Lad os gaa en tur

Nicolas smilte for sig selv og gik langsomt rundt mellem de forskellige boder, enkelte gang stoppede han op og saa lidt paa de forskellige ting, men han blev aldrig for laenge ved en bod. mens han gik rundt der nynnede han lidt for sig selv og folk der saa ham kunne sagtens se at han var langt inde i sin egen lille verden. han stoppede op igen og saa lidt ned i jorden, saa smilte han igen og fortsatte sin vandring.

Koneko gik selv lidt rundt, hendes far havde endnu engang travlt med alle de voksen ting han lavede, så koneko var endnu engang sat til at gå rundt for sig selv og lave hvad end hun nu lavede.
Koneko var ikke særligt god til at snakke med de andre børn, hun ville gerne, hun ville give alt for at kunne, men de andre børn var ikke glade for hende på grund af hendes anderledes udsende, de sagde at kun xitonere så sådan ud, og det var løgn for koneko var jo et menneske.
Koneko sukkede dybt og satte sig ned foran en bod med hænderne om sine knæ og sine knæ presset godt imod brystet, og prøvede at surmule, hun prøvede virkeligt, det gik bare ikke særligt godt, især ikke fordi det var svært at være sur på sådan en dejlig dag.
Så koneko lænede hovedet tilbage imod boden og kiggede på de folk der gik forbi med et nysgerrigt blik.
Sådan en dag var der alle mulige slags mennesker der gik rundt og så på ting og snakkede og købte ting.

Nicolas hostede kort og saa rundt, han saa ud som om han var vaagnet op fra en droem.
Han sukkede for sig selv, og gik over til en bod og saa paa tingene. han opdagede naesten ikke den lille pige, som sad nede paa jorden. han naaede lige at se hende inden han kom til at sparke til hende. hurtigt satte han sig ned paa hug og smilte undskyldende til pigen.
"Der havde jeg naesten ramt dig lille ven, hvad sidder du der for? burde du ikke gaa rundt og lege i det gode vejr?"
han satte sig ned ved siden af hende og saa glad paa hende.

Koneko vendte sit ansigt imod ham og blinkede forvirret, zarenere plejede ikke rigtigt normalt at nedlade sig til at tale med mennesker, og slet ikke folk som hende der lignede en xitoner de hadede jo xitonere.
Hun smilte forsigtigt til ham, så hendes ansigt der mest lignede en xitoners når hun var ked af det, nærmest lyste op, når hun smilede kunne man tydeligt se hvor meget hun ikke var en xitoner.
Hun havde hverken det døde blik, eller den mærkelige sorg over sig, istedet var hun bare en glad lille pige, før hun så ned på sine hænder.
" De andre vil ikke lege med mig, de siger jeg lgienr en xitoner, hvilket er dumt, for min far er et menneske, og min mor var et menneske, så selvfølgelig er jeg også et menneske, ikke min skyld jeg ser lidt mærkeligt ud."
Hun kiggede forsigtigt op imod ham igen.

Nicolas rynkede paa panden, men han smilte stadig. han lagde en haand paa pigens kind og lod som han undersoegte hende meget grundigt. han lagde hovedet lidt paa skraa.
"Nej jeg kan ikke se noget anderledes. du over dit koenne smil og dine paene oejne."
han smilte igen og aede hende lidt paa kinden for at proeve at goere hende glad. Han saa ud mellem boderne og gik igen ind i sine egne tanker.
"Har du lyst til at gaa en lille tur? jeg har nu heller ikke nogen at vaere sammen med lige nu, og det saa kedeligt at gaa alene naar man er paa markedsplads."
han saa paa pigen igen og smilte glad og varmt til hende.

.Kasakuno kutarami kom gående og fik øje på nicolas han begyndte at gå over imod ham og han så meget bestemt ud hans øjne var smalle og hans mund var præsset sammen til en tynd streg hans sværd begyndte at lyse svagt og det virke som om at det ikke var en god ide at stikke af fra ham på

Nicolas saa Kasakuno og rejste sig op. han lod vaere med at sige noget, da han ikke lige havde lyst til at drage forhastede konklusioner.
han bukkede kort og hoefligt og saa op og ned af Kasakuno.
til sidst kunne han ikke holde sig.
"Hvad ser du saa sur ud over?"

kasakuno kikkede på han og kunne ikke lade vær emed at smile lidt på tros af at han var så gal som han kunne blive men nicolas kunne altid lette stemningen en smule "har du ikke fået min besked jeg skal bruge dig og fire af dine bedste mænd i skulle møde mig for 4 timer siden jeg bad genaralen for visdom om at sige det til jer vi har en opgave" han kikkede igen på nicolas

Nicolas saa lidt forvirret paa kasakuno og mumlede langsomt:
"Besked... generalen for visdom? hmm.. nej jeg har ikke hoert noget. jeg har bare siddet her lige saa stille og roligt og lavet ingenting."
han kom til sig selv igen.
"Hvad for en opgave?"
han smilte svagt og saa kasakuno lige i oejnene.

"rutine du ved gå til skolen lære de små børn om hvad det vil sige at tjene sit lad sin race og sin pligt tage et par stykker ud at tæve xitoer så nogle mennesker ned der holder med dem eventuelt fjerne nogle af medlemmerne i den der oprørs gruppe vi skal også have nogle mænd til at prøve at udryde deres leder" han kastede et blik på pigen og kikkede derefter på nicolas igen "ude at jagte piger igen?"

Nicolas saa sig hurtigt over skulderen. saa stilte han sig i vejen saa Kasakuno ikke kunne se pigen.
"Pige? hvad mener du? jeg kunne da aldrig finde paa at jagte piger. du maa da have spist soem."
hans stemme loed lidt nervoes, han saa paa pigen igen.
"oehh.... Hvor kom hun fra? hmm.. det.. hun er jo kun et barn."
han sukkede og rykkede lidt vaek. hans stemme blev rolig igen og hans oejne blev dybe og alvorlige.
"hun var jo helt alene..."

"når var hun det det var genaralen for visdom vel også eller nogle af de piger der er under mig jeg forstår godt du ikke har nogle under dig bare lad være med at gøre noget dumt gider ikke forsvare dig over for den ældste igen" han trak igen på smilebåndet og lagede en hånd på nicolas skulder

Nicolas saa ned i jorden og rystede paa hovedet.
"ja, jeg ved det... undskyld. men denne gang var det altsaa bare fordi hun sad og var trist, hun er da alt for ung til mig. og du ved hvordan jeg har det med folk der er triste."
Nicolas saa op igen og hans ansigt var glad og trist paa en gang. men det aendrede sig hurtigt.
"saa.. du bad generalen for visdom om at sende beskeden, fordi?"
han smilte droemmende og saa op i luften, mens han svagt sukkede.

kasekuno sukke og slog efter nikolas hoved med bagsinden af hånen mens han sagede følesløst "hold op med at fantasere om min søster på den måde den eneste grund til at jeg ikke kom selv var fordi jeg var ude at lede efter to løgnanter der er under genalaen for beskyttelse han var til møde med den ældste og mente at du ikke ville kunne tage dig sammen til at finde dem og ham for kig ikke var klog nok og ham for strategi ikke var troværdig nok og min søster bare ville indvitere dem på te"

Nicolas tog sig til kinden, da han blev ramt.
"Av... jeg kan ikk goere for det... det sker bare.."
han gnubbede sig lidt paa kinden og sagde surt.
"jeg kan da godt tage mig sammen... jeg er da fornuftig..."
han stoppede med at tale da en pige kom gaaende, han saa kort efter hende indtil hun forsvandt i maengden. han saa paa Kasakuno igen og sagde forvirret.
"Hvad talte vi om...?"

kasekun tog sig til hovedet og sukkede han trak kiziki op af hendes skede og slog hårdt efter nicolas med den flade side af sværdet "VI TALTE OM AT DU JAGER FOR MANGE PIGER OG IKKE TAGER DINE PLIGER SERIØST" snerrede han lidt hårde end det entelig var meningen kiziki trak en glødene blå stripe eftersig i luften

Nicolas saa forskraekket paa Kasakuno og faldt saa til jorden.
"Av.. jeg gjorde jo ikk noget..."
han tog sig til sin arm, hvor han var blevet ramt og saa paa Kasakuno med taarer i oejnene.
"du slog mig... uden grund..."
han rejste sig op og aede sin arm blidt, mens han bed sig i underlaeben.
"Du minder slet ikke om din soester..."
han smilte kort igen men skyndte sig at gemme sit ansigt i sine haender og lod som om han graed.

"du er for meget og nej det gør jeg ikke hun er sjovt nok en pige og det er jeg heldigvis ikke og lad være med at spille komedie vi har nogle seriøse ting der skal gøres " han mumlede noget uforståligt og kløede sig træt i hårdet mens han satte sit sværd ned i skeden igen med en irretert bevæglese

Nicolas saa opgivende paa Kasakuno.
"okay, saa lad os da lave noget alvorligt..."
han smilte og lavede en daarlig efterligning af Kasakuno, mens han hviskede noget uforstaaeligt.
han stoppede og saa forventningsfuldt paa Kasakuno.

sio kom gående i en kort sort nederdel samt en sort bh samt en jakke som var meget li den generalen for krig gik rundt i samt nogle hvide støvler der gik op til låret hendes katana havde hun i en skede hun dovnede og skulle finde generalen for følsomhed for sin bror hvilket ikke var noget drømmejob

Nicolas saa Sio og vinkede kort til hende, han rullede diskret med oejnene.
*Selvfoelgelig finder hun mig foerst naar det er for sent.*
han smilte kort og glemte hvad han havde taenkt, da han saa op og ned af hende. han floejtede kort og bevaegede sin mund i en 'wow' bevaegelse.

sio så sin bror og nicolas sammen *uha nu kan det vel ikke blive værre* hun smilte dog til dem og vinkede hvor hun gik hen til dem "undskyld Kasakuno-san jeg skulle lige noget" hun så undskyldende på sin bror og begyndte så at snakke til nicolas "hej nicolas hvordan går det"

Nicolas smilte glad til Sio.
"jeg har haft det bedre, men jeg overlever nu, hvor du er her."
han bukkede hoefligt for Sio.
"hvad med dig?"

sio så på ham og smilte "håber du ville overleve uden at jeg var kommet" hun så på sin bror og håbede ikke han var alt for sur på hende fordi hun først havde fundet nicolas nu "men jeg har det godt nok" hun smilte til ham og gabte kort

"Din storebror siger du havde en besked til mig.. den skulle vist vaere afleveret for ca. 4 timer siden?"
han saa lidt strengt paa Sio, men sank en klump og saa vaek.
*Hvad er der dog galt med mig?*