når had overvinder kærlighed

"jeg er glad for du siger det, du er en ven jeg nødig vil miste" et strejf af følelser skar gennem hendes stemme, hun så hurtigt væk og lagde hovedet mod stene og nød lyden af regn, regn betød en ny begyndelse, det vaskede alt væk, alt rent og nyt, i sandhed hun havde vasket sin sjæl og sin personlighed og hun var færdig med føelsler og dog måske ikke helt, hun skævede til Jack "mmm regn noget så hærligt" hun sukkede og smilede for sig selv med lukkede øjne, hun sippede til flasken, endnu en ravn kom flyvende ind, i næbet havde den et par få sorte hår, den skrabbede, den anden ravn lettede fra hendes knæ for at gøre plads til den anden den skarbbede lidt irriteret, ravnen med de sorte hår lanede på knæet, dens sorte klør borede sig ind i læderbukserne, Thea åbnede øjnene og betragtede den et øjeblik, som om hun lyttede, så ragte hun hånden fram og tog imod de sorte hårstrå "ser man det min kære, ser man det, godt arbejde" hendes stemme var rolig og uden følelse igen, hun snuste til hårene lod dem falde på gulvet, lagde hovedet mod den kolde stenflade og lukkede øjnene mens hun mumlede stille for sig selv "ser man det, ser man det"

"ååå undskyld" hendes stemme lød knap så undskyldene, nok mere fjerne, hun strøg den nyankomne ravn over fjernede, den anden var landet på hendes ben der lå stagt hend af gesemsen "den fortalte mig bare at den lille pige har befundet sig ved træet for ikke så længe siden, men hun er vist med sin mor nu eller en anden, hun forsvandt værtfald fra han blik, du ved træet hvor vi sås sidst" hendes stemme var monoton hun betragtede på ham med smale øjne "et kært møde jeg holder mere kærte end så meget andet" hun smilede koldt og kulden i hendes stemme kunne så vel være sarkasme som en kærlig kulde der ikke vil vise at hun faktisk tænkte varmt tilbage på det

"som Hala siger, hun er forsvindet, han kunne ikke læger se hende, nok hjem til der hun bor, små folk forsvinder let i større menneksemængder, men hun kommer nok igen, jeg sender de to ud og lede igen når regnen stopper, før er det ligegyldigt, de fleste holder sig inde i sådan et vejr, men andre dyr leder forsat" hun smilede og strøg ravnen over den blanke fjerdragt, den pustede halsen op, den anden virkede sad på det andet ben og pussede sin fjerdragt, hun smilede hend til den "mine to små onde engel i er det sidste jeg har igen efter Grima, en skam at et så ondskabsfuld skønt dyr skulle gå til spilde for kærligheden" hendes stemme var kold og fyld med en smerte der hungrede efter hævn, et blodbad der var hesten værdig

hun kiggede på ham og så på fuglen, med en lille uro, men så så at der ikke var den samme ondskab i dem som over for Grima hendes hest "de var en gang bundet til mig som tatoveringer, nu er de fri men ønsker ikke at forlade mig selvom de har udført deres pligter, de har svoret evigt troskab, de er nogle utrolig kloge dyr" hun smilede skævt "ånselsæder, til tider slår de selv ihjel men for det meste døde dyr" hun smilede skævt, det skulle ikke undre hende at døden der lå over disse dyr fasinerede ham "det huer mig du ikke så det i Grima han var halvt mara, selvom det kender du nok ikke til, et fasinerende og dødeligt væsen, lokkende som en nymfe, de kan tale og når de får folk op på deres ryg løber de så hurtigt at hvis du falder af dør du, så smider de dig i en kløft og spiser du" hun smilede skævt og strøg igen ravnen over fjerende, den pustede fjerdragten op for også at sige at den da bestemt også var imponerende og klaprede lidt med næbet, en lille uskyldig latter undslap Tesses læber, over fuglens forsøg på at se frygtindgydende ud, de små kul sorte øjne betragtede hende mens den strakte hals "ååå Hala ja du er i sandhed et pragt eksemplar af din art, i sandhed, i svigter ikke i er ikke som folk i er en tro helt til det sidste, jer stoler jeg på, men folk tror jeg aldrig mere jeg vil stole på" mumlede hun stille, men hun lagde hovedet mod muren og betragtede Jack, lidt nærmere, han vinger, hår tøj, ansigt, øjne alt ved ham blev noteret

hun fjernede blikket fra ham som havde hun været i trance en tid hun kiggede igen på ravnene der var begynde at finde sig til rette og sad og missede med deres kul sorte øjne, hun følte sig også træt, utrolig træt, dette var første gang i mange dage hun følte sig tryg, mørket var som et beskyttende tæppe, som om man ikke skulle frygte hvad man ikke kunne se, selvom hun aldrig rigtig havde frygtet noget, hun missede lidt med øjnene "jeg ved det ikke, jeg husker ikke, jeg ved ikke om han sagde det?" hun tog sig fortvivlet til hovedet, det var som om det hele flød i et der inde, "barnet var noget med K" en forfærdelig hovedpine brød igennem, stemmer, regnene havde fortaget sig og dyrene var begynd at komme fram de lede efter hende og søgte hendes råd, en tåre af smerte pressede sig frem "STILLE!" skreg hun pludselig ud i den tomme luft, ravnene blev opskramt og lettede svagt men satte sig så igen "en af gangen det gør ond, stop det" hendes øjne var lukkede og hun tog en dyb indåndning og kiggede så på Jack "undskyld, de er bare så ivrige" hun smilede skævt, men smerten stod malet i hendes ellers kolde øjne

"tak" viskede hun hæst, tårene løb ned af hendes kinder stemmerne havde pint hende så længe, så hun var begynde mere og mere at nyde regnene for så søgte dyrene skjul og snakkede ikke så meget, hendes hovede virkede ikke længer som om det var ved at springes og hendes skuldre virkede ikke som om hun bar al verdens byrder "men jeg tror næppe det hjælper meget på det K" hun lukkede øjene, men man kunne se hvordan de bevægede sig frem og tilbage bag øjenlågende som om hun lede efter noget "kon... kone..." mumlede hun stille for sig selv"hvorfor skal alle hede noget med k... nej det går ikke" hun åbnede øjnene og sukkede, hendes øjne var helt grå igen og hendes tænder var ikke så spidse længere, hun havde fået ro til endelig at komme helt tilbage til mennekselig form "jeg kan ikke få andet end Kone et eller andet frem, det er så rodet, for der er sket så meget" hun sukkede "undskyld, men Hala kan finde hende igen, jeg sender ham ud og lede sammen med Fila når regnen stopper helt, der er også nogle ander der leder, men de er ikke så kloge som disse to" hun smilede til ravnene

hun svingede sig ned fra gesimsen, de få minutteres stilhed, havde givet hende en kraft hun ikke havde haft længe, hun gik hend til ham og så ham i øjnene "jeg tror du bør give slip nu, inden du begynder at finde ud af hvad jeg virkelig er" hun smilede til ham, et smil der ikke var blevet smil siden hun en gang var en ung vårpige og havde leget i bjergende, hun kunne næsten mærke vinden igen, hun tog en dyb indåndning, den korte pause havde givet hende magt nok til nu måske selv at vinde kontrollen både over sig selv og dyrene, hun lyttede til de stille dråber af regn, der blot blev færre og færre, hun kiggede over på ravnene og gav et ryg med hovede og de to sorte fugle lettede, det lød som en visken af hendes ord, selvom hendes læber ikke bevægede sig "søg hende, find hende, søg og find, små sorte fugle, fund den lille pige" hun smilede så til Jack igen, et smil der både var fuld af en umenneskelig kulde og en form for medlidenhed, en ving for igennem templet og rev i hendes hår, den bragte duften af regn med sig, Tess lagde hovedet tilbage og lukkede øjnene og tog en dyb indåndning og så kiggede hun igen indgående på Jack "kan du høre vindens susen, det er norenvinden, den kommer fra mit land" hun smilede "den fortæller om død og om den første frost, snart falder sneen og så må de indstille kampende, for det er ikke til at holde en hær i live i det vær og ikke til at få proviant nok, især ikke for kongen der kæmper mod bønnerne, høsten har endnu en gang været dårligt, og dyrene holder sig fra jagtområderne, min herre har endelig fået nok af deres rovdrift på hans dyr, fordi høsten slår fejl og rådner" hun smilede et skælmsk ond smil, der godt kunne minde om et tilfreds rovdyr, hun lagde roligt hånden på sin mave og strøg dem kærligt, hun drejede sig væk mod Jack og gik hend til gesimsen igen "ja mit djævleyngel, jeres far skal lide for hvad han har gjort ved os ikke mine kære små" hendes stemme var kold og ubehagelig, en stemme der ville give de fleste med lidt godt i sig en rislen ned af ryggen, hendes nymfe have overtaget nu og levede og dyrkede enkelte følelser til fuld og hele, indtil den støte på en ny, men nu var det bare ondskab, og den gjorde hendes hjerte og sind kold som is

"tror du det er smart i din tilstand" hendes stemme var en visken, hun havde vendt sig mod ham igen og stod med ryggen op af muren, hendes ene arm var strakt ud fra hendes hånd lo fladt mod den glatte stenmur, hun kiggede på ham "du vil ikke være meget værd hvis du styrter ned og slå dig selv halvt ihjel eller endnu værre falder ned i nærheden af dem(blev sagt med en væmmelse)" hun kiggede lidt ned i jorden, hun nød faktisk hans selvskab, hun havde ikke snakket med en anden person så længe, at ordene virkede sære i hendes mund, hun havde godt nok selv søgt ensomheden, men det var jo ikke ens betydende med at hun ikke savnede at snakke med noget mere stimulerende end hunde og katte. regnen var stilnet helt af nu, men hun havde ikke lyst til at forlade templet, hun følte sig tryg her også med ham, selvom han sidst de havde været her, have torteret hende, hun kiggede op igen og så på ham, et lille glimt af tristhed lå nu i hendes øjne, de betragtede ham, og afventede hans svar, hun ville ikke indrømme hun faktisk ønskede han blev, hendes stolthed forbød hende det, hun ville ikke lade sig længe til endnu en mand, heller ikke selvom hun savnede den nærhed der var ved det, nu fandtes der kun en mand i hendes verden og det var hendes herre og hun skulle hjem til ham og hendes krig

hun så efter ham et kort øjeblik, og sukkede så stille, men en vrede groede i hende, hun greb flasken og kaskede den ariget mod vægen så den splintrede, en splintredes og lyden rungede gennem det store tæmpel og blanede sig med skingers hjertenskærende skrig, der minede om negle mod en tavle, hun lå på gulvet, hendes negle havde rævet lange rifter ned af hendes ansigt og hendes tåre blanede sig med boldet når de løb ned over hendes kinder og ramte gulvet med hulde dryp, så hule som hun var invændigt "ved bål og brænd tage din sjæl forbanede kvindemenneske" svor hun over sig selv, skønt hun ikke længere følte hun havde en sjæl, hun følte sig død, en skygge af hvad hun havde været, hun følte sig om en hun en gang var, hun vandrede nu i skyggeland og hun viste hun var døende, friheden var hendes kur, men hvad var frihed? en længten efter et land i ruiner, de bjerge hun blev født og var opvokset i, de samme bjerge hvor hendes familie var blevet dræbt i, hendes eneste kærlighed, han hun havde givet og elsket, den samme person der havde svigtet hende efterladt hende nu til at dø, hun viste bare at hævn ville give hende trøst, selvom hun før havde sagt det ingen trøst gav, havde hun nok løjet for hun følte sig lidt trøstet over at vide han også ville lide, hun satte sig og lænede sig op af muren
"ååå min kære hvorfor skulle dit had overvinde alt, når mit ikke måtte styre mig, hvorfor skal jeg dø for dig, når du ikke vil ø for mig, fortæl mig hvorfor jeg ikke længere føler noget, men glæd mig med at lade det være sådan, om du må ændre noget, så lad mig ikke elske dig for da vil du endelig gøre mig lykkelig for ikke at elske er ikke at savne noget, lad da blot bjergende falde sammen og jorden bryde op og opsluge mig, lad mig da leve i mørket, for jeg lever i lyset med bære mørket med mig" hendes stemme var drømmende og stille hun stirrede tomt ud i ingen ting, hun følte sig lille og svag, stille faldt hun til ro og i søvn


((jo kan vi godt)))

hun havde hørt vingeslag, hun have aldrig sovet tungt, men stilheden der havde hærsket i hendes hovede havde givet hende en smule ro, men fra sin tid som jaget lystmorder havde hun lært at man aldrig sov tungere end man kunne høre lydsløse skridt, hun genkænde hans lugt, hun lyttede til være bevægelse og noterede sig hans fingre mod gulvet, noget der blev samlet op stenenes hurtig næsten lydsøse skraben mod gulvet, og da den forlod hans hånd, hun greb den få centimeter fra hendes hovede og slog øjenen op og kiggede på ham og smilede

hun satte sig halvt op og stragte sig som en magelig kat, den tygge fletning af hendes kobber røde hår, faldt fra hendes skulder og ned og ramte hendes ryg, hun satte sig op og missede lidt med øjnene før hun rettede blikket mod ham "som man kan forvente af en der aldrig sover" hendes stemme var drillende og hun smilede, men blev hurtigt alvorlig igen og så sig omkring, men et roligt overvågent blik "jeg vil gerne kunne høre mine dyr igen, ellers får jeg intet at vide jo, selvom jeg har en dårlig fornemmelse" hendes stemme var kolde og overvejen hendes mund forvanlede sig til en tynd rød streg da hun lukkede dem tankefuld sammen, hun kiggede på ham igen og betragtede ham, der var noget anderledes ved ham hun viste ikke hvad, hun havde lyst til at sige noget med hvad, hendes tanker blev afbrudt af en mus der begynde at kravle op af hendes fletning for at hilse på, hun sukkede og kiggede sig over skulderen og ned på musen, hun rettede igen blikket fremaf, hun havde svært ved at holde blikket stille på en ting, hun, det var noget der føltes anderledes, var det ham, eller noget andet, hun gned øjnene og lod fingerne kærtegne de sorte lange streger under hendes øjne, hendes mund lukkede sig tættere sammen og man kunne næsten høre hvordan hendes tænder lukkede sig tættere sammen

hun smilede et varmt smil til ham, men hendes øjne var forsat kolde og nærmest tomme "de er en del af mig, hvordan kan jeg afvise dem, de er bare meget ivrige til tider, det er alt, normalt er det ikke så slemt, det gælder bare om at finde den indre harmoni, det er skabt hos nymfer, men jeg har ikke ikke fået den evne" et skær af gult gled igennem hendes øjne, så løftede hun det ene øjenbryn, "jeg håber sandelig du kan for ellers må du leve med dem for altid og det bliver værre hvis du ikke lytter til dem" hun smilede nu koldt og satte sig i skraderstilling, uden at bryde øjenkontakten med ham, hendes blik var udfordrende som om hun uden at sige noget sagde jeg tror ikke du kan. hun var endelig noget mere frisk og det nye engeri pumpede rundt i hendes åre, musen var nu kommet helt op og kildede hende på kinden med sine lange knorhår, hun smilede skævt og lagde en hånd over musen,og løftede den ned på gulvet, "jeg tror jeg kan gøre dette lettere" hun var allerede blevet rastløs af de få sekunders ventetid, hun satte sig på knæ igen og greb så fat i Jacks krave og hev ham ind til sig i et vildt lidenskabeligt kys, hun mærkede hvordan hendes nymfekraft åbnede for hans, hun lukkede øjnene og søgte og fandt hende egen som om den har lukked inde, magiske krafter var altid besværlige og hans især, men hendes egen var en urkraft og den kladte på hende hun pressede sig let mod ham og fik endelig en åbning i den beskyttende form for hinde han havde lagt om den og hun kunne nu mærke hvordan den flød hurtigt og lystigt ind i hende og gav hende mere styrke, det tog lidt tid efter for at hun kunne få nok kontrol over hendes nymfe til at give slip, det var ikke noget hun havde prøvet ofte, faktisk var han også den sidste hun havde gjort det på, hun skubbede ham væk, hun slap ham gispende, men hold øjnenen lukket et øjeblik, før hun åbnede dem, hun smilede kækt, hun kunne høre stemmerne igen, hun havde nyt de var væk, men faktisk savnet dem lidt, hun kiggede på ham med et løftet bryn og et skævt smil, hendes øjne var forsat kolde og grå, men nu og da gled en orange tone gennem dem "undskyld" sage hun med en rolig faktisk utrolig ligegyldig stemme