hjem kære hjem

hun lænede sig op af dørstolpen, forpustet og med blussende kinder, men selvom hun knap kunne få vejret grinede hun, ååå det var længe siden hun havde løbet for sjov og ikke for livet, hun grinede højt for sig selv, ååå det var som at være barn igen

kasekuno kom tumledene ind da han faldt i sine meget brede bukser han havde åbnet sin jakke og taget sin genaral kappe af så nu havede han kun to lag tøj på "det er derfor en genral ikke løber vi har alformeget regl realimetert tøj på til at kunne overleve den hede det frembringer " han lol sig dumpe ned på en stol mens han smilede til hende

"hahaha, det er da ikke særlig praktisk i krig" hun smilede til ham, hun havde aldrigt været i krig, men hun havde da en gang slået en general og det højere ihjel, der var enlig mange slags mennesker der var falde for hendes kniv, hun smilede lidt trist, men huskede så sig selv på at det var fortid og Kasekuno var hendes fremtid og hun blev mere munter igen, "men er det ikke på tide jeg får lov at komme ind og ligge i den seng eller skal jeg stå her ude hele dagen" hun grinede drillendne

"du smutter bareind i seng skat jeg tror jeg vil gøre alvor af den trussel med teen trænger virkelig til en kop det har været en meget lang dag" han smielde blidt til hende og kløede sig i håredet med venstre hånd han så virkelig bombet ud

hun grinede og gik inden for "humm syntes det er for varmt til te, men jeg vil gerne vente og se dig drikke din" hun gik over bag ham og lagde armene om ham og kyssede ham blidt på kinden "men jeg vil lige hoppe i noget mere behageligt tøj"

"du gør bare som du lyster" han kikkede up i køkkendet kikkede på sig selv sukkede "nej jeg gider fanme ikke rejse mig igen" han lavede en let bevæglese med hånden og så stod der en kop te på boardet *mmm lemon er det bedste der findes* han tog en slurk

hun sukkede "jeg gider næsten ikke komentere det" hun smilede og gik hende til der hvor hun havde efterlandt hendes grønne kjole, den lå fuldkommen som hun havde efterlandt den, hun skiftede hurtigte og tog en af de 3 bøger hun havde op, gik hen og satte sig ed siden af ham på gulvet og begynde at bladre bogen

han satte sig godt til rette i skæder stilling med sin te og kikkede på hende mens hun læste hun var vireklig smuk

hun fjernede et gammelt bogmærke, den opskrift havde hun brugt alt for meget, en bryg som fjernede uønsket svangerskab, hun fik kvalme ved tanken, det smagte forfærdeligt og smerten når kroppen afstøde det uønskede gjorde så ond. Tess stoppede med at kigge og sad og sunede sig lidt, selv lugten af te gik hende på lige nu, hun tog et par dybe indåndninger og kom oven på igen.
Hun stussede over søvnmedicinene, den havde hun aldrig fået helt rigtig, det havde kostet hendes 9 månderes kamp, men kvalme, sære lyster og smerte.
Tænk at alle disse formulare og brygge var blevet samlet for flere 100 år siden, den gang magi ikke var bandlyst og folk ikke frygtede, hun sukkede lidt for sig selv, hendes land var gået i hundene, det var smukt men ynkeligt, folket var ikke længer stolt og stærkt, som det blev beskrevet i hendes anden bog, de var bange og svagt.
hun bladrede helt forest i bogen, der var en billede af en rose, hun havde elsket det billede da hun var barn, hun kiggede op på ham "jeg forstå ikke hvorfor i kan hade en så smuk blomst så meget, i mit land er den tegn på kærlighed, stærk, frodig, og gør noget så ond at komme for tæt på" hun smilede til ham, i klosteret havde de haft roser der snoede sig op af templets mure, de var i alle mulige farver, hun var faktisk ikke træt længere, det var som om hun havde fået ny energi og den skulle bruges.
en lille abe kom hoppende hend til hende, den minede om den der havde ofret sig for hende, men denne var bare mindre og knap så påpasselig

"fordi det var en forgiftet sort rose der stak min mor vores dronning med sine gifte torne hun døde hun var en virkelig smuk og kolg kvinde elsket af alle og det var et kæmpe tab for landet da hun døde det var en spion fra xitoerne der havde givet hende den mes vi sad og drak te på varandaen oppe på slottet hvor vi bode der jeg sad over for hende og hun var ved at fortæle hvor smuk jeg var og forsikre mig at jeg nok skulle blive til noget jeg var ked af det fordi der var nogle bærn der havde mobbet mig med at jeg havde langt hår så jeg havde skåret det af og var gået ud til min mor som bare fortalte mig at jeg stadigvæk var smuk og intet kunne ændre det da denne budbringer kom med rosen hun tog imod den og stak sig på den i samme øjeblik hun rørte ved rosen så faldt hun om og vågnede aldig igen derfor hader vi dem" han stilte sin te og rejste sig og gik over til vinduet og tog et billed op der stod i det det var en meget smuk kvinde i meget fine klær der smilede mens hun vinkede

"det er sjovt at ting kan have så forskellige betydning for folk" hun kiggede på billedet, det ville ikke ændre hendes mening om en rose, men hun skulle nok passe på med at være nøgen i nærheden af ham, hun smilede lidt trist for sig selv, så rejste hun sig, gik over og fandt en læredsindbundet pakke, det var tøj hun i sin tid selv havde syet, en sort lang kjole, uden ærmer og en stiv krave, en enket slis gik op foran, hun syntes selv den var pæn, men munkene havde kladt den for skamfuld "jeg går lige ud og bader okay?" hun smilede til ham

"du gør bare som det passer dig min kære" han smielde til hende og kikkede igen på billedet af sin mor han savede hende hvis hun kunne se ham nu ville hun være så stodt det var til ære for hende at han var kommet så langt på så kort tid han stildte billedet ned igen og sukkede stille for sig selv men hun var her ikke ogsådan var vernden nu engang

hun gik hend og lagde en hånd på hans skulder "ens forældre vil altid være med en, uanset hvad og de vil lige meget altid ønske det bedste for dig" hun kyssede ham blidt på kinden, hun viste hvad hun snakkede om hun havde prøvet at dø og hun nåede at møde hendes mor, men kom heldigvis aldrig med over søen, hun stod her i stedet, i huset til manden hun elskede.
hun gik ud i haven og gled stille ud af kjolen og ud i den varme kilde, kattene, hundene og de andre dyr kom hen og sat hos hende og snakkede, hun lyttede stille til alle deres sjove beretninger om livet her i denne verden, *denne verden skal nok blive spændene* hun steg op af andet og satte sig på kanten for at lade luften tøre hende, så tog hun den sorte kjole på, strammede det hvide kjoleliv om og gik ind igen, hendes hår var forsat våd og væede det tynde sorte silkestof

kaseknuo var i mellemtiden gået ind i sengen og havede taget sit tøj af lå nu under dynen og læste en bog om kris stradegier og hvad der var mest fornuftigt og sikrest at gære i det forskælige siturationer han var så opslugt af bogen at han slet ikke lange mærke til at tes kom ind

hun kom ind i stuen den var tom *han sover da vel ikke allerede* hun gik ind i soveværelse og lænde sig mod dørkampen, hendes hår dansede om hendes skuldre, nu gik det hende mere til midt på overarmen end skuldrene "sig mig er min lille general gået død" hun smilede drillende og løftede det ene øjenbryn i en spørgen, " det kan da ikke passe" hun skubbede sig væk fra døren og gik hend til sengenog kravlede op så hun stod på alle 4 oven på ham og kiggede indgående på ham hendes blik var indgående og mindede nok mere om en kat, en lysgrå langbenet kat hoppede op i sengen fuld af aben der hoppede op på Tess ryg

han smielde til hende og kikek op fra bogen mens han kløde sig i nakken med venstre hånd "overhvoedet ikke jeg passer bare mit arbjede og forbereder mig på kamp for en gangs skyld " han kikkede misbelignede på dyrende "aftale vi ikek ingen dyr i soveværelset?" han kikkede spørge og ikke bearbrejdene på hende

"hvor meget du end ønsker det, er jeg ikke deres herskerinde, de vælger de vil følge mig, intet mere eller mindre" svarede hun blidt, hun sende katten et bedene blik, og den den vende sig og gik fornærmet, men aben nægtede at gå, i stedes hoppede den op på en sengestolpe.
Tess vældede ned på siden så hun lå ved siden af ham, lagde den ene hånd under hovedet "skal du i krig" spurgte hun betuttet

"ja det skal jeg hvis xitoerne tager sig sammen og afklager os krig hviket meget tyder på at de vil gøre snart" han sukkede og lukkede bogen og lagede den på sengebordet han vendte sig om på sinden og kikkede på hende han elskede hende virkelig hvordan skulle han kunne leve uden hende ved sin side

"der er hvist meget jeg skal lære om dette land, især nu" hun smilede til ham og prikkede ham på næsen, hendes øjne var varme og fyld med kærlighed "kamp mellem raser og alt sådan noget skete for længe siden i mit hjemland, nu er det bare undertrykkelse, frygt og at avle en stærk støtte om kongen" hun smilede trist, aben var begynd at kede sig, den hoppede ned og ud af værelset

"det land ligger langt herfra og det kan ikke skade dig her og du skal nok nå det hele med tiden tro mig jeg skal nok hjælpe dig med det det lover jeg " an smilede til hende og lange en arm omkring hende hvorefter han lænede sig frem imod hende og kyssede hende på panden han lagede sig tilabe igen og kikkede på hende mens hans smilede lykkeligt

hun smilede til ham "måske, men det vil altid være der mine røder er, der jeg har alt den visdom fra, men det er meget sjovt, i går meget op i jeres modstandere og de virker ligeglade med jer" hun rystede på hovedet og lagde sig på ryggen "men i har nok mere grund end kongen i mit land, der bare gør det for magt, i har faktisk mistet noget kært" hummm hun rynkede panden og tænkte

"tro mig de hade os lige så meget som vi hader dem de viser det bare ikek over for mennesker nu må du ikke tage dette her for personligt men i dette land er mennesker indtet værd og der er ikke en enste xitoer eller zarner ved sine fulde fem der ville blande et normalt menneske ind i det politiske magt kampe og den store krig der er under op sejling det er heller ikke ale zarner der ved at vi forbreder os til krig kun løgnaterne og genaralerne" han kikekd epå hende med et alvorligt blik

hun rystede på hovedet "og død og ødelæggelse vil følge i hendes fodspor og hive alle der ligger sit øje på hende ned i en malmstrøm af fortvivlese" citerede hun stille for sig selv, det var da utrolig så heldig hun kunne være, tænk nu kommer der også krig, hvad var der galt med en normalt stille liv, uden problemer, hvor alt var kedeligt og trivielt

"hvad mener du min kære" han trak hende forsigt ind til sig så han kunne nusse hende i håret men så løst at hun kunne trække sig fri hvis det var det hun ønskede det eneste han ville var at være tæt på hende holde om hende og kysse hende mens han stadigvæk kunne inden krigen kom han vidste at den krig nok ville blvie deres undergang og underkrigen var det aldig genrarlerne der faldt først enden blev de myrdet forrådt eller også var de dumme nok til at forsøge at rede ders soldaters liv sådan endte det altid han selv belv førs genral da hans far døde under krigen

"min banlysning" hun smilede til ham "som jeg sagde jeg var eftersøgt der hvor jeg kommer fra ved du nok, de læste det op i gaderen i de store byer, de pyntede nok lidt på det, en smule, men jeg begynder mere at tro de har ret" hun smilede lidt sørgmodigt til ham