når had overvinder kærlighed

hun smilede selvtilfreds og lagde nakken tilbage og grinede en trillende smuk men kold latter "ja og det værste er faktisk at jeg har savnet deres uendelig slader lidt, ligegyldig informtion om alt muligt" hun smilede munteret for sig selv, der var ikke det dyr ikke viste, problemet var mere at de ikke forstod hvad der skete "de er utrolig nyttige, de forstår bare ikke så meget" mumlede hun henkastet og hev den tygge røde fletning om til sig og løsnede den let for at flette den op hvor musen havde hevet hår ud, skævede nu og da til ham, det havde ikke hjulpet helt på forandringen hun kunne mærke, hun følte sig usikker burde hun sige noget, men det var jo ikke en truende forandring. hun så sig igen nøje omkring, men der var abselut intet at se, kun bænke og nicher i kolde mørkegrå sten, hun lod en skælven gå igennem sig, for at forsøget at ryste følelsen af sig.
pludselig blev hendes fokuse og sanser rygget, en smuk hvid due havde forvildet sig ind i Templet, den føj et par panikne runder oppe under loftet, før den søgte mod hende, den havde noget i næbet, da den var over hende smed den det og forsatte sin kurs ud af vinduet, og kiggede efter den og ikke på hvad den havde smildt foran hendes føder, en smuk vild hvid rose, den var lille og simpel. hun kiggede på den og samlede den forsigtigt op og betragtede dens hovede i et koldt måske lidt ligegyldigt blik, men en enlig ensom tåre forlødt hende mod hendes vilje


(uha forestil dig konstant tøsesnak der køre 100km/t i hovedet, om ligegyldige ting som du ikke gider høre )

hun smilede skævt og kiggede på ham og så på rosen igen, der gik en lille tid for hun svarede hun kiggede bare på rosen og minedes bjergskovene hvor den nok højest sansynligt var plukket fra, så kiggede hun op igen med et drømmende blik, stirende ud i intetheden "nymfer blev ikke født de blev skabt, skovenes herre Faust, en af naturens sønner, følte sig ensom blandt alle dyrene, elverpigerne havde elverkongen, men han havde ingen, så han tog alt det han fandt smukt i sit liv og blenede det samme, naturens sommerlige blidhed, bjergenes stolthed, fossenes vildhed, vindens ynde og blomsternes vilde skønhed, og af dette skabte han nymferne, han skabte dem for hans skyld så han kunne nyde dem og have selvskab, men en vildhest er kun smuk så længe den er fri, så snart den får grime og sele, ligner den alle de andre og det samme galt nymfer og kvinder, så han lod dem løbe frit og nød dem i det fri som han også selv var født" hendes stemme havde en hyptoniserende klang over sig og en ubeskrivelig skønhed, hun rettede blikket mod Jack, "blomsten er fra min herre, jeg ved endnu ikke hvad han vil kun at han savner mig" hun smilede tørt og hendes blik blev igen koldt og hårdt, som om det fortalte at hun ikke have brug for en herre eller mand

hun knuste blomsten mellem fingerne "det kan være lige meget jeg tilhøre ikke ham, jeg er min egen herre og ønsker ikke andet, men sjovt nok håber alle på de kan kontrolere mig" hendes stemme var kold og hård, men man kunne også føle en form for tristed og den svigt der var blevet gjort mod hende, hun vende hovedet og blikket væk fra ham og smed blomsten hen langs gulvet, i et sur bevægelse for at understrege hendes ord og ikke hendes sorg, hendes mund var igen snørret tæt sammen af alvor og arighed, hun lagde ryggen mod muren og mærkede dens kølige beroligende kulde bag sig, hun sukkede blidt, men opgivende og rettede igen blikket lige ud. "de kan ikke finde barnet, hun er nok hos sin mor, hvem ved, de leder over alt, men det er ikke nemt at finde, hendes fært i træet var svag og det er kun få der kan se det" hendes stemme var monoton igen, "jeg kan endelig dø når jeg ved hans liv er mere usselt end hvad han har gjort mit" hun blev stille så kiggede hun igen på Jack, men et underligt uhyggeligt blik, der ar noget i hendes øjne, som ville give alle en ubehagelig kuldegysning, en vished, en vished om noget man ikke ville vide "vil du gøre mig en tjeneste når alt dette er overe?" hendes stemme havde samme klang som hendes øjne så med, noget sigende og uhyggeligt "når jeg dør, når alt dette er ovre, vil jeg bare gerne hjem, hjem til mine bjerge, min søn, ved jeg ikke hvad jeg skal gøre med, men min datter hun skal bringes til min herre Faust, han vil tage sig af hende" hun kiggede lige ud igen og afventede hans svar

hun kiggede på ham med sammenknebne øjne "jeg vil holde dig til dit ord i livet og i døden og du vile ikke få fred før det er opfyld" hendes stemme lød messende, men fjern, som om hun faktisk havde magi i sig, men måske var der også det, i hendes land når man afgav et løfte og forsejlede det på denne, måske meget enkle måde og primitive måde, var man bundet for altid. Hun skævede til rosen, selv nu haede hun den, og trak på næsen i en form for afsky "men jeg takker dig også af den smule der er tilbage af mit hjerte, for at du vil gøre det for mig det betyder mere end du tror" hun smilede et af de få varme smil der var igen og kiggede så lige ud igen "mænd frygtede mig i mit gamle land, jeg var anerledes, men de var også facinerede, det var sådan jeg kom ind på livet af mine første ofre, så man kan vel godt kalde skønhed en gave, men jeg ser den nu som den virkelig er, en forbandelse, for ingen ser dig som du virkelig er, de ser ens ydre og tror de kan skabe dit til at være hvad de udover det ydre begære, en kvinde der lystre og ikke knur, som bukker sig for deres mindste ønske, som en træ i vinden, men jeg er intet træ jeg er en klippe, mig må vinden bøje sig omkring i en enigheds harmoni" hun talte enlig ikke til Jack, men mere til sig selv, her i templet følte hun sig tryk og med Jack for ingen tog hende for hendes ydre, hvis hun kunne ville hun gøre sig grim, men i mænds øjne ville hun altid være smuk og en sådan verden hvor det ydre var det hun blev taget for, der ville hun ikke leve så hellere dø

hun kiggede på ham, med et fast blik men inden i var hun noget så forbavset og der måtte noget at en kraftanstrengelse til holde kæben på blads og gemme det, selvom der hurtigt for et glimt af det gennem hendes øjne, hvordan kunne han tro det, hun blev faktisk noget såret, efter alt hvad hun havde været igennem, var den sidste hun ville tilbringe tid med og faktisk savne, være en der begærede hende for hendes ydre, men efter sorgen kom raserriget, det var enlig bare et dække over den tristhed hun følte, hendes hånd for op i en så hurtig bevægelse at den ikke var registret før hendes hånd ramte hans kind hårdt og nåedsløst, hun rejste sig op, den hurtige bevægelse og hissigheden i hende fik hendes hår til at løsne sig og stod som en rød manke om hende i det hun vænte sig mod ham, hendes øjne var gule igen og hendes tænder spidse og ordene dryppede som gift fra hendes tunge i en vislen mellem hendes tænder "hvor våver du" hendes onde, kolde og nådesløse blik fangede hans og hold det fast, selvom det gjorde ond på hende, hun havde ikke set sådan på folk siden hendes dage som lystmorder, mens hun lærde hendes ofre en lektie eller to om hvordan man burde opføre sig, selv om de ikke kunne bruge den til meget for nogle timer efter var de døde "hvorfor tror du jeg gemmer mig her? jeg foragter alle mænd, men jeg har dog ladet dig komme ind tror du virkelig jeg ville have ladet dig nær mig hvis du var så dem!" hendes skuldre hævede og sænkede sig i raserrig, og luften om hende var tyk, musende var forsvundet hvis muligt ned i deres hulder, resten tryggede sig bange mod muren, skælvende bange

hun stirrede først kold igen, men øjne uden nåde, som om han kunne bede og bede i al evighed, det var som om man i hendes øjne kunne se alle de ofre der havde bedt og ønskede tilgivelse for at overleven en mor der lå på knæ ved hendes føder, mens hendes spædbarn blev holdt ud af et tårnvindue, en kvinde der bad for hendes barns liv, børn der skreg på deres mor, mens de så hvordan hendes indvolde væltede ud, en mand der bad hende skåne hans familie, øjne som ikke følte noget, men så med et forandrede de sig og blev milde som første gang Jack havde mødt hende, de var kun synlig et øjeblik så slog hun blikket ned og vende ryggen til ham "nej jeg tror ikke du er sådan og du må aldrig blive sådan, du er snart den eneste her i denne verden jeg tør stole lidt på, dig og dyrne" hendes stemme virkede lille og viskende, musende havde genoptaget deres puslen, en tåre ramte gulvet og den for et menneske nærmes lydløse lyd, fik dem til at standse et kort sekund, men ikke længere, det afsløret en misforstået og bange lille kvinde, det bare ønskede fred, men som altid havde været jaget og aldrig fundet den ro hun altid havde søgt, men samtidige sang den nærmest, om den frie sjæl hun var og den frihed hun søgte, hun vente sig og gik hend og samlede læderremmen op der havde hold hendes hår, men en hurtig hissig bevægelse, og satte sig og begynde at flette

hun lagde roligt hånden der hvor han lige havde haft sin, men fjernede den så hurtigt igen nærmest som om hun havde brændt sig, men så vende hun sig og gik hen og satte sig ved siden af ham, måske lidt tættere end før, men måske fordi han havde brudt en bariære der havde hold hende igen, hun havde med et yndefuld buk samlet læderstroppen der før havde hold hende hår sammen op og begynde nu med rolig kyndig hånd at flette det hoftelange hår, til den samme tygge fletning, som før, mens hun dog nu og da skævede til ham, hun burde sige nuget men viste ikke hvad udover "jeg har ikke brug for beskyttelse, jeg kan klare mig selv" hendes stemme var kold, og hun tog sig hurtigt til munden som om hendes ord var sluppet ud ved en tilfældighed og ikke med vilje hun bukkede hovede og stoppede med at flettede og håret løsnede sig igen "det var ikke det jeg mente, undskyld, men alle mener de skal beskytte mig og det er ikke det jeg ønsker, jeg har klaret mig som en jaget ræv i 7 år, jeg har kæmpet mod megen magt af forskellig slags, jeg har ikke brug for en mand der skal nogte mig som var jeg et sårbart lam" hun kiggede på ham med milde øjne "undskyld, det er svært at forklare, men ordene virker som lænker på mig" tåre løb ned af hendes kinder, hun ville have ham til at forstå for hun frygtede ham ikke for han så ikke hendes skønhed, nok mere alle hendes fejl

hun så skræmt på ham, mere som om han havde slået hende end at have sagt noget så stort for ham, hun var bange, bange for det igen var hendes nymfe der havde lokket endnu en mand til sig for at såre hendes menneskelige side og fryde nymfen, hun brød øjnenekontakten og så væk, hun trak benne op under hagen og kiggede lige ud, mens hun nu og da skævede til ham, hun viste ikke hvad hun skulle gøre, hun havde jo låst hendes hjerte inde for aldrig mere at elske og da aldrig mere at føle noget, hvad nu? jo hun hold af ham det viste hun, hun følte sig tryg, men havde hun ikke gjort det så mange gange før, ture hun længere stole på noget slev ham, eller retter sagt burde hun, hun slog blikket ned og mumlede stille "jeg ved ikke hvad jeg skal sige til det, jeg.. jeg.." hun stoppede og kiggede ham direke i øjnene "jeg ved ikke længer hvad jeg skal gøre eller hvad jeg tør føle" hendes mund blev stram som en streg og hun rynkede brynene, men hun slap ikke hans blik, hun ville se hun ville vide

"måske"svarede hun og slog blikket ned, men kiggede så på muren på den anden side igen "en ting jeg lærte var at det der såre mest er ikke dn fysiske smerte, men den psykiske, jeg lod mødre se deres børn dø for jeg viste det ville skade hende dybere, end at dø før barnet, jeg lod mænd se deres efterkommer, deres æts nyeste og eneste skud, dø før han selv døde og jeg så de stolteste mænd græde og bukke under ved bare små ord, det gælder om at ramme rigtig, med et slag nøjagtigt slag kan man overvinde sin fjenede, men med en masse små falder de nok, men de vil rejse sig, du søger noget, jeg kan give, men som jeg nu frygter, hvorfor skulle du i modsætning til andre kunne klare mig, hvordan ville du kunne leve med jeg ikke er bundet på mund og hånd og lystre dig som en forspændt hest, med spore og pisk, at selv der kan du ikke tvinge mig i knæ, jeg er født fri og selv om jeg elsker vil jeg aldrig være fanget" hun kiggede på ham "hvad har omdømme med kærlighed, jeg ofrede alt for en engang, og han sagde de samme ord som dig, at han satte alt på spil og det eneste han spillede med var hans omdømme, jeg slog mig selv næsten ihjel og nu siger du samme ord og jeg ved ikke om jeg tror på dem længere" hendes øjne blev mørke "for at sige det rent ud, jeg ved ikke om jeg længere tror på kærlighed" tårene løb ned af hendes kinder, hun tog hans hånd og kyssede hans håndflade, tråene løb ned i den, hun lage hans hånd mod hendes hjerte "hvor blev den kærlighed af der ikke var lænket af godt eller ond, den der var hævet over rang og magt, den der ræv mure ned og fik bjerge til at bukke sig, er det her den findes eller er det tomme ord som alle andres?" hun smilede kærligt til ham "er det en chance til man bør tage?"

hun så på ham med et vaklende blik var hun klar til dette, hvad med Kasekuno elskede hun forsat ham og kunne hun elske Jack, men hun savnede det han tilbød hende, men hvad hvad med resten af hendes liv kunne hun binde sig, nej hun elskede kun Kasekuno for hvad han en gang var, før de havde været sammen før han havde foragtet hende for at være bange for fremtiden, den gang han ikke så på hende som om hun var jordens smukkeste kvinde, men den gang han bare nød hendes ord og deres mening, hun rynkede panden, men hvad med Jack, kunne hun bare forsætte, hun tvivlede så meget på sig selv, hun viste ikke længer om hun kunne føle, hun lagde hendes hånd på hans, drejede hovedet let og kyssede så hans håndflade blidt og kærligt, ville han kunne elske hendes ellers blide sind hun kiggede på ham igen, med bedende øjne "kan du elske mig for den jeg er også når jeg er munter og glad, som de gange ved træet og når jeg bliver sur eller tvivlende, vil du forkaste mig hvis jeg vakler i troen på det vi har og vil du elske mig når mine børn kommer, vil du blive sur fordi jeg bliver sur og vil du så hade mig for det? vi du benægte dig selv at leve fordi du tror jeg vil have noget andet end det du er og vil du derefter give mig skylden for at du ikke har levet?" hun så på ham med en kærligt, men dog gennemborende blik

Jack havde tænkt det hele igennem, hendes til tider blide sind, hendes børn og endda hendes fortid med Kasekuno. Han havde accepteret det hele og ladet sig selv tro at det hele ville gå. Han søgte jo netop denne kvinde, en kvinde der ikke var som han. Han havde jo ikke altid være kold og forhadt, han var blevet sådan. Han kiggede en anelse tvivlende på hende, for nu hvor ordene var ude, nu hvor hun havde sagt alt det han ellers havde gennemtænkt, tvivlede han.
Han mærkede hendes kys, nød dem, men på en eller anden måde kunne han ikke lade være med at tænkt på hendes ord, ville han kunne klare det? Han kiggede tvivlende ind i hendes øjne, de gule øjne citrede af angst, en angst han ikke kendte til. Angsten for uvidenhed og det ukendte.
Han slap hendes hænder, rejste sig hurtigt op og gik lidt væk. Han så nu igen templet som det stod mægtigt og stolt som en klippe, men alligevel sårbar. Han gik hen til tvætvægen ca. 5 meter fra hende og placerede sin pande der. Han mærkede den kolde mur, mærkede fortvivlelsen der plagede ham og vidste at den sikkert ikke ville forlade ham før han med sikekrhed vidste om de skulle blive sammen. Han mærkede en pæl der var placeret lidt uden for vægen hvor han stod, han gik hen og placerede panden der også. Kneb øjnene sammen, satte sin styrke helt ned på omkring nul og holdte så godt fast i pælen med hånderne. Han holdte sine øjen lukkede, rykkede hovedet lidt ud fra pælen af og pandede den så lige ind i pælen så den straks knækkede midt over og han væltede bag over og besvimede.
Pælen havde holdt snoren til den store lyskrone over dem, men nu hvor pælen ikke længere holde, styrtede kronen lige ned over Jack og fæstnede sig i hans kød. Blod begyndte at pible frem hist og her, men han vågnede ikke..


((hvis du rusker lidt i ham, så vågner han igen..))

hun stirrede lidt på det, med en tomhed, som om det mere facinerede hende end noget andet, men så vågnede hun og rejste sig brat og løb over gulvet og kastede sig på knæ ved han hovede og løftede det let og i hendes skød, mens hun lod hænderne køre ned til der hvor lysekronene sad fast i ham, hendes tåre faldt, på ham som en blid sommerdag og hendes blide stemme, så let som en sommerbrise, sukkede "din dumme mand, hvorfor skulle du gøre dette mod dig selv, sig ikke dette er mid skyld, våg nu op og sig alt er okay" hun lod fingerne kærtegne hans kider og læber og så bukkede hun sig ned og kyssede ham blidt og kærligt, men en sødme der kom inde fra det sted hun for længst havde håbet på at have lukket af for, men som han havde åbnet med sine ord om kærlighed

hun slap ham lidt i chokked over lidenskaben der lå bag, hun var forsat bange som et håndsyk dyr, der ville nok gå tid før hun kunne føle sig tryg ved dette igen for sidste havde det ført til stor smerte, hun kiggede ned på ham og smilede kærligt "undskyld men det er forsat noget sært for mig" så belv hun alvorligt og kiggede på den redelighed han havde rodet sig ud i, hun lagde roligt han hovede på gulvet igen og rejste sig og gik rundt om ham med lyssekronen "sikke en redelighed du har rodet dig ud i" mumlede hun, mens hun nu og da bukkede sig for at se hvor dybt den muligvis sad og hvad den havde ramt, så kiggede hun på ham igen og rystede på hovedet, "hvad har du tænkt dig at gøre ved det, enden blever det hevet ud og du overlever, eller dør" hun trak på skuldrene lidt ligegyldigt, men smilede så venligt til ham og lirkede lidt på den store lysekrone, mens hun betragtede sårene for at se hvordan de reagerede og ikke så meget smerten der blev forvoldt ham

Thea tog et godt tag i lyssekronen, man kunne se musklerne bleve spændt, på trods af at hun normalt lignede en lille fin kvinde, var det langt fra hvad hun det meste af hendes liv var blevet oplært til, jo hun havde lært at være det, men hård militær træning og munkeliv havde givet gjort sit indhug og samtidig var nymfer ikke svaglige fortabte kvinder, hun nikkede til ham som anerkendelse til at hun var klar og forstod, hendes blik var alvorligt, lugten af blod fik det til at svimle for hende, ikke for at besvime, men på grund af blodrus, hun havde drukket blod fra hendes ofre før i tiden og det var blevet et form for nakotika, for hende til at styre hendes den gang utoldmodige raserrig og behov for at slå ihjel, det føltes som om hendes tænder løb i vand, og hun sank noget og forsøgte så at festne blikket i hans øjne, men det var svært ikke at skæve til det dejlige fristende varme blød "jeg skal gøre alt der står i min magt" svarede hun med fast stemme, mest af alt for at bryde lysten til hans blod