stille stund

"så skal jeg hjem og hente den og det bliver ikke lige nu" hun smilede skævt, en af de første sider var skrevet med hendes eget bold, det var hendes søn, hun sukkede, han var fortid ligesom resten af det i bogen "hvorfor frygter du kærlighed, er du bange for det gør dig svagere??" hun kigged på ham med et lusked blik, hun lignede lidt en ræv, der forsøgte at lure vejen ind i hønsehuset

hun kiggede på ham med et drillende blik "måske vil jeg bare vide om en så facinernede og atraktiv mand, faktisk kan føle" hun smilede skælmsk, hvor var han dog sød, hun kiggede vuderende på ham, men det var svært at se for solen i hendes øjne, hun løftede sig lidt op og støttede sig på sine albuer

"det er jeg glad for at høre kære" hun smilede op til ham, "fortæl mig, skal vi sige noget for noget?" hun smilede skælmsk og satte sig op med korslagte ben, "jeg fortæller dig lige hvad du vil høre og du fortæller mig hvilken due der en gang har haft bygget rede i dit hjerte" hun smilede til ham med et ironisk smil, hendes øjne viste ingen tegn på følelser, og hendes stemme var rolig, han var mere spændene end hun først lige havde troet

"jeg har stillet mit spørgsmål, men du må da godt starte" svarede hun henkastet, hun var ved at forstå spillet og ham, hun valgte samtidig at ignorere det første han spurgte om, men det glæede hende at hun nu havde fået et lidt større indblik i hans liv

hun kiggede vuderende på ham han ville ikke kunne lide svaret nok "heldige og heldige, hvis du spørger mig er han uheldig, men Kasekuno" hun sukkede "jeg ved ikke om det er mere end det er nu, det er svært okay" hun vende sig så hun lå på maven "hvem var den lille due?" spurgte hun henkastet

"fordi han kan styre mig, jeg kan ikke kæmpe imod, fordi ja jeg ved ikke, han er stille og jeg er som et flammehav, men alligevel er han en ildsjæl, måske fordi jeg tror han kan gøre mig god" hun sukkede, måske havde han ret hvorfor ham, hvad havde de til fælles udover at han hold af hende, en tåre trillede ned af hendes kind, han kunne blive hissig som hende, men han var blidt som vinden og hun var hård som stormen, hun havde lyst til at skrige, det var lige før hun ville have Jack gav hende smerte, få hende til at føle et eller andet end den tomhed han lige havde åbnet hun tog sig sammen " hvor er hun nu?" hun lod fingerne køre gennem græsset ååå hvor hun savnede frihed, denne by var ved at kvæle hende

"jeg vil være mig selv, men at være ond er ikke mig og han opvejer det og jeg vil bare slå alti ihjel omkring mig nu, hvis jeg bliver som jeg var, du følte selv hvad jeg kunne gøre, forestil dig det på en kro fyld med dødelige" svarede hun forholdsvis kontrolleret, hvad skulle hun gøre jo hun hold af ham, men hvad ellers, selv hendes hest haedet ham, men haede den ikke alt der var en konkurant om hendes kærlighed, den kunne ikke en gang lide Jack, ååå hvad ville hun og nu alt dette med hans barn, nej det gik bare ikke eller gjorde det, "det var trist" munlede hun "du får mig til at tvivle Jack, men jeg holder virkelig af ham" svarede hun fast, hun ville ikke give op nu

"en nymfe lever ikke med kontrol, men efter lyst, det er der problemet er, jeg lever et sygeland, mellem godt og ond, jeg er ikke ond ikke af natur og heller ej af hjerte, men jeg blev det alligevel, en nymfe er ikke god, mange ser dem som onde, men de lever bare med naturen, jeg ved ikke hvad jeg er længere" hun kiggede på ham, med et fortvivlet blik, hun viste hun gav ham hvad han ville have, men hun havde viklet sig ind i fortvivlens net "jeg holder virkelig af ham, han gør mig glad, men denne by disse mure, jeg er ved at blive sindsyg!" råbte hun fortvivlet, hun var ved at blive vandvitig "ååå Jack hvordan kan i holde ud at leve her inde! luften er så tyg og her er så trangt!" hun kunne næsten ikke mere

"det siger han" svarede hun bare koldt og hårdt, hun var blevet hissig, ikke på ham men på sig selv, hun rejste sig brat "undskyld du skulle høre på denne jammerlighed" hendes stemme var hård, og hun havde et kold død blik, ikke som før dette var en anden form for ondskab, et had, til sig selv og til følelser

"farvel, kære" det var kun med nød man kunne høre en smue følelse, i den kolde vislen, hun gik hend imod hesten, der havde lagt sig ned "op den dumme krække" komanderede hun hårdt, hesten fløj op, hun greb hårdt fat i dens tøjler, den kunne mærke dens herskerinde var sur og det gjorde den ophisset, før i tiden betød det blod og den elskede når de sprede død og ødelæggelse, så følte den de lavede noget sammen

hun blev endnu lidt mere sur over at han ikke en gang kunne sige farvel, hun skulle lige til at svinge sig op da hun så rosen, hun smilede et lille koldt smil og stoppede den i lommen på kjolen, derefter svang hun sig op på den hun lod den galopere et par gange i cirkler, hvorefter hun arigt sporede den hårdt og for gennem folkemængden, ligeglad med om de nåede at rygge sig og hesten viste at den ikke skulle forsøge at undgå dem for meget, det ville bare gøre hende endnumere rasende, hun kunne mærke hvordan det dirrede i hendes muskler, hadet mod hende selv og hendes tvivl

OUT//