venter på døden

hun smilede smilede faretruende, og der var et dyrisk glimt i hende øjne, men så slog hun en latter op, "jamen dog jamen dog, tror du ikke jeg kan holde mig i skindet, nej måske ikke, men jeg tør ikke udfordre skæbnene med en ven, jeg har levet på gaden som et dyr i flere dage, det er ikke just fordi selvkontrol har været noget jeg har praktiseret" hun smilede venligt, ravnen lanede på hendes skulder igen, hun klappede den kærligt "men jeg har skam holdt mig længe for Kasekuno og så var han lige så fjerne som en vær anden dødelig mand når det kommer til stykket" hun slog en ondskabsfuld latter op "nej jeg tror ikke længere der findens en mand der kan tilfredsstille mine behov, kun stille min tørst en smule" hun så lidt sørgelig ud, men ikke noget vær at bide mærke i

"Hvis du siger det..."
han gik lidt videre paa kanten.
"Ved du hvad jeg synes er bedst ved tilvaerelsen? naar man kan leve paa kanten og se en ven svaeve rundt i himlen... og man har modet til at springe ud efter hende."
han smilte og sprang over mod Tess. han greb hendes arm og saa hende glad i oejnene.
"gevindsten kommer, naar man endelig er staerk nok til at naa hende... man ved at hun vil vaere en tro og man ved at hun aldrig vil goere en ondt. det er livet. det er min droem."
han smilte igen og begyndte at grine forlegent.
"Det lyder nok lidt fjollet..."

hun lagde armene om hans hals, hendes øjne stirrede indæt ind i ham, hendes øjnen havde et trancelignenden skær i sig som hev alt ned i dem " hvad så hvis venner ikke holder det løfte om at ikke gøre dig ond, hvad nu hvis hun faktisk bare gerne vil have sin frihed" hendes ansigt var helt tæt på hans nu "hvad nu hvis alt hun lover, siger og gør en en løgn, hvad nu hvis hun kun findes i dine tanker" og med de ord forsvandt hun ud af hans arme som om hun bare havde været røg, hun stod lige bag han pustede ham i øret og gav ham et kys på kinden og hoppede drillende væk fra ham "du er meget godtroende om folk, det er vel både en gave og en byrde" hun smilede drillende til ham og stod nu på springvandskanten med armene ud til siden som om hun balancerede, hedes hår lå hend over hende skuldre og ned at hende ryg "sig mig har du ikke en enkelt kvinde i dit liv du vil ofre alt for?" hun smilede venligt til ham

Nicolas smilte uden at vende sig om.
"jeg kan finde paa et par stykker..."
han vendte sig om, og saa gennemborende paa Tess.
"jeg har en foelelse af at du undgaar mig... har jeg ret?"
han gik over til kanten men blev staaende paa jorden og betragtede hende.

"du vil altid være en af dem" hun stirrede tilbage på ham
"som du selv siger det er forkert" hun smilede hånligt
"det ville ikke være forskert at sige bare det at jeg bær hans børn er en hån mod min race, du er sød og rar men jeg er ikke den der er vildest med mænds nærvær, det bringer minder frem jeg ikke helt er afklaret og jeg vil nødig bore en kniv i dig for at være ærlig" hun smilede venligt til ham og lod sig dumpe ned på kanten af springvandet og åbnede flasken og tog endnu et sip af den

Nicolas saa bekymret paa Tess.
"burde du ikke slappe lidt af med det der sproejt? det kan vaere skidt for dig."
han smilte igen og sagde saa med en lettere stemme.
"jeg ved godt du ikke bryder dig om det her sted... men du kyssede mig. ikke omvendt. jeg kan godt holde mig til at vi bare kan vaere venner. desvaerre er det saadan at naar du flirter, saa begynder jeg ogsaa."
han saa ned i jorden og sparkede til nogle sten.
"men det er nok fordi jeg er svag naar det gaelder kvinder..."

hun så på ham med et nedladende blik "dette slår måske en normal mand i jorden, men det bider ikke lige på mig og hvis du tænker på børnene er det kun pigen der bekymre mig, drengen kommer til at ligne Kasekuno for meget til at jeg vil kunne holde ud at holde af ham, han vil slå sin far ihjel" hun smilede ondskabsfuld
"jeg kyssede dig måske, men det er det der ligger bag kysset der er det vigtige, jeg har også kysset jeres fjende altså" hendes stemme var henkastet og ligeglad "jeg fliret lige meget hvad jeg gør vil du sige, så længe jeg slapper af og ikke tænker på at styre mig som sagt det er mig natur kære, intet andet, men svag for kvinder er alle mænd" hun grinede tørt, der var enlig ingen glæde i latteren

Nicolas smilte, men han foelte sig lidt trist indeni.
"Det loed oploeftende..."
han sukkede, da han hverken kunne finde paa noget at goere eller sige. han sukkede og vendte sig om, et kort glimt op mod maanen der lyste ned paa ham. han sukkede igen og forsvandt ind i sin droemmetaage, mens han begyndte at gaa et stykke vaek. han havde ikke saa meget lyst til at tale lige nu. han foelte sig traet og ligeglad med alt. hvis han bare blev i sin taage, vil det hel vaere overstaaet naar han kom tilbage.

hun løb op på sidne af ham og tog hans hånd "lad vær at tænk triste tanker du får mig til at miste modet" hun smilede til ham, hendes øjne var milde
"jeg har måske ikke levet så længer, men det føles som en menneskealder, alt det jeg har lært på det sidste gør mig til den ældste nymfe der betræder denne jord og måske også den sidste, jeg bestæmmer ikke skæbnene, jeg er ikke en gud, jeg er et redskab, nymfer blev skabt for at tilfredsstille Faun, kongen over skovens dyr, vi blev formet af skovens skønhed at flodens ønne, vindens styrke og bjergendes umættelige udholdenhed, vi er skabt til at tilfreddstille og være frie, jeg høre ikke til i dette bur, jeg burde ikke en gang elske andre end ham" hun så trist på ham "forstår du nymfer er ikke skabt til at elske en Faust, de er ikke skabt til at elske eller have venner, jeg er en nymfe men jeg er også et menneske og jeg kan holde af, men det er begrænset" hun så ned i jorden "men er dette så farvel" hun stoppede ham og så bestemt på ham med rynkede bryn

Nicolas saa trist paa Tess. han smilte svagt og gav hende et kys paa kinden.
"Hvor meget jeg end ville kan jeg ikke forlade dig... du betyder for meget for mig."
han gik taet ind til hende og lagde armene om hende og lod sit hoved hvile paa hendes skulder.
"Du er jo stadig en del menneske... kan du ikke... aendre dig..."

"jeg vil heller være helt nymfe end helt menneske kære, en nymfe bekymre sig ikke, hun lever bare" hun smilede kærligt og lagde en hånd på hans hovede "og lige meget hvad begynde jeg at elske Kasekuno og det vil jeg nok desværre forsætte med, med mindre jeg kan bryde det bånde og et tror jeg næppe" hun lukkede øjnene og en tår trillede ned af hendes kind

Nicolas saa trodsigt paa Tess, han slog kort hendes haand vaek og traadte taet ind til hende."hvad skal du saa bruge mig til? du fortaeller hele tiden om alle de maend som du har vaeret sammen med. jeg faar naesten ondt af dig. du kan da bare faa det overstaaet og skrive mig paa din liste over "been there, done that"- maend."
han vendte hende ryggen og saa ned i jorden.
*Det mener du jo ikke... du respekterer hende jo. hvad er der galt med dig.*

hun gik hend foran ham og stak han en hård lusing med bagsiden af hånden greb hans hovede og stirrede ham stift ind i øjnene, hendes øjne var smalde og onde og ordene vislede ud mellem hendes spidste tænder "hvor våver du at tale sådan til mig, det lille usle kryp af en mand, jeg søger ingen medlidenhed, jeg er selv ansvarlige for mine handlinger, du skal ikke komme og tro du er noget, jeg forsøgte at være din ven men det er åbenbare ikke godt nok til dig, men selv dig vil jeg ikke røre med en ildtang" ordene dryppede som gift fra hendes tunge, hun var rasende, hendes hår så mere ustyrligt ud og vinden ræv i hendes kjole selvom der ellers var vindstille, hun skubbede ham bagud og gik tilbage mod springvandet

Nicolas stod lammet og viste ikke hvad han skulle goere. han vendte sig mod Tess og aabnede munden for at sige noget, men han vidste ikke hvad.
"Hoer Tess... jeg.. jeg er... jeg vil."
han vendte sig igen vaek fra Tess og gik over til et trae. han satte sig stille ned og saa over paa hende. han talte stille til sig selv.
"hvad har jeg dog gjort? jeg smed det bedste jeg havde vaek, paa grund af simpel jalousi.."
han trak benene op og gemte sit ansigt, langsomt begyndte han at graede.

hun var rasende, ravnene skrabbede og folk gik i en stor bue uden om springvandet, hvor våvede det ynkelige mandfolk at tale sådan til hende hun sad på hug på kanten af springvanden, hendes arme vilede på kænende, hendes hovede var sænket så hende hår dækkede det meste af hendes ansigt, hun stirrede ond ud i ingen ting, hun havde lyst til at ødelægge et eller andet, men hun frygtede at de ville fange hende og sætte hende i det bur hun frygtede så meget, et bur uden natur, uden sol hun lys mellem tremmer

Nicolas sukkede, han vidste at han maatte goere noget, han rejste sig og gik over til springvandet. han satt sig et stykke fra Tess. han begyndte at tale uden at se paa hende.
"Tess jeg er ked af at jeg gjorde som jeg gjorde. det var meget dumt af mig. jeg saa ikke konsekvenserne af had der kunne ske. du maa ikke tro noget forkert om mig, jeg ved ikke engang hvorfor jeg sagde det... jeg mente det ikke.. jeg har aldrig moedt nogen som jeg ha saa megt respekt for. hvis du ikke vil tilgive mig er det okay, jeg vil bare have du skulle vide at jeg..."
han stoppede, hvad skulle han sige, han var forvirret. ude af balance. alene. han sukkede og koerte en finger rundt i vandet.

"du forventer bare jeg tilgiver dig uden vider... det er ikke første gang din opførsel går for vidt" hun drejede hovedet og så på ham, hendes øjne var smalle og lyste af et indebrændt had "alle af jeres slags er ens i tror bare i kan komme og tage, i tror man lystre som en lille hund og hopper og danser på jeres komando, men jeg har ikke i siden at lade jeg binde mig på hånd og mund, jeg er født fri og jeg har i sinde at forbilve det tak" hendes stemme var en vislen, den var fyld med kulde der gik igennem marv og ben, og slukkede alt glæde på sig vej

Nicolas sukkede trist.
"jeg vil oss bare fortaelle at jeg er kd af det, hvis jeg sagde noget forkert. du kan goere hvad du vil. jeg skal ikke vaere den er stopper dig, men tving mig ikke til at se dig fejle.."
han saa trist paa Tess.
"jeg fortaeller dig sandheden... jeg vil ikke kunne klare at se, hvad Vi ville goere ved dig hvis vi fangede dig. jeg vil for alt i verden ikke se dig lide, eller endnu vaerre: Doe."

"der er intet værre end livet, i kan ikke give mig mere smerte end jeg har følt allerede, døden vil være hos mig velkommen, den vil endelig gøre en ende på alle mine lidelser" hun smilede koldt til ham "men jeg vil ikke give jer den tilfreddsstillelse at slippe så let af med mig" hun smilede hånsk
"du burde lære at tænke før du taler" hun så væk og op

Nicolas sukkede svagt og saa bedende paa Tess.
"jeg er jo ikke generalen for fornuft, jeg er generalen for foelsomhed. jeg siger hvad jeg foeler. og lige nu er det skam jeg foeler. vaer soed at give en enkelt chance mere? jeg beder dig. jeg vil ikke miste dig som ven."
han var faldet paa knae uden at vide det og sad nu paa jorden og saa op paa Tess med taarer i oejnene.

hun satte sig normalt ned og sukkede og så på ham med et opgivende blik "jeg kan give din en chance til, men ikke denne verden, forstår du det kære ven" hun så trist på ham og ned på hendes hænder "rejs dig jeg hader mænder der kryper for at være ærlig, og i behøves ikke følge jeres general titler, nogle dræber for at få dem, de er bare en var, solgt til højes bydende" hun kiggede tiomt på ham

Nicolas rejste sig og bukkede hoefligt.
"jeg haaber nu paa at se dig igen under bedre omstaendigheder. ikke i fangenskab. det har vaeret en stor aere at moede dig Tess. Hils Kasakuno fra mig, hvis du ser ham."
Nicolas rakte ud mod Tess for at roere hendes kind, men han stoppe og trak sin haand til sig. uden et ord vente han sig og gik.

((men han forsvinder ikke))

"det bliver sidste gang du ser mig, burde du ikke nyde en tid du har med mig??" spurgte hun blidt, hun viste ikke om han hørte hende, men det kunne vil snart være lige meget, hun så onder efter en kvinde der var stoppet og stirret på hende og kvinden begynde hurtigt at bevæge sig væk fra springvandet, aben hoppede op på hendes skulder, hun nussede den med en finger

Nicolas stoppede midt i et skridt. han saa sig over skulderen.
"hvorfor?"
han vendte sig om og saa trist paa Tess.
"hvad kan vi overhovedet goere?"
han gik modvilligt over til Tess og satte sig. han rystede svagt paa haenderne og hans ansigt var ikke det normale barnlige ansigt man plejede at se, det virkede forandret.

"hvad mener du gør? hvis jeg ikke havde de krafter jg havde havde dit folk nok allerede slået mig ihjel, hele min skæbne ligger i jeres leders hænder, med mindre jeg tager mit eget liv" hun så trist på ham "jeg savner mine bjerge og min frihed, en vildhest er kun smuk når den er fri, så snart den får sadel og bid på ligner den alle de andre heste" det sidste viskede hun stille for sige selv mere end til ham