en gæst

"stop det det gør ondt at høre på jeg vil ikke høre på mere forstår du mig du er god nok ogsådan er det bare" han vendte sig og gik over til sten boret hvor han slag sine knyttede hænder ned i så der kom to store krater i det hans lange sorte hår havede revet sig løst i slaget og hang nu ned over hans ansigt han stemme var mørk og kold for kold og hans sværd var tavst det var som om der gik en skygge for solen og hele rummet blev henlagt i et dunkelt mørke et sted uden for skreg en lille zarner pige af smerte

hun for sammen, som et skremt dyr hendes øjne var vidt åbne og hun hev efter vejret, hun lignede et hind der var blevet trænkt op i en krog af dens jager, en vild skinger vrinsken overdøvede pigens skrig, man kunne høre hove smadre mod døren, hesten kunne mærke hendes frygt den ville hjælpe hende, vrinsken var vild og panisk, men ikke som andre hestes, den var skinger, som negle ned af en tavle

han blev stående ubevæglig og hård "få det byr til at holde kæft eller jeg får det dræbt" en tåre landende på boret gennemsigtigt og krysal klar kun en enkel og hans stemme var om mulig mere kold og afvisende en nogle sinde før hans hænder spændes så meget at knoerne blev vide og så ud som om at de ville kæmpe sig vej ud igennem hans hud

"h- han er styrrret af mine følelser, ikke af mig" fik hun ud, hun vende sig og løb ud, det var i sidste øjeblik hun fik åbnet døren ellers var den blevet sprængt hesten styrtede ind, den var rasende, nogle havde truet dens herskerinde, hende der intet frygtede, den styrtede ind til ham men hun nåede at gribe den i sidste øjeblik, den prustede, de gule øjne lyste af had, hendes fokus havde slettet angsten, hun gennede den hurtigt ud, "hun vendte sig og mig der troede jeg ikke kunne styre mit had" væsede hun, hendes angst var forsvundet som dug for solen "du af alle burde kunne vise selvkontrol, du er general og jeg giver sku fanden i vold for hvad", hun var gået helt hend til ham nu, hendes øjne lynede, hun lød som en mor der var blevet meget arig på sit barn "hvis du ikke vil høre, må du lukke ørene og du er selv skyld i det du høre, det er ikke mit problem at hun ikke vil have dig! det er ikke min skyld at du valgte at slå din familie ihjel, måske er der en grund til at din søster ikke lige frem ser dig som hendes ynglings bror" råbte hun ,hun var rasende, hvor vovede han at true hendes hest, " og hvor våver du at kysse mig, dit kryp af en mand" snærede hun, hun smækkede ham en lusing med bagsiden af hånden og vende sig brat om og gik ud til sin lille hest

han greb hende i armen så hård at det ville gøre ondt og forsøgte at slyngede hende af al kræf hende igennem rummet så hun ville ramme vægende noget han havede gjordt utaligegang med nadre når mørket i ham overtog hans øgne var fyldt af tåre og had had til sig selv og vrede over at hun gjorde det her imod ham haede han ikke givet hende alt havede han ikke åbnet sine døre for hende havede han ikke givet hende sit hjerte og hvad fik han igen en lussing

grebet var ikke nyt for hende, mange mænd havde prøvet på det, styrken bag det, kom bag på hende, hun blev slynget afsted, hendes egen forberedelse tog farten af det hele, hun var rasende nu, han havde truet det eneste kære i hendes liv, hun havde åbnet sig for ham, hun havde givet sig, og han havde kysset hende, hun stoppede op hun stod med ryggen til ham, hun trak vejret i hiv, hendes hænger krampede af had, hendes røde hår bevægede sig uroligt, hun var så opslugt af had. den lille æske, begynde at lyse kraftigt, hun accepterede sine følelser og derved dens kræfter, hun noterede den ikke den var bag hende, hun kogte, men hun vende sig ikke

"kviziki flyv" med de to ord splintres hans sværd til tusindevis af små sylespidse stykker hver enste stykke skrapt nok til at kunne slå tre mænd ihjæl der var så mange at det ville være umulig at se dem med det blotte øje de lagede sig i et beskyttende med usynligt fældt omkring ham og hans øne var mørke og unden følese

hun vend sig koldt, hun var i trance opslugt af sine følelser, hadet, sårbarheden, kærligheden, hendes øjne var tomme, hun gik direkte forbi ham og hend til æsken, den kalde på hende, hun åbnede den, i den lå en halskæde, et lille grønt forstenet løvblad, i en kæde flettet af røder, hun tog den på, den sang i hendes hun, en kræft brede sig ud i alle hendes lemmer, den var grøn og mild, hun kom til sig selv ved et gisp, det havde været som om hun havde været under vand, hvad var der sket, hun husker hun havde være sur, noget så sur, nårr ja, HAN havde truet Grima, hendes stakkels lille hest

da hun rørte halskæden kom 300 af slinterne flyvende fra alle sider imod hendes krop for at kunsse hende på stedet

hun fløj sidelæns, og besvimede, blodet fossede fra hendes side, hesten kom styrtende ind, den var hende ved hende og begynde at skubbe til hende med mulen, dens elskede herskerind, den udstøte et lidenskabelig vrinsk, så skingert at det gjorde ond ind til benene, den udstøte små mærkelige klynke lyde mens den forsøgte at få hende til at rejse sig, det røde hår lå ud på gulvet og blev næsten et med blodet

kasekuno kom til sig selv igen og satte sig i stolen han tog sig til hovedeet og sukkede det var ikke første gang han havede mistet kontrolen på denne måde tvært imord det var bare meget længede siden det var set sidst han kikkede over på tess *en skam hun var ellers så smuk venlig og rar hvis hun bare ikke var sådan en moge og så overbevist om at hun ikke kunne redes ville hun nok havede været i live endnu*

hesten blev ved, den kunne endnu lugte lidt liv i hende, et lille håb, den hev i hende den ville have hende op den udstøte de små jammerlige skrig, blodet bob forsat stille
Tess svævede i et tomrum, hun kunne svagt høre hesten, lille stakkels hest, men hun kunne ikke finde hend til den hvor var hun, det var så mørkt, lille hest hvor er du, hendes side gjorde så ond, hun hørte sang, det blanede sig med hestens skingre stemme, det gjorde så ond, var hun ved at dø? hun var ikke klar til at dø, hun ville ikke dø, ikke nu, hun var endelig ved at blive lykkelig, hvad var der sket, åååå det var så forvirrende, med et var hun i den uhyggelige gang, hun løb, her ville hun ikke være om hun så skulle ende i livet eller i døden, bare hun ikke skulle være der

det gik op for kasekuno at hun var i live han rejste sig og gik over til hende mens han rullede æremerne op nu skulle der arbejdes

hesten ryggede sig modvillige, den viste han kunne hjælpe, men den viste også han var skyld i det der var sket med dens hersker inde, dens gule øjne stirrede ond på ham, den holdt øje med ham, en forkert bevægelse og den ville dø for at forsvare sin frue, død eller levende...
Tess løb, hun følte noget var efter hende, hun begynde at kunne skimte en dør foran sig, der skindende et svagt ud under den, hun måtte hend til den, detvar frihed fra det onde der forfulgte hende, hendes egen ondskab.
hun nåede døren

kaseknuo løftede hende op og nar hende forsigtigt ovre på steng boret og lagede hende der hun var i sandhed sumk han stilte sig så han stod sirka midt ud for hendes talje *jeg er glad for jeeg valgte at høre efter den gang genralen for healing forklarede os hvordan vi rede folk mest eftetivt* han folde sine og med et lavede han hurtige hvivlede bevæglers med dem de var så asymetiske at øjet ikke ville kunne opfangede andet end et par steger der formede et hjerte og en hånd over det han skubbede hjertet og hånden ned mod hendes bryst tiil han stod med begge hænder vilede imellem dem og en blå healings magi begyndte at strømme ud fra hans hænder og ud til hendes sår hvor de belv healet med et lille shvirp og så så ud som om at de aldig havede været der han rejste sig og kikkede på hende "nu må du selv klare rasten smukke" han kyssede hende blidt på panden og sate sig i stolen med ryggen til hende

hun forsøgte at åbne døren, den band lidt, mn hun fik den op, hun stod ved en skovsø, hendes mor stod nøgen og fri ude midt i den, "mor!" Tess tænkte ikke, hun begynde at løbe ud på søen, hun trøte ikke ned i vandet, men svævede oven på, hun nåede ud til hende mor hun vende sig "thea hvad laver du her?" hendes blik var forskrækket "mor er du ikke glad for at se mig?" Tess blev helt bange hun havde altid savnet hendes mor så meget, hendes stemmer og den måde hun agerede på "jo kære barn, men du skal ikke være her, det er ikke tid endnu" svarede hun, "tid til hvad mor?" "at dø barn" svarede hun med gråd i stemmen, så er jeg død tænkte Tess, "jamen nu er jeg go død" svarede hun stille "nej ikke helt kære" svarede hendes mor med en blid stemme, lagde hånden på hendes hovede og pressede hende ned i vandet, Tess kæmpede imod, vandet fylte hendes lunger hun kæmpede for at komme op, alt blev sort, hun svømmede mod overfladen

Tess vågnede med et gisp, "mor!" hun slog øjnene op, hesten var over hende som en høg, den klynkede og slikkede hende i ansigtet, som en ynkelig hund, den skingre piven, gjorde ond i hendes hovede "Grima hold kæft, det gør ond" kvækkede hun grokigt *føj* heste savel. hun rullede om på siden, hun var forsat så forkommen at hun ikke havde opdaget hun lå på et bord og *bang* lå hun på gulvet "skønt" sukkede hun, hendes suk lød blid som en sukkende skovløb, hun tog sig til halsen, hendes stemme den lød sær, hun forsøgte at rejse sig, men forgæves, hun følte sig svag som en nyfødt dåkalv, hendes hovede dunkede som om hun havde drukket alt alt for meget, men hun havde svært ved at huske hvad der var sket, hun var død ja, men hvordan det sidste hun huskede var halskæden og en gevaldig smerte, hestens panikslagne piv og så tundlen, hun gør og det gav et jag af smerte i hovedet, og så hendes mor

kasekuno rejste sig og hentede noget vin han knælede ved hendes side og løftede hende forsigtigt en smugle på så hun kunne drikke "her drik det vil fjerne de fleste smerte og det er berolignededu kom temlig slemt til skade" han smilede ikke længer og hans sværd var igen helt go hang på sin plads påvegen

hesten var kun få mm fra at sende ham afsted langs gulvet med et hårt slag med hovedet, men hun stoppede dem med et enkelt blik, den prustede ham vådt og koldt i nakken, man kune se hadet lyse ud af dens gule øjne, den havde kun holdt ham i live så den var sikker på dens herskerinde overlevede, men nu havde den ikke brug for ham.

"grima nej, gå uden for inden du gør noget dumt" dummer end du måske allerede har gjort, tænkte hun med et gys, hun huskede lige da hun havde forladt klosteret og nogle børn havde kastet sten efter hende, den ene kom nok aldrig til at gå igen og den anden, kom ingen vejne, hun havde måttet flygte over stok og sten efter den skøre krikke var gået til angreb på børnene, hun gør, der var dele af dens natur man ikke kunne tage fra den.
hun så på Kasekuno, hun burde nok frygte ham, men hun frygtede ikke, der var kun tundlen tilbage at frygte, hendes gamle liv,"han kan ikke lide dig, du bør passe på" sagde hun stille, hun nippede forsigtigt til vinen, men selv det gjorde ond i hovedet, men den lille smule hun fik i sig gav hinde styrke, hun tog sig til halsen hvor var halskæden, hun så sig forvirret omkring. så kunne hun mærke det, som en livlig strøm af liv, halskæden var inde i hende, den var en del af hende, hun havde accepteret hendes mors arv, halskæden var bare et symbol, hun forstod nu, men hvad nu, hun var bange, bange for hvad dette ville betyde for hendes liv. hun så op på ham, hun kunne mærke ham og hun frygtede, hun var begynd at holde af ham, det var ikke selve følelsen hun frygtede, men hvad den nu ville betyde for hende, som barn i klosteret, havde Pioren tvunget hende til at læse om nymfer hele tiden, hun haedede til sidst at læse om dem og nu når hun skulle bruge det, havde hun glemt alt

"det er ikke hesten jeg frygter han kan ikke gøre mig noget igen mit sværd tænker selvstændigt og vil ikke lade nogle røre mig lige nu er jeg bare bekymret for dig det er dumt at slå en der er så meget stærker end en selv jeg taler af afaring men lig nu stille du har ikke sælig meget styrke og du var godt medtaget" han strøg blidt et hår væk fra hendes kind mens han støttede hende så hun kunne drikke noget mere det var ikke kun vin i den flaske der var urter der ville hjælpe hende fysisk såvel som psykisk med at komme til krafter igen han vidste godt at han var gået over stregen men hvad kunne man forvendte af en dødsdømt mand?

"han kæmper til døden og forbi den for mig, han er min far, min bror og min søn, man forventer ikke andet af familie, man støtter hinanden" hun havde virkelig ikke lyst til vin det gav hende mere kvalme lige nu, alt var i oprør i hende, selv hendes drage var begyndt at bevæge sig væk fra sin faste plads på låret, hun nippede lidt til vinene, men kunne bare ikke få noget af det ned, hun følte sig så underlig, det var som om at det sitrede i huden der hvor han rørte hende

"i så fald vil en kamp ende med en masse blod og minimun et lig" han sagede det som om det var noget han ikke ønskede men også noget han ikke frygtede han stilte vinen på jorden og satte sig så hendes hovede vilede i hans skød "jeg har healet dine sår fysisk resten er op til dig" han stræg forsigt en finger langs hendes kindben mens han kikkede bekymret på hende hun minde ham om hans lillesøster på en eller anden forviret måde hun var også den enste der have været dum nok til at stikke ham en lussing selv om den den gang var velfortjent

"du taler til en der har mistet alt og intet længere frygter" humlede hun og forsøgte at rejse sig, hun klarede at få sat sig på, men hende hovede gjorde ondt som om hun var faldet ned fra et højt tån og landet, på det, hun tog sig igen til halsen, hun fik tåre i øjnene hun var nok nød til at rejse, hvad kunne der ikke ske hvis denne ømhed gik galt, dragen var "klatret" ud på hendes hånd, den kiggede på hende og åbnede munden for at give en lyd fra sig som om den troede den var en ægte drage og ikke en del af hende

"det har jeg også og nej der er intet jeg længer frygter lig dig ned igen du er endu ikke stæk nok til at sidde op hvis du vil kan jeg bære dig over i sengen og det gør jeg under alle omstændigheder hvis du ikke ligger dig ned igen" han kikkede igen alvorlig på hende og rode i hendes hår som man gør ved et lille uartigt barn

hun trak sig væk som en skramt dyr "rør mig ikke" pev hun, hendes øjne var fyld med tåre, måske kunne hun ikke slå ham ihjel, men hvad kunne kraften gøre ved ham, hun ville ikke ses som en objekt for nydelse, som nymfer gjorde sig til for at få det de ville have, dragen var faret op i nakken på ham og gav et lydløst væs fra sig, hun lagde hånden over den, den var måske bare en tatovering, men hvis den bed ham ville han ikke var den første, den var ikke rigtig farlig, men lavet til at give en distraktion så man kunne nå væk

han kikke forbløffet på hende og satte sig på knæ "hey hey hvad er der galt tal til mig du må ikke græde min ven det er der ingne grund til jeg skal nok passe på dig det er det eneste jeg vil hvis du ikke vil have jeg rør ved dig skal jeg nok lade være men det kræver at du gør som jeg beder dig om for di ejen skyld" han rakte håneden hend imod hende