når had overvinder kærlighed

hun var endelige sluppet ud, det havde kærvet noget snille, men ud kom hun og hendes dyr, hun havde søgt ly der hvor hun nu følte sig tryg, i mørket, hun ville ikke længere leve i lyset, hun var af mørket, sådan var det, nymfer var onde, uden samvitighed, det viste hun og sammen med et menneskes sind, var hun en farlige mix det viste hun, nu søgte hun kun den eneste person hun endnu stolede på for, men hvor var han, hun viste hun aldrig ville kunne elske en anden mand end Kasekuno, men det var ligemaget, han havde såret hende, hun havde stolet på ham og han havde svigtet, nu ønskede hun kun at han skulle lide om det så ville koste hende alt hun var, men hvor var Jack når man skulle bruge ham.
hun sad i en karm og kiggede ud i mørket, dyrene lå tæt omkring hende, de følte sig ikke trykke, bortset fra ravnen, den havde fulgt hende i så mange år nu, hendes øjne var blevet mere fjentlige, hendes øre var blevet lidt mere spidse og hendes hjørnetænder mere kantede, men hendes skønhed strålede alligevel mere end nogle sinde før, nymfen havde overtaget, den var kun ude efter at få tilfredsstillet sin lyst og den var på hævn

"du har betragtet mig længe?" hendes stemme var kold, hendes halvgule hav grå øjne betragtede ham, "men ja det har jeg vel nok, måske fordi jeg føler du er den eneste der forstår mig i en sådan stund, måske for at give dig ret med hensyn til zaneren (det kom som en vislen af foragt og had) og for at fortælle dig at de planlægger krig mod jer" hun smilede et mere ondskabsfuld smil, de små nu lidt ekstra spidste hjørne tænder kom til syne, hun stirrede ham dirkete i øjnene, han var indtil nu den eneste der ikke havde svigtet hendes forventninger "og måske også for at finde en hævn for hans svigt" hun smilede kældt ordene dryppede som gift fra hendes tunge

"hvem ved" hun trak ligegyldigt på skuldrene men hendes øjne lyste af had og et ondskabsfuld smil brede sig på hendes læber, "det kommer an på hvad du mener min kære" hendes stemme var let og legende, men med en tung undertone af kulde, det gik igennem marv og bed "der bliver snakket om krig fra Zanernes leders læber, kan jeg fortælle dig" hendes øjne lyste "og blodbad og hans navn i samme sætning lyder for godt til at være sandt jeg kan ikke vente 18 år på at hans søn hævner mig" hun grinede tørt, desuden havde det at slippe ud af den forbanede del af byen kostet alt for meget til at hun ville lade hans indespæring gå ustraffet hend "der er bare et problem, dør han dør jeg" hun løftede det ene øjenbryg og kiggede afventende på Jack

hun var begynde at studere hendes negle, men kiggede op på ham "nej værre, kærlighed" hun skar en grimasse "jeg kan ikke lade vær med at elske ham, det er en nymfeting, normalt elsker nymfer ikke, men hvis de forelsker sig og de starter et liv med denne person, er de bundet til personen for altid, når han dør, dør hun, hans smerte er hendes smerte" det sidste messede hun som et barn der havde lært det uden af og enlig var ret ligeglad "jeg vil med glæde tage den smerte du forvolder ham, på mig, så længe der er dig der gør det, der er humor over det så" hun smilede skævt og et kort strejf af morskab løb gennem hendes nu kolde halvgule øjne, men det var væk med det samme igen

hun sukkede "jeg vil betale for at vide hvad du tænker" hun smilede skævt til ham "selvom jeg tror jeg ved det, og hvor ville jeg ønske jeg sådan uden videre selv kunne have slået ham ihjel, men jeg håber at se ham krype vil få min kærlighed til ham til at briste, det betyder jeg vil være fri og får min hævn, to fluer med et smæk, om ikke andet vil hans søn om 18 år nok søge hævn og den skam hans fra har bragt over sin mor" hun smilede ondskabsfuld og kærtegnede blidt hendes mave

"desværre ja, hvad man ikke ofre for den man tror elsker en, men jeg tænkte nok det var forkert, men jeg kunne ikke slå det ihjel jeg prøvede ellers med alt jeg havde, men smerte værre end selv den du gav mig, det eneste jeg fik ud af det var disse" hendes stemme var kold og fyld med afsky når hun nævnte hvad der var sket hun ville helst ikke mindes det, hun fjernede den ene sorte bandage, det var viklet om hendes hænder og viste endnu blødende sår fra da hun havde boret neglene ned i håndfladen "de vil ikke heale, men de kan vel stå som en evig lærestreg om at elske" hun smilede skævt, men hendes øjne fortalte en anden historie, han skulle have en lærestreg og hun ville stoppe med at elske ham om det så betød hendes død "hvis jeg ikke stopper med at elske ham, vil jeg dø så han også dør" hun stirrede tomt ud i luften, hendes stemme var belsutsom og havde en ligegyldig kulde over sig

"tror du så ikke jeg for længst havde slået mig selv ihjel i et eller andet dumt forsøg på at slå ham ihjel, tror du jeg ville være her, bortset fra jeg nyder dit selvskab og han forbød mig det" hun kiggede ikke en gang på ham, hun viklede på bandagen om hånden igen *forbanede sår* hendes stemme var kølig og lød mere irettesættelsen end ligeglad "og desuden vil det stoppe en hoedkuls dum krig, men det er jeg endlig ligeglad med, jeg vil bare gerne hjem til min egen krig" hendes stemme var henkastet, mens hun betragtede roligt hendes negle

hun smilede koldt ud i luften, hun åbnede flasken det stod op af muren ved siden af hende og sippede til den "fordi han har slået mig ihjel en gang og kunne åbenbart genoplive mig så det må være bevis nok på at han overlevede" hun grinede en tør latter og sippede endnu en gang til falsken "som sagt jeg vil er villig til at dø for at se ham dø, selvom det vil gøre lige ond på mig som på ham vil jeg nyde vært øjeblik, selvom det ville være bedst hvis jeg overlevede, som sagt jeg har en krig der venter på mig" hun kiggede forsat ikke på ham, hun kiggede bare ud i ingen ting, en ravn kom flyvende ind og satte sig på hendes optrukne knæ, hun klappede den fraværende på hovedet "han fik mig til at slå mit onde lille barn ihjel min elskede hest og så smed han mig på porten som et brugt stykke legetøj, der ikke længer var spændene" ordene dryppede som gift fra hendes tunge og vislede ud mellem de spidse tænder, hendes knoer blev hvide da hun strammede hånden omkring flasken, men slap hurtigt for ikke at knuse flasken

hun sippede endnu en gang til flasken og udstøte en lille væsen, som en kat "han siger han ikke må bevæge sig uden for byne, men samtidig at han sagtens kan, jeg tror måske vi kan få lokket ham ud og hvis han falder, falder hans folk, for han sagde han var deres prins, mens andre siger han er på samme højte som hans medgeneraler, men ellers har han en datter her ude et sted, han holder utrolig meget af, så med mindre du har skrubler med hensyn til små uskyldige børn, så er det vores bedste chance?" hun skævede til ham, med et køligt blik og tog endnu et sip af flasken og rettede blikket lige ud og smilede koldt, køligheden i mørket, gav hende et vis overblik, hun hade savnet den kølighed had gav hende og den behagelig rolige følelse mørket gav hende og især nu når hun kunne se i det

"det var nu også det jeg tænkte, det er derfor jeg så godt kan lide dig, nok også fordi du minder mig lidt om mig da jeg var yngre" hun kiggede på han med sine gulgrå øjne, et lille strejf af ømhed over for ham for hurtigt gennem dem, men der var intet at høre i hendes stemme, "det eneste er at jeg ikke ved hvor den lille horeunge er og jeg tror hendes mor er en af jer" hun stirrede koldt på ham, hendes ansigt var som hugget i sten og røbede ikke nogle følelser, hendes tanker var målrettet hun ønskede hævn, koste hvad det vil, han havde fået hende til at elske ham og så gjorde han hende svanger og smed hende ud, hun skulle have dræbt ham mens hun kunne, før hun forelskede sig, for hun begynde at elske ham, hendes inde syrede af had

hun ænsede ikke hans bevægelser, hun havde lagt hovedet mod den sten hun støttede ryggen på, dens kølige og ujævne overflade, beroligede hende lidt, og dæmpede løsten til at slå ihjel lidt, hun sippede til flasken, og støg ravne over fjerdene, mens hun stirrede den ind i øjnene "han er ikke svær at få ud af balance, jeg kunne gøre det, det var derfor han slog mig ihjel første gang" svarede hun henkastet, uden at vise større interresse for ham, ind lige det at gide at svare, hun sippede til flasken igen og overvejede lidt hans spørgsmål om magi "jeg hader og foragter magi, jeg mener det er en svaghed, jeg er bare i kontakt med naturen, for jeg er en del af den ikke andet og en del af min lever af folks følelser, men det er en anden sag" hun kiggede koldt på ham med et blik der sagde det har jeg jo sagt før, så kiggede hun væk igen, hendes læbe bløde igen, hun havde endnu ikke helt vænede sig til de skarpere hjørnetænder

"dit tortur, måske, men jeg syntes nu der er sjover, at udføre det hele fysisk, det giver det ene mere levende effekt, meget sjovere, man kan mærke hvordan de ryster af angst, hvordan de bliver kolde af angst, og det gør også at man forfiner sine metoder, for det er alligevel lidt udmattene, men selv den følelse er så meget rarer" hun smilede holdt og strøg ravnen over hovedet en enkelt gang, hun lod fingerne køre over sin blødene læbe og betragtede blodet lidt hvorefter hun stak fingeren i munden "lugten af deres frygt er også meget tændene, og deres blod, frygt giver det sådan en sødlig smag" hendes stemme var drømmende og fjern, men med en kulde der ikke var til at tage fejl af

hun smilede skævt "måske ikke men jeg ved for mange gør deres overlevelse afhængig af den og så glemmer de at lære andet og det kan blive deres død" hun smilede skælmsk, som den lille magiker der troede han var udødelig og mens han sov skar hun hans ynkelige hals over, for han troede hans magi ville advare ham, usle lille mad, ikke som Julius, ham havde hun måttet give mere for at slå ihjel og det var alligevel ikke lykkedes "men sådan er det ikke, jeg vil alligevel ikke komme til at prøve det for jeg har ikke magiske krafter, je gkan måske prøve det på min egen krop, men det vil jeg helst undgå, jeg har en krig der vender på mig" hun smilede koldt og så på ham, men et drillende men dog ond blik