en gæst

hun viste ikke hvad hun skulle gøre hans stemme virkede så tryg og rolig, men hun var bange nu, hun havde stolet på ham, "jeg stolede på dig" sagde hun grædefærdig, hun havde lyst til at give efter, men hadet i hende havde forsat fat og hun stod klar som om hun forventet et angreb vær øjeblik, me hun rystede af en blanding af frygt, blodmangel og had

"så erdet godt unge dame jeg forsøgte bare at beskytte mig selv og dig med men hvis du er ligeglad med så kan det også være lige meget" han trådte hend til hende igen smækkede rmen om hendes talje og kyssede hende lideskabligt han slap hende og gik et skridt tilbage "er du så glad?" hans øjne lyste af vrede frustration og afmagt men på bunden lå der noget andet frygt og lideskab

hun tabte kniven og stod stille uden helt at forstå hvad der var sket, havde han.. ja.. men, hun var aldrig blevet kysset sådan før, hvad var det "hun kiggede på ham med et blik af afmagt og stammede "hv hv hv hvad var det???" hun forstod ingeng ting længer og satte sig på gulvet, kjolen sved ind i såret og hun ømmede sig

han knælede ned ved sinden af hende og flyttede langsomt stoffet på kjolen hun kunne stoppe ham hvis hun ville han frembragte en smule vand ved hjælp med mgi i hånden og rev en strimmel af sit tøj af som han gjorde fugtigt han ville fjerne hendes blod med det han kikkede op på hende igen men denne gang var hans blik igen tomt og tillukket

hun var lammet, men kom roligt til sig selv, hun så på ham med et blik der var ømt og samtidig såret, hun viste ikke hvad hun skulle sige eller gøre, hun følte sig tom inden i, det var som om der hvor alt hadet havde været, lige var blevet tømt og der nu bare var et tomt hul, en enlig tåre løb ned af hendes kind

han rensede og forbandt hendes sår og satte sig så op og kikkede på hende han trørede hendes tåre væk med sin hånd og lagedeprøvende sine arme om hende "undskyld jeg gik for vidt det var ikke min mening at du skulle vide det kan du tilgive mig" hviskede han stille lige så meget til sig selv som til hende

hun lagde hovedet mod ham og lod sig for første gange slappe af i en mand arme "det er helt okay tror jeg, er det?" viskede hun forsat lidt omtoget og løftede hovedet og kiggede ham i øjnene med en lille smule rynget pande og en barnlig alvor i øjnene

"ifølge loven nej og overfor dig nej jeg skal snart dø og har en datter med en anden kvinde desuden er du en helt anden race du er sårbar og fremed i dette land jeg burdte være din ven og ikke gøre sådan noget lort" han strøj hende blidt over hårdet

hun lagde hovedet ind til ham igen "en ting jeg har lærdt af mit liv, det er at man tager tingene som de kommer og gør dem til udofrdringer og ikke forhindringer, du er dødsdømt her og jeg er hvor jeg kommer fra, døden er døden og den kommer før eller siden, ved du hvornår du skal dø? og for mig er love love, der er altid nogle der bryder dem, jeg har næsten brudt alle i mit gamle land så hvorfor ikke starter forfra her" hun sukkede hun var lidt træt "der er mange der har børn på kryds og tværs, det huer mig ikke. jeg tror du bekymre dig for meget, jeg klarede mig i mit hjemland, uden venner eller kære, her har jeg da dig om det så er kort tid, så klare jeg mig, du skal ikke tænke på mig, jeg er ikke så sårbar som du hele tiden går og bilder dig ind" hun smilede blidt og stille. hun begynde at nynne, noget hun huskede hendes mor nynnede når hun som lille var urolig og bange, tonerne snoede sig i luften og lagde sig som et tæppe over dem.
hun puttede sig lidt tætter ind til ham og faldt i søvn

han sad og holdte om hende mens han tænkte over hendes ord til sidst faldt han også i søvn til den hektiske kliren fra han sværd

Tess vågnede tidligt næste morgen, hun kiggede på ham og undrede sig over dagen før, alt havde været så absurt, hun havde troet det hele var, en drøm, men hun var glad for det ikke var, hun smilede stille og listede sig ud af hans arme uden at vække ham. hun sad lidt og så på ham, mens hun vilede hoved på hendes knæ, hvor var denne verden sær, hun overvejede om hun skulle lave noget mad, men det betød hun skulle ud og handle ind og det var vist forsat for tidligt, der var noget hun ville spørge ham om, men hun kunne ikke næne at vække ham

kasekuno vågnede med et sæt og hans sværd fløj ved tankens komando ned i hans hånd han vidste der var noge og det var noget han ikek var vandt til hvem var der der vovede at være i hans hus først der kom han i tanke om hvad der vvar sket dagen for iden

hun stirrede lamslået på ham, hvad var det lige der skete der et gisp undslap hendes læber. hun skævede hurtigt efter sit sværd men ønskede ikke at række ud efter det, hvad var galt, hun kiggede intendst og panikkent på ham, hun viste at uanset om hun tog kampen op eller ej ville hun dø, hun var såret og ville aldrig nå hend til hendes sværd i tide, hun opgav alle tanker om kamp "hvis jeg skal dø lad det være for din hånd, jeg vil ikke slås mod dig, ikke nu" viskede hun stille, hun rørte sig ikkem trak knap vejret, hun ventede bare, med lukkede øjnene, hun viste kniven lå bag hende, hun ville ikke selvom hun sagde det opgive uden kamp

kaseknuo missede lidt med øjende da det endelig gik op for ham at det var tess han sænkkede sit sværd smilede og kikkede på hende "godmorgen har du sovet godt?" han satte sig ned og hans sværd hoppede fornærmet op på sit plads med en lyd som om den rakte tunge af ham han kikkede efter det og rystede på hovedet og kløede sig i nakken det her var da godt nok for meget hvad fanden var hun så sur over den moppe

"ja, jeg har ikke sovet så tungt og godt i" hun tænkte, ja det måtte næsten have været før hendes første offer puha, det var længe siden "jeg husker ikke, hvad med dig?" hun så på ham med smalle øjne, jo han var rolig igen, hun slappede af igen, puha, det var tæt på tænkte hun, han var en af de få hun havde mødt, hun ikke havde lyst til at slå ihjel, hun missede lidt med øjnene og smilede stille, solen var så småt begyndt at stå op. hun rejste sig helt op og gik halvt forbi ham stoppede kort op, så indgående på ham men flakkende øjne og gik videre. hun stillede sig ved vinduet og så ud, på det svage skær af lys, "her er smuke" sagde hun stille "det er altid smukt efter regn, det vasker alt rent, giver alt nyt liv, en frisk start" hun vende sig og kiggede på ham "du vil have jeg gifter mig med en af dine, men du kan ikkse selv gifte dig med hende du elsker, det giver ingen mening" hen vede sig igen og kiggede ud i have igen, ååå hun savnede bjergende, "sig mig hvad er du general for?" hun slap ikke haven med hendes blik, men lyttede intenst efter et svar

"fornuft" sagede han kort og en smugle for hårdt "selv om kiziki mit sværd er mere fornuftigt end mig det er hendes skyld at jeg stadigvæk er i live og nej jeg kan ikke gifte mig med hende selv om jeg så ville der eksistere ikke den præst der tør vige os eller som har lyst til det" han kikkede på hende og kløede sig i håret jo han var vist ved at falde for hende *det var lige det der manglede* tænkte han ved sig selv og sukkede

hun grinede tørt "fornuftig er hvist det sidste du er" hun drejede hovedet og så på ham "tror du det bliver regn igen i dag?" hun kiggede ud igen, der var noget fredfyldt over denne morgen, som om alt i hende var i harmoni for første gang siden hendes forældres død

han gik over bag ved hende og lagede hånede imod vinduet så hun stog imellem ham og hans hånd "det håber jeg det er så smukt" han strøj prøvende hendes røde hår med en finger mens han kikkede tænktsomt ud af vinduet

hun rørte uroligt på sig, hun viste ikke hvad hun skulle gøre, han var så rar, men dette føltes som når hun havde luret hendes ofre til at tro hun bare var en ussle tjenestepige de kunne føje sig med, men hans stemme var så rar hun lagde sin hånd på hans arm, han var ikke som dem, det viste hun, hun skulle ikke være bange han var ikke ond, det var kun hende der var "regn er smukt ja, ja meget smukt" viskede hun uden at fjerne blikket var haven, hendes tanker var et stort virvar ååå hvad skulle hun dog gøre, hun havde aldrig været ude for dette før

han sukkeede igwn "undskyld du kommer til at hade mig for det her " han lagde armende om hende intet andet stod bare der og holdte rundt om hende så løst at hun ville kunne mærke at han gjorde det en sagtens kunne gøre sig fri så ømt at det gjorde ondt langt ind i hjertet og alivel uden at kræve eller bede om noget han holdte om hende på en måde som kun den mest gernerte og kvindesky zarner kunne gøre det

hun vende sig hurtigt "hvorfor undskylder du?" hun så fortvivlet ud, hendes hurtige reaktion brød hans arme om hende hun var forvirret hun var kommet til at holde af ham som hun aldrig havde prøvet før, men var det bare taknemlighed eller var det andet, hun var så forvirret, det kys og denne morgen tyede på en ting, men hun var så sikker på hun ikke kunne føle sådan hun var jo ond, hun hvade slået så mange ihjel, hun burde ikke kunne føle sådan "de-de-dette er helt forkert" stammede hun "j-jeg burde ikke kunne føle dette, ikke jeg" hun så fortvivlet på ham hun havde sådan lyst til at kysse ham, men det gik ikke, hun var ond hun fortjente det ikke

han kikkede ned på hende med medfølende øjne lagede sin pege finger under hendes hage og løftede blidt hendes hoved op så han kunne se hende "det er kun så forkert som du selv gør det til og jo du af alle fortjener det mere end nogle af alle de kvinder jeg har kendt" han sukkede og kløede sig i håret med venstre hånd med et lidt fjernt blik i øjende hans sværds stemme lød inde i hans sind *men hun har jo ret det er forkert du er dødsdomt og har et barn med en kvinde du stadigvæk elsker og hun er en nymf desuden kan hun slå dig ihjæl hvornår det skal være* *jeg ved det men jeg kan ikke anet en at holde af hende hun er så sød blid og uskyldig og hendes overbevisning om det modsatte er bare hysterisk underholdene* han kastede et skyndsomt blik hend på sværet og rystede på hovedet det gløede svagt men ikke af vrede eller fornærmelse som det plejede nu var det bare bekymring

"hvordan kan du vide det, du kender mig ikke? jeg kunne lige så godt binde dig alverdens historier på ærmet, du kunne bare være endnu et offer og hvad fortjener jeg, et kys" hun grinede tørt "et kys kan en vær smuk kvinde få, og hvem ved hvis jeg først acceptere min mor vil jeg kunne slå ihjel med det, nej jeg fortjener intet" hun trak sig væk fra ham og gik over til hendes oppakning og fandt en lille bog, hun kastede den til ham. bogen var tyk og bundet sammen at en læderrem, inde i den var der flere hundrende siger, med beskrivelser, tegninger og lokker med hår fra hendes ofre ALT var beskrevet, den måde hvor på hun lokkede sig ind i deres selvskab, den måde hun slog dem ihjel, hvordan livet forlod dem, selv spædbørn, små piger og drenge, unge kvinder og gravide mødre, det var som om man forsat kunne høre deres dødsskrig "fortæl mig jeg fortjener noget nu, de døde ikke i krig eller kamp, de døde pga hævn, pga deres far, mand, svigerfædre eller elskere gjorde noget i sine unge dage, deres mord var ikke tilfældigheder, det hele var planlagt og jeg nød det" hendes stemme var helt blottet for følelser, det eneste der måske kunne anes, lød mere som en lidenskab, end fortrydelse, hendes blik var fjernt og hårdt

han gik over og læste i den stod et par minudter med meget alvorlige øjne han kikkede på hende med et føelsesløst ansigt smækkede bogens sider sammen "jeg ser stadigvæk ikke probmet du glemmer vist at du taler med en mand der har viet sit liv til at slå ihjæl jeg måtte bræbe min bror min far og min mor og selv min mors nyfødte barn bare får at nå dette her og hvad gør jeg opgiver det hele til foredel for en tøs der ikke engang elsker mig" han kikkede på hende og smilede så varmt "alle kan ændre sig det betyder ikke noget for mig hvem du var dengang det er den du er nu der tæller og alle kan ændre sig de skal bare have chancen som jeg fik of nu giver jeg dig den du må glemme fortiden" han kløede sig i håret med venstre hånd

"den fortid var for lidt over en uge siden" fnyste hun. "jeg er tom inden i, jeg er intet længere, jeg har intet formål, du har i det mindste noget for det du gjorde jeg har intet" hun havde vendt sig så hun stod med ryggen mod ham "hvad jeg var betyder måske ikke ngoet for dig, men det gør for mig, det har skabt noget i mig noget ond, hvad bliver det i kombination med magi, jeg er jaget i mit hjemland, hvem siger ikke at de finder mig, det er magtfulde mænd jeg slog ihjel, meget magtfulde" hun ville ikke se på ham, han havde måske dræbt sin familie, det var utilgiveligt, men han havde i det mindste et mål, hun havde intet, tomt
*stop den selvmelidenhed, du har et ansvar* tænkte hun, men tomheden opslugte hende, det var så tomt, som nætterne hun sad under busken, efter hendes forældres død, en uvished