stille stund

rosen der lå på jorden visnede, hesten skrabede uroligt i jorden, "more du dig ikke nu, for jeg gør" svarede hun spydigt bag ham, hun var blevet hurtiger, mere smidig, hun bevægede sig hurtigt, men med en ynde der ikke var til at tage fejl af, hvis man havde set en nymfe før, hun grinede, men latteren var kold og føltes som et isnede vindstød for en snestorm, "fortæl mig lille mand er det kun smerte der tiltaler dig" hun kørte hånden gennem hans hår hun stod foran ham igen, hendes ringen omkring hendes pupiller var isblå og hendes stemme var ubehagelig, den ville få en dødelig mand til at krympe sig "du er ikke så svag som jeg troede" hun slap hans kind ordene var næsten giftige i sig selv

hun smilede koldt til ham, hun havde lyst til at grine, alle mænd havde deres svagheder "du er en mand alle mænd har deres svagheder og dem udnytter jeg" hun løftede det ene øjenbryn og smilede hånsk "hvad så med dem der ikke frygter, har de ingen natur" hun grinede hånsk "hvad er min natur lille mand? kan du læse mig" hendes ord var spottende og hånske hun lod hånden køre ned omkring hans hals "du burde vide at en vær jager observere sit bytte ikke" hendes stemme var kold og hår, hun gik om bag ham og viskede i hans øre "det er altid jagten der er den sjove, drabet i sig selv er en lillen tilfredsstillelse i forhold til den lidelse du ser i deres øjne når de trægger sig bagud og skriger på nåde" hun over til hans andet øre "en mor der græder om nåede over hendes barn og hendes skrig når hun ser det dø, er det det du kan lide at høre på?" hendes stemme var kold og kynisk hun udstøte en lille hæs ondskabsfuld latter

hun gled langsomt hend foran ham igen "alt kan være en svaghed hvis man spiller kortene rigtigt" hun havde et ond glimt i øjet, hun rejset sig på tå og lagde sin kind mod hans og viskede i han øre, mens hun lagde en hånd om hans hals "lille mand alle har svagheder" hendes krop var presset tæt mod hans, hun trak hovedet tilbage, hendes øjne lyste af en ondskab, der sjældent havde set dens lige hun viskede i hans andet øre "fortæl mig lille bevingede mand, er selve drabet i sig selv ikke skønt, hvordan man ser fortabelsen i deres øjne, deres sidste suk, deres endelige og det man ved de aldrig vil kunne betræde denne jord igen" hun kiggede ham dybt i øjnene og smilede koldt og ond, hun kunne se at det hun snakkede om behagede ham og det morede hende til det yderste, bare lidt endnu, hun ville bare lege lidt længere tid med ham

hun smilede til ham, hun kyssede ham, hun kunne mærke hans styrke trænge ind i hende, men slap ham hurtigt, og smilede hendes normalt legesyge smil "pas på lille mand, nogle spurve er ikke så uskyldge som vi ser ud, vi kaster vores egene unger i floden og nyder at sende andre små fugle, ind i klipperne" hun smilede blidt til ham og slog hende legende trillende latter op, hesten begynde at slappe af igen, selvom den var begynd at blive ophisset af stemningen

hun kyssede ham igen, hun mærkede hans styrke sive ind i hende, hun var forsigtig hun ville ikke have noget af hans ondskab, bare hans styrke, hun kyssede ham mere lidenskabeligt, strømmen tog til, ååå hun nød det, hun slap ham, og smilede hånsk "du er i sandhed stærk" grinede hun og smilede hånligt, hendes øjne blev helt milde og normal og hun tog et skrid væk fra ham "fortæl mig hvordan har du det, hun håbede ikke hun havde taget alt for meget, hun kunne ikke tage hans magiske kræfter, men hans normale styrke, var en anden sag

hun svingede det ene ben og væltede ham, hun lanede oven på ham, hun grinede, det var svært at høre om den var ond eller godt hun kiggede ham direkte i øjnene "jeg nyder dig bare, lille mand" hun smilede "som sagt jagerne og byttet og du smagte himmelsk" hun slikkede sig om munden som om hun faktisk havde taget en bid af ham "ååå du er da vel ikke sur" drillede hun og virstede sig fri af hans greb og rejste sig hurtigt og tråtte hurtigt et skridt væk, hun skulle nødig komme i klørene på ham igen

"ikke som dødelige mænd, du ved anderledes" hun smilede hendes mere muntre og glade smil, det onde var forsvundet som dug for solen "irritere dig, du virkede ellers meget glad for min anden lidenskab, jagten, kunne du ikke lide den" hun smilede skælmsk, hun grinede, det var en lokkende og livlig latter

"kærlighed er en og sammen kage, det er bare til noget forskellige" hun kigede indgående på ham, der var noget sært over ham, men med et var han som første gang de mødes "sig mig skal i altid være så kolde, hvordan finder i jer en mage så?" hun spurgte nysgerrigt, mens hun spottede fuglen og fik den til at flyve væk, inden Jack fin den ide at den skulle lide

gik helt hend til ham og kiggede ham dybt i øjnene, smilede skråt og løftede det ene øjenbryn "jeg har ingen samvitighed eller det passer nok ikke helt, men jeg gør som det passer mig og tænker ikke på andre end mig selv" svarede hun med en nærmest ligegyldig stemme, "hvordan de andre klare det ved jeg ikke, men jeg er ikke som de andre, nymfer er jo ikke ligefrem, en sensetivt væsen, de lever bare på folks følelser, men det sker åbenbart at de forelsker sig eller måske var min mor bare en afviger hvem ved" hun smilede drillende

"ååå jamen jeg er skam forelsket jeg sender dog ikke fingerkys" svarede hun drillende, det var jo rigtig nok, hun skilede bare ikke med det og syntes ikke det var nødvendigt at opføre sig som en tæve i løbetid pga det, "der er flere sider af mig end du tror kære Jack" hun smilede til ham og grinede "jeg har en fin lille bariere mellem min følsomme siden og min ondskab, den følsomme side er ret ny for mig, men sådan noget sker jo"

"en tossede mand, jeg ved ikke om det er helt klogt, men sådan er det nu" hun smilede til ham "fortæl mig mand af mørket, der frister mine onde sider til at bryde ud og forvandle mig til hvad jeg en gang var, ren ondskab næsten, har du aldrig holdt af noget?" hun smilede, han var meget sød, men hendes hjerte var et andet sted, hun nægtede at bemærke den ondskabsfulde vislen hvormed han havde stillet spørgsmålet

hun havde lagt sig på græssen og kørt håret til siden så hun kunne få lidt sol på ryggen kjolen afslørede nogle af hendes mange tatoveringer, hovede at bjergræven stak op og den to hinder på vært skulderblad, hun kiggede på ham med et smalt luskede blik, "jeg tror dig ikke" svarede hun roligt og dog lidt koldt "en mand er først svag når han begynder at lyve om følelser, men dit valg" hun smilede "jeg har nok aldrig elsket, jeg voksede op på et kloster og jeg var uden for, jeg var anderledes, de andre børn var bange for mig og jeg var mere fokuseret på visdom både psykisk og fysisk, til at tænke på kærlighed og mit liv bragte mig ud i noget hvor kærlighed ville have ødelagt alt, men jeg hold vel i et lille sekund af den søn jeg føde og jeg holder virkelig meget af min lille hest, men kærlighed har været så fjerne for mig, at den virker så mærkelig nu, jeg ved ikke, ham her var vel bare enlig den første der viste mig ømhed og forståelse" hun trak på skuldrene, der lå nok mere bag, men hun var ikke villig til at indrømme det for sig selv eller andre, ikke endnu

"ha ha ha ha jeg har skrevet en bog, en bog hvor der står om alle mine mord, et for et, ilustrationer og det hele" hun smilede og lagde sig på ryggen og så op på ham og missede lidt med øjnene "fordi der er noget over dig som siger mig at du lyver, jeg kan ikke sige hvad, måske bare den måde du dækker dig ind, måske den måde du sagde det på, måske den tid du brugte før du svarede, måske tror jeg dig bare ikke, hvad endenu du taler sandt eller ej" hun smilede drillende og lagde hænderne bag hovedet