venter på døden

Nicolas sukkede stille.
"hvad hvis du flygter? kan du ikke flygte?"
han saa haabefuldt paa hende. haabede paa at faa et nemt svar.
"det ville jeg have gjort."

"jeg blev dømt til at blive her, da jeg forsøgte at rejse første gang, det var den kan Kasekuno troede han kunne gøre min til hans nikkedukke, endnu en i hans samling, han lovede så meget og jeg elskede ham så højt, selv for mig brød fornuften ikke igennem, jeg fik valget mellem ham og intetheden, måske havde intetheden været bedst" hun så trist ned i hendes hænder og pillede ved hendes bandager, hun ville ikke have han så hun græd, han skulle ikke vide hvor ond det gjorde at tænke på den lykkelig stund hvor hun endelig håbede på at lykken endelig havde fundet hende

"Det... det goer mig ondt Tess. jeg..."
han saa paa hendes bandager og spurgte kort.
"hvad er der sket?"
han saa vredt paa Tess.
"Hvem har gjort det?"

"du får et gæt, den samme som knækkede min gejst og min vilje til at leve, den samme som lænkede mig, den samme som slog mig ihjel, men også den samme der gav mig livet igen, den samme som lærde mig at elske, den samme der gav mig troen igen og livslysten" hun så ikke op "jeg forsøger at tale ond om ham men jeg ved jeg elsker ham og jeg ved jeg ikke burde elske ham" hun smilede trist

"Kasakuno? han er gaaet for vidt denne gang. Jeg skal personligt pille hans hoeje ego ned fra sejrsskamlen!"
Nicolas rejste sig op og men stoppe da han huskede paa at det ville vaere umuligt. selv for ham. ingen kunne roere Kasakuno.
"Det er haabloest..."
han faldt tungt ned paa kanten igen.

hun smilede stille "ja måske, men jeg skal prøve, for det er min mulighed, jeg elsker ham, men han får mig til at hade dette sted og dets folk mere og mere og det er frygteligt" hun sukkede, hun viste ingen andre kunne gøre noget, udover hende selv og det var hendes kamp og ingen andre "der er min kamp kære og ingen andres og sådan er det" hun smilede skævt, hun accepterede hendes skæbne

Nicolas sukkede svagt.
"Det er jeg ked af... jeg ville for alt i verden hjaelpe dig, men jeg er ude af stand til at goere noget."
han saa trist og undskyldende paa Tess, han foelte virkelig at han havde ladet hende i stikken.

"jeg har klaret mig selv før, sådan næsten hele mit liv" hun smilede venligt til ham "men må jeg bede dig om en ting, det vil virkelig betyde meget for mig hvis du vil... alt hvis... altså at det er at jeg" hun sank noget "hvis det nu er at jeg dør" hun kiggede på ham med bedende øjne "hvis jeg dør vil jeg gerne hjem til mit eget land, jeg vil gerne have men asge spred ud oppe i bjergende, hvor jeg kommer fra" hun smilede kærligt og venneligt til ham

Nicolas saa trist ud, men han vidste at det var vigtigt for hende.
"selvfoelgelig... jeg haaber bare det kommer til at gaa anderledes."
han lagde en haand paa Tess' ryg og smilte trist til hende.
"hvorfor kunne vi ikke have moedtes under andre omstaendigheder?"
han snakkede mest til sig selv, men han ville gerne hoere Tess' mening.

"fordi det ville skæbnene ikke, der er så meget i mit liv jeg også ville have ønsket var anderledes, men sådan er det bare ikke og vi må bare acceptere det og leve videre" hun smilede til ham "du må ikke bebrejde dig selv noget, jeg er selv skyld i min ulykke og død og ødelæggelse vil altid følge i mine spor og en vær mand der kaster sine øjne på mig vil lide en undelig pine, det er værtfald hvad de sagde om mig i mit gamle land, altså kongens folk" hun smilede skævt og ironisket munteret til ham

Nicolas smilte og kyssede hende hurtigt men blidt paa panden.
"du kan stole paa mig jeg skal nok goere det... det lover jeg.. men vaer soed og proev at undgaa det. for min skyld."
han gav hende et kram og stoppede saa midt i krammet. han rystede svagt og han holdt godt fast i Tess.

"tak det betyder virkelig meget for mig" mumlede hun stille, men så noterede hun sig han rysten "men kære hvad er der galt, du ryster jo som et espeløv" udbrød hun fortvivlet, måske var et espeløv ikke den bedste sammenligning for så slemt var det ikke, men det var et udtryk både munkene og hendes mor altid havde brugt og nu brugte hun det også selv

"alt er i orden..."
man kunne sagtens hoere at det var loegn, taarer dryppede ned paa Tess' skulder og Nicolas rykkede lidt taettere paa.
"Jeg vil bare... ikke have a det skal slutte nu..."

"jamen kære dog" hun grinede lidt og hendes stemme var blød som silke
"det er jo ikke sket endnu og hvem siger også med sikkerhed at det bliver sådan jeg vil bare være sikker på jeg kommer hjem hvis det er okay, det er da ikke noget at blive ked af det over" høftede hans hovede og smilede blidt til ham

Nicolas smilte svagt og saa Tess dybt i oejnene.
"Du skal klare det... "
han sukkede og saa droemmende paa hendes mund.
"jeg vist sagt at du var smuk ikke?"
han smilte glad og barnligt.

hun grinede "jeg tror ikke det vil hjælpe mig om jeg er smuk eller ej, syntes indtil videre kun at det har bragt mig i ulykke kære" hun smilede til ham og gav ham et blidt kys på kinden, hun havde ikke lyst til at lege længere, snart var hun vel nød til at gå og kræve hendes frihed, det måtte jo ske før eller siden

Nicolas sukkede, han havde ikke lyst til det her. men det skulle goeres.
"Er det saa nu vi skal sige farvel?"
Han rejste sig op og saa ned paa Tess.

((Time to say goodbye... god sang))

"jeg ved det ikke" hun så op på himmelen og sukkede, solen stod forsat højt
"hvis du vil sige farvel nu kan vi godt det, hvis ikke må du love mig ikke mere flæberri, jeg holder ikke til det, så bliver jeg nød til at smide dig i vandet eller sådan noget" hun smilee drillende og kærligt til ham

Nicolas smilte stille han virkede rolig, men saadan saa det ikke ud i hans indre.
"Vi kan holde det profesionelt... men en dukkert kunne nu vaere rart."
han blinkede drillende til Tess og smilte det skaeve drengesmil som passede saa godt til ham.
"en enkelt svoemmetur, kan du vel overleve."

"om jeg kan det er mere dig" hun prikkede ham drillende i brystet "men sig mig hvad gør i når i more mig?" hendes øjne glisende af live og hun smilede vildt og drillende, hun havde lyst til at more sig og nyde livet lidt og lade hendes krafter løbe løbsk, hvad kunne der ske, hun kunne ikke blive mere gravid end hun var jo hun grinede og smilede

"Vi finder en smuk kvinde og spoerger om hun har lyst til at bade i et springvand. og nu kommer den gode del, er du klar?"
han laenede sig ind mod hende og hviskede oemt i hendes oere.
"saa bader vi..."
han smilte og saa afventende paa Tess.
"Du er en smuk kvinde, og jeg vil bade. hvad siger du?"

hun grinede en rullende piget latter og greb så hans hånd og ventede så hurtigt om og hev ham over i spring vandet, hendes hår flagrede om hende, hun forsvandet under vandet et øjeblik, og rejste sig igen, den sorte kjole blev helt gennemblødt og afslørede alle henes former, der var ikke så mange hemmeligheder længer udover tatoveringerne som gik i et med det sorte stof

Nicolas smilte frisk og sprang i vandet, han lavede en sjov grimasse og udbroed forskraekket:
"Hold kaeft det er koldt!"
han hoppede rundt og pludselig snublede han og forsvandt under vandet, hurtigt svoemmede han over til Tess og trak i hendes ben, for at faa hende til at vaelte.

hun greb fat i hans arm og hev ham op "kære jeg har også været barn en gang" hun grinede, hendes latter lød som en klukkende vandløb, muntert og noget så smukt vandet gik hende til livet og hendes hår flød omkring hende, hun smilede og lignede en ægte nymfe, livlig glad og forførende smuk

Nicolas smilte og lagde en arm omkring hende, han saa hende dybt i oejnene og smilte.
"Men vi kan ikke forblive boern for evigt."
han slap Tess og lod sig falde bagover i vandet med et stort plask. han forblev under vandet i lang tid og sprang saa op saa hurtigt at vandet sprang rundt om ham.
han grinede munteret og svoemmede et stykke vaek. han saa afventende paa Tess.
"hvad goer du, naar du vil more dig?"