at flygte er at overleve

"jeg forstår ham godt han er heldig at han fik lov" hans mund var nu lige ud for hendes øre og hans stemme kun en hvisken

hun gispede, en tåre løb ned af hendes kind " hvorfor gør du dette ved mig, du ved hvor meget jeg holder af dig" hun sank " du ved jeg elsker dig" det sidste var mere en gispen, hun kæmpede imod fristelsen om at vende sig og kysse ham, hun viste han ikke ville have hende, han havde selv sagt det, men hvor ville hun dog gerne have ham, hun have slået grima ihjel for ham, for hvad forskel ville det have gjort hvis hun forsat havde ondskaben i sig, når hun alligevel ikke kunne være sammen med ham

"jeg gør det fordi jeg om lidt ved bede dig tage et valg der vil fat sætte dit liv for altid" han støj blidt hendes hård om bag hendes øre og lod en finger køre lans hendes hals ære

hun sukkede dybt "hvis bare det betyder du tilgiver mig, vil jeg gøre alt" tårene løb ned af hendes kinder, hun ville gå gennem ild og vand for ham, *var det sådan mor følte for far da hun opgav et liv uden sorger og band sig til min far* det kunne ikke have været andet

2ser du min kære du kan vælge at bo hos os hos mig om du vil hvis du tilgenel aldrig går ud for landets græncer og aldig ser den xitoer igen hvis du siger nej til dette vil du blive renget som en fejen og kastet i tomheden"

hun vende sig hurtigt og kyssede ham "jeg ønsker intet andet og jeg har ikke brug for han forståelse, for det onde er væk nu, det døde med Grima" hun fik tåre i øjnene ved tanken om hendes på trods af onde så trofaste ven der havde gjort alt for hende "jeg vil heller være fanget i dette bur for altid med dig, end flyve frit ensom og alene" hun slap ham hurtigt "undskyld" hun så ned i jorden, hun havde nok overreageret lidt

han smilede blidt til hende to ghende i sinde arme og kyssede hende længselsfuldt "skal vi gå hjem min elskede?"

hun kyssede ham igen, ååå hvor havde hun savnede ham i den korte tid hun havde været væk, men det føltes som år, "ja lad os det, men du må love mig du ikke skal dø i morgen det er alt for kort tid sammen med sig så" hun smilede sørgmodigt til ham

"jeg har fået samme straf som dig" han smielde blidt til hende og støj hendes kind og kyssede hende på panden "gal det har væet en opslidene dag det jeg har mest brug for nu er noget te eller sake og så en stor varm seng han smilede til hende og kløde sig i hårdet med venstre hånd

hun smilede lykkeligt "te lyder godt" hun kyssede ham blidt igen, hun havde ikke lyst til at forlade hans arme, hun kunne bruge resten af hendes liv i dem "jeg drikker næsten aldrig, selvom jeg overvejede det i dag, men jeg drikker noget der er en del stærkere end jeres, men det ligger hos dig" hun smilede drillende og kyssede ham hurtigt "sengen lyder tilgengæld fristende" hun smilede skælmsk

han skog en latter op og løftede hend eop i sine arme og begyndte at bære hende hjem til sig "jeg har virelig savnet dig"

hun kiggede ham ind i øjnene " og jeg har savnet dig noget så forfærdeligt, men jeg kan godt gå selv, jeg vil nødig bære skam over den lille abes offer" hun smilede skævt men dog lidt sørgeligt ved den lille fyrs død, den havde på kort tid virkelig blevet kær for hende

"det må du selv om men jeg insister på at bære dig over vores dørterskel der er tratition og tro mig det er sådan nogle underlige små ting jeg går virkelig meget op i" han smielde og kyssede hende før han nemsomt satte hende ned han rettede sig op og kikkede på hende " du er vireklig smik"

hun rødmede "i mit land høre det en anden tradition til men okay, det er en aftale" hun så ned i jorden "jeg må jo gøre min elskede ære ikke" hun kiggede op på ham og smilede "jeg savner faktiske min kjole" hun fnisede, hende der havde hadet kjoler som barn

"du skal få så mange kjoler som du kan drømme om du skal leve som en dronning og aldrig mangle noget han øjne viste at han mente hvert et ord og der ikke ville være ogle tvivl om agt hun vill få det hvis det var det hun ønskede

"som jeg har sagt før vil jeg gerne bare have mit gamle tøj, i første omgang, det minder mig om gode tider, dette vil jeg til gengæld meget gerne af med, der er for mange dårlige minder i det" hun smilede skævt, "jeg kommer til at savne ham, selvom han var ond elskede jeg ham som en mor elsker hendes barn, i må huske at brænde det og ikke røre" tåre løb ned af hendes kinder

"mine folk skal nok tage sig af det tro mig de er trænet godt om meget loiale og måske en dag kan du få et nyt barn som er planlagt og elsket og har begge sine forældre" han sagede det meget spørgende og usikkert

"jeg snakker nu om min hest, men ellers, det skal du ikke være så sikker på han er ikke bare en hest, han er også fra bjergende, det er en ondskab fra urtiden, ligesom nymfer, hans forfædre var lidt som os, bare onde og lignede heste og de slog folk ihjel, ikke bare udnyttede dem" hun sank og tørede øjnene med bagsiden af hånden og lagde hovedet mod ham og sukkede, hun havde forsat kattene og hundene, hvis han da ikke havde slået dem ihjel

han lagede beskyttend earmend eom hende "det skal nok gå min elskede det var ikke diin skyld og tro mig ingen kunne se det og det var et held at du så det min vagter troede bare at du var syg i hovedet "

"det er jeg nok også lidt, men jeg havde ikke set det hvis du ikke havde pint dig selv" hun slog ham blidt på brystet, hun følte sig tryk nu og i harmoni, bortset fra det lille savn af frihed, men man kunne ikke få alt her i livet og hun havde hvad der betød mest for hende, ham, hun kiggede op på ham og smilede

" det var da ikke min skyld at der var en fugl der hoppede i mine iriser" han smlte til hende og d ahun slog ham regerde han ved at ugle hende hård mens han rækte tunge til hende "så kan du lære det haha"

"hey iii nu skal jeg jo børste det ud igen" hun ginede og ragte tunge tilbage, "din skyld eller ej det gjorde pisse ond, skal jeg sige dig og må guderne se dig nådig hvis du gøre det igen, for du er den næste i rækken over ting jeg holder af" grinede hun, hun lyste af kærlighed og hendes øjne var milde og lykkelige

han svarede ikke kyssede hende bare længe og lidenskabeligt med armende næsten limet fast til hende

hun gengælde hans kys, ååå hvor havde hun savnet dem, tænk at hun næsten havde mistet ham, det ville hun aldrig lade ske igen, men han havde snakket om børn, puha det havde aldrig været hendes kop te, hun havde aldrig haft gode oplevelser med dem, men måske hvem viste, hun havde haft et lille stik f moderlighed da hun red tilbage efter hendes søn, men den tid den sorg

han slap hende langt om længe han stodd lidt og kikkede på hned hvorefter han sagede " skal vi gå tilbage eller skal vi give løgnanterne flere grunden til at tale om os"