en gæst

hun fik lidt et chok hun var i en diskusition med træet om urtemixture, som træet, på trods af at det var et træ, viste meget om, hun hold en hånd op for at stoppe ham, hun skulle lige høre det sidste træet sagde om giftig skunk, "undskyld mig frue, men han der skremmer os, vil tale med mig" alle dyrene var gået om bag Grima der stod og græssede, hun vende sig mod ham med alvorlige øjne "du skal bare skræmme alle var" der var en blanding af spøg og alvor i hendes stemme, men det var umuligt at tage der seriøst, hendes går var fyldt med græs og blade, hun kiggede indgående på ham og snappede så "sig så frem inden det æder dig op invendigt, for jeg har ikke lyst til at dø igen lige pt"

"jeg har fundet min datter og hendes mor" han kikkede ned i jorden der var ingen glæde at sprore i hans ansigt "og jeg var oppe at slås med en mægtig xitoer så jeg er lidt knotten" han sagede det sidste som for at tage tornen af det første men var ikke helt sikker på at det gik som han håbede det var jo ikke meningen at de skulle være i live nogle af dem

"i det mindste slår jeg mine uønskede børn ihjel og deres fædre og jeg gør mit job ordenligt" mumlede hun stille for sig selv, det var slet ikke meningen det skulle høres, hun sad og tænkte lidt, altså hvordan skulle hun forholde sig til dette, hun havde slet ikke forstand på denne verden og da slet ikke deres familieforhold og betød dette at hun skulle flytte og forlade ham, hvorfor fortalte han hende dette, hun stirrede på ham "og det betyder" hun forsøgte at få et lille hint i den retning hun nok som anstændig *host host* damen burde reagere, for lige nu viste hun ikke hvad hun skulle sige

"at jeg ikke længer ved hvor jeg har mig selv jeg mener bare jeg er splittet imellem to kvinder den ene er min ærekefjende og mor til mit barn den anden en jeg knap nok kender misforstå mig ikke men jeg er forviret og kan ikke finde rundt i mig slev det eneste jeg er sikker på er at min pligt og min ære beodre mig til at passe på min datter uanset hvad" han kikkede på hende og tænte i sit stille sind *det er ikke alle der er så koldblodige at vi dræber vores ejene børn*

hn lagde den ene hånd på hans ansigt og smilede mildt, der var intet had i hendes øjne, "det er op til dig, kære, jeg kan ikke tage valget for dig, mht børn er jeg meget dårligt til det, især" hun huskede hvordan hun havde ligget i skoven 19 år og bange smerterne var så voldsomme og visheden om at der kunne komme fremmede og slå hende ihjel vært øjeblik, fortvivlsen over hvad hun skulle gøre ved barnet, hun havde hadet faderen og havdet intet at give det, hun havde forsøgt at efterlade det til ulvende, men græden havde runget gennem skoven, hun var redet tilbage og smidt det i den brusende elv, en enlig tråe trængte sig vej ud og ned at hendes kind, hendes liv var så anderledes nu, hvis hun bare havde fået barnet nu havde alt været anderledes, måske. "og med det andet du snakker om, så aner jeg ikke hvad du snakker om, så den er lidt svær at løse for dig" hun følte sig faktisk såret, tænk hvis han valgte den anden kvinde, men hun ville ikke vise det, hun vende ryggen til ham og genoptog samtalen med træet, denne gang på ursprog, samtalen var kommet ind på et andet emne, ham

han rejste sig og gik ind i stuen åbnede skabet og tog en flaske sake frem han satte sig i sofaen og hældte et glas op som han drak lidt af hvor efter han stildte det på boret og betragede loftet igen han ville sådan ønske at det ikke var sket at han bare kunne fortsætte som før men det var ikke muligt

der gik ikke lang til før hende og træet var i en vild diskution og træet havde taget moderrollen, deres stemmer blev højere og højere eller det vil sige man kunne kun høre Tesses, men hun kunne høre træet, så hun tænkte ikke lige over hvor absurt det måtte se ud for udefremkommende, træet mente bestemt hun skulle gå ind til ham og komenderet hende der ind da det blev træt af hendes dårlige argumenter, hun gik stædigt og muggent ind til ham "dumme trær tror de ved alt, du bør gøre dit, gør dat, sådan gøre man for dem man holder af" mumlede hun småsur hele vejen ind til ham.
hun pegede ud i haven og uden at tænke over hvor absurt det lød sagde hun "træet siger jeg skal tale med dig" hun lød lidt sur, men kunne ikke lade vær at få ond af ham

"og jeg som troede det kun var mig der drak hvor meget af min sake har du drukket mens jeg var væk" han sagede det halvt i spøg men virkede ikke særlig glad han sad stiagvæk og betragtede lodtet og overvejde at tømme sit glads men kunne ikke rigtigt tage sig sammen til det

"jeg drikker, jeg har andre måder at more mig på og nymfer kan tale med alle naturens væsner, og hvor er jeg heldig at have havet den del" svarede hun, det sidste kom mere spydigt ud og hun kigged ud i haven "jeg har troet jeg har hørt stemmer hele dagen til jeg møde træet" hun kløede sig i håret "ja det lyder meget meget sært, måske skulle jeg heller begynde at drikke", hun satte sig ned ved siden af ham "men du burde ikke, det hjælper dig ikke, så meget kan jeg dog sige" sagde hun blidt og kyssede ham på kinden

"jeg ved det godt men det beroliger sindet en smugle så man for tid til at få hele lortet til at hænge sammen og jeg ved ivirkelig ikke hvad jeg ellers skulle gøre nu ville ønske at jeg ikke skulle vælge og at jeg kunne vælge mig selv fra hvilket af forstålige grunde er lidt sværdt"

"jeg ville så gerne hjælpe dig, men jeg er ikke det bedste forbillede i nogle af delene, da jeg var yngre, blev jeg gravid med en af mine ofre, han var troldmand og jeg kunne ikke slå ham ihjel bare sådan lige, så jeg lod som om jeg var forelsket i ham og lod ham udnytte mig" hun rødmede lidt, hun skammede sig over at hun havde gjort som hun havde gjort, men den gang var alt anderledes "jeg slog ham ihjel da han var faldet i søn oven på mig" hun gøs ved tanken, han blod var løbet ud over hende og han havde forsat været oppe i hende "jeg var ung og bange og føde mit barn i skoven, helt alene, jeg efterlod det for at dø, men jeg kunne høre gråden gennem hele skove og det skar i mit hjerte, for selvom den var en del af en mand jeg havde hadet, var det også en del af mig, men havde intet at give det, jeg smed det i elv, den er nok en bedre mor end jeg ville være blevet" hun så ned i gulvet "et barn er en del af en og man skal elske det der efter og altid gøre hvad der er bedst for det, om det er at smide det i floden eller ofre alt for det, man har bragt det ind i verden og nu er det ens ansvar" jeg ved ikke om du forstår, hun tog et dubt suk, snubbede han glas og bunede det, det var første gang hun havde fortalt nogle rigtig om det barn og det gjorde så ond at tænke på hun kunne næsten se det lille nor på bunen af elven, i sin kolde våde grav

han lagede armnede om hende og aede hendes hård "jeg forstå ikek hvad det er du har væet igennem anet end at det må have væet hårdt og jeg kan ikek sige at jeg ved hvordan det føles for det gør jeg ikke men en ting ved jeg under alle omstændigheder vil min datter komme og bo her et stykke tid ser du jeg har tænkt mig at dræbe hdnes plegefar"

hun trak sig væk fra ham "har du abselut intet lærd og dog nej du er en mand hvad kunne jeg forvente" det sidste kom lidt højere og var nok mere møntet på træet end ham, "jeg har brugt 7 år af mit liv på hævn, jeg har slået fædre, mødre, onkler tanter, børn og børnebørn, nieser og færtre, bæsteforældre og jeg skal komme efter dig, ihjel i hævnens navn og det er ikke just fordi det har gavnet mig, hvorfor møder jeg kun folk der tror på hævn, du er lige så skør i kulen som Jack, det er lige før han giver mere mening, den mand har da i det mindste sørget for at din datter ikke er end i en elv eller som bordelpige!" hun så rasende på ham, hvordan kunne han tro at hævn kunne løse noget som helst, var alle mænd hun møde lige fucked up

kaskenuo rejste sig rasend eog så på hende "udtal dig ikke om noget du ikke kender til den mand stjal min datter han tog hende fra sin mor efter at have slået hende ned og nu har jeg fundet hende igen jeg næget at give slip om det så betyder at jeg skal midste dig så gør jeg det" vreden hev og sled i ham ingen skulle skilde ham og koneko ad igen ingen

"jeg beder dig for bokker ikke give give afkald på din datter, har du overhovet hørt efter" hun sukkede dybt og genvant kontrollen "hævn vil ikke løse noget og nej du bør ikke give slip på din datter, jeg ville hoppe i elven for min søn nu, forstå det dog, jeg elsker dig jeg ville ikke bede dig skilles fra din datter" hun gispede og slog hånden for munden hun havde sagt det, hun havde sagt hun elskede ham, hun drejede om på hælende og styrtede ud i haven om bag træet og gemte sig, hun græd, hun havde sagt det ååå nej hvad nu, det hele var noget rod

han kikkeder efter hende KVINDER han sukkede dybt og gik ud i den anden ende af havene ud til iriserne for at få styr på sine tanker og sit racerri det var ikek fair at det skulle gå ud over hende bare fordi han ikke vidste hvad han skulle gøre arr det var så forvirende det helle *hvor er det synd for mig* tænkte han

hun stod og bankede hovedet mod træet og det forsøgte at trøste hende "du forstår ikke råbte hun til det, hvis jeg elsker ham er jeg måske bundet til ham for altid, forstår du det, dør han dør jeg, jeg ville have større overlevelsesmuligheder ved at forelske mig i aben!" råbte hun rasende aben så bebrejdene på hende "undskyld det var ikke sådan ment" å gud å gud jeg elsker ham, dette er bare ikke godt slet ikke, det var fint nok med hans datter og alt det der, børn var ikke lige hendes ting, men hun måtte vel overleve, sådan nogle blev vel voksen og sådan, men det med hævn, hun havde selv prøvet det, det var ikke godt for sjælen og hvad med moderen hun ville vel også se barnet, hvis hun dog bare kunne finde ud af denne forbanede by, tårene låb stille ned af hendes kinder og ordene jeg elsker dig blev ved med at runge i hende hovede, det lød næsten som en dødsdom for hende, træet sagde en trøstene gren på hende skulder, aben hoppede op og lagde sig om hendes hals, hundene slikkede hende hænder og kattene smøg sig om hendes ben, hun satte sig ned blandt dem "ååå kære venner, i er mine eneste venner her, er der overhovedet en vej tilbage, jo jeg kan vel benægte og rejse min vej og det ender det måske nok med" sagde hun sørgeligt og lille Grima sneg sig afsted for at få Kasekuno til at sige undskyld, den skulle nok lade være med at gøre ham noget, næsten et lille nap måske, nej hans herskerinde hold virkelig af ham her, så det gik nok ikke
hun lagde ryggen mod træet *ja det var nok bedst hun rejste, gøre det lettere for ham, men hvor ville hun komme til at savne ham og dette sted, men hvor var der at tage hend, hjem gøre oprør mod kongens magt over folket, men der fandes jo ingen der ville ud af den lænke de var i* hun sukkede

kasekuno så hesten der kom gående han rettede sig mit op "hvad vil du og hvis du så meget træder eller prøver på at æde mine iriser så kan jeg love dig for at du kommer til at løbe hurtigt" han knælede ned ved den nærmeste iris og tod dens hovede blidt i hånden som når man kærtegner sit barn hans blik var mildt og kæligt og der var ingen tvivl om at han virklig elskede sit iris bed

hvis dun kunne rulle med øjnene ville den have gjort det, de der iriser smagte jo ikke en gang godt, den havde haft spist en af dem, føj, dumme mand, hvad så dens herskerind i ham men ja ja, den slog med hovedet mod have, gå nu der ud tossede mand, den gik hend og skubbede til ham med mulen, men det gik ikke som planlagt, han væltede, suk, tobenede, de ville have meget lettere ved at holde ballancen hvis de havde 4, den tog fat i hans tøj og begynde at hive afsted med ham, *kom så dumme tobens mand*

"jeg råder dig til at slippe mig" sagede hans koldt meget koldt mens en magi blev formert i hans hånd af sjælepatiklerne omkring dem magien lyste kraftigt sort og der var ingen tvivl om at den vil gøre ond "hvis du ikke slipper for du en kaos blodt i hovedet" *den forbanede krikke hvad havede den gang i*

hesten slap ham og slog med hovedet mod haven, den forsøgte at skubbe ham, men det ville tage alt for lang tid, suk, skulle den virkelig synke så dybt, den gik i knæ og forsøgte at få ham op på ryggen, dens herskerinde skylde den en nu, det var dens mening, meget ydmygende

Tess rejste sig, det var nok bedst at rejse, hendes hjerte var tynget af sorg, men det ville gøre alt lettere for ham

kaseknuo så overrasket på hesten "er den så gal med hende" hans blik blev bekymret og han sprang afsted i skoven uen at ride på hesten han vidste at det ikke var noget den brød sig om han tilepoterede 100 meter frem for hvert skidt så han kom aligevel frem hurtiger end bogle dødelig mand ville kunne klare

hesten rystede invendigt på hovedet og satte afsted efter ham *dumme mennesker* men altid noget han ikke var steget op, puha sikke en ydmygelse det ville have været

tess gik forsat og tænkte, hun forsøgte at finde en anden udvej, men kunne bare ikke se skoven for bare trær, men hvor ville hun ønske hun kunne slippe for at rejse

kasekuno fik øje på hende og stoppede kun for at telepotere het over til hende så han stod med armende omkring hende han sagede intet stod der bare og holdte om hende han vidste godt hvad det var hun havde gnag i det var tydeligt for enhver men han vidste ikke om det ville gøre det nemmer "du må ik rejse men hvis du ikke merner du vil blive så sig det dog i det mindste så jeg kan føre dig sikkert ud"

hesten kom travende efter, hun sende den et ond blik *dig og du skulle forestille at være på min side* hesten krympede sig som om den var blevet slået *men tak* hun kiggede op på ham "jeg har ikke lyst til at rejse, men jeg ved ikke hvad jeg ellers skal gøre, kære" hun sukkede "jeg kan ikke hjælpe dig, jeg kan kun advare dig" hun så på ham med blide øjne, hun lod alle bariere falde og lod ham se hele hendes indre, hvis han ville, det var ikke pænt det viste hun, det var et virvar af død og glæde og lyst over den, lykkelige billeder fra barndommen, brændene mennesker, afvisning fra andre børn, ensomhed og isolation, hævn og begær, "hvis jeg rejser, rejser jeg for at dø, men jeg har ikke lyst til at miste dig" viskede hun stille, hun lagde en hånd på hans kind