venter på døden

hun kiggede på ham og løftede det ene øjenbryn
"det er ikke fordi at danse efter Kasekunos føljte er lige sjovt hele tiden og vi har haft vores nedture, jeg har måttet slå min hest ihjel og jeg er nu lænket i denne forbanede bye, selvfølgelig har jeg savnet dig" hun smilede til ham
"du vil faktisk gerne vide noget om en Kasekuno sprøger ikke han handler bare, han kender mig ikke" hun så lidt trist ud men en kat begynde at grubbe sig op af hende så hun mistede fokus fra at være trist

"Jeg kan ikke forstaa at Kasakuno ville opfoere sig saadan, det er jo uacceptalbelt."
Nicolas rullede om paa maven og saa igen paa dyrene.
"hvad har du saa taenkt dig at goere?"

"fortælle ham en ting eller to om hvordan man behandler en dame og at jeg sagtens kan klare mig selv, jeg er ikke lige frem en uskyldig jomfru og det burde han da vide nu" det sidste mumlede hun og et lille gys gik gennem hende "sig mig kan du lige dyr, Kasekuno hader dem så jeg forstår ikke han kan lide børn, de er værre end dyr" hun smilede til ham "undskyld jeg taler vist lidt meget om ham, men har ikke rigtig kend andre meget længe, udover Jack og ham ildtroldmanden" hun smilede skævt til ham og klappede katten på hovedet

Nicolas smilte og satte sig op, han saa paa Tess med blide oejne.
"jeg kan godt lide dyr... i kontrollere maengder."
han smilte glad og proevede at virke opmuntrende. han lagde forsigtigt sin haand paa tess' arm.
"du skal bare jorde ham, det kan maaske pille ham ned fra vaeggen."

hun smilede til ham "det er godt for du må passe på dem når jeg dør" hun så lidt trist på ham, men simlede så "jeg vil med glæde få ham til at synke i knæ, men alle de gange hvor jeg har være ved at vinde har han enden smidt mig ud efter at have smidt mig i jorden eller slået mig ihel og tror næppe han vil heale mig denne gang, men det vil være det værd" hun kiggede op på himmelen og nød den svage brise der kærtegnede hendes ansigt

Nicolas foerte sin arm ned langs hende arm, og tog hendes haand.
"HVIS du doer... jeg vil hellere se andre udveje. doeden er saa... afsluttende."
han smilte ogsaa, da Tess gjorde det.
"jeg vil enten se dig goere det eller hoere om det. det vil vaere saa godt, hvis du gjorde det..."

hun lukkede sin hånd om hans og smilede til ham
"jeg ser ingne anden mulighed jeg elsker ham og er bundet til ham og med hans opførsel dør han inden jeg når at føde mine børn og det går ikke og i så fald må jeg se ham og se om jeg kan bryde min kærlighed til ham, hvilket jeg mest tror på lige nu" hun smilede kærligt til ham

"Hvordan har du taenkt dig at goere det? vil han ikke bare proeve at slaa dig ihjel igen?"
Nicolas lagde sig ned igen, denne gang taettere ind mod Tess, han gav hendes haand et svagt klem, og saa droemmende paa hende.

hun smilede varmt og kærligt til ham "jamen så må jeg vel dø i forsøget og sådan er det, naturen vil sørge over mig og min enlig mand vil opsøge ham og søge hævn" hendes stemme lød tom på en sørgelige måde, helt udne bekymringer eller føelsler, "men hvorfor går i ikke imod ham og siger det er nok med det dikator styre?" hun så undrende på ham

"Det kan vi ikke... vi arbejder som et hold... ingen gaar op imod andre.. saadan er det bare... jeg haaber du kan forstaa det... i den sag er jeg magtesloes."
han slap Tess' haand men lod den stadig hvile i hendes.
"hvorfor kan vi ikke bare gaa tilbage? foer krigen? foer racefordelingen? foer... Kasakuno og dig?"
han saa vaek og vendte ryggen til Tess.
"vil det hele se anderledes ud hvis vi havde en chance. en mulighed for at aendre alt?"

"det er svært når han styre jer, du frygter ham jo og han spiller på det, han styre jer ved at få jeg til at tro andet, der er en grund til han opføre sig som han gør over for alle og for mig" hun slap hans hånd hendes stemme var fyldt med væmmelse hun satte sig op og aben væltede ned af hendes ryg og hvis vi gik til bage til før ham og jeg, ville jeg forsat sælge min krop for et mord, vil skulle gå tilbage til før jeg kom til dette forbanede land, til den dag jeg forlod klosteret og jeg skulle være taget hend til der jeg blev bedt om og jeg ville have fundet ham jeg høre til hos" hendes stemme var hård og hendes øjne var smalde, "et dødelig folk er mindre ynkelig end jeres, mennekser kæmper i det mindste i stedet for at gemme sig bare ved jeres magiske små knive, i stedet for at handle, i er ynkelige" ordene dryppede som gift fra hendes tunge hun kunne ikke forstå at de kunne være så blinde

"jeg kan se hvad du mener... men jeg vil ikke blive maerket som en foraedder. jeg har dette land for kaert, til at jeg vil forlade alt, selv for en nobel sag som at hjaelpe sine venner og elskede. jeg springer denne omgang over."
han saa afventende paa Tess.
"Dit traek..."
han rejste sig op og rakte sin haand frem for at hjaelpe hende op.

"jeg vil ikke sige noget, jeg vil bare væk her fra, han er ved at drive jer ud i krig og hvad jeg føler er at det bliver jeres undergang de eneste der vil overlever er mennesker for mennesker er ovelevere, jeg høre ikke til her, jeg kan være ligeglad jeg vælger ikke side, for jeg kender begge og jeg ved begge kan bløde, begge kan elske og begge kan dø" hun smilede hånsk, i sandhed hun kende begge, hun havde ikke været blind når hun betragtede Jack eller Kasekuno, to mænd der minede så forfærdeligt om hinanden og så alligevel ikke "jeg ønsker ikke at leve i et land hvor sværdet er vigtiger end pennen" hun smilede hånsk, hendes øjne lyste af foragt

Nicolas sukkede stille og gik over til Springvandet, han saa sit eget spejlbillede.
"Jeg har aendret mig meget... det samme har du. alle har aendret sig.
men hvis jeg gaar op mod de andre, hvad tror du saa der vil ske med mig?"
han sukkede og lod som om han snakkede med nogle andre.
"hej, nu skal i hoere, jeg har snakket med den her pige og hun synes jeg skal vaelte Kasakuno. har I lyst til at hjaelpe mig."
han vendte sig og saa paa Tess.
"Det foerste de vil goere er at slaa mig ihjel. og saa har du mistet endnu en ven. er det virkelig det du ville? naar du ser mig, taenker du saa: uhh han er naiv, jeg kan lege med ham og faa ham til at goere alt muligt, maaske doer han, men det er jo ligemeget? Er det ligemeget? det er det ikke for mig."

hun rejste sig i hende fulde højte
"NEJ nu har jeg aldrig hvor våver du at tale sådan om mig!" hun gik hend i mod ham med faretruende skridt, hendes hår løftede sig og hende øjne lyste, man kunne se de spidse hjørne tænder mens hun talte, det lød mere som en snæren dyrene gik lige efter hende med rejste børster og en mørk skygge faldt over hendes ansigt
"hvor våver du at tro så dan noget om mig, som om jeg var ligeglad med dig, hvis jeg var lå du for længst i en gyede og rallede som en eller anden fuld stoder" hun stod lige over for ham nu, man kunne se den svage antydning af halvaflange pupiler
hendes stemme blev mild og hun tråtte væk fra ham, hun lignede sig selv igen hun gik hende til kantent af springvandet og kørte hånden igennem "i burde bare minde ham om at i er på lige fod og han ikke styre, en af hans sidste ord til mig var at de andre bare kunne makke ret hvis han ville noget" hun løftede det ene øjenbryn og kiggede på ham "hvem gør oprør mod hvem så, men jeg er ligeglad, jeg ville ikke vælge denne side, udner alle omstændigheder, i er svagere end xionerne" hun smilede kærligt til hamog bukkede sig som om kat, men hænderne på kanten af springvandet og lapped vandet i sig

Nicolas stod som forstenet. han havde vaeret saa taet paa at angribe Tess. det ville han aldrig tilgive sig selv for. han rystede paa hovedet og gik over til Tess. han lagde en haand paa hendes skulder og sukkede trist.
"Jeg kan ikke tro at han kunne goere saadan noget. jeg skla nok proeve at goere noget."
han sukkede igen og bukkede sig frem for at give hende et kys paa kinden.
*Spoergsmaalet er bare hvad JEG kan goere?*

hun rettede sig op "jeg beder jer blot passe på, han naive opførsel kan udryde hele jere folk og som jeg siger vil jeg helst stå op xionernes side end jeres, måske er i stærkere, men selv den stærkeste hær kan tabe med en svag lever, det er set for mange gange og med jeres krafter kan i udryde alt andet i jeres forsøg på at vinde" hun så trist på ham, "jeg er ked af at være den der siger det, for jeg står ikke i min ret til det som ham og jeg ligger, men jeg uroer mig for hvad der vil ske med dig, du er den eneste her jeg faktisk syntes burde have lov at overleve" hun smilede trist

Nicolas sukkede, men han proevede stadig at smile.
"Lige nu ser mine chancer nu ikke alt for gode ud. Tess jeg synes godt om dig, du har vaeret en god ven. men jeg vil ikke doe. det ved du godt, ikk? men det virker som om at lige meget hvad jeg vaelger... saa risikerer jeg at doe.."
han lagde en arm om Tess og lukkede sine oejne, for at holde taarerne tilbage.

"jeg siger bare du skal pasee på, det er ikke så let længere okay" hun kiggede på ham med bedende øjne og kyssede ham blidt, kun et hurtigt fjernte kys, så blid som en sommerbrise, hun smilede til ham "jeg har aldrig haft mange venner og vil nødig miste dig, det er derfor jeg fortæller dig det, men du må også forstå jeg må væk her fra, jeg skal bare have ordnet ham om jeg så må dø i forsøget" hendes øjnen var bedende mod indvendinger

Nicolas sukkede saa ned i jorden.
"okay... men hvis du har brug for hjaelp. saa er jeg der for dig."
han smilte glad og kyssede hende blidt paa panden.
"jeg tror paa dig..."
han vendte sig og gik langsomt vaek. inderst inde haabede han at hun vil aendre mening eller bede om hans hjaelp foer det var for sent.

"du må ikke gå" råbte hun blidt efter ham, hendes stemme var ynkelig og lød efterlad, hun satte sig hjælpeløst på jorden "jeg beder dig du må ikke gå ikke endnu, vil du ikke nok vente lidt, jeg har følt mig så ensom de sidste par dage, jeg har måske haft dyerene men jeg har ikke haft en jeg rigtig kunne tale med" hun så tiggende mod ham hun ville ikke være alene, hun savnede at blive holdt om og få lov at være lidt lille

Nicolas lukkede oejnene, det skar i hans hjerte og han vendte sig om.
"Jeg... okay, men kun fordi det er dig."
han gik over til Tess og satte sig ned. han slog armene ud til siden og sagde:
"Nu er jeg her, hvad saa?"

hun smilede blidt "jeg har bare savnet andet en ligegyldigt plapren" hun så undskyldende på dyrene "i sarten er deres slader meget sjovt, men når man ikke kender folkene så er det noget anderledes og jeg har ikke rigtig følt mig tryg og velkommen noget sted før jeg støte på dig i dag, det er ikke ligefrem fordi mit udsende apelere til folk" hun kiggede på ham og ryggede helt tæt på af ham han var dejlig varm og hun frøs sådan af udmattelse og måske også lidt blodmangle, efter dagende på gaden

Nicolas sukkede og lukkede sine arme omkring hende.
"du kan altsaa heller ikke bare sidde og tale med dyr hele tiden. du bliver noedt til at tale med folk. ellers mister du din sunde fornuft."
han gav hende et forsigtigt kram og smilte blidt til hende.

"de er meget mindre komplikerede og de dømmer ikke på ens yndre" mumlede hun stille nærmest viskende, han var så dejlig varm og det var næsten umligt ikke at føle sig tryg nu, dyrene havde passet på hende før, men hun havde savnet en mands faste varme arme omkring sig, hun forsøgte at holde sig vågen men stille og roligt faldt hun i søvn i en kær vens arme