morgensolen

"Tak" Mens han spiste tænkte han over mødet med Tess, han var klosset og faldt over hendes ben, hvad tænkte hun mon ikke om ham. "Du, hvad var dit indtryk af mig da jeg tumlede ind i dig og faldt ved boderne?" Han ventede spændt på hendes svar, var hendes indtryk måske anderledes nu?.

hun grinede højt, ja det var et godt spørgsmål, havde hun overhovedet tænkt "jeg ved det ikke, jeg tror jeg så dig som et forvirret lille barn" hun smilede et varmt og grinende smil "jeg ved snart ikke hvad jeg tænkte, du lignede en der knoklede for at komme frem i livet, men livet paserede dig bare, jeg havde ond af dig" hun smilede og trillede om på siden, "her er i sandhed smukt

Zudo kunne ikke beslutte om han skulle være glad for hendes ærlighed eller blive lidt gnaven, men han accepterede hendes mening. "Lille barn hva? ser jeg så ung ud?" Han blev var næsten lettet over han ikke lignede en på sin alder. Han fik et bredt og udspekuleret smil. "Ja her er meget smukt, det siges at træet blev sået af de første immigranter til dette land, de var et magisk par, det siges også at de styrede de 4 elementer" Han regnede ikke med hun ville blive vild over historien, men han syntes da at den var værd at fortælle.

"nej men din opførsel udstråler det" hun smilede og lod en hånd løbe gennem hende lange hår "det er et sødt eventyr, må jeg sige" hun kiggede sig omkring, solen var snart helt oppe over horisonten, hun burde måske tage hjem til sin vært, men havde ikke rigtig lyst så hvorfor skulle hun, man burde så meget her i livet

"Nåh... ok..." Han blev tavs, han følte ikke der var så meget at sige, hendes selskab sagde det hele for ham. "Godt min bror ikke er hjemme, så ville han blive bekymret for mig, jeg plejer aldrig at være væk i så lang tid, jeg sidder altid på mit værelse og læser" Han betragtede den røde sol der tittede frem, den mindede om hendes hår; vildt, skærkt og utæmmeligt.

"jeg burde også tage tilbage, men der er så meget her i livet man burde, ikke. jeg burde for længst være gift og have en masse børn, og jeg burde slet ikke være ude en helt nat, med en femmed mand, men jeg er ligeglad, hvorfor skal man altid forsøge at elve op til alles forventninger" hun smilede til ham

"Nej, du har ret, man behøver ikke leve op til alles forventninger, man klarer tingene i ens eget tempo hvis man vil eller ej" Han ville ikke indrømme det, men han længtes efter familie og kærlighed, men hans magi og studier holdte ham tilbage. "Tiden er gået hurtigt de her sidste år, jeg har ikke oplevet andet en tekster og formler i lang tid" Det var begyndt at blive lunere, solens varme og den sprudlende kvinde ved hans side gav ham en mærkelig følelse i kroppen, han kunne ikke beskrive den.

hun så ham dybt i øjnene han havde en længsel, stakkels mand hvad han ikke har måttet opgive "tiden går ofte hurtiger når man har travelt, de sidste 7 år af mit har været et stort sammensmeltet virvar, at det er utroligt ejg ved at der er gået 7 år, men det er jo noget man kan regne sig frem til" hun lå og legede med en tot af hendes hår, den gled mellem hendes fingere, hun kiggede vok fra ham og ned på den

Han kunne ikke finde på noget at sige, det var svært at få de rigtige ord ud af munden. I stedet nynnede han en folkevise han havde hørt nogle fulde studenter synge i kroen flere gange. Det lød ikke forfærdelig godt, men han hyggede sig. "Efterhånden ved du hvor nysgerrig jeg er, men kan du ikke kort fortælle mig hvorfor det var et virvar? rejste du meget?" Han krydsede fingre inde i hovedet, de andre gange han spurgte tilbage på hendes fortid blev hun vred og kold.

"lad os sige det på denne måde og så må du selv finde ud af, jeg red på en sti maltet med blod og ja jeg rejste meget, jeg var kun et sted til jeg nåede det mål jeg havde der og jeg ofrede alt for at nå det" hun kiggede væk fra ham "jeg vil ikke tale mere om det, det er minder og ting der skal ud af mit liv forstået, jeg har været meget andet end jeg er nu og det ønsker jeg ikek at blive igen" hendes stemme var kold og hår

Han gav hende et venligt blik, i hans hoved kunne han kun forstille sig at det blod var kommet på grund af selvforsvar, han overvejede endda at det kunne være hævn, men han kunne ikke se det for sig. "Nej nej, det bestemmer du, jeg er glad for at du fortalte mig mere om dig selv, du er ét stort mysterie" Han smilede gladt og kiggede endnu en gang på den røde sol.

"der er ikke meget at fortælle om mig, jeg blev opdraget i et kloster, som 18årig drog jeg ud, efter det er der bare død og ødelæggelse, slut på den historie, nu er jeg her og forsøger at ligge fortiden bag mig, men alle elsker at grave i den" hun kiggede på ham "hvordan døde dine forældre" hun syntes at have hørt svaret med var ikke sikker længere

"Vi er et meget nysgerrigt folkefærd" Han grinte lidt og forsatte. "Mine forældre? De blev assassineret af zarnere da jeg var helt lille, mine forældre var høje medlemmer af en modstandsgruppe kaldt kaijulerne. Midt om natten mens jeg, min bror og mine forældre sov, bryd 2 sorte skikkelser ind i vores hus, de bar begge katanaer der skinnede i månes skær. Jeg gemte min lillebror i skabet og løb hen til hvor vinduet var smadret, jeg hørte kamp i stuen så jeg skyndte mig der hen og gemte mig. Min mor og far kæmpede med alt de havde, men de var ikke forberet og blev derfor nådesløst slagtet. Bagefter flygtede de, heldigvis opdagede de ikke mig" Han havde et seriøst anisgt, det var et smertefuldt mine, men han følte det hjalp at snakke om det, hun var den første han nogensinde havde fortalt den historie. "Jeg kan huske den nat meget klart, jeg glemmer den nok aldrig, men den giver mig styrke til at opsøge morderne og hævne mig" Han havde nu et vredt blik, han hadede sig selv for ikke at være stærk nok til at redde sine forældre.

hun kiggede på ham med tåre i øjnene, hun satte sig op og greb hårdt fat i ham "gør det ikke opsøg dem ikke, jeg beder dig, du ender bare som mig, en skygge hvad du en gang var, det vil ødelægge dig" det var en svag nærmest onskabsfuld vislen mellem hendes tænder, fyldt med smerte og angst, hun slap ham og rejste sig, hun kiggede mod solen, vinden fik hendes hår til at danse om hende "jeg obsøgte mine forældres mordere og jeg dræbte dem alle, dem, deres børn, selv deres børns børn, deres forældre, horeunger, alt jeg har udrydet hele slægter i hævnens navn, jeg blev et skygge af mig selv, jeg følte intet bare had, jeg begynde at nyde at dræbe, der var ikke kærlighed til atdet end døden, jeg kvalte børn mens de sov, jeg kastede spædbørn ud af vinduet, jeg gjorde så mange frygtelige ting og alt pga hævn" der løb en len strøm af tåre ned langs hede kinder hun kiggede direkte på solen, hendes ene hånd lå let på hendes sværd, hun sukkede, det var ude nu, men ikke det hele, hun havde gjort så meget frygteligt dette var bare et resume af det døde der gik i hendes fodspor og det onde der løb i hendes åre

Zudo blev overrasket over hendes stærke reaktion, selvom han ikke havde kendt hende i ret lang tid, kunne han sige til sig selv at han aldrig havde set reaktion fra hende før. Så snart han opdagede hendes gråd rejste han sig op og holdt stærkt om hende. Han mærkede næsten al hendes smerte flyde gennem hans blod, det frembragte tåre i hans øjne, hans sjæl græd på hendes vejne. "Jeg skal nok lade vær med at hævne min familie! jeg lover dig det, jeg kan se hvor meget smerte det har bragt dig og jeg vil aldrig føle det samme, aldrig!" Han løsnede sit greb om hende, men han holdt stadig tæt om hende. "Tak" Hviskede han i hendes øre. Solen havde skiftet til lys orange, det var næsten et smukt øjeblik.

"jeg var 7år gammel jeg var lige begynd at tage gederne på græs, jeg var så stolt, jeg var på vej hjem da jeg hørte råb fra gården, det var min far og nogle fremmede, jeg gennede flokken ind i skoven og lod dem græsse lidt ekstra, jeg sneg mig nærmer de lød så sure, de havde bundet min far i døren og have allerede slået min far ihjel, de var 7 mænd to kastede min nyfødte lillebror op i luften en voldtog min kun 5 år gamle søster, hun var besvimet i smerte 2 holdt min mor ingen ville røre hende, for hun var ikke... menneske... de sidste gennemroede huset, da de var færdige og havde fundet mad og andet af hvad de ville have, bandt de min mors arme og bed og satte ild til hende, min søster smed de i brønden, jeg sad gemt under en busk, men far skreg, han elskede min mor så højt, jeg kan huske jeg holdt mig for ørene, men jeg kunne forsat høre min mors sang, hun ville ikke skrige selvom flammerne åd hende op, hun sang bare, jeg lukkede øjnene, jeg rørte mig først da pioren på et kloster et godt stykke der fra fandt mig, han kende åbenbart min mor og far og havde setrøgen fra gården, de havde sat ild til gården mens min far forsat var i live, han brænde også ihjel" hun vende sig og lagde panden mod hans skylder, det gjorde så ond at tale om, så forfærdelig ond

"Intet retfærdigøre dræb, men de fortjente det, og deres børn ville sikkert have blivet opdraget til at være ligeså onde og selv brænde en familie til døde" Han løftede hendes hoved fra hans skulder og kiggede hende dybt i øjnene. "Du sagde selv at fortiden ikke betyd noget og at nutiden er det vi skal tage os af, det er meget kloge ord og jeg repsektere dem, lad os ikke mere kigge tilbage på al den had, ondskab og hævn og i stedet nyde dette smukke øjeblik" Han kiggede på solen mens han holdt om hende.

"det er ikke altid opdragelsen der skaber et menneske, jeg blev aldrig opdraget til at være som jeg var, men blev det alligevel, men ja du har ret" hun lagde hovedet på han skulder og så på solen, hun sukkede

Zudo var altid stille, han blandede sig aldrig i andre folks liv. Han holdte sig for sig selv og snakkede meget sjældent med nogen, men denne kvinde åbnede ham. Han kunne ikke fatte alt det han havde oplevet med hende på den korte tid, det var magisk og banebrydende. "Jeg er meget glad for at jeg mødte dig, og specielt i denne periode af mit liv, du har virkelig vist mig at der er andet i livet end bøger og magi" Han var stadig træt på trods af maden og solens energi, han hvilede blidt op at hende og lukkede øjne. Ikke for at sove, bare hvile øjnene.

"jeg ved ikke om jeg skal græde eller le over det, jeg er nok ikke så meget et bekendskab værd, bare en flugtig sommervind" hun kiggede op, nu ikke sove, jeg tror ikke jeg kan grib dig igen, så burde vi heller ligge os ned kære" hun smilede til ham og kiggede blidt på ha, stakkels mand, han har nok ikke samme energi som jeg hun smilede for sig selv

Han smilede lykkeligt, han havde fået en umådelig glæde af hende. "Du har i hvert fald gjort stort indtryk på mig, det har ændret mig til det bedre" Han syntes hendes forslag var en god idé, han ville nok falde i søvn hvis han endnu en gang lagde sig ned, men var villig til at løbe risikoen. "Hvorfor er du aldrig træt? hvordan kan du være så vågen?"

"jeg har aldrig kunnet sove meget, men når jeg endelig sover rigtig, så sover jeg i flere dage og man skal ikke vække mig, for så er det onde løs" hun smilede, hun burde virkelig tage hjem der var en ing eller to hun gerne ville kræve forklaring på af hendes vært, men ikke lige nu, nu ville hun faktisk gerne ligge lidt og slappe af

Zudo fik et drilsk blik. "Stakkels mand du en gang skal finde sammen med, har du altid været sådan?" Han satte sig ned og lænede sig op at træet som han havde gjort før, det var ikke særlig behageligt, men hjalp kun i den svære opgave ikke at falde i søvn. Solen sad et godt stykke oppe på himlen nu, der hvor Tess stod var hun i vejen for lyset, det gjorde hende endnu mere mystisk og fascinerende at se på.

"ja det har jeg vel" hun kiggede på ham og smilede lidt ulykkeligt "hvem siger jeg noglesinde finder en mand?" hun satte sig tæt op af ham og nød solen på hendes ansigt "hvad med dig?"

"Så måtte du have været svær at have som barn" Han havde et lumsk smil indtil han så hvor trist hun var. "Du finder da sikkert en, hvem kan undgå at lide dig?" Han mendte det han sagde, hun var en vidunderlig kvinde, man skulle bare vende sig til hendes til tider livlige og til tider dunkle humør. "Jeg har heller ingen ambitioner om at finde et partner lige med det samme, jeg vil lade det komme til mig"