hjem kære hjem

hun gengælde hans kys "du ved hvad jeg mener og du må heller til at passe på toldmodighed har været mig en påtvungen dyd, den ligger ikke til min natur" hun kyssede ham, et krævende kys, der fortalte alt om hvor meget hun brænde inden i efter at blive hans fuld og helt, hun slap ham "men jeg respektere dit valg og sådan nogle frø du vil plante er ikke lige til at slå ihjel" hun smilede drillende

han gengældte hendes kys med samme lideskab hele has krop læges efter hende han brædte op inde fra men hans fornuft tvang ham til at forsøge at undertrykke det det var blevet en kamp immel den del af ham der var man og den del der var genaral

hun nød det men viste ikke om det var det han ville for lidt siden havde han været tilbageholden, men nu gav han hende hvad hun havde længtet sådan efter, hun ville bare nyde det lidt endnu, hun lagde armene om hans hals og pressede sin krop mod hans, han var så dejlig, bare lidt til, så skunne hun nok stoppe, hun ville bare nyde det lidt endnu orden rungede i hendes hovede, men blev svagere og svagere, hun rev sig løs "er du sikker på at du vil det her?" gispede hun og måtte kæmpe for ikke bare at droppe svaret og forsætte hvad han havde startet

han nikkede skatånedet "kun hvis det er du vil min kære ville aldig gøre noget der støder dig eller fornærmer dig eller får dig til at føle dig mindre tryk" han lagede en hånd på sin overarm får at prøve at stoppe sin krop i at ryste

hun grinede "jeg troede du forstod hvad jeg ville have" hun kyssede ham lidenskabeligt og krævende hun ville have ham fuldt og helt, hun ville føde hans børn og dø ved hans side, hun ville ofre alt for ham, hun gav ham alt hun var og nøde til fulde det han gav hende

da de var færdige langt om længe lagede hans sig udmattet tilbage i sengen og trak hende ned i sine arme "du tager livet af mig en dag ved du godt det" han lukkede øjende et kort øjeblik men måtte huritgt åbne dem igen for ikke at falde i søvn

hun grinede og puttede sig tættere ind til ham "naa bare rolig jeg venter lidt endnu, for jeg vil gerne leve videre" hun smilede til ham og lagde hovedet på hans bryst og sukkede hun var i sandhed lykkelig her havde hun alt, eller næste alt, men det var til at leve med "og desuden har du en datter du skal tage dig af" mumlede hun

"forhåbentelig snart flere" fik han lige mumlet inden han faldt i søvn

"nu ser vi hvad der sker" viskede hun stille, hvem viste, hun kunne ikke længere huske hvornår hun sidst hade haft hendes mins. så hvem viste. hun sukkede dybt og puttede sig endnu lidt tættere ind til ham og trak dynene op under hagen og faldt i søvn, nu var hun træt, nymefen inde i hende var yders tilfreds

hun vågnede tidligt næste morgen, han sov endnu, hun kyssede ham blidt på kinden og så sig omkring, dyrene havde sneget sig ind i løbet af natten, "ud med jer" viskede hun så stille hun kunne, hun listede sig ud af sengen og gled stille ned i kjolen og gik ud i haven hvor hun stakte sig, hun gik over til træet og satte sig og lagde benene over kors, hun lukkede øjnene og åbnede sindet og begynde at tænketale med træet. men en uro voksede i hende, tænk hvis hun nu var med barn, et gys gik gennem hende, var hun klar til det, tænk nu hvis hun virkelig var en dårlig mor, tænk hvis hun slog barnet ihjel, var det så ikke bedre at slå det ihjel inden det blev til et levende selvstændigt væsen, træet forsøgte at berolige hende, det var jo ikke en gang sikkert, det hjalp lidt men uroen var der forsat, børn havde aldrig været hendes kop te

kasekuno vendte sig i søve for at ligge armen om hende men vågnede da han halt om halvt opdagede at hun ikke var på sin plads i sengen han satte sig søvning op og gabte men han kløede sig i håret hvorfor hvar han så træt og så øm nu huskede han det og selv om der ikke var nogle i rummet rødmede han en smugle han rejeste sig og gik ud for at tage et bad

hun sad i skarderstilling, helt hensunget i en form for trance, hun snakkede med træet om alt mellem himmel og jord, det var så stimulerende, stilheden her i denne verden kunne til tider gøre hende helt forvirret, hun kom trodsalt for et liv der aldrig gik stille for sig, den lysegrå kat gnubbede sig op af hende og skubbede hende halvt ud af koncentration, dette var ikke bare snak, det var træning af de nye krafter, hun blev lidt irriteret, men katten ville jo bare gerne have opmærksomhed, hun klappede den fraværende

ksekuno nåede den vamr ekilde og smed sit tøj i en bunke på jorden han hoppede i vandet med et plask og begyndt fraværende at svømme rundt også for at holde kroppen i træning han vidste at han var meget muskuløs og at mange kvinder fandt det tiltrækkende men det var nu mest for tess skyld at han forsat gerne ville være i god form så hun ikke føldte at hun var sammen med en grim fed og ulækker mand der bare misbrugte hende og var ligeglad med hende

hun hørte plasket og rejste sig, hun opgav at holde koncentration, der var for meget larm nu, aben hoppede op på hende skulder, hun havde vist fået sig en ny ven der mente der skulle hænge på hende lige meget hvad, hun gik over til den varme kilde og stilede sig op af hegnet, "go'morgen kære" sagde hun med en legende let stemme, kraften sivede forsat rundt i hende krop og påvirkede alt, hun stod med ryggen til ham, men både aben og katten kiggede nysgerrigt forbi hende

han drejede rund så han havede fornten imod hende hele hans overkop var over vandet og de små vandråber på hans bryst reflektede lyset "morgen har du sovet godt?" han smilede glad til hendes ryg og kikkede misbeligende på dyrende

"som altid" svarede hun henkastet, hun kunne ikke lade være med at skamme sig lidt over natten før, men det var nok uretfærdigt at lade det gå udover ham, hun elskede ham og han havde ikke presset hende, men de burde have vist bedre. hun vende sig halvt og støttede ryggen mod hegnet og lukkede øjnene og nød morgensolens varme "og dig?" spurgte hun noget mere kærligt denne gang

kaskenuo svømmede over til kanten og kikkede op på hende "som en steng men er der noget der plager dig ud virker lidt fjern jeg har ikke gjordt noget forkert vel?" han kikke bekymret på hende kunne han da overhovedet gøre noget rigtigt

"nej det er ikke noget du skal tænke på, jeg føler mig bare lidt dårlig tilpas her til morgen og min morgentræning blev forstyrret det gjorde det ikke bedre" hendes stemme var henkastet som om det intet var, selvom hun godt viste den nat gik hende på, hun havde villet det siden hun virkelig begynde at elske ham, men nu virkede det bare så sært, men det var også anderledes end hun noglesiden havde prøet før, hun smilede stille, men åbnende ikke øjnene, bare nød solen som en øgle på en sten

"så kom herned og vær sjocal eller i det mindste se på mig" hans stemme var bedende han kendte hende beder end at tro på den undskyldning der var noget der plagede hende og han hade en ide om hvad det var

hun åbnede det ene øje på klem og så ned på ham og smilede skævt til ham, aben løb hend og hoppede i vandet "så nu har du en at være social med" grinede hun aben svømmede hend til han og forsøgte at hive sig fat i hans hår.
hun gik hend og hev op i kjolen og satte sig på breden med benene i vandet og så på ham "så er du tilfreds?" spurgte hun med et løftet øjenbryn

han kikke med afsky på aben nej han kunne virkelig ikke vende sig til de små dyr han brød sig vireklig ikke om dem de gav ham kullegysninger han svømmede hed til hende og hoppede op og tog hende om livet og forsøgte at hive hende med ned i vandet

"lad vær" hendes stemme var kold og fyld med noget som minede om ondskab, det var som om alt natur omkring dem holdt vejret, det var som om ordne gav genlyd i den, hun frøs og begynde at græde "undskyld undskyld undskyld, det var ikke ment sådan, det var det virkelig ikke, det hele er bare så mærkeligt" hun tog en dyb indåndning og kiggede på ham med et fortvivlet blik "jeg er bare ikke så vandt til dette okay" hun smilede svagt til ham, hendes øjne var fyldt med smerte

han slap hende som om han hade brændt sig han træk sig væk og kikkede koldt på hende "så synes jeg du skal tage at finde ud af hvad du vil jeg er træt af at finde mig i alt fra din side jeg har ikke tænkt mig at fortsætte med at ligge på hænder og føder for dig det ene tidspunkt vil du var mig tæt på dig det næste ikke jeg har brug for at vide hvor jeg har dig od det der jeg ved ikke hvem jeg er pis gider jeg ikke mere jeg har også anet jeg kan bruge min tid på" hans stemme var kold og føselsforladt det var den samme stemme han hade brugt da han talte til sin kvindelie løgnat

hun rejste sig "så er det afgjort jeg beholder ikke barnet" hun vende sig og gik op til huset, hun havde samme fornæmmelse som alle andre gang hun havde været med barn, på trods af at for normale mennesker gik der gerne en ugens tid før de viste noget, havde hun altid været sikker bare timer efter om det have sat sig eller ej og om det ville leve eller dø, tåre løb ned at hendes kind, træet havde faktisk næsten troet at hun kunne klare det, men nej, hun viste der var ringe chance for at hendes bryg ville virke, det liv han havde plantet i hende var magisk og det slap man ikke sådan af med, hun begynde at rode i tasken og fandt flasken, den var halvfuld, normalt var en enkelt mundfuld nok til at starte kramperne det skubbede barnet fra sig, hun kiggede på flasken, tåre løb ned af hendes kinder, hun skubbede proppen af, hun hørte den falde på gulvet og trille afsted, hun græd

kasekuno vendte sig vredt og smed en ild magi imod træetaf en eller anden grund gav han det skylden for hendes forvireing mens det brændte rejste han sig og begyndte at tag tøj på han dræbte alle de dyr der passerede ham på vej ind i huset han pakkede hendes ting i de rum hvor hun ikke var da de var pakkede kom han med den store taske og smed på gulvet foran hende med øjne der næsten råbte at nu var det nok og det var på tide hun tog sine ting og gik

hun noterede ham ikke, hun vende bunden i vejret på falsken og drak det hele hun satte sig ned på gulvet og mærkede hvordan kramperne begynde først langsomt men så kraftiger, hun holdt masken selvom hun ikke havde følte så slemme smerter siden Jack havde kastet hende ud i smerte, hendes negle borede sig ind i hendes hænder og det begynde at bløde, hun noterede det ikke, men lige lidt hjalp det, selvom det var kun få timer gammelt sad det urokkeligt fast. da der ikke var mere kraft i kramperne og hun forsat mærkede livet i sig, sukkede hun og skrøg sig over maven "nå lille skat vi er fanget i dette bur ensomme og forladte lille skat, og du hænger på mig 9 måneder endnu" huns viskede det stille for sig selv og smilede svagt, hun kiggede en sidste gang på ham "jeg hader mænd der kryper, men jeg hader bure endnu mere" hendes stemme var på en gang fyld med sorg og samtidig had, hun tog tasken så på ham med øjne fyld med kærlighed og vende sig og begynde langsomt at gå, men en noget så sørgmodig nynnen