et liv i fangenskab

hun vågned tidligt den ene ravn sad og kiggede på hende sig omkring, hun var lidt grokki, hun strakste sig og hendes poter kom ind for synsvinkel, pokkers nu igen, det var også sket natten inden hun måtte lære at styre det, hun kunne kun blive en ræv, det var hendes mors dyr og nu hendes, hun balancerede forsigtigt rundt om sig selv, hun ville ikke falde i vandet, hun sneg sig forsigtigt ned at træet, men ræve er ikke de byggede klatrer så hun ende med et bump på jorden, "av for fanden" jamrede hun stille, hun rejste sig usikkert på de 4 ben, hun kunne vel lige så godt lære skikkelsen af kende, hun gik hend til søbreden og kiggede vuderende på sit spejlbillede før hun brød det ved at drikke, efter hun havde fået slukket sin tørst, begynde hun at gå langs muren og snuse, det lygtede sært, hist og her gravede hun lidt i jorden, sikke et liv, hvorfor kunne hun ikke bare affinde sig med skæbnene i stedet for at ville kontrolere den, hun glemte aldrig den gang i hendes unge dage før hun blev jagtet som noget ond, hun var ansat på en borg og havde været lidt rapkæftet, hun måtte tage 100 piskeslag til sidst, hun skuttede sig lidt, og luskede videre langs muren op imod huset.
der gik ikke længe før hun vente om og luskede hend til hendes rosenbusk, under den lå hendes ting, hun lagde sig ned og fokuserede på hendes menneskelige skikkelse, og stille og roligt blev hun sige selv, hun fandt tasken frem og fandt bogen men brygge og formulare og den blodige hvide kjole, hun skar den af så den gik hende til midt på låret selvom sliserne gik hende til hofterne, det var enlig spild af så dyrt stof, men hvem gad være køn, hun fandt urter frem og begynde at blande en drømmecrem, hun have læst om den før men aldrig brugt den, det gald om at være nøje med blandingen for det var giftige urter man skulle bruge, men der stod man kunne vinde sin frihed for nogle timer med ville derefter blive ført tilbage til sit fængsel.
Thea så ingen anden mulighed hun savnede bjergende så forfærdeligt, hun pakkede tingende sammen og gik over i den lille lund, nu måtte det bære eller briste, det var være at prøve bare et par timer i frihende, oppe i bjergende, hun lagde sig ned og smurgte salven alle de steder hvor det var tynd hud og lagde sig så helt ned, nogle minutter senere svævede hun over muren og afsted mod bjergende det gik i en rygende fart hun fløj som en fulge, alt dette skete i hendes bevisthed, mens hendes krop vende og drejede sig merkapert på jorden, i den virkelig verden, men i hendes sind var hun fri.
oppe i bjergende, hun lanede i en højlandet, hvor det stive græs står og hvor norenvinden bælser vildt og frit, hun dansede rundt og nød det, hun løb om kap med fårende der oppe, ned til trægrænsen, hvor hun hoppede i den brusende flod, hun var fri, fri i hendes sind, men det var en begrænset tid

hendes krop vred sig og hun vente det vide ud af øjnene, hendes mund stod åben som om hun gispede efter luft, men der kom ikke en lyd, hendes fingre borede sig ned i jorden, hun lignede en i dødskramper, som kæmpede for at holde sig i live, men det var sådan salven virkede
hun dansede afsted i skoven, hun mødte ham, Faust nymfernes herre, deres konge, hun elskede med ham, det var noget så smukt og hun var noget så lykkelig hun var fri og sammen med hendes herre, den plads hun hørte til, hans tjenerinde, hun så hendes børn danse rundt i en lysning i nærheden det skar hende i hjertet af væmmelse når hun så hvor meget drengen lignede Kasekuno, men hun blev hurtigt hevet ud af hendes tanker af hedes herre. men med et var det hele slut, hun blev hevet op i luften, men hun havde jo ikke lyst til at rejse nu, men det var intet hun bestemte, hun svævede over land og by og tilbage til lysningen bag muren hun vågnede med et gisp og en gavaldig hovedpine, hendes krop var svedig og rystede

kasekuno kom han havede lidt mad med til hende hans dårlige samvigithed var ved at tage livet af ham da han så tess lige på jorden stilte han huritgt maden fra sig og styrtede over til hende han hev hende op så hun lå med hovedet imod hans bryst hans stemem var næsten panisk og han mærkede smerten og frygten for hednes død brede sig i brystet på ham "tess vågn op tess TESS SE PÅ MIG"

hun kom helt til sig selv og fandt sig i armene på den mand der havde gjort hende svanger og udstøt hende " fjerne dig!" væsede hun og skubbede sig væk, på trods af den dunkende hovedpine og den gjorde hende ikke i bedre humør, hun rejste sig op "hvor våver du at røre ved mig ynkelige mand" hendes stemme var kold og fyld med en afsky, han havde svigtet hende og udnyttet hende, hendes øjne stirrede koldt på ham og hendes hår brusede som når et dyr puster pælsen op

han kikkede på hende først såret og hans øjne afsløre kort al den kærlighed han følte for hende så blinkede han og hans blik var igen koldt han rejste sig og hans stemem var kold og mekanisk "jeg regnede bare med at du var sulten så jeg tog nået mad med til dig "han børstede lidt jord af sin jakke og kikkede koldt på hende igen

hun rettede sig op og stod knejsende stolt som et krondyr, med et kold overvågent blik på ham, hun havde ikke i sinde at give efter hun var ikke en hest der bare lod sig knække, hun elskede ham, men mere var det heller ikke, hun ville ikke have det var mere.
men mad var nu fristende selvom hun sagtens kunne leve uden indtil videre, men hun havde ikke rigtig fået noget at spise siden hun forlod huset, "som du ønkser" svarede hun kort for hovede med en stemme helt tom for følelser, hun kunne vel godt lege lidt med på hans leg

"maden står der ved siden af bænken" han pegede over imod maden med en finger der var æige så stiv og ubøjelig som ham selv *hvad er det jeg gør jeg kan ikek holde hende fanget her men hvis jeg slipper hende fri vil hun forevigt hade mig og mine børn vil dræbe mig men hader hun mig ikke også når jeg holder hende her det hele er så forvirende* han kikekde på hende "vil du genre hjem til bjergende?"

"jeg kan ikke vende hjem, der er krig!" svarede hun kort for hovede, hun havde drømt det i nat en underlig drøm for ikke at sige, alt for sigende "kom" sagde hun og begynde at bestige det højeste træ i haven, hun klatrede som en abe, hurtigt og nemt, til hun nåede træets højeste græne, det var utroligt de kunne bære hende, men træet holdt for hendes skyld hun hold med den ene hånd om stammen, vinden ruskede i træet, norenvinden, den blæste sjældent denne vej, og man skulle højt op for at mærke den, men den kom fra hendes land, et par små overlevende snefnug der havde klaret rejsen lanede i hendes hår, "kommer du gamle mand?" råbte hun ned til ham, hun nod vinden der fik hendes hår til at flagre i alle retninger

kasekuno kikked eop på hende og satte af i et spring han blev stående i luften ved siden af den gren hun sad på holdt op af ren viljestyrke "så er jeg her" han stemme var stadigvæk lige så kold som før

"kan du ikke lugte det, der er død i vinden og trommer, krigstrommer, folket gør oprør mod kongen, for mange år med sult og død" hendes øjen virkede fjerne som om de slet ikke så, "de gamle taler om svundende tider, den gang min herre var på folkets side og holdt vildet til, den gang de tilbad jorden og dens guder og de skænkede dem rigdom, den gang nymfer fik skovens bær og blomster til at blomstre" hendes stemme var messende og monoton "men kongen er stærk og styre med hjernhånd, vinteren lukker folk inde nu, passet er allerede spærret" hun blev stille, hun kunne ikke tro det vinden viskede i hendes øre, hun fik et nærværende blik i øjnene inge "han burde være død" mumlede hun for sig selv og rystede på hovede "jeg gjorde ikke mit arbejde godt nok" hun begynde tænkende at kravle ned igen

han kikekd epå hendes og så hendes smerte han vendte sig om mod hendes og hans stemme var nu lidt mere øm og føselslaset "hvad så til sommer eller når krigen er fordi hvis passet stadigvæk er spæret til den tid kan vi få folk til at spinge over det med dig så du kan komme over på den anden side"

"jeg skal ikke have mere med dit folk at gøre i er forbanede, men jeg kan sagtens rejse det er hvad du ønkser, jeg skal bare have min kærlighed med mig" hendes stemme var ikke kold bare ligegyldig, hun var fordybet i hendes egne tanker *julius lever han leder oprøret, men han skulle være død, jeg slog ham ihjel jeg er så sikker, hvordan kan det ske, måske er det vel meget godt, men det betyder jeg ikke har fuldført min hævn*

"så tag den med fortæl mig hvad jeg skal gøre for at du kan hade mig og glemme at du elskede mig hvis det kan hjælpe dig er det det jeg gør" han kikekde ned i jorden

hun lanede let og yndefuld på jorden, hun lyttede knap efter hvad han sagde, hendes tanker var langt væk og hun gik mere og snakkede med sig selv "hvis jeg tager hjem nu og mens krigen står på er der for stor chance for at han springer mig i stumber og styker om ikke andet tvinger mig til at gifte mig med ham som en kronjuvel på hans septer for at vise at naturen er med ham, det går ikke jeg må vænte til mændene er færdig med at spille med musklerne, men hvad gør jeg ind til da" hun skævede til Kasekuno "undskyld sagde du noget?"

hans ansigt stivende igen og han ladende forsigtigt på jorden " ja jeg sagede at du måtte fortsætte hvad du nu havede gang i og kalde hvis du bliver sulten jeg skal tilbage til mine pligter" han vednte sig og begyndte at gå

hun elskede ham minsanden forsat, det var da noget af et helvede efter alt det han havde gjort ved hende hun sukkede opgivende "hvad vil du have jeg skal gøre, jeg er ikke en nikkedukke, jeg er ikke en skødehun der lystre, jeg er ikke som alle de andre du tromler ned med dit jeg tror jeg ved bedst for jeg er stærkest opførsel og jeg er ikke en hest der kan bindes og tøjles, jeg elsker dig ja, men jeg kan ikke leve på denne måde at blive set på som noget forsvarsløst der ikke har min egne ryst, forstå det dog, slip mig fri, din kone bryder sig vel heller ikke om at du har kvinder som kæledyr" hendes stemme rystede af afmagt og alligevel af alt den styrke hun havde, hun kiggede på ham, men et trossige og dog værdigt blik, som hun stod der i eftermidagslyset der skinede ned mellem trærende lignede hun næsten den dronning af skoven hun var blevet født til at blive

"min kære tess forstå mig ret den eneste grund til du er her er fordi du besudlede mit hjem og kom itlbage efter t være blevet udvist det var her eller intetheden jeg ønsker ikek at se dig dø det gør jeg ikke jeg elsker dig kan du ikek forstå det og jeg ved at du hader mig jeg frygter dig og frygter det faktum at du bær mit barn det skræmmer mig at du vil få det til at hade mig og jeg ved jeg prøver at kontruller alt jeg er som sagt genral og har altid væet vandt til at mit ord er magt jeg ved ikek hvordan jeg skal kunne være som andre mænd ved ikke hvordan jeg skal kunne bugge mig ned og lytte til andre når de ikek lytter til mig jeg elsker dig tess men jeg ved ikke hvad det er du vil have mig til at gøre" hans stemme var fast og stoldt den rystede ikke vaklede ikek et sekund han vendte sig halvt om og så på hende med et blik der viste alt han følte

"du glemmer det faktum jeg prøvede at rejste, du glemmer at jeg ikke kan rejse, du glemmer at det var dig der bragte mig her til og jeg intet ønske havde om enlig at blive viklet ind i dette bånd, du glemmer at jeg intet kender til dette forbanede land og du glemte at respektere mig og det er det værste af alt, du vinder ikke en kvinde ved at binde hende på hånd og mund og at din søn vil hade dig er ikke min skyld, vær gang jeg kommer til at se på ham og han vil minde mig om dig, tror du ikke tanken om dig i sig selv gør ond? tror du ikke heller jeg ville dø end at føde ham? at vide at den mand man stolede på og elskede, den mand man gav alt man havde og ejede, svigtede en, at han kastede en væk som et brugt stykke legetøj, fordi det ikke lige kunne hvad han ville have det til! tror du ikke heller jeg ville forlade dette sted for alt her minder mig om dig" hun så på ham med et alt for sigende blik om alt det onde han havde forvolt hende "hvis du virkelig elskede mig ville du ikke forsøge at kontrolere mig, du ville elske mig for den jeg er, fri og vild" hun så såret på ham, i det hun gik forbi ham "du vil aldrig kunne knække mig, du kan binde mig og piske mig, du kan måske få mig til at gå i tøjle og snor, men du vil aldrig knække mig, jeg er født fri og vil dø fri" hun stod nu og stirrede på muren, et par meter bag ham "jeg besudlede måske dit hjem, men du besudlede min krop og min kærlighed og jeg er først kvit det om 18 år og lidt under 9 måneder" en tåre trillede ned af hendes kind, men man kunne ikke høre sorgen i hendes stemme

"problemet var dine krav og de forbandede dyr og hvordan kan man elske dit tempramang jeg gav dig alt jeg eje min kærlighed mit hus alt og hvis du ikek glemmer det var det dig der skreg af mig ikke omvendt det enste jeg vill var at holde om dig det var dig der skiftede mening men først da det var for snet og hvis barent er sådan et stort problem så slå det ihjæl eller efterlad ham her jeg skal nok tage mig af ham"

"jeg stillede ingen krav udover at du skulle elske mig som jeg var, dyrene og naturen er en del af mig det er ikke min skyld de følger mig og mener de skal passe på mig, men en ting er at de elsker en ubetinget, ikke som andre. du kender ikke til mig du ved ikke hvordan det er for første gang at se en mand du har været i seng med i live, jeg kan også være bange, jeg er dog lidt menneskelig! og de børn kan ikke dø, jeg har sku prøvet og se hvad det gav mig" hun fjernede den ene bandage og viste 4 riller i håndfladen, der forsat bløde, sårene fra da hun forsøgte at fjerne de små liv "lige meget hvor meget jeg hader det barn får du ham ikke, så heller se på min fejl så jeg aldrig laver den igen og jeg vil ikke have dit hus eller dine kjoler eller noget, andet jeg ville have dine ting jeg ønskede kun du gav mig en ting og det kunne du ikke!" hendes stemme var fyld med afmagt, hun elskede ham jo, men hun kunne ikke bare give efter for ham, han skulle ikke bestemme over hende

"det var dit valg at tage den forbande halskæde på jeg elskede den kvinde du uvar før jeg elskede mennesket tess ikke numfen" hviskede han stille

hun stirrede tomt på ham "det var ikke mit valg, jeg viste ikke det skete, jeg husker kun smerten fra da du slog mig ihjel og så blev alt sort og jeg var i tundlen, og så hos min mor og hun sagde det ikke var tid endnu og pressede mig ned under vandet, hun stod med min søn på armen" hendes stemme var hæs og fyld med sorg "jeg skulle være blevet hos ham" hun vende sig væk fra ham og satte sig og stirrede ind i muren "du tror altid man har et valg, tror du jeg ville elske dig hvis jeg havde et valg? tror du jeg overhovedet var kommet til dette land? tror du jeg ville være det jeg var nu hvis jeg havde et valg, du tror måske jeg nyder det, de konstante stemmer, alrig at være alene?det er en skæbne ironi" hun fnøs hånligt

"nej det tror jeg ikke men engang undertrykte du nymfen i dig nu virker det som om at du har givet op og det er det jeg har svært ved da det er vireklig svagt at give op i kampen imod sig selv"

"jeg gav ikke op jeg accepterede og i forhold til at undertrykke noget ond i sige selv, er det sværre at undertrykke en konstant glæde og ros, jeg har ikke ændret mig så meget fra hvad jeg var, du ser bare anderledes på mig for jeg har andre styrker nu, jeg er måske ikke stærkere end dig, men jeg er farliger end så meget andet for det i prøver at kontrolere higer efter mig og nyder mig" hun drejede hovedet og så på ham "det ville være sket før eller siden det du ser nu er bare mig der ikke længere er bange og underkuet af frygten for mig selv, den der har ændret sig er dig og dit syn på mig" hendes stemme var mild som før i tiden når hun havde snakket til ham

"kan være du ser sådan på det det må du om du kan kalde når du er klar til at forlade lanet jeg kommer med mad igen i mogen"han vendte sig om og begyndte at gå han villle ikke finde sig i at hun svignede ham til på den måde

"og igen stikker du halen mellem benene, men hvad forskel gør det om jeg havde ændret mig du er forsat gift, jeg ville bare være endnu en pokal på din hylde" hun kiggede bestemt på ham "sig mig hvad er det du vil have af mig og jeg havde accepteret min mors arv eller ej var jeg endt her før eller siden, for du driver mig til vandvid med din konstante kontrol, det er ligefør jeg skal bede om tilladelse til af trække vejret hr. general, du burde måske lære at accepter dig selv for ingen kan leve i et hus hvor man være anden dag bliver slået ihjel for det passer ikke lige herren det man siger ved morgenbordet!" hun var så led og ked af det hvorfor kunne hun ikke bare stoppe med at elske ham, det ville være så meget lettere, kvalmen boblede i hende *ååå gud nej ikke nu det er bare for ydmygende* men jo morgenkvalme sådan en hærlig ting