeg elsker hans herskerinde mere end noget anet på jorden" han sværd kom flyvende ud af døren og knalde ham en med den falde side i baghovedet hvor efter det faldt til jorden og gløde rødt af vrede "hej stop det det gør ondt" han tog sig til hovedet med et sammenbidt udtryk i ansigtet en smugle blod løb ud immelm hans fingre

hun kunne ikke lade vær at give et lille fnis fra sig, hun syntes altid det havde været lidt komisk med det sværd "i det mindste kender min hest sin plads, åååå kære er du kommet noget til" hun så bekymret på ham, hesten var faret op, men ture ikke reagere før den fik tilladelse