en gæst

havde fået noget mere kontrol over sig selv igen og kyssede kærligt igen "du må heller passe på" hun smilede drillende "hvad gør du hvis du lander i det varme" hun begynde at grine, hun morede sig virkelig over ham

"rejser mig og hopper over i det kolde igen" han smielde til hende og begyndte at kilde hende bare fordi han kunne og fordi hun var så nuttet når hun sad og lave sjov med ham så nu skulle hun få betalt nu var det hans tur til at more ssig over hende

hun begynde at grine og vældede bagover i senge "nej lad være med det, det kilder jo" sagde hun halvkvalt i latter, mens hun forsøgte at skubbe sig væk, mens hun kæmpede mod latterkramperne, det hjalp ikke just på selvkontrollen, men latteren hold den nede "stop det kilder" hun vred sig mens hun grinede og grinede, og forsøgte at dække de mest kildne steder, men det gik ikke så godt når man samtidig hele tiden grinede

han fortsatte bare med at kilde jemde "så kan du lære det jeg skal vise dig hvad der sker når man laver grin med at jeg håbber i søen " sagede han selv grinede og smilede til hende han gik primært efter at kilde hende i siden eller under føderne eller under armende

"hey det er da ikke min skyld du gør det vel" grinede hun, un var helt forpustet og kunne næsten ikke grine mere, "vær sød at læd vær det kilder iiii stop nu det kilder det er ikke sødt" hun mere gispede end grinede nu, det var så mange år siden hun var blevet kildet, en gang i den tidlige barndom nok

han stoppede og kysssede hende i stedet "jo det er det og det ved du også godt" han kærtegnede hende med en finger på samme måde som han havede gjordt sidste ved at lade sin finder føle hendes hals og kraveben mens han smielde lumsk

"du ved hvad du roder dig ud i nu" gispede hun stille og kyssede ham kærligt "du kan jo også bare give efter i stedet" sagde hun med en drillende stemme, hun håbede ikke han mente det seriøst denne gang og alligevel, hvis det endelig var så da heller ham, end nogle anden, nymfen var ved at vride sig løs af hendes greb "pas nu på, jeg kan ikke love dig jeg kan styre mig" sagde hun og kyssede ham, igen, denne gang mere lidenskabeligt

han kyssede hende igen og smielde så til hende "så kan du jo bare kommemed mig ned i det kolde vand" han syntes selv det lød somen meget fornuftg ide han lod sin finger løbe vederned på hende skulder og langs hendes kjoles halsudskæring mens hans blik fulgtete hans ejen finger

hun gispede "det tror jeg ikke hjælper, nymfer føler ingen forskel" hvis han ikke snart passede på mistede hun kontrollen, åååå det føltes så rart,"jeg beder dig pas på, for du dirver mig ud hvor jeg ikke har kontrol længer" hun hev hans hovede op til sig og kyssede ham krævende, hun ville have mere, det var kun en lille tråd af kraft der hold hendes nymfe fanget lidt endnu, hvorfor fristede han hende sådan tanken om at flygte havde strejfet hende, men hun kunne ikke få sig selv til at realisere den

han smilede "nu ved du hvordan jeg har det hver eneste gang du kysser mig" han grinede til hende og aede blidt hendes hår "men jeg tror jeg vil skynde mig at finde en sø en meget kold en " han kysssede hende igen og gjorde mine til at rejse sig

hun greb fat i ham og kyssede ham vildt og kærvende, hendes tanker kræsede om at stikke af men hendes krop kærvede andet, hun vældede ham om på ryggen og satte sig oven på ham og buggede sig ned og kyssede ham vild og begærligt, krævende, hun genvandt en smule selvkomtrol, men det var kun med nød og næppe, nymfen havde fået magte en lille øjeblik og det var meget tæt på det var gået galt, hun trillede hurtigt væk fra ham, ud af sengen og gik hurtigt sin vej uden for

han gik stille over og tog fat i hende arm vendte hende lige så blidt om og kyssede hende om mulig blidere mens hans han strøj en finger hend over hende kind han lagede armende om hende og tak hende ind til sig i en omfavlese

hun skubbede sig hurtigt væk "giv mig lige et øjeblik" bad hun, hendes stemme skælvede forsat af begær og hun var bage for at hendes krop gav efter igen, hun havde lyst til ham, ja men det skulle ikke være fordi nymfen ville have, den ille altid have, hun så på ham som et skramt dyr

"det får du så min elskede jeg er i haven med iriser" han kyssede hende på panden og gik hend tilhaven hvor han satte sig og begyndte at lue ud

hun hev efter vejret som om hun var blevet jaget, hele hendes krop brænde forsat og dirrede, hun fik lidt mere kontrol over sig selv efter han var gået *ååå gud hvad har jeg rodet mig ud i* hun løb ud af hoveddøren "grima!" råbte hun med en komanderende stemme, hesten kom galoperende, den kende den stemme, hun ville væk, hun svingede sig op på den da den paserede og red væk, hun var forvirret.

nogle timer efter kom hun tilbage, endnu mere fortvivlet end hun havde været da hun tog afsted, hun havde mødt jack igen og de havde snakket ikke om ham, men hun var kommet til at tænke, hvad de havde til fælles, hun var mut og stille, i en blandning mellem fortabelse og oprør, hun havde lyst til at græde og ødelægge, hun ville være i hans arme og slå ham på en gang, det eneste hun havde var en følelse af glæde som han gav hende, men hvad med følelsen af frihed. hun gik gennem huset, Grima stod og prustet den var helt svedig og udmattet, hun gik ud til den lille kolde sø, smed tøjet og hoppede i, hendes indre var i oprør, Jack havde ødelagt alt for hende, vandet gav hende lidt frihedsfølelse. men der gik ikke længe før hun satte sig op på brede, træet begynde at tale til hende men hun lyttede ikke, dyrene kunne mærke hendes lune og holdt sig på god afstand

kasekuno gik stille for sig selv ved blomsterne han hade været der siden hun tog afsted han pyldrede om dem som om de var to små børn men det var også nødvendigt hvis de døde døde han de var hans livs blomst og han kunne ikke dø før dem hvis der var nogle der fandt ud af det ville han have et seriøst problem han tænkte ikke på tess eller kendra kun på de smukker iriser

hun fandt den røde rose frem fra kjolen og så på den, havde han haft ret eller var det bare tankespind, ååå hun var så rasende, "hold din kæft!" skreg hun af træet, dyrene flygtet over hals og hovede.
hun rejste sig, smed rosen og uden omtanke om sin nøgenhed begynde hun at halvt skælde ud halvt diskutere med træet, på oldsprog, hun var så hissig over at hun ikke længer viste noget om sig selv, at hun lod det gå udover træet

kaseknuo hørte lyde over fra den anden ende af haven han gik der over og fik øje på tess han stod lidt og kikkede på hende "hvorfor er du så vred lad dog det stakkels tre få lidt fred" han sagede det stille og roligt med en spøgende undertone

hun vende sig om, en lille rød ring lyste omkring hende pupiller, nymfer kunne ikke skjule følelser, deres øjne afslørede dem altid, "det kommer ikke dig ved!" væsende hun "og jeg skændes med træet når det mener det skal lege mor!" det var mere møntet på træet end på ham hun gik hend og hev kjolen på igen.
aben listede forsigtigt nærmer og gemte sig bag Kasekunos ene ben
hun pegede på træet "hvis du mener du kender så meget til mig, så fortæl mig hvorfor jeg har det som jeg har det!" det sidste var mere en hulken, hun var så sur af afmagt at hun bare ikke kunne mere, hun følte sig så splittet, hvordan kunne hendes mor dog have klaret det så længe, Jacks styrke havde givet hende lillen trøst, hun hungrede efter for alvor at give slip på det hele

kaseknuo studerede hende længede men fik til sidst øje på rosen han mærkede kulden brede sig i ham der voksede ingen roser i hans haver der voksede ikke en enste rose i sjælesamfundet det var den forræderriske sorte rose der med sine gifte torne hade dræbt deres elskede dronning hans mor og efter det var alle roser blevet udrydet "hvad er det hvor har du den fra" han pege på rosen og hans stemme var lige så kold som han føldte sig

"Jack" svarede hun stille, hun sad helt sammensunket i en form for trance, træet var i gang med at give hende en belæring, det var blevet træt af hendes barnlige opførsel, i deTs 'øjne', det havde mød nymfer før og den fand sig ikke i sådan en ung hissigprop opførte sig sådan, samtigtig havde det ond af hende og måtte heller lære hende en ting eller to efter den havde brugt ca 30 minutter, slap det hende, "undskyld" mumlede hun

"få den rose væk" han sagede det hårdt og koldt "jeg vil ikke se den forbande blomst og hvor vover du at tage noget med du har fået af en xitoer med hertil du bringer os alle i fare også enda fra totur mesteren hvem tror du at du er siden du menner at du kan være så tankeløs" det sidste råbte han mens han pege beabredene på hende hun skulle slet ikke forsøge noget "og desuden hvad laver du sammen med ham siden du får roser han er vores ærekfjende det er vist på tide ud vælger side det kan godt være krigen er slut men det er hadet ikke" for engang skyld kunne man se hvorfor han var genral for fornuft hans holdning udståling ogord viste ingen følser kun trangen til at beskytte sit folk imod xitoerne

hun lagde den ene hånd på jorden, hun gjorde som træet havde fortalt, hun fulgte græssets røder og fandt rosen, hun gik op i den og fandts den liv, hun tog en dyb indåndning, som i et kys og sugede livet ud af den, den visnede og blev forvandlet til støv, det virkede, man kunne suge liv ud af planter, men hun i værste fald, hvis man ikke kunne finde anden føde som træet sagde, hun sukkede stille, hun havde endelig fundet en form for harmoni og så begynde han, han skulle bare vide hun drejede hovedet, dyrene havde sat sig omkring hende igen, hendes grå øjne var kolde og dog fyld med varme "hvad jeg lavede med ham?" hun slog en hånlig latter op "hvad frygter du jeg har lavet?" hun så på ham med et løftet øjenbryn og et skævt smil, "og vær nu ikke dum og nej langt fra tankeløs, jeg har fået lov at vride mig i smerte for ham" det forste var i en let kærlig tone, men som det sidste blev sagt, kom en giftig kold undertone

"gå" hans stemme var kold og hjertesløs inden i græd han men intet i hans ansigt holdning eller udstålig viste den smerte han føldte "forsvind giftsno jeg vil ikke tage den risiko at læde en spionen for vores fjerner bringe en rose ind i vores land og få lov at blive selv ikke hvis det er dig jeg havede forventet at du var kloger end dette gå over til din xitoer fyr og bliv der du er ikke længer velkommen her" han vendte hende ryggen og begyndte at gå med ret ryg og uden at se sig tilbage

det var dråben "vil du ikke heller slå mig ihjel tak og nej, jeg skal ikke hend til nogle anden mand, troede jeg snart var blevet banket ind i dit lille hovede og spion, hvor våver du at kalde mig det, hvis det at snakke om min fortid er at afsløre dine statshemmeligheder, burde du nok ikke lade mig gå! vel, du siger du kender til nydelsen af drab og tortur, fortæl mig at du forstår hvordan det er at bo i denne overglade verden, med en del af dig så mørk at du kunne slå dit eget barn ihjel, forstå at jeg har brug for at forstå en der er så ond som den del af mig, jeg har brug for at se at selv en helt gennemsyret person kan have lidt godhed i sig, så jeg tror at der er håb for mig, men fint enden slår du mig ihjel eller også rider jeg selv min død i møde, når jeg endelig finder ud af dette bur af en by" tårene løb ned af hendes kinder hun havde haft brug for Jack, hun måtte se at han kunne elske og hun havde set det, det var mere modsat at hun var spion mod ham, hun havde håb, hun kunne være lykkelig her og selv den del af hende kunne elske