venter på døden

Tess sad stille ved vandet hun havde hånden under hovedet den var viklet ind i en sort bandage, ligesom hendes anden hånd og føder, den sorte kjole var flænset for neden, men det gjorde hende ikke noget, det var ikke skønheden i den hun søgte, men trygheden om hjem, vandets pjasken minede hende om kilderne i bjergene, en orange ring havde nærmest groet sig fast omkring hendes pupiler, en orange ring af had, dens var begynde at danne et rodagtigt net ud i resten af irisen, øjnene var kolde og tomme, men alligevel overvågne, ikke en enste bevæglese undgik at blive noteret, hendes hår var vildt og minede aller mest om en ræv der rejste børster, en taske stod ved siden af hende op af den stak et svært, men det var til ingen fare, oven på taken lå en sort lang uldkappe der, var mudret, og flosset, men selvom det havde regnet de fleste dage, havde hun bare nyt det, hun var kommet i dybere kontakt med hendes kræfter og dyren omkring, hun led ingen nød, hun strøg sig kærligt over maven mens hun stirrede koldt ud på folk der gik forbi, det lille liv i hende havde delt sig, til to, hun ventede tvillinger, morgenkvalmen var ikke begynd endnu, men hun viste den ville komme, hun stoppede med at ae maven og lod en hånd køre gennem vandet en let stribe af blod fulde hånden, hun nød dets kølighed, selvom hun selv var kolder ende det og vandet begynde at flyde langsommere og fryse, nogle katte lå omkring hendes føder, en lille abe, sad og kiggede ned i vandet, og på hendes skulder sad en sort ravn og pussede sine fjer, et forunderligt syn denne lille gruppe væsner hvis hun ikke havde set så koldt på folk, hun var kommet ud af skyggerne for at nyde solen lidt, ellers bevægede hun sig helst kun i skyggerne, hun frygtede ikke folket her mere, de kunne se hun ikke var menneske, men hvad hun var var uvist, hun var blevet mere og mere dyr, hun havde tatoveret to smale streger som tåre lige ned over kinderne, et symbol på en ænke i hendes land, hun havde også tilføjet andre, en krans af halvmåner omkring hendes ene håndled, og mandelaer på hendes hænder, og tekst på hendes underarme, det var skrevet på ursprog, det var små citater, hun kunne huske fra hun var barn, hendes føder var dækket af indvilkede symboler, kjolen afslørede hendes arme og ben, hun sukkede og missede lidt med øjnene, hvis hun bare kunne komme ud af porten, hun begynde at nynne, stille, sangen tog kraft inden i hende, en sang om hendes hjemland om savnet om at komme hjem

land of bear
land of eagel
land that gave us birth and blessing
land that called us ever homewards
we will go home across the mountains
we will go home we will go home
we will go home across the mountains
we will go home singing our song
we will go home across the mountains

land of bear land of eagel
land that gave us birth and blessing
we are singing we are longing
we will go home across the mountains
we will go home singing our song
we will go home across the mountains
(ved i kender den )

sangen var stille og sorgfuld, fyld med længsel, og kun folk der gik tæt forbi hende, fik et pludselig stik i hjertet af sagn efter det sted de følte sig hjemme og trygge hos og tåre løb af deres kinder, hun fandt en flaske absint frem fra en af sadeltaskerne i tasken, det måtte være en aften for fest, hun tog en ordenlig tørn, men som altid følte hun ikke selvom det nok ville have slået en almindelig mand i jorden, men hun var ikke almindelig længer, hun kalde den anden ravn frem "isban ibna limiten Deus amorein jaminamina, kulanda, ebnain elda janitain" (flyv ravn til mit elskede kloster, kald dem, skynd dig, jeg vil snart gå min død i møde) hun kiggede ud på folk, der var blevet færre, hun kunne lugte aftenen, ravnene lettede og fløj langs jorden før den steg op, den anden ravn gjorde mine til at følge efter, men hun lagde en hånd på den "ibna ninn amorein.
hun sad urokkeliget ved springvandet i 2 dage, hun vendede, og en aften, kom ravnene igen, den lanede ved siden af hende med et dump, en toge begynde at forme sig foran hende og ud af togen tråte en gammel mand, i en krit hvid uld kutte, han havde langt hvidt hår der var flettet i en stram fletning i nakken, hans skæg foran var ligeledes flettet, på hans ene hånd bare han en sølvring, med en grøn sten, tess faldt på knæ for ham, hans grå øjne faldr på hende "fader"stammede hun, manden lagde hånden på hendes skulder "Thea Minda Zalisama Ulvison, hvad har du dog gjort ved dig selv, barn?" hans stemme var rug men samtidig blød som vinden, Tess rejste sig "Fader" hendes stemme skælvede, som et lyn fra en klar himmel stak han hende en lussing, den fik hende til at glide hend af jorden, "undskyld fader" viskede hun stille "jeg svigtede jer, mit navn og min race, jeg har svigtet alt jeg havde kært og jeg ofrede alt for en kærlighed der ikke var der" den gamle munk gik hen til hende og knælede ned og tog hendes hovede i hans hånd hans stemme var mild "men barn dog, du har glemt dig selv, hvor er den lille pige der legede med vinden, løb omkap med de vilde ulve og svømmede i de vilde strømme, har de taget de smukke sangstemme fra dig? har de stægget dine vinger lille fugle?" han smilede sørgmodigt til hende, han kunne se at hendes livslyst var brændt helt ud og det gjorde ham så trist "var han der værd, vores lille ræv? er han værd at dø for?" hun nikkede stille og græd som et lille barn "fader jeg har gjort de mest forfærdelige ting" hulkede hun "jeg ved" mumlede han "jeg har fulgt din blodige sti" "Fader, jeg lod mænd tage min krop og mens de var i den slog jeg dem ihjel, jeg lod børn se på deres moder kæmpe for at holde hendes indvolde inde, jeg har ladet kvinder se deres spædbørn blive knust mod klipperne ved borgmuren, jeg har ladet mænd se deres kvinder brænde levende, fader jeg er så ond, jeg kan mærke det" hun græd han lagde armene om hende "du er ikke ond lille ræv, du er bare forvirret, husk hvem du er, ikke hvad du har skabt dig, du er ikke hvad du siger, død og ødelæggelse er ikke i dine fodspor, du slår ikke vær mand der ligger øje på dig ihjel, og med hensyn til ham du elsker, måske burde han have forstået at du ikke er et kæledyr, en pyntedukke, hvis han er det værd vis ham hvad du er, skal han kue en af naturens døtre" han kyssede hende på panden og forsvandt hun kiggede sig omkring som om hun troede han bare havde rygget sig, men han var væk, hendes kind dunkede forsat, den var sikkert rød, hun var sjældent blevet slået, men når hun virkelig havde været slem var det også slag der talte, hun rejste sig og rankede rykken, han havde ret, hun gik over og vaskede ansigtet, hun spænde hendes sværd om livet og fandt en sølvhalskæde om halsen som hun havde fået i afskedsgave, den sad stramt om halsen, det var to ræve der snoede sig om hinanden, de var smykket med safire, hun slog med håret, hun behøvedes ikke børste det, nymfen og vildskaben var en del af hende nu, det var den hun var som barn, vild hende der løb med ulvende og legede med vinden, hun smilede for sig selv, hun kiggede sig i vandet, hun var blevet mere vild at se på, hun begynde at forstå folk
hun begynde syngende at gå ned af gaden, magi rungede i sangen

aldrig har jeg set noget så smukt
aldrig har jeg længtet så længe
jeg følger mit hjerte hjem
hjem til der jeg høre til

for alt hvad jeg er
og var det må du få
gid vi aldrig mere
aldrig mere skildes må

aldrig har jeg ønsket noget
aldrig har jeg begæret noget
mit hjerte længtes
hjem til der jeg høre til

for alt hvad jeg er
og var det må du få
gid vi aldrig mere
aldrig mere skildes må

men jeg advare dig stolthed
jeg advare dig om bål og brænd
ikke alle er din slave
ikke alle er din indersåt

for alt hvad jeg er
og var det må du få
gid vi aldrig mere
aldrig mere skildes må

vinden blæser sine egne veje
ilden skyr ej brændt barn
du kan ikke tøjre vinden
du kan ikke tøjre ilden

for alt hvad jeg er
og var det må du få
gid vi aldrig mere
aldrig mere skildes må

hun hoppede og dansede, folk så betaget på hende hun grinede og deres opmærksomhed snoede sig om hende og gav hende styrke og glæde, hun var fri, hun sang af lunger fulde kraft og var ligeglad med at nogle fulde efter hende, hun nød det, vært trin, den frihed hun længtes efter var lige her, i hendes sang og glæde i dansen, ravnene fløj foran hende, hun følte sig så vildt og stærk, lykkelig.
hun kunne mærke træet under sine føder, godt nok hade han brændt selve træet men trærs røder er lange og seje og ikke lige til at slå ihjel, hun sende noget af kraften afsted til det og fik det til at blomstre, blomstre med roser, han skulle ikke tro han var noget, hun knejsede med nakken

Nicolas smilte stille og floejtede for sig selv. han havde vaeret vaek i et stykke tid og var glad for at vaere hjemme igen.
han smilte igen og satte sig ved springvandet og lavede ringe i vandet med sin finger.
"jeg har nu savnet det her sted..."

hendes glæde og sangstemme snoede sig ud blandt folk, de mærkede glæden og glæden sprede sig til dem, Tess nød bare den nu genfundne frihed, på trods af hendes bur og den lænke af Kasekunos børn hun nu bar i sit skød

Nicolas smilte da han hoerte nogen synge, det loed himmelsk og han foelte sig varm indeni. han saa sig omkring han maatte vide hvem der kunne synge saa smukt, han sukkede glad og rokkede svagt fra side til side.
"Hvem kan det dog vaere?"

hun var enlig på vej væk, men spottede så en hun kende, hun stoppede sangen og gik mod ham, kjolen slog let mod hende ben, og tænkte stille for sig selv *bare mig mere vilde udtryk nu ikke skræmmer ham, det ville jeg ikke kunne bære* hun satte sig ved siden af ham "hej" sagde hun med en forsat syngende stemme, hun holde øjnene lukkede, de var nok dem der skræmte folk mest her i denne glædens by, selvom der mere lugtede af frygt for ikke at glæde sig og derfor glæde alle sig endnu mere

Nicolas vendte hurtigt hovedet og smilte til kvinden.
"Dig? jeg kan godt huske dig, Tess ikke? Hvordan gaar det?"
han rykkede sig lidt og smilte igen.
"jeg har ikke set dig i et stykke tid.."

hun åbnede øjnene på klem "så meget får jeg for den aften" hun smilede drillende til ham "men ja det er mig og nej det har du nok ikke, jeg har haft mine problemer" det sidste kom mere som en sukken, hun kiggede ned, det gjorde ond at tænke på det hele, hun var da også bare altid uheldig

Nicolas saa serioest paa Tess og spurgte stille:
"Vil du tale om det?"
Han rykkede lidt taettere paa.
"Er det omkring Kasakuno?"

"der er enlig ikke så meget at sige, han vil have en nikkedukke, et selvstændig tænkende væsen og han forstå mig ikke" hun smilede skævt og så op hendes halvgule øjne kiggede et øjeblik på ham, så så hun hurtigt væk og lukkede øjnene igen "jeg har ændret mig en del siden han smed mig ud, jeg ved ikke jeg føler mig lykkelig, selvom jeg elsker ham og selvom jeg er fanget i dette land, jeg har fundet mig selv nu, det er bare lidt sent" hun smilede skævt og kiggede på ham med sammenknebne øjne

Nicolas saa trist paa Tess.
"Det er jeg da ked af at hoere."
han skulle til at tage Tess' haand, men han toevede.
*Maaske er det her en dum ide*

"måske er jeg virkelig forbandet, hvem ved, jeg vender endnu barn eller det vil sige børn denne gang, med en mand jeg ikke burde elske" hendes stemme var en blanding af smerte og ironi, hun lænte hovedet tilbage, så hendes hår rørte vandet, og grinede en hæs,lidt småond latter, "det er vel det man kalder skæbne ironi, man ligger som man selv reder, men jeg fulgte bare mine følelser" hun stirrede op i himmelen

Nicolas sukkede og laenede sig tilbage.
"Hvad ser du egentlig i Kasakuno?
Han sukkede kort, laendede sig laengere tilbage og faldt bagover, saa hans hoved blev dyppet i springvandet. han hoppede hurtigt op og rystede sit hoved toert. hans ansigtmaling begyndte at loebe igen og han tvaerede det ud i ansigtet da han proevede at toerre sig.

"jeg ved det ikke længere, modspil, en mand der faktisk næsten er mig lige, og en udfordring, Jack spurgte mig om det sammen og jeg viste selv ikke da hvad jeg skulle svare" hun tænkte ved sig selv hun nok ikke skulle have nævnt jack men hun var ligeglad nu, der var ingen her hun skulle respektere hun smilede ved syntet af hans nu havsort ansigt "og nu er han min eneste mulighed for frihed, jeg er spærret inde i denne forbanede by og jeg er træt af lugten af jeres folks frygt" hun kiggede dirkete på ham uden at se væk

Nicolas vaskede sit ansigt rent og saa paa Tess.
"Frygt? hvad faar dig til at tro at folk er bange for dig? kunne du fornemme min frygt da du gik over til mig?"
han saa trodsigt paa Tess ud at blinke.
"jeg er hverken bange for dig eller nogen anden. og hvad vil du goere ved det? faa Kasakuno til at taeve mig?
han satte sig ned og saa paa menneskerne rundt om springvandet.

"det gængse folk, du er for stærk og nej ham vil jeg ikke længere have noget med at gøre, det er slemt nok jeg bær hans børn, det i sig selv er for mig for meget kontakt, men de frygter mig jeg kan mærke det, fordi jeg ligner en af dem, jeres fjenerde og jeg har set begge sider og der more mig, jeg kan ikke længer hade nogle af jer, jeg ønsker bare at komme ud til den mand jeg skulle have giftet mig med da jeg var 18" hun smilede til ham

Nicolas saa en smule undskyldende paa Tess, men gengaeldte saa hende smil.
"Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige, jeg tror faktisk jeg vil blive lidt ked af det hvis du forlod byen, du er den eneste som kan hive Kasakuno ned fra hans hoeje ego-stol."
han smilte igen, for at proeve at goere hende glad, men han vidste ikke hvorfor.

"hvis han havde opført sig sådan i det kloster jeg voksende op i havde han fået på munden, selvmedlidenhed er ikke en god ting, det gør en svag, måske, men jeg ved ikke om jeg gider, han vil have jeg skal være en pyntedukke, som om jeg har brug for fine kjole og blive pakket ind i vat, jeg har levet et jagtet liv i hvad 6-7 år jeg har kæmpet mod mænd større end ham, jeg kommer fra et land meget barskere end dette, men det glæder mig at du ikke frygter mig" hun smilede glad, de noget spidsete hjørnetænder kom til syne, hun lukkede hurtigt munden igen

Nicolas smilte og lod sig ikke maerke af hende hugtaender, da han ikke havde lyst til at goere hende forlegen.
"Jeg er ikke bange for kvinder, uanset hvordan de er."
han smilte svagt i spoeg og sagde saa:
"men deres kaerester... det er en helt anden sag."

hun slog en smuk trillende latter op, mænd i nærhede vente sig for at se hvor denne skønne latter kom fra, hun ænsede dem ikke "jamen dog så havde jeg ret omkring dig" hun smilede drillende "jeg ved ikke mænd er svage i sjælen når det kommer til kvinder og kvinder har for længst affundet sig i at mændene har magten, det er nok derfor Kasekuno ikke kan klare at jeg ikke danser efter hans fløjte, men jeg forstod forsat ikke hans grund helt til at smide mig ud" der gik et gys gennem hende ved tanken "men denne verdens folk er også meget sjovere, i er så stærke og alligevel ikke" hun kiggede på ham med et undrende blik

Nicolas smilte drillende og saa paa Tess med blide oejne.
"Jeg toer vaedde med at jeg kan modstaa dig, hvis jeg skulle."
han smilte igen og saa paa maendene i naerheden.
"jeg tror du fangede noget interresse. anyway, hvorfor smed Kasakuno dig ud??"

hun rødmede lidt "jeg har kun en gang fuldført et samleje med en mand alle andre skar jeg halsen over på under vejs og jeg var ret usikker på det hele, men han forstod det ikke og blev bare sur, da han forsøgte at hive mig i vandet og jeg blev sur, han forstår bare ikke hvor absurt for mig det er at han faktisk er i live, ved det lyder lidt sært" hun sad og kiggede ned på hendes hænder og skævede nu og da til ham "værtfald bad han mig rejse så, okay hele naturen omkring os hold vejret da jeg bad ham lade vær, det var måske lidt uhyggeligt, men forsat, jeg ville bare være sikker på han var vær at få børn med, men det var lidt lige meget, jeg kunne ikke slå de små djævle ihjel alligevel" hendes stemme lød lille og ynkelig og en tåre faldt fra hendes kind ned på de sorte bandager på hendes hænder

Nicolas saa vaek, var der noget han ikke kunne klare, saa var det naar en kvinde graed. han sukkede og tog sig sammen.
"maaske... nej... jeg er ked af det Tess, men jeg ved ikke hvad jeg skal sige eller goere. det eneste jeg kan komme paa er, hvis du har brug for et eller andet, saa kan du altid tale med mig. men skal holdes under lav profil."
han saa trist paa Tess, men han fik alligevel sig selv til at smile.

hun tog en dyb indånding og rettet sig stolt op " han var bare en mand, lige så ynkelig so alle de andre, der var mere følelser i Jack end Kasekuno, Kasekuno er bare et forkælet bare der ikke fik sin vilje som barn og har fået det lige sinde" hendes stemme var hår og viste ikke længere de følelser hun havde for Kasekuno, hun kiggede på ham "jeg har hele naturen at snakke med jeg vil aldrig være ensom, og det eneste jeg frygter er et bur, selv døden er mig mere velkommen end det" hun kiggede hårt på ham

Nicolas rykkede sig lidt vaek og saa ned i vandet, han smilte og vaskede en lille smule maling af, som stadig var ud i kanten af hans ansigt.
"det er dit valg, jeg vil ikke stoppe dig... det vil ikke ende med at se alt for koent ud."
han saa over paa Tess' reflektion i vandet.
"jeg haaber bare du finder hvad du soeger."

"hvad vil ikke se kønt du" hun kiggede undrende på ham, hvad snakkede han dog om, som om hun ville tage kampen op mod Kasekuno han var fysisk stærker ende hende og en nær kamp ville slå hend ihjel, men retorisk ville hun aldrig få ham i kamp for han skyede altid til våben når han ikke viste hvad han skulle sige "Nicolas, sig mig er han enlig jeres leder, KAsekuno?" hun kiggede undrende på Nicolas