et liv i fangenskab

han vendte sig om og råbte !hvem tro du at du er du kommer vadene og ændre alt jeg elsker og holder af og forvnter at hele verden vil stå på hovet for dig men nej der er ting du ikke kan opnå med din luderopførsel og hvis det er sådan du tror om mig tager du grusomt fejl jeg elskede dig engagn ikke for dit udsenne jeg har aldrig brudt mig om rødhåret kvinder men for din person så lad være at svine andre for noget du intet ved og mens du gik herhjemme og kløde røv var nolge af us faktisk i krig og så vnner dø" han vendte sig igen og gik

hendes øjne skiftede til mørkegrå ordet luder gjorde hende rasende "jeg ønskede ikke at ændre noget og jeg har eller ikke prøvet på det, jeg hader mænd der hopper og danser for mig, jeg afskyr dem" ordene kom som en vislen mellem hendes tænder, hun gik langsomt hend imod ham "jeg har opført mig så dydigt jeg kunne og tro mig jeg har aldrigt villet i seng med dig, men man giver den man elsker noget selvom det gør ondt på en selv, jeg ofrede mit had, mit liv, min naturlige levemåde, min krop, min eneste ven og slægtning, for at opfylde dine behov, jeg lod så gar til at kunne lide dine ven selvom han lugter langt væk af horebuk" hun stod helt oppe ved ham nu "du har måske ofret et hus og lidt værdighed, men du bragte mig selv her til og jeg advarede dig og jg har aldrig været så bange i mit liv, men jeg prøvede alligevel for din skyld, jeg opgav friheden for dig, jeg opgav det der var mig aller kærest og lod mig binde i dette hul, fylde med en facade af glæde og du har måske oplevet krig med din lille lysende kniv og tryllekunster, men det betyder ikke du ved mere end hvad der står i bøgerne, du kan måske sende et flammehav afsted, men det er en nem krig for du ser aldrig din fjende i øjnene, du ser ikke den frygt han føler for sine kære, i det du gennembore hans mave, jeg er oplært til det, jeg er blevet pint med den lærdom i 11 år, døden er intet nyt for mig, men hvad ved du du kender mig ikke, ved du overhovedet hvem jeg er?" hun var rasende, men ikke nymfen i hende, den menneskelige del, den der havde ofret sig for at hævne de kære hun havde mistet "og hvor våver du overhovede at tænke luder om mig, når du selv er en horebuk så brunstigt og liderligt som du opføre dig, det er din skyld jeg er gravid ikke min hvis det var for mig ville dette aldrig være sket, jeg er angst som bare pokker for det du gjorde ved mig" hun pegede mod hendes bug "du taler om ofre hvad er stolthed i forhold til kærlighed og hvad er en ven i forhold til et hus?" hun stirrede ham stift ind i øjnene og hendes øjne var som en dyb afgrund "du tror ikke jeg kender til at miste, tror du jeg er helt hjerteløs eller er det det du ønsker jeg er? jeg gav dig alt, jeg gav dig ikke et hus og jeg forsøgte ikke at spise dig af med kjoler og flotte dimser, men jeg gav dig det dyrebareste jeg ejer og har og det er min kærlighed, hvis du mener den kan vejes op i guld og ære, er du en sølle mand Kasekuno og jeg sad ikke på min flade, jeg var bare hjemme før du kom hjem intet andet" det sidste blev sagt henkastet, så drejede hun om på hælene og gik, hun gik hend til busken og med et sving med hånden døden alle de smukke roser ud "så det var det sidste af mig nu har du også det, hun stak hånden ned i tasken og fandt et sølvbeslået hovedtøj frem og kastede det til ham "nu har du fanget mig knæk mig så med tøjle og pisk" ordene kom som en giftig vislen, hun svingede tasken på ryggen og vendte sig en sidste gang mod ham, der løb tåre langs de sorte streger over hendes kinder, *hvis jeg har ændret mig hvad har han så?* og med de ord gik hun ind mellem trærene, i lunden bukkede hun sig lige ned efter salven, hvem viste jo hvor længe hun var tvynget til at blive, hun begynde stille at synge:
land of bear
land of eagel
land that gave us birth and blessing
land that called us ever homewards
we will go home across the mountains
we will go home we will go home
we will go home across the mountains
we will go home singing our song
we will go home across the mountains

land of bear land of eagel
land that gave us birth and blessing
we are singing we are longing
we will go home across the mountains
we will go home singing our song
we will go home across the mountains

hun græd.
hun gik ind mellem trærene og satte sig hvor hun ikke længere kunne se ham, men rystende hænder fandt hun det frem hun skulle bruge.
hun fandt kortet over hendes land og brede det ud, der var tegnet på en bukkehud og viste alle landets grænser og videre ud, hun viste der var en vej ind, men ville ikke sige det, den var alt for farlig, marakløften, den hed der ikke fordi der levede så mange maraer men fordi den var lumsk og uforudsigelig, den virkede ved første øjekast nem og ligetil, men turen igennem den var den visse død, men det var den vej hun måtte tage, hun havde ikke andre valg, hun var ikke ønsket her. hun lagde nogle glinsende sten i kanten af kortet og det fik en masse små prikker med små skilte på, op på kortet, det viste modstandsgrupperne og kongens mænd, hun sad og betragtede det længe, det så ilde ud for modstandsgrupperne, de var ikke organiseret godt nok, hvad hun kunne se og hvis de lavede nålestiksmanøvre havde det ikke gjort noget stort, Julian havde aldrig været godt til stradegi.
Hun fandt pen og papir frem og en lille beholder, men den fine offerkniv med de to sølvræve om skaftet, skar hun hul på sin hud og dryppede blodet ned i beholderen, hvis ham hun ville have skulle hjælpe, skulle få dette brev og forstå hun gav sig, måtte det være med alt den underdanihed hun kunne give, brevet var til Faust, skovenes herre, hendes herre, med sirlig skrift anmoede hun og hjælp til at komme hjem til ham og at hun var villig til at betale vær en pris, da hun var færdig forsejlede hun det med det lille laksegel hun havde og bandt det på den ene ravn som lettede og fløj lavt hen af jorden for at komme ud af skoven, nu var det bare at vente

kasekuno mærkede noget kæmpe for at komme ud det var et dyr der prøvede at bryde igennem hans magiske boble *så hun forsøge at kalde på hjælp det får hun ikke lov til det var godt jeg forsejlede den både oppe og nedenunder hende så hun verken kan flyve over eller grave sig ned hun er fanget som hun fortjener* han vendte sig om og gik for aldig at komem tilbage igen //out

ravnen kom tilbage med uberettet sag, hun strøg den betænksomt over fjerende *så han troede virkelig han kunne knække hende, han ønskede krig, så skulle han få krig* hun syede af raserrig, men hun viste også at det kun var begrænset tid, hun ville overleve i fangenskab, godt nok havde hun naturen, men det at være fri, var mere end det, hun så på korten og pakkede det hurtigt, hvis han for det første havde tænkt sig hun skulle være her for altid, måtte hun nok til at omdekorer, hun smilede ondskabsfuld, hun elskede vilde roser de snoede sig op af alt, hun satte sig i skraderstilling med sænket hovede og hænderne mod jorden, hun søgte efter røder og efter dem der var villige til at opfylde hendes ønske, hun sende en bøn ud, uden at vide om den blev hørt, dyrene der havde gemt sig i trær og andre steder samlede sig om hende, hun smilede stille for sig, "hej kære venner, skal vi se på vores nye hjem, jeg syntes selv vi skal ændre noget på det" hun smilede, samlede hendes ting og begynde at gå op mod huset, efterfulgt af spurve, katte, mus, rotter, drosler og anden fulge, hunde, mår og en ænkelt lille zikahjort. som hun betråtte huset, brede mos og ranker sig med hende, billeder blev fejet på gulvet og møbler væltet, det eneste der forblev urør var køkkenet, hun gik ud på plassen foran huset, hun hev sværdet ud af skede, og kiggede på det, smedet af det fineste stål, fra det store bjergs hjerte, hun kyssede klingen og kastede den mod muren, det borede sig dybt ind og blev siddene, hun var rasende "Kasekuno hvis du har tænkt dig at jeg skal være her for evigt, vælger jeg heller at dø og jeg tager dig med i faldet!" hun vende sig mod døren og kærtegnede de mærker Grima i sin tid havde efterladt, ååå hvor hun dog savnede ham, en trofast klippe i en storm af følelser, hvor ville hun ønske han var her nu, men det var han ikke og det var bedst, han ville ikke have kunnet leve i en by, tåre løb ned af hendes kinder, hun kærtegnede sin mave, der var endnu intet at se, men hun viste de var der, hendes børn, hendes små djævle, hun sukkede og gik ind igen, mossen føltes behageligt under hendes føder, men hun havde ikke lyst til at blive i huset, hun gik uden for og satte sig, små roser var begynde at blomstre langs muren, hun smilede stille, det var træets værk, men det var en ringe trøst for en liv i fangenskab, hun kiggede op mod himmelen og sende en desperart tanke til den hornede mand fra skoven, til hendes herre, en desperart tanke om hjælp, om frihed, hun sukkede dybt, tænke at kunne løbe over engende igen, sammen med hjort og hare, mærke de vilde trærs rug bark under ens hænder, blancer på klippekanter, bade i de kolde søer , mærke vinden susen sneens blide dalen, det var vinter nu i hendes hjemland, i hendes hjem, tårene løb ned af hendes kinder, men hun mærkede det ikke, hun sad bare og tænkte på hjem, hendes hovede gjorde forsat ond, hendes krop var ør og træt, måske ville alt være lettere hvis hun døde, dyrnee havde samlet sig omkring hende og så på hende med bekymrede øjne, "kære venner, i ved hvad i skal gøre hvis jeg dør ikke" hun så bekymret på dem og hist og her kunne man se en nikken, *det er da altid noget, trofaste venner, hun iførte sig sine læderbukser, de var noget tyndslitte hist og her, hun fandt et brystkorset frem, hun havde ikke brugt det siden hendes træningsdage på klosteret, hun spændte hende bryster ind og trak en hvid skjorte ud over, hendes hår fjettede hun stramt i en lang rød fletning,hun spænde en håndskinde om den højte hånd, og trak den smukke bue frem, den havde ikke været brugt i mange år, hun hev den ud af sit hylster, den var smuk, man kunne se årene i træet løbe, hun fandt buestrenden frem og spænde den på, hun forsøgte langsomt at spænde bugen "hent noget vi kan skyde efter, bevægende mål er bedst" nogle af dyrne skynde sig ind i huset og kom ud med lidt af vært, billeder, bøger, puder, hun smilede skælms ved synet at billederne og tænkte *alle lækehunde bider nogle værre end andre, men de bider alle* hun kiggede på ravnen og fandt så pilene frem, smukke pile, nøje udvalgt, til at ramme sikkert og dræbende, ravnen lettede med den første ting og når den følte den havde lyst slap den tingen og Thea sende en pil afsted og ramte, men selv var hun utilfreds, "en ting er at ramme, noget andet er at ramme precist" mumlede hun stille og forsatte hendes skydning

et indre had tændes i hende, den før overvejende kølige ro der havde luret i hende forsvandt som dug fra solen, hun ville ud, hun måtte ud, hun begynde at skyde mod muren, pilene borede sig ind i den, men uden at bryde den ned, et vildt dyrisk had, blussede i hendes øjne "din forbanede krypå luk mig ud!" skreg hun, hendes stemme var fyld med smerte, had og ondskab, hun slap alt den indre energi og den sivede ud og fik rosenbuske til at sno sig op af muren og bore inde torne ind i den, hun begynde at løbe mod muren i et forsøg på at bryde den ned af egen styrke, igen og igen hamrede hun skulderen mod muren, rev på den, til hendes fingre bløde "luk mig ud syglige mand, du har ingen ret til dette!" hendes stemme var hadefuld, haedet i hende slettede alt form for smerte hun noterede sig ikke hendes blødene fingre eller skulder hun ville bare ud, hun var som et vildt dyr i bur, hun fulgte muren rundt om huset, mens hun hist og her støte mod den i håbet om at den ville briste, men forgæves, hun var nået fra til forsiden af huset, hun trak sværdet ud af muren og begynde at slå på den, bore ind i den, men der gik ikke længe før hun opgav, men hun opgav ikke kampen mod muren, hendes had og fustration smittede af på alt omkring hende og det voksede vildt, snart kunne man kun få steder se muren for rosenranger, som også forsøgte at nedbryde muren, kvæle den "jeg smadre dine fanden blomster hvis du ikke lukker mig ud!" hendes skrig var vildt og fortvivlet "jeg elsker dig ikke mere jeg afskyr dig, jeg afskyr dig land og jeg afskyr dit folk, må i alle dø i din forbanede krig, dit magtliderlige svin, jeg vil heller kvæle din søn end at lade ham leve, jeg skulle være blevet hos Jack, selv hans kys var fyldt med mere lidenskab, en du, at du bilder sig selv ind at nogle kan holde at noget så frygteligt som dig, hvis jeg er ond hvad er du så? for ond dækker ikke ind over for dig!" hun var så opslugt af had, hun havde en kniv i hånden men viste ikke hvor fra, den var utrolig smuk, et træhåndtag, og op af bladet sprang hjorte og ræve, ulv og mår, fugle og lam, hun noterede sig det kun kort, så forsatte hun den udulige kamp mod muren roserne rev hendes hvide skjorte, og hud til blods, men hun noterede sig det ikke, hadet slukkede alle andre følelser og viljen til at bryde ud, gav hende uanet styrke.
hendes arm var sort af blodansamlinger fra sammenstød med munren og ligeldes blå mærker hele vejen ned af siden, hendes fingre var blodige og der var rifer i hendes ansigt og hele vejen ned af hendes krop, fra roserne, det begynde langsomt at svimle for hende, men hun forsatte alligevel sin uendelige kamp mod muren, hun ville ud, koste hvad det ville, men ganske langsomt forsvandt hendes krafter og hun sank sammen, kampen havde taget på hendes krafter, hendes hår var blevet mat og trist og hendes øjne havde ikke længere den livlige gnist hun plejede at eje, hendes hus var en smule asgegrå hun sank sammen op af muren og lagde ryggen mod, hun mærkede knap rosernes torne der borede sig ind i hende, hun græd bare, en tom gråd som lød uendelig sørgelig, hun lagde en hånd på den nu en smule udbulende mave, de mange forvandlinger fra ræv til mennekse havde ødelagt hende graviditetsrytme, men det var lige meget nu, hun var ved at dø og hun havde nu indset det, hun ville dø i dette fængsel, hendes før så smukke grå øjne stirrede tomt ud i luften, hun lignede mere en ødetagt bortkastet dukke end noget andet, hendes hvide skjorte var helt rødspættet og næsten ikke længere hvid, hendes blege læber var sprukne og bløde blidt, hun begynde stille at synge det var en svag næste lydløs stemme, selv for dem der ikke kunne forstå hvad hun sang, blev de indhyldet i en forfærdelig sorg, og tårende ville presse sig på

Gura mise tha fo éislean,
Moch 's a' mhadainn is mi 'g éirigh,
Ò hì shiùbhlainn leat,
Hì ri bhò hò ru bhì,
Hì ri bhò hò rionn o ho,
Ailein duinn, ò hì shiùbhlainn leat.

Ma 's e cluasag dhut a' ghainneamh,
Ma 's e leabaidh dhut an fheamainn,
Ò ì shiùbhlainn leat,
Hì ri bhò hò ru bhì,
Hì ri bhò hò rionn o ho,
Ailein duinn, ò hì shiùbhlainn leat.

Ma 's e 'n t-iasg do choinnlean geala,
Ma 's e na ròin do luchd-faire,
Ò hì shiùbhlainn leat,
Hì ri bhò hò ru bhì,
Hì ri bhò hò rionn o ho,
Ailein duinn, ò hì shiùbhlainn leat.

Dh'òlainn deoch ge boil le càch e,
De dh'fhuil do choim `s tu `n déidh do bhathadh,
Ò hì shiùbhlainn leat,
Hì ri bhò hò ru bhì,
Hì ri bhò hò rionn o ho,
Ailein duinn, ò hì shiùbhlainn leat.

hum lagde den ikke forslåede hånd på hendes mave, den anden lå slapt på jorden, armen var gået af led, men hun viste ikke hvornår det var sket, hadet og nu sorgen holdt smerte væk, hun havde ikke hørt den kvalmende lyd da hendes håndled knustes samtidige med at armen brækkede, eller mærkede kvalemen da hendes kraveben bristede, og nu, nu var hendes bryst fyld med en sorg, der ikke længer kunne holdes inde, den flød ud med hendes stemme, og rummede snart hele indespæringen, den trængte ind i muren og fulgte de magiske aner der gik i den. selv viste hun intet om hvad der skete, hun sang bare, mens hun kærtegnede hendes ufødte børn, om ikke så mange måneder ville de bleve født og så kunne hun dø forsvinde for altid, hvor ville det være dejligt igen at være fri, blodige tåre løb ned at hendes kinder, og fulgte de sorte streger ned af hendes kinder, hun lukkede øjnene et kort øjeblik, og åbnede dem igen for kun endnu en gang at lade en uendelig sørgelig tomhed, der fortalte om et live, der ikke længer levede, lyse ud. hun så op i solen, det bare var et stort lys for hende "tag mit liv men lad mine børn leve denne gang" hendes stemme var så lille og ynkelig man skulle aldrig tro man ville have hørt mage fra så stolt og stædig en kvinde, men den eneste grund til hun forsat tog de smertefulde gispende åndedrag, var for hendes børn, en varme bredte sig i hende, som om en viljestyrke kæmpede sig gennem overfladen, noget der ikke ville lade hende dø, der var meget i dette liv der skulle nåes, en flamme af liv skød op i hendes ellers så livløse grå øjne, hun svang sig op og stå, hendes ben rystede let under hende og hun sank i knæ en gang til, hun mumlede forbandene til sig selvog kom så op.
hun gik over og satte sig på dørtærsklen, hun løsnede skjorten og hev den over hoved, med et svagt gispen, dyrene havde for længst søgt ud til deres normale gøremål, hun mærkede brudene og den misplaserede skulder, "dumme kælling" mumlede hun for sig selv, hun tog nogle dybe indåndninger hun rev skjorten i stykker til en lang strimmel, hun rejste sig og fandt så en stolbe der var stærk nok til at klare rygget, hun slog skjorten om stolpen og derefter bandt hun den anden ænde om armen, på den dog ikke hev nogle af brudende fra hinanden for det ville gøre det meget værre, hun tog endnu nogle dybe indåndninger og lagde så din hånd på skulderen klar til at presse ind af så den kunne komme på plads, hun tog endnu nogle dybe indåndninger og søgte ind i sig selv, en af hendes gamle læremestres ord rungede i hendes hovede, det galdt om at komme til det stadie hvor smerte ikke længer eksisterede, så hev hun og skubbede, der kom et lille jag af smerte som viste at hun nok ikke helt var nået til der hvor hun ville, men hun gav ikke efter hun forsatte fokus, hun pressede ind med hånden og mærkede ledet gå på plads, igen, så slap hun rygget og sit fokus og en smerte jo igennem hende og sendt hende endnu en gang i knæ, med et dyrisk brøl af smerte, hun løsnede skjorten og lavede en slynge, gik ind i huset for at finde noget at lave bandager af, brudende var ikke friske, hun havde ligget i flere dage viste hun, men havde enlig ikke fornæmmet det, hun fandt noget tøj, det måtte gå, han kom jo nok aldrig igen, det var bare med at overleve her til hun fandt en mulighed for at komme ud, eller fangenskaben slog hend ihjel, hun løsnede brystkorsettet, med et gisp, mærkede hun også at hendes riben havde fået et tryg, hele hendens ene side var helt blå og hendes arm var utrolig forræven, hun gik ud til den kolde sø, undervejs fandt hun nogle græne der kunne funger som støtte, noget af tøjet brugte hun til at vaske hendes sår med og forbinde dem, derefter lavede hun skinder, til at støtte armen, det hele gjorde kvalmende og svimlende ond pga kravebenet, hun i førte sig den ene skjorte hun havde findet og afsluttede hele hendes ombind af hendes sår, med at snøre armen tæt fast til kroppen så den ikke kunne bevæge sig på nogle tænklig måde. hun drak noget af det kolde vand, og begynde at komme over den gevaldige smerte der var, hun satte sig i mediterende stilling over for vandet og begynde langsom den rytmiske vejrtrækning, mens hun langsomt trængte ind i sig selv, hun så hele hendes liv passere forbi, og tilbage til hendes barndoms lærdom, "at lære er noget man kan hele livet" med de ord havde hun fået bogen fra pioren i klosteret, en lille sortsvenden bog, fyld med urgamle rider og formulare, besværgelser og eleksire, med et gisp kom Thea til sig selv, nu viste hun hvad hun kunne bruge sit liv i dette fængsel til, hun kunne bruge det til at lære. hun gik over til der hvor hendes ting var efterladt, der hvor træet en gang havde været "et helt liv har jeg været blind over for mig selv, hvad mening jeg havde, jeg har gået min sti med lukkede øjne og kun set det jeg ville se, jeg har forsøgt at forme min skæbne, selvom den lå fast på forhånd, hun fandt tasken frem og nede i den sadeltaskerne og i den fra munkende, fandt hun en stor læretindbunden bylt og bogen, hun kiggede sig omkring, hun måtte have været væk længe for det var allerede skumring, hun gik over i den lille lund og tændte et bål og fodrede det til det stod med store flammer op imod den nu stjerneklare nattehimmel, hun smilede, forsigtigt lempede hun skjorten og tøjet af, hun løsnede sit hår og gik ned til søens bred og vaskede sig så godt som det var muligt, derefter smed hun nogle urter på bålet og begynde langsomt at messe, den førstesides, rite.

I mørke går jeg
I lyset går jeg
I livet går jeg
I døden går jeg
I mørke har jeg elsket
I lyset har jeg elsket
I livet har jeg elsket
I døden har jeg elsket
Men jeg ønkser ikke at elske mere
Ikke i mørket
Ikke i lyset
Ikke i livet
Ikke i døden
Mit hjerte er fortvivlet og tabt
Mit hjerte er knust og lukket
Jeg søger et krystalhjerte
Ingen sorg
Ingen smerte
Ingen kærlighed
jeg ofre mit hjerte for aldrig at føle smerte

med disse ord stillede hun sig ind i bålet, flammerne slikkede om hende, men brande hende ikke, det opslugte forbindningerne, stoffet, trævlede og brændt op, men hendes hun forblev elfenbens hvid, hendes hovede blev kastet tilbage og hendes arme straktes ud, selv den brækkede og forslået, hendes krop blev healet, det var som om flammerne fra bålet voksede så de nu dækkede hende i et flammende hav, af lys og med et tråte hun ud af ilden, med lukkede øjne og det var morgen. Thea løsnede bylten, i den fandt hun en asgegrå halvt uld halvt silke kjole, der dækkede arme og alt, den var vig så den ikke hæmmede bevægelser med ben, den sluttede om halsen i en høj stiv krave, den var kun let åben, et bar stramme læderbukser som var beregnede til krigere, og støvler med samme hændsigt, sorte og derpå spændte skarpe spidse idespøre, ikke beregnet til hesten, en krans i jern, der sluttede tæt om hovedet og holdt det vilde røde hår tilbage og på plads, det havde hun flettet i den stramme fletning med afbrud af sølvring, og i enden endnu en, bare i jern, dette var ikke bare pynt, den nederste ring der hold håret sammen, var tung og også et våben, om halsen spænde hun en halsring(slavelignene) af jern, der var et enkelt vedhæng, en dråbeformet bjergkrystal og der hvor den ene ende det også der hvor man kunne se hendes hud, lige så var der, om hendes håndled ligeså slavelignene ringe i jern, de kunne tage våbenslag, et par grå ridehansker, beklædt med let panser, om livet et sort bælte, og i det hang udover en pung, en smuk grå vifte med vide ulve tegnet på, selve viftens skelet var lavet af jern og spidsen på viften var kniv skarpe og kunne skære det meste igennem med en lethed som gennem blødt smør, om sig igen kastede hun en sort kappe, den have store vige ærmer og en hætte som hun trak over hovedet, der gjorde at kun hendes mund var synlig, hun slog nu øjnene helt op og et par safir, nærmest dragelignene overnaturlige øjne kiggede frem, fra mørket i hætten, en aura af en mærkelig magi, lyste fra hende, hun havde påkaldt sig en kraf, nymfer ikke havde påkaldt sig i lang tid, noget der forvandlede deres ellers uskyldige kraft til noget håndgribeligt og farligt, en form for krigernymfe, knap så atraktiv og fristende, men dobbelt så farlig, noget der kun blev gjort i yderste nødstilfælde for de fleste nymfer der ellers nød deres 'uskyldige' liv.
hun bukkede sig yndefuldt ned og samlede bogen op, bålet var gået ud, dyerene så ingen forskel i deres frue udover den havde en endnu større trang til at behage hende, hendes mund var stram og viste ikke længer glæde eller noget, hendes ansigt som huggede i sten, hun var indviet.
hun gik mod huset læsende i bogen som om hun sugede alt i sig og memorerede det, hun skævede op til himmelen, den var koksgrå og viste at uden for murende var der stormvejr, men hun smilede ikke som hun ville havde gjort før, hun var alvorlig og fortrak ikke en mine, hun var stille, stille som graven, hun gik gennem det ødelagte hus, uden at ænse det, og ud på den anden side og trak sværdet ud af muren, og puttede det tilbage i skeden hvor det hørte til go spænde det om livet under, den sorte kappe og lod den falde på plads igen, så den dækkede for kjolen

hver dag trænede hun, på at huske ramserne i bogen og kamptræning, og maven var vokset kraftigt siden da, selvom hun selv var blevet tyndere på grund af manglen på mad og var næsten svundet ind til ingen ting, der var kun bær og nøder tilbage at leve af, hvis hun ikke trænede sov hun, der var ikke krafter til mere, vær gang de små sparkede skar det gennem hendes krop på grund af manglen på sul på kroppen, man kunne næsten se vær en knogle og muskel og snart ville de også forsvinde, hun sov tæt op af bålet, for at holde varmen selvom det var en lille hjælp, og sådan lå hun også denne nat og sov med det ene øje på gled i tilfælde af at nogle ville forsøge at komme hende til livs i hendes fængsel, hun lå i fosterstilling, så godt det kunne lade sig gøre for maven, selvom den forhindrede hende i at krumme sig helt sammen, var hun forsat lige så hurtig og smidig i kamp, som inden den voksede til denne gigantiske størrelse, hendes hånd lå på sværdet og kappens hætte var trugget helt op så den skyggede for alt undtagen hendes mund og hage, nu og da åbnede de grønne øjne sig halvt og stirrede blidt ind i flammerne for derefter at lugge sig igen, hendes øre registrerede vær eneste lyd og sorterede dem for at identifisere dem. langsomt og mod hendes vilje gled hun ind i et hvileløs søvn, der kastede hende gennem et uendeligt mørke af fortvivlelse, men hun var for svag til at kæmpe imod, hendes hånd knugede ikke længere sværdet, hendes åndedrag var svagt og næsten ikke til at høre og alligevel var det en gispen, hendes øjne bag de lukkede låg for frem og tilbage, men hun var for svag og afkraftet til at røre sig, selv hendes muskler var næsten væk, kroppen hvde kun den lille smule bær og nøder der var at finde at leve på og det havde længe ikke været nok for den gravide kvinde, hun viste ikke en gang hvor længe hun havde været der

for første gang græd hun over en kærlighed hun havde midstet, hun var den svaglige kvinde der var gæmt under de mange lag af hårdt stål, hun græd for hun havde midstet hendes elskede, hun havde overgivet sig til den verden havde kærvet hun var, hun have gemt sig bag panser og hun øsnskede nu kun at ligge i hans arme og græde og aldrig give slip igen, hun ville være lille og svag for altid, leve i den barndom hun havde midstet, hun græd men hendes krop rørte sig knap for den havde ikke flere krafter, tårene løb bare i en len strøm ned af hendes kinder mens hun stirede tomt ud i luften og så billeder af ham fare forbi, hendes elskede, hendes hjerte, som hun havde ofret for ikke længer at være hvad han foragtede, hun havde gjort det selv ikke hendes mor kunne klare, hun følte sig så tom og ensom, endnu svager end bare sulten, med de aller sidste krafter der var i hende viskede hun "kasekune" derefter begynde hendes veer, men hun var for svag til at reagere på dem, selv hendes krop kunne ikke stå imod, dette ville blive hendes død, at føde hans børn og selv de ville ikke overleve