Lad os gaa en tur

"jeg vil forrasten gerne tale med dig på et tidspunkt hvor vi er alene" alvoren var vendt tilvage og han ligende igen den kolde kyniske person han havede været i hvad der snart ligende 4 år der var ingen spor af den person han lige hvade væredt selv hans sværd virke tungt og koldt

hun så på ham og sagde så "jamen så lad os møde om tre dage jeg skal alligevel nå andre ting men vi ses om tre dage du finder mig ved mit hjem" hun smilte og begyndte at gå "vi ses nicolas og ses en anden gang lille pige" hun smilte og sekundter efter var hun væk

//out

((skal iseng men hvis du laver en tråd svarer jeg i den i morgen))

han så efter hende da hun gik *jeg er på røven* han vendte sig om og begyndte at gå men kom så i tanke om de to andre "nivo vi tales sener vær glad for at min søster kom og redet dit skind vi ses koneko pas på dig selv og husk at du kan komme at besøge os når du vil bare find porten og gå igen den og så spørg efter genaalen for fornuft" han gik

//out

Nicolas saa trist og saaret efter Kasakuno.
"Jaja skal nok vaere forsigtig fremover..."
han smilte og stak haenderne i lommerne og gik sin vej.

Nicolas kom gaaende for sig selv.
"Saa er jeg her igen... bare jeg kan faa lov til at slappe lidt af denne her gang..."
han smilte for sig selv og saa paa nogle boern der legede.
*jeg kunne godt taenke mig nogle boern... men jeg skal nok vaere forsigtig.. jeg vil ikke ende som Kasakuno.. hehe hende pigen var nu ret uhyggelig..*

Kendra var endelig ude for at trække lidt luft efter at have afreageret på Kasakuno. Hun havde brug for lidt tid alene nu. For at tænke over hvem der helt eksakt kunne have stjålet hendes datter, imens Kendra var ude som et lys. Hun gik forbi boderne og viste absolut ingen interesse i alt det man kunne købe. Med en hånd hvilende mod sværdskaftet og den anden hængende ved sin side standsede hun op og så på nogle børn lege omkring.

Nicolas smilte og talte til kvinden der saa paa boernene uden at se hvem hun var.
"Er en af boernene Deres?"
han smilte da en lille dreng tilsynladende redde en pige fra en anden dreng i legen.
*Gid det var saa nemt.*

Kendra hørte en stemme og så hvem det var og rullede med øjnene. "Dig igen? Hvad er det du vil? Hvor mange gange skal jeg forklare dig, at det ikke er dig jeg er ude efter? Jeg kender dig ikke og nej... øhm... jeg ved ikke hvis en af dem er mine. Min datter blev stjålet fra mig.

Nicolas sprang tilbage, men slappede lidt af igen, da hun ikke saa ud til at ville slaas.
"Det goer mig ondt..."
Han saa igen paa boernene.
"Er du stadig sur paa Kasakuno?"
han lagde diskret sin haand paa sit svaerd, ikke fordi han havde lyst til at bruge det, han ville bare ikke doe.

Kendra gloede bare på ham som om han var komplet idiot og rystede på hovedet. "Jeg har ingen grund til at være su Kasakuno, selvom han brændte det slot ned før jeg slap ud. Han vidste ikke at jeg var gravid to måneder senere... endda med hans barn. Men det ville du aldrig kunne forstå, for du er Zaner og jeg er Xitoer."

Nicolas sukkede opgivende.
"saadan er livet.. jeg proevede bare at hjaelpe."
han satte sig ned paa en lille baenk og saa foerst paa boernene dernaest paa Kvinden.
"hvad har du saa taenkt dig at goere ved dit manglende barn? lede efter det? bede om hjaelp fra Kasakuno? faa et nyt?"

Hun sukkede og så på børnene. "Jeg vil have hævn over dem der stjal min datter. Jeg vil se deres blod størkne på mit sværd. Så vil jeg fortælle min datter at jeg er hendes mor og hvordan hun blev stjålet fra mig.

Nicolas saa lidt ned i jorden.
"Vil du fortaelle mig hvordan det skete, eller kommer det ikke mig ved?"
han smilte svagt og saa paa Kvinden.
"Jeg kan forstaa hvis du ikke har lyst til at tale med mig om det.. jeg virker nok ikke som den bedste person til at snakke med.."

Kendra kastede opgivende med sine skuldre før hun satte sig ned på den samme bænk som Nicolas sad på. "Jeg lå i et lægehus fordi jeg ikke nåede ud af slottet i tide. Jeg havde svære brandsår over hele min krop. Derefter fandt jeg ud af jeg var gravid. Da jeg fødte mine datter så jeg hende kun for en stund indtil noget eller nogen fik mig til at gå ud som et lys. Da jeg vågnede op igen var alle væk. Min datter... plus alle dem der havde hjulpet mig i de ni måneder jeg tilbragte med dem. Siden da har jeg svoret hævn.

Nicolas saa henholdsvis ned i jorden og op i luften, da kvinden fortalte sin historie.
"Det maa have vaeret frygteligt. jeg kan godt forstaa du er sur hele tiden."
han saa paa sine haender og slog sine fingerspidser sammen.
"Jeg havde gjort det samme i dit sted."

Hun så på ham og rystede på hovedet. "Ja sikkert. Indtil videre har i Zaner mænd ikke vidst meget mod. I gemmer jer når der venter jer noget slemt. I gemmer jer for kvinder. Hvilken mandlighed er det?

Nicolas sukkede besvaeret.
"du er virkelig irriterende ved du godt det?"
han rejste sig og saa ondt paa kvinden.
"Okay, vi kan da godt begynde at taeve loes pa hinanden, hvis ord ikke kan loese dit problem. du kan faa lov til at begynde, saa meget respekt har jeg da tilovers for dig."

Nej... det her havde hun slet ikke tid til. Hun rørte sig ikke fra bænken, men hævede bare et enkelt øjenbryn imens hun så på ham. "Jeg har ikke tid til det her. Hvis du står i vejen for mig at finde min datter vil jeg se dig som min fjende og dermed gør du digselv til Kasakunos fjende ligeså. Men hvis du har lyst til at slå på mig så værsgo. Det er ikke som om jeg har noget at miste."

Nicolas sukkede og gik lidt vaek.
"Jeg ville ogsaa gerne hjaelpe, men du goer det altsaa lidt svaert for mig."
han vendte sig om og saa paa boernene igen, en af dem var faldet og havde skrabet sit ben, Nicolas gik hen til ham og boerstede hans knae, mens han toerede det mere genstrigede snavs af med et stykke stof. han smilte og klappe barnet paa hovedet. Da han havde hjulpet barnet op rejste han sig og gik over til kvinden igen.
"Hvad talte vi om?"

Kendra rullede øjnene igen. Hun havde ikke tid til denne slags taler. Hun ville bare have hævn. Det var det eneste. "DU talte om hvor irriterende jeg er. Jeg talte om hvor lidt mandlig jeg syntes i Zaner mænd er."

Nicolas satte sig ned paa baenken igen
"Naa ja. jeg synes ikke du skal doemme andre bare paa grund af en enkelt persons fejl."
han saa paa Kendra og hostede kort.
"det er ingen skam at spoerge om hjaelp. jeg vil gerne hjaelpe, hvis du ikke har noget imod det.."

Hun så på ham som om han prøvede at fortælle hende en sjov ting, hvilket hun slet ikke fandt spor morsomt. "Med mindre du kan pludselig udpege min datter, så tvivler jeg virkelig på at der er meget du kan gøre."

Nicolas trak paa skulderen.
"to hoveder er bedre end et."
Nicolas smilte lidt uden grund.
"desuden kan jeg godt lide at hjaelpe folk."

Kendra sukkede dybt da han ikke så ud til at give op. "Fint. Gør hvad du vil. Jeg tror jeg går tilbage og finder Kasakuno nu. Han kan bedre se et barn af hans blod end du kan." Hun rejste sig og nikkede sit hoved mod Nicolas, før hun startede med at gå.

//out