at flygte er at overleve

hun grinede og blev lidt flov "jeg tror det er bedst vi går, tror du ikke, de ender jo med at tro du er general for følsomhed" drillede hun og kyssede ham igen hun smilede som hun ikke havde gjort længe "jeg er glad for jeg aldrig tog til den barron og giftede mig og fik en masse små fede grime børn og måtte ligge med min fede grimme mand vær nat" hun grinede ved tanke, nej nu havde hun den perfekte mand, en hun elskede fordi det faldt hende naturligt ikke fordi det var pligt

"er jeg også det ville være en skam kan ikke li fede mennesker eller zarner xitoer må gnerne de skal aligevel bare dø og jeg synes ikke vi skal gå vi skal løbe vil ikke være genral for følsomhed" han smilte igen til hende hun var så dejlig hvordan kunne han være sur på hende

"hahaha jeg vil gerne gå, det er værdigt at gå, at løbe er for børn" hun skubbede blidt til ha, og begynde at løbe, hun vende sig halvt og grinede, hun kunne mærke vinden i håret, hun rakte tunge af ham og grinede

han løb efter hende hjem


//out