Uden for sammenhæng..

hendes smil læber forvandlede sig til en dyster streg "døden har fulgt mig længe, mere er der ikke at sige til det og jeg kom her uden mål, måske håbede jeg på han ville slå mig ihjel og gøre en ende på mine lidelser, men han gav mig lidt lys og jeg føler ingen higen efter døden længere" hun smilede koldt, hendes øjne var ubehagelig dystre

Igen et tvetydigt svar. Men okey, det burde hun heller ikke vide om hende. Så du bor hos menneskene? Hun lagde vægten over på det ene ben, men rykkede ellers ikke på sig. En vind havde fået lov til at blæse op i området, og gjorde at regnen nogen gange virkede som om den tog til, for så næsten at forsvinde. Det ar selvfølgelig kun hver gang vinden blæste regnen i hovedet på de tog kvinder. Ellers stod regnen ned i lange stenger fra himlen, gjorde alt vådt, og forvandlede ujævnhederne i vejen til vandpytter. En svag buldren kom fra himlen. Som en brummen. Lynes havde man næsten ikke kunne se. Det var så langt oppe i skyerne, at det kun havde gjort skyerne lysere i ganske få nanosekunderne. Men tordnen gav genlyd ned gennem skyerne, og blev højere og højere, for til sidst at nå luften mellem skyer og jord. Omkring et menut efter kom et lyn, stærkt efter fuldt af et højere brag en før. Uvejret havde taget til i styrke.

Tess lukkede øjnene og rettede hovedet mod himlen, ååå hvor hun elskede uvejer, hun elskede alt der var vildt og utemmet, hun kiggede på den fremmede igen hende smil var koldt og hendes øjne vilde af en form for lidenskab "jeg bor hos en general, siger han da han er og nej han er ikke menneske han er ikke som jer, tror det er kaldt zaner ikke? han er en pussig type, han more mig, men selvom han har gjort grusomme ting kan jeg ikke altid helt relatere til ham, det er der jack er nyttig" hun smilede skelmsk som om de var hendes legetøj eller beundre, hun viste hun måske kunne få dem til det, hvis hendes mors krafter ellers var så mægtig som hendes piore havde beskrevet i sit brev, hvem ved tænkte hun, måske skulle man prøve og dog de var hendes venner også

Hun er jo lige som ham.. Sig mig er verden gået af lave eller sådan noget? Hendes tanke gang kom på ingen måde til syne i hendes udseende. Ja jeg kan godt se hvad dig og Jack må have til fældes. Hun sagde det hverken nedladende eller ophævet. Hun sagde det flat. Koldt og tomt, uden afspejling af noget som helst. Hun boede hos en af dem. Tess boede hos en af de folk, hun hadede mest af alle. Og det morede hende? Jep, så meget til fælles med Jack. De ville sikkert blive et kønt par. Begge ville udnytte den anden på det groveste, være dominerende overfor omverdende, kolde og kyniske. Men så var der lige Tess' humørsvingninger. Vuclari var ikke sikker på at det ville passer særlig godt ind i det forhold. Men hvem sagde at der skulel være sådan et. De var sikkert for meget hinanden til at gide være sammen. De ville sikkert begge have en der tilbad dem, en der var svarere end dem selv, og som de kunne behandle som de ville.

"jeg tror ikke vi ser det på samme måde, De kender mig ikke, så det er okay, jeg kan se den del der en gang var mit liv, i ham, det gør at det er lettere for mig at acceptere at jeg ikke er et dydsmønster, men faktisk et levende væsen, men behøv og lyster" hun smilede blidt igen "[/b]du skal passe på med at dømme på forhånd[b]"

Jeg dømmer ikke folk på forhånd, men under vejs som jeg lærer mere om dem. Det gør selvfølgelig ikke at jeg tage fejl, men så er det jo godt at der er mere at lære om dig. Hun smilte tomt til hende. Men angen er dydsmønstre. Det er en umulighed. Alle har gjort et eller andet forkert, tænkt et eller andet forkert eller fået andre til at gøre det for en.. Hun lod den hænge i luften, og så ind mod kommunebygningen, før hun så på Tess igen. Hun kunne fornemme at der var meget hun ikke vidste om denne Tess, og at der sikkert ville gå lang tid før hun fik mere at vide. Men hun kunne vente. Hun havde jo heldigvis ikke fået til opgave at komme ind på livet af hende. Det job havde hun ikke gidet. Virkelig ikke gidet.

"måske hvem ved, jeg har valgt at ligge mit liv om, Jack gør bare at jeg acceptere visse dele af mig og hans barnlige opførsel, minder om mig for få år siden, bortset fra jeg var så human at jeg aflivede mine ofre efter og jeg havde en grund, en svag og ussel grund, men den var der" hun smilede kærligt men hendes øjne var tomme, hendes hår dansede i vinden, det var som om regnen ikke rigtig lagde jeg tungt på hende

Et svagt smil lagde sig i mundvigen på Vuclari ellers livløse læber. Det var ikke lige til at se, hvis ikke man lette efter det, men gjorde man det, ville ret hurtigt bemærke det. Ja jeg tror faktisk at du har ret i at Jacks opførelse bedst kan betegnes som barnlig.. Hendes øjne hvilede i Tess' hår, der livligt legede med vinden. Alt andet bæev holdt hårdt mod jorden af regnen, som en overordnet kræft der holdt alt fast i et hjerngreb, med undtaglse af de livlige, røde hår som Tess havde. Det mindede Vuclari om ild. Ild var heller ikke bare lige sådan at slukke. I sær ikke hvis bålet var stort nok. Det var på en måde facinererne eventyrligt, og på den anden side så forskelligt fra alt andet, at det vagte uro og varsomhed. En mærkelig blanding, der alligevel gav perfekt mening for Vuclari. Ikke alt hørtes en forklaring, og hun mente at dette måtte være en af de ting.
Hendes øjne flyttde sig fra håret til Tess' øjne. Du svarede aldrig på hvilken race du er af..

"jeg er lidt af værdt, eller det vil sige en blandning, mellem menneske og noget jeg alligevel ikke tror findes i dette land så det er nok lige meget, jeg kommer ikke her fra, jeg kommer fra et land langt borte, jeg er vokset op i bjergende, mine familie blev brutalt myrdet da jeg var 7, så der er ikke så meget mere at sige" regnene begynde at tage til, hendes hår irriterede hende, det var som satans, det gad bare ikke rigtig, men nu var regnen så kraftig at det alligevel bed på hårdet og det begynde lidt efter lidt, at ligge sig lidt ned

Interessant livshistorie. Jeg gætter på at du har slægtet morderne på? Måske i form af hævn? Hævn var den hovedårsag, der fik flest til at begynde at slå ihjel. Selvfølgelig var der også dem der bare havde det i generne, men de fleste havde været ude for noget der havde fået dem på blodsporret. Men det var stadig et skud i tågen, hun kendte jo ikke Tess, og gjorde heller ikke noget for at skjule at hun ikke havde den ringeste i det om det var sådan det ar eller ej. Det vidste hun for lidt til at kunne slå fast på nuværerne tidspunkt.

"De er minsanten klog, jeg slog de 7 mænd der dræbte min familie ihjel, deres færældre, deres søskende, deres børn, deres koner, deres børnebørn, deres kusiner og fætre og deres børn og børnebørn, deres elskerinder og deres hoeunger, det blev til mange døde mennesker, for der hvor jeg kommer fra får rige store familier" hun smilede koldt "jeg nød det da og vel forsat til dels, til tider, men jeg angre også for det hjalp mig ikke, det ødelagde mig totalt" hun sukkede , det lod som en mild brise gennem trærene, hun savnede de unge uskyldige dage i klosteret i bjergende

Vuclari havde bestemt ikke regnet med at denne Tess ville havde været så grundig. Hvad så med bedsteforældrende? Rige familier plejer at have omkring 4 af dem. Hendes stemme var igen flad. Hun blinkede en enkelt gang, da vandet fra regnen begyndte at løbe ned i øjnene på hende. Det løb det ned over panden, ned i øjnene, ned af næseryggen og ned af kinderne. Dråber drybede hurtigt fra hendes næsetip, hvilket ireterrede hende en del. Det løb ned over hendes læber og drybede ned fra hendes hage. Vandet ned løb ned over hendes kinder, nåede hendes kindben og løb langs dem ned til hagen, hvor de blandede sig med vandet der havde taget ture ned over hendes næse. Med en roligt hånd tørrede hun sin pande tør med et ærme, der ikke var helt vådt endnu. Det var i læ for regnen på grund af hendes kappe.
En dråbe faldt fra spidsen af hendes hætte, ned foran hendes synsvinkel og fangede hendes blik. Hun sukkede lydløst for sig selv, og slå hætten tilbage. Hun så op mod regnen så hendes ansigt blev helt vådt, og så så atter på Tess. Nu irterrede dråberne hende ikke længere. Hendes ansigt var for vådt til hun kunne mærke dem.

"som sagt deres forældre også, der er intet igen af de familier, jeg måtte være sikker på noget så grufuldt ikke kunne slå rod" hun smilede koldt "men som sagt det er fortid, nu er det fremtiden der gælder" hun så sig omkring, regnen var taget til, men hun elskde det, regn vaskede alt rent og fik det til at virke helt nyt, hun smilede til den fremmede, selv ikke hendes triste tomme blik kunne skræmme hende, hun følte hun næsten havde set alt hvad der var at se og alt nyt kom ikke bag på hende

Vuclari gjorde et kort nik som for at indikerre at hun havde forstået hvad der skete. Det måtte havde været et blod bad, medn Tess vile vist ikke snakke for meget om det. Så du har ikke noget arbejde og intet mål.. Hvad får du så tiden til at gå med? Hendes øjne hvilede roligt i Tess', men afslørede intet. De var som to massive jernporte, der var boltret fast for evigt, i et sneklædt og golt landskab.

hun grinede blidt "lad mig se, jo jeg forsøger at lære mig selv at kende og dette nye land" hun smilede og gjorde et udfald med hånden rund mod husene "og hvad arbejede du med frøken?" hun smilede blidt, den fremmedes øjne var på en måde behagelige, der var ingen følelser der kunne blive påvirket af

Vuclari hævede det ene øjnbryn svagt, havde hun ikke sagt det før? Som sagt arbejder jeg som torturmester for xitoerne. Det er mit job at føje folk så mange smerter af de ikke øsnker at leve.. Det var vel egentlig derfor hun ikke gik så meget op i at pine folk i sin fritid. Når man gjorde det som arbejde, var der ikke så meget ved at gøre det i sin fritid. Så gled det lige som lidt for meget ud i en sammen hæng. Så føltes det jo ikke som om man overhoved havde fritid!

"lyder interassant må jeg sige. Har De meget at lave? landet virker som om det er i harmoni" hun smilede blidt, men var nu lidt på vagt, skønt Jacks selvskab morede hende gjorde smerten ikke, hun havde lige være død og skønt hun ikke frygtede selve døden, var smerten inden forsat ikke noget man higede efter

Harmoni? Ja det kan man vel godt kalde det. Men lidt travæt har man da vist altid. Det er selvfølgelig ikke et 7 til 4 job, men det er da noget at lave. Så har man en masse fri tid for sig selv, hvor man kan stifte bekendt skaber med diverse væsner eller se lidt på de samme ting, som man har set på de seneste 100 år.. Ret kedeligt hvis man egentlig tænker over det, men det er vist sådan det er. Hun trak svagt på skuldrende og holdt øjnkontakten med Tess.

"jeg syntes forsat her er meget nyt, men jeg kommer også fra et helt andet land, en anden verden næste faktisk" hun smilede "her er meget varmere end der jeg kommer fra og meget mindre blæst" hun sukkede og tænkte endnu en gang tilbage på bjergende

Det er jo også næsten tre forskellige verdner her. An på hvilken by man er i. Er man hos xitoerne er det koldt og dødt, er man hos menneskene er det blandet, og er man hos zanerne, er alt vist nok lyst og glade dage. Vist nok fordi hun ikke havde været der. Det var jo xitoernes største fjende, og det var derfor ikke naturligt at hun skulle besøge dem. Det, og så at hun vidste at hun bare ville prøve at slå dem alle ihjel. Det var noget med genet vist nok, mødte man en zaner, var det at modstå sin egen lyst, ikke at prøve at gøre end ende på deres lykkelige liv. Så det ville i grunden være det rene selvmord at tage der hen, og så også helt uden for interesse. Hun ønskede ikke at kende dem bedre, og havde så sandeligt heller ikke tænkts sig at komme til dem. Hvis de ønskede at lære noget om xitoerne, kunne de jo bare tage hen til dem og blive slået ihjel. Så nemt var det!

"det er derfor der er de forbanede porte, ser man det" hun smilede skævt "ja jeg står vist med et ben i vær verden, ved ikke mørket har altid tiltrukket mig, men aldrig været min vej at gå, men jeg nyder at være der, jeg få ro, til at tænke over hvad jeg var, i lystet, kan jeg tænker over hvad jeg er, det er lidt inviklet" hun smilede blidt, regnen var begynd at tage lidt af igen, hendes hår dryppende nu også af vand og lå klistret til henes kappe og ansigt

Vuclaris blik var vurderene. Ja det lød en smugle inviklet, men det måtte da også være rart at høre til mere end ét sted. Så var man nok ikke så afhængig af hvert enkelt sted. Som for eksempel hun selv var. Det var en ting hun ikke brød sig om. At være afhængig. Hverken af folk, steder eller begivenheder. men alting havde jo sin fordel og ulempe, og der måtte bestemt også være en ved denne. Det lyder da også en smugle kompliceret. Hvorfor kan du ellers godt lide at på hos Zanerne? Det var godt at kende sin fjender. Og Tess her kendte dem vist meget godt. Så at få hende mening om dem, ville nok hjælpe hende til at kunne finde sin egen. Hun havde bare altid delt mening med alle andre xitoer, og den var jo den samme. Med god grund. Men hende her var udefrakommende, og havde måske derfor en anden mening om dem. Det kunne vel ikke skade at spørge.

"de virker meget forvirrende, jeg kan ikke finde ud af dem overhovede, ikke de få jeg har mødt værtfald, men ikke fordi din race er meget bedre, eller det vil sige Jack" hun smilede mildt, hun mente intet ond med det, men det hele var meget forvirrende de forsøgte begge enden bare at være god eller ond og den kunne de ikke helt overholde

Ja det kan jeg godt give dig ret i. Men menneskene er nu heller ikke lige nemme at finde ud på. De er så forskellige, nogen vælger side, andre gør ikke, dem der vælger xito siden bliver mere hensunke end de fleste xitoer, og dem der vælger Zanernes side.. Ja.. Jeg ved faktisk ikke hvordan de er. Men lad mig høre. Hvorfor syntes du xitoer og zaner er så forvirrede? Hun sagde det yderst afslappet og på ingen måde hurtigt eller jagene. Og da der så heller ikke var den store forskel i hvordan hun sagde orderne, symtes hun selv at det løs lidt hypnotiserende. Dog sagde hun intet om det, da det ikke vedkom hende hvad andre syntes. Og hun havde da selt ikke tænkt sig at undskylde for hvordan hun talte. Så hun forblev tavst afventende. Afventede på en forklaring fra Tess' side.

"i forhold til mennesker, der bare er forvirrende, forsøger i så meget at være det ene eller det andet" svarede hun roligt "det lykkes ikke rigtig for nogle af jer, undskyld men det er bare min mening, måske er det bare mgi der kender til en anden form for ondskab og godhed" hun smilede mildt, bare hun ikke misforstår mig tænkte hun, men det var jo rigtig nok, Jack var stoppet og hendes værd havde slået hende ihjel, men havde dog genoplivet hende, men forsat