en gæst

" ved siden af de skab du skiftede tøj ved dit tøj hænger i det og det gamle er blevet vasket " han smilede mens hans øjne var fyldt med en usagt smerte der rakte dybt ned i sjælen en smerte der ikke kunne beskrives med ord om man så prøvede den smerte man kun ser hos en der har dræbt tusinder og nogle af dem han elskede hos en mand der visdte at han snart skulle dø og ville efterlade mange lidene sjæle som vidste at han vill påføre sine nærmeste en ubærlig smerte være end døden selv

hun grænskede hans ansigt og gik så hend til ham og satte sig på knæ foran ham og så ham i øjnene "du lider, hvorfor?"
hun mærkede en smerten lyse ud af ham.
"fortæl mig om dit barn frygt ikke"
det hun altid havde benægtet var brudt igennem, hendes moders arv, det munkene havde forsøgt at fremdyrke, godheden, en nymfes ømhed

" jeg ved ikke andet end at hun bliver min død jeg kan ikke få den kvinde jeg elsker fordi hun er af en anden race og hun hader mig min datter ved jeg ikke hvor er elerl hvem hun er eller hvrdan hun ser ud men jeg ved at bare det at hun lever er dødstaf i sig selv for både hendes mor og mig og jeg ved at min søster vil lide mere end jeg komemr til jeg er alt hun har hvorfor fortæller jeg dig alt det du er ikke engang zarner" han tog sig til hovedet og sukkede men begynde så at grinde stille

"til tider skal man lade gjort var gjort, hvis din datter er glad og lykkelig kan du ikke give hende mere. kærlighed, jeg kan ikke hjælpe dig, jeg har set folk gå i døden for det, og jeg har set folk slå ihjel for den uden at få noget ud at det. jeres verden lyder lige så absur som min" hun trak det ene ben opunder hagen, et par af tatoveringerne kom til syne, men hun var ligeglad hun plejede ellers at skjule dem.
"jeg har haft den virkning på folk, det havde min mor også pioren sagde det ligger i øjenen, jeg ved ikke syntes alle gjorde min mor til mere end hun var"

han kikkede på hendes tatoveringer "hvis hun minder bare det mindste om dig vivler jeg på at de ord yde hende det rette tro mig jeg har set mange men af alle dem jeg har mødt er du den mest komplicert person det er der slet ingen tvivl om" han smielde til hende og lagde hovedet på skrå han lukkede øjende så hun ikke skulle se mere det var grumt nok at der var en der kendete til den

"mit liv er meget kompliceret, jeg ved ikke hvor jeg skal starte, men siden jeg var 18 har jeg levet på en bølge af had, hævn og mord, for 3 dage siden dræbte jeg den sidste min hævn søgte, min hest bare mig her til, åbenbart på min piores ordre, han opsøgte mig og fortalte mig at hvis jeg ikke rettede mig op og var den jeg var født og opdraget til at være, ville det eneste jeg stilede imod være min egen død. gem dig ikke for mig, smerte kender jeg til, men ikke kærlighed"
hun så på ham med et alvorligt blik, hun syntes om den fremmede, der nok ikke var så fremmed mere, hun fandt ham facinerende, sær, på en måde som hende og alligevel så langt fra, han led som hun havde lidt

"tro mig det kommer du er stadigvæk ung køn og fornufitg alle kan nå at rette sig op bare det at du sidder og taler med mig er da et bevis på fremskridt" han smilede til hende "du minder mig om regn" han sagde det i en tone der ikke egterlod tvivl om at det var en positiv ting

hun slog en trillende latter op "ha ha ha ha regn, jaa ser man det, og hvad er du så hvis jeg er regn? det kan man vel det er mere at ligge alle de døde bag sig der er et svære"
hun rejste sig for og gik hend til skabet hvor hendes ting var, hun fandt det rene lendeklæde og lod derefter kimonoen falde så alle hendes tatoveringer blev synlige, hun fandt en kropsnær hvid kjole en af de mere feminien munke havde pakket, den var slisset helt op i begge sider, men det var den eneste der ikke var for varm til dette hus, derefter kom hun hend og satte sig foran ham igen og så på ham, han var nu en sær en

"undervuder ikke regnen" sagde han med et smil og en løftet finger " regn er hamoni det er renhed og natur i et det er helhed men mangler aligevel noget det er vådt og kan være både godt og dåligt det er blødt men kan slå ihjæl kan u se hvad jeg mener du er reng" han kikkede igen på hende "og hvad angår det andet ja det er starks meget svære men ikke umuligt

"ha ha ha ha regn ja ja, ren på nogle punkter, ja ja, men du skifter emne, hvis du vil vide noget om mig spørg direkte, men fortæl mig hvad det er du ikke kan ligge bage dig, for du lider, du tæller timer til du skal dø i stedet for at leve dem"
hun så indgående på ham, de grå øjne noterede vær bevagelse, han gjorde sig, det var som om verden havde åbnet sig for hende, i hendes baghovede rungede ordene hendes mors arv, hun lod de smale lange fingere køre gennem det røde hår uden at slippe ham med blikket, det var som om hun forstod hans smerte uden at føle den og hun havde lyst til at trøste ham

"smerten er underordnet jeg skal dø fordi jeg elskede den forekerte fordi jeg brød vores lov og jeg må tage min straf mit eneste problem med at dø er den smerte det vil efterlade min søster i hun har kun mig og igen andre og jeg ved at hendes smerte ville være så uendelig støre end min når alt kommer til alt hvis jeg bare kunne gøre noget for hende fjerne hendes smerte forhindre den i at komme for evigt gøre hende lykkelig inden jeg går bort det er alt jeg beder om" han sad stadigvæk med lukkede øjne

"jeg forstår forsat ikke, hvad er så forkert i at elske en anden?"
hun forstod ikke det på en måde virkede hendes land næsten bedre, der kunne man bare skjule sig, men gik han virkelig så meget op i loven at han ville overholde den, når han kunne undgå den? hun kiggede væk fra ham og kiggede uden for, vinden var begynd at blæse mildt, hun havde altid elsket vinden, som barn. hun ville ønske hun kunne gøre noget for ham, han have befriet hende

han vendte sig imod hende og smilede "er du sulten jeg har intet andet en risbloder jeg er en elendig kok og min søster kommer sjældent forbi og når hun er her gider hun ikke at lave mad og tro mig mine løgnanter er være end mig hvis det er muligt" han begyndte at grine stille en latter der var lige så fortryldene som hans sang

"mad lyder godt, du bor alene, du er ulykkelig forelsket, du er elendig til at lave mad, alle hader dig, fortæl mig dog noget godt om dig selv ellers begynder jeg bare også" hun smilede drilsk, med et dristist blik i øjenen, hun rejste sig "er det bare mig eller er har frygteligt varmt, jeg tror ikke jeg ejer mindre og tynder tøj" den tynde kjole klæbede sig til hendes hud, og hendes kinder blussede, og hendes nakkehar klæbede til ryggen. hun mærkede hvordan noget ond inde i hende vendte sig, hun viste hvad det ønskede, men hun nægtede det, hun ville ikke mere, hun fik tåre i øjnene

kasekuno smilede "jeg har en lillesøster jeg elsker mere end alt på jorden hun elsker også mig min familie er rig og berømt og jeg er en af de stærkeste i dette land jeg elsker romantik og er god til at stå på hovedet" han smilte til hende igen "jeg synes her er dejligt men jeg har så heller ingen bluse på" han smilede til hende og rejste sig for at hente deres mad

"så har du mere end jeg, du burde elske livet og ikke frygte det" hun havde fået kontrol over sig selv mod , han stod op, han var højere syntes hun, meget smuk faktisk, men sær.
"hele min familie blev slået ihjel da jeg var barn, jeg blev opdraget i et kloster der åbenbart ikke var hvad jeg troede, det måtte sende mig væk da jeg blev 18, jeg husker alt og intet til denne dag, jeg har levet de sidste 6-7 år opædt af had og hævn, skjult mig for at undgå at blive brændt for ikke at være hvad folk anser som rent mennesker og slået flere ihjel end jeg husker, drukket deres blod og jeg ved snart ikke hvad det onde i mig har fået mig til" tårene løb ned af hendes kender hun havde aldrig set på det sådan før, ååå hvor havde hun været frygtelig og alligevel var der en del af hende der nød det

han vente sig om og kikkede på hende med et medlidene blik tråte der efter hend og forsøgte at give hende et kram mens han viskede "lad være at græd vær sød du må ikke grøde alt andet end det"

det føltes mærkeligt det var 7 år siden hun havde fået et kram og endnu længer siden hun havde grædt. hun tog en dyb indånding og samlede sig og tråtte væk fra ham, på trods af at hun havde lyst til at blive i den trygge favn, hun lagde en kold og hård mine på og fjernede en vær form for følelse fra hendes ansigt "undskyld" selv hendes øjne var kolde og grå uden et tegn på følelse

"drop det" var de enste ord han sagde han gik over til hende igen og gav hende et kram til denne gang forsøgtet han bare at holde hende fast han viste kun alt for godt vad det var hun forsøgte at gøre og hun skulle ikke få lov til at støde ham fra sig de havede begge to brug for en ven nu om han så var den der var nød til at tag edet første skridt måtte det være sådan

hun viste ikke hvad hun skulle gøre hendes sind var i oprør, det var som om der var flere af hende og de råbte alle i munden på hinanden, den onde ville have hun stak en kniv i ham og nød livet sive ud af ham, den barnlige ville bare græde, det dydige ville have hun skulle træde væk, hun vill bar være der i hans arme og hendes moderes arv ville have hun lod den fri og fristede ham...
dette var ikke klogt, langt fra ååå gud hvad skulle hun gøre, hun havde brug for en ven, men kunne hun styre sig selv, kunne hun modstå at slå ham ihjel eller forsøge at forføre ham, "jeg tror ikke dette er klogt" sagde hun med en hæs stemme, og tåre i øjnene, "du skal passe på" hun så op og kiggede på ham, hendes øjne var så fyldt med smerte

"jegf har intet at frygte du er ikke stærk nok til at dræbe mig" han aede hende blidt over hårdet mens han begyndte at synge en sang der ville kunne få selv en vild bjørn til at blive tam han brugte en del af sin magi i sangen for at dæmpe hende ned for at få hende til at slappe af og for at få hende til at lade være at gøre modstand

"syng ikke, det hjælper ikke, kun magien i den, men ikke sangen, vær sød ikke at synge" hun hulkede, hun følte sig helt tom inden i nu og hun græd, alle minderne fra hendes tidlige barndom vældene ned over hende som en kæmpe bølge og hun græd over det hun selv som lille aldrig have grædt over, det var ikke tabet hun græd over, men alle minderne "vær sød ikke at syng" hulkede hun

hans sang forsummede han trykkede et venskabligt kys imod hendes hår slap hende og vendte sig om for at hendte maden hun hade brug for at styrekde sig og han viste at kvinder havede når man så dem græde især de stærke og krigerriske af dem

en svag sørgelig vrinsken kunne høres, stakkels lille hest, du kan mærke min smerte tænkte hun, tog en dyb indånding, men inde i hendes hovede rungede forsat en sang fra fortiden som om den forsøgte at trænge ud, men hun nægtede at synge det havde hun altid gjort, hendes mor sang mens soldaterne voldtog hende, mens de bandt hende for at brænde hende og selv da sang hun, som om smerten ikke rørte hende

de jublende strofer til himlen steg
fra lærken i jægerens snare.
den sang for sin frihed at vinde
og livet en stund at bevare.

i mørket jægeren sit bytte fandt
og sangen forstummed' for altid.
for mænd og lærker er døden vis
men sangen vil huskes af alle.

hun begynde at viske dem for sig, hun lukkede øjnene og så de kolde bjerge for sig, hendes hjem eller det der en gang var hendes hjem, hun savnede dem så meget, men viste der intet var at komme for hende der mere.
hendes onde jeg længtes efter flasken i hendes taske, han var gået, hun kunne lige og så undertrygge smerten, bare en lille tår

kasekuno gik over til bodert med krystal flasken på og åbnede skabet over han tog tog talæekner og fyldte dem op med risbolder han vendte sig om og begyndte at gå tilbage til hende