Lad os gaa en tur

"det er helt ok jeg stod netop og talte med nikolas om det du har lige redet ham fra en kæmpe omgang tæv" han smile kort til sin søster og sendte et sigende blik til nicolas *hold dig fra hende eller jeg skal være den første til at dræbe dig* tænkte han og hans øgne sagde alt

Nicolas sukkede lavt og saa paa Kasakuno, med et blik der sagde: 'Rolig jeg har ikke gjort noget.
Han smilte hemmelighedsfuldt. 'ikke endnu'
"Hvad bliver det saa til med den opgave, eller har storebror klaret den paa egen haand?"

sio så på sin bror og smilte venligt "hov hov ikke tæve de andre generaler" hun talte til ham som om han var et barn og havde fundet sin drillende side frem som en søster bare skulle eje og som den søster hun var havde hun også en "nicolas jeg tror du bare kan snakke med min bror om det men undskyld"

"jeg klare det alene kan jo ikke vendte hele livet på jer to" han så på sin søster "jeg må da gerne tæve ham ikke seriøst han ligger an på den lille menneske pige der over" han pege over på den lille pige med det grøne hård som han havede talt med et par dage før hende dersom de andre menneske børn ikke brød sig om og som minde ham så ubeskriveligmeget om hende

sio så på ham og derefter hen på pigen og skreg næsten "perverse stodder" og prøvede at slå nicolas med flad hånd ikke for at skade ham for meget men fordi hun syntes det var klamt hun smilte dog og det var nok bare et anfald på nogle sekundter


((hendes opførsel er bedste anime manner))

Nicolas rykkede sig hurtigt saa han ikke blev ramt.
"saadan var det ikke. hun var helt alene og virkede ked af det, jeg proevede bare at goere hende glad. I ville have gjort det samme."
han saa rasende paa Kasakuno og pegede ondt paa ham.

"det siger du jo det er ligesom alle de andre piger du ligger an på er det ikke" han stor smilede nu og så på sin søster "rolig han har ikke gjordt noget endnu jeg mobber ham bare lidt desuden tvivler jeg på at hun er komme tlangt nok i sin udviklig til at intresser sig for en mand på hans alder"

sio så vurderende på ham "din kvindeelsker og brormand du er garanteret til drenge ikke sandt" hun smilte til ham og rykkede lidt væk fra ham så ham ikke kunne nå hende så nemt som hvis hun bare blev stående hun smilte dog venligt samtidig med hun tænkte *han burde nicolas burde blive bedre til at styre sig selv*

Nicolas var allerede svaevet vaek paa en sky og stod nu og taenkte paa et eller andet. han smilte svagt og saa paa en bod bag sio.
"hmm... hvad nu hvis du... ja, og saa fortaeller hende.. det kunne virke..."
han kom til sig selv igen.
"argh... er jeg stadig her?"

Koneko havde været lidt væk, faktisk var hun rimeligt sikker på at hun var faldet i søvn, så det var mærkeligt at blive vækket ved lyden af vrede stemmer, hun sad lidt og sundede sig, før hun gned sine øjne og kiggede over imod hvor stemmerne kom fra.
Der var den flinke zarener fra før, og den anden flinke zarener der havde snakket med hende, og en fremmed zarener dame.
Koneko rejste sig lidt og stod lidt uden rigtigt at tænke sig om, eller netop tænkte sig om hvad hun skulle gøre nu.
HUn tog et par forvirrede skridt over imod de voksende, men stoppede så der og så genert på dem med sine store grønne øjne.

"JEG ER BESTEMT IKKE BØSSE OG HAR ALDIG VÆRET DET VIL ALDIRG BLIVE DET OG SÅDAN ER DET BARE" han skulede til dem alle sammen helt rød i hvoedet *hvis de bare viste det så ville de ikek sige sådan noget en dag når kigen er glemt skal jeg give dem en lærestreg alle sammen:

sio så på sin bror og sagde med en belærende stemme "jaja du skræmmer jo barnet" hun glemte nicolas ord og gik hen til koneko med et venligt smil "såså er du okay du ser lidt træt ud" hun så på de to voksne og efter deres beretninger kunne denne pige åbenbart se dem selvom normale mennesker ikke burde kunne det

Koneko gik forsigtigt over til kvinden med et lidt genert smil og nikkede så hurtigt hun var helt okay, selvom ham manden skreg højt.
" Jeg er helt okay frøken, øh frue, øh rare dame."
HUn prøvede med et håbefuldt smil i håb om at en af de tre forsøg da passede på noget, og ja hun håbede damen ville fortælle hvad hun skulle kalde hende.
" Jeg hedder Koneko Kawaii."
Hun smilte glad op til hende med hovedet let lænt til den ene side, da noget hår faldt i hendes ansigt, prøvede hun først at puste det på plads men det gik ikke så til sidst rettede hun det med hånden, og genoptog sin smilen.

"jeg skræmmer hende ikke tro mig hun kan ikke skræmmes har talt med hende" han gik over til dem igen og kikke de på koneko "hey there igen" ahn sukkede og kløde sig i hårdet pegede på sin søster "min lillesøster og ham den anden er bare dumog jeg er ikke bøsse" han pege over på nicolas da han talte om ham

sio fniste let men blev så alvorlig igen "bare kald mig sio lille ven" hun så på sin bror og smilte venligt "du kan ikke skjule det" hun så drillende på sin bror og fniste igen lidt "han hedder nicolas og er flink nok" hun så på koneko og syntes hun var nuttet næsten som en killing

" det er der jo nogle der synes" mumlede han det var tyde ligt at han ikke var særlig glad for at blive kaldt bøsse det virkede så forket på ham han stod med armende over kost og surmulgede selv hans sværdt virkede godt knottent

((hun er gået til aften te ved ikke om hun kommer igen i aften))

((hmm))



sio smilte til sin bror og sagde så "nej ikke være sur du skal bare være lidt mere åben overfor andre personer så vil du ikke blive taget som homo" hun så venligt på ham og ville kramme ham men mente det ville give det forkerte indtryk og hun vidste heller ikke om han i det hele taget var til at blive krammet eller ej

"jeg ved det godt men jeg har bare ikek overskud til at være åben je ghar så travlt for tiden at det er til at kaste op over det er bare ondt og den øldste gør det ikke nemmer"han smilde til hende og forsøgte at ugle hendes hår som han altid havde gjordt før han belv genaral

sio grinte da hendes hår blev ulet og hun sagde grinende "laaa vær det tog lang tid at sætte" hun lød hel barnlig og man kunne høre på hende at hun var meget glad hendes bror plejede aldrig at gøre den slags ved hende men det var dejligt at han var blevet mere venlig end tidligere i 'livet'

han smilede igen til hende "jeg har savnet dig søs jeg mener jeg har vireklig forsømt dig siden den opgave jeg fik før krigen det slog bare klik for mig da jeg var dernede og er stadigvæk ikke kommet mig helt over at have set så meget had på en gang" han holdte kæft for ikke at få fortalt hende sin hemlighed det var stadigvæk for tideligt

sio smilte og krammede ham næsten trøstende "såså det er okay du havde sikkert dine grunde jeg var selv ikke parat til at blive sendt ind i krigen derfor kender jeg ikke meget til den men det må have været hårdt" hun smilte og ae'de hans ryg trøstende hun var ikke tynget af krigen og kunne sagtens rumme en anden's sorg

" tak søs jo det var hårdt meget og tro dig der er intet jeg heller vil en at glemme den men tro mig hvis det bare var så nemt ville der ikke være brug for os længer" han smilede og krammede hende igen han havede ikke haft en perosn så tæt på sig siden krigen og det føltes rat med en anden en hans døde kvindes arme til at holde om sig

sio smilte og syntes det kunne se lidt akavet ud hvis han ville trøstes i hendes arme hun var jo langt mindre end ham hun vidste ikke hvad hun kunne sige men hun ville gerne trøste ham i sine arme han var en af de vigtigste personer i hendes 'liv' selvom alle betød noget betød han mest

han gjorde sig blidt fri af hedes greb "sikke følsom jeg er blevet her for tiden det kunne være at jeg skulle udfordre nicolas og overtage pladsen som genaral for følsomhed med mindre at han har lyst til at bytte det vil gøre det hele meget nemmer og udfen så meget blod"

sio grinte og kunne ikke lade værre igen "okay der går grænsen nicolas vil du nok aldrig overgå du er fin nok som du er lige meget dine følelser jeg vil altid elske dig som min vigtige bror" hun smilte og ae'de stille hans kind med sin tommelfinger *altid lige meget hvem du er eller hvem du kæmper for du vil altid være min bror*