en gæst

hendes blik hvilede hungernede på hendes oppakning, men hun blev med et rævet ud af hendes tanker da han kom ind igen.
"hvorfor er du så sød ved mig, du kender mig ikke, du ved ikke hvad jeg er i standt til"
hendes blik hvilede nu på ham, hundes liv havde ædret sig så dramatisk efter hun havde mødt denne mand, hvad betød alt dette.
"hvorfor ønsker du at dø"

"fordi at det siger loven at jeg skal" ahn sagde det som det var den mest naturlige ting i verden "hvorfor jeg er sød ved dig lad mig se jeg har en køn sød fornuftig kvinde i mit hus som er psykisk nedbrudrudt det hanler nok i bund og grund om at jeg ville ønske at jeg selv var blevet behanlet såådan efter krigen"h

"love er til at blive brudt" hun fik en vild gnist i øjet og et let smil krusede hend over hendes læber, hun havde fattet sig selv igen.
"krigen, det lyder meget konkret, der har værdet mange krige vel... fortæl mig om dette land, er her bjerge, stormer her nogle siden, ååå jeg elsker vinden som lille løb jeg om kap med stormen, men det vandt næsten altid over mig" hun smilede, hun følte sig lykkelig ved det minde, ved at være her, men hvor længe kunne hun blive

"rejn er sjældent og og det regner kun når en magtfuld zarner lider storeme komme rkun når krigen råder og død og ødelæggelse kommer sol har vi altid her er frådigt fordi vores magi holder naturen i live uden vand og harmonien kommer fra alle zarner hjerter og nej loven er ikke til at blive brudt for bryder vi den bryder vi harmonien og sætter alles liv i fare vores magi er så stor at ikke engagn vi kan binde den" han så alvorligt på hende

hun syntes det løs forvirrende og trist, hun var glad for at hendes mor, hvis det nu var sandt, kun var et frister væsen og den lille form for magi hun kunne have arvet og hvist nok havde var at falde i et med naturen og en hvis samhørighed med dyr, og så hendes tatoveringer.
"jeg har ond af dig, jeg ville ønske jeg kunne gøre noget for dig, jeg skylder dig så meget" hun kiggede på ham, ååå den stakkels mand.
"men naturen har det da fint selvom du har brudt loven jo, ikke?, hvorfor skal i kontrolere naturen? jeg elsker naturen fordi den er fri og utemmet, men er naturen ikke vild her ?" hendes stemme skælvede af angst

"vores race stammer fra den første første døde mand naturn fik ondt af ham og gjorde ham til en del af den selv hans opgave var at beskytte de levende fra smerte og ulykke han var altid glad og lykkelig og det fejerede naturen ved at være frodig det udviklede sig mere og mere til sidst var det kun de stærksete af os der var i hamoni med naturen og jorden elsker os mere end vi elsker den så hun gråder når vi græder og lider med os det er ikke vores ejet valg og nej du skylder mig intet som jeg lige har sagt det er vores opgave og ikke mindst min da jeg er en af de stærkeste genaraler hare i landet hvis ikke den stærkeste" han smilede til hende og kyssede hende på kinden som han gjorde ved alle han holdte af eller betragtede som sin ven

"stakkels natur, er det pga dig det regner så? men det forklare ikke hvorfor du ikke må elske en af anden race? jeg skylder dig mere end nu tror, alt kunne være gået grulig galt. maden er fin"
hun grinede mildt, hun havde allerede spist det hele, hun hentende en sadeltaske der ikke have været åbnet siden hun forlod klosteret og begynde at kigge i den
"gad vide hvad klosteret gav mig med, udover dette blev til et fyrste der skulle få mig godt gift, jeg tror det er 7 år for sent nu" hun slog et trillende latter op. hun hev en grøn kjole op og samtidig faldt en pakke med et brev om ud

"det ville være en skam at gifte sig væk til anet end en zarner intet menneske er dig værdig hmm tror genralen for følsomhed manger en kvinde jeg kan præsenter jer" han smilede til hende og synetes selv det var en genial ide ikke nok med at hun ville få permanet tilladeles til at opholde sig i sjælesamfundet så ville han også holde sine fingere fra kasekunos lillesøster

"ha ha ha ha! glem det jeg finder selv mine mænd, jeg vil ikke bydes bort som en hoppe på et markede, jeg vil bare dirve den arme mand til vandvid" hun smilede med et glimt i øjet, men så fik hun øje på pakken, hun viste med et hvad det var, men tog den alligevel med bævrende hånd, løsnede brevet og begynde roligt at læse det, det var skrevet på ursprog, noget det kun praktiserede i få klostre, hun læste med rynket pande, til tider trillede der en tåre og andre gange krampede hendes hånd om papirende

"hvad står der?" han så underne på hende og papiret hans hænder var bag hans ryg og fra spidsen af hans pege finger fløg et lille lys ud af vinduet som indeholdt hans sjæls farve det var den måde genralerne snedte hastebud efter henanden da lyset var kommtet ud forvanlede det sig til en sort somemrfugl og fløg væk

Nicolas bankede langsomt og toevende paa doeren.´
"Jeg haaber ikk han vil give mig en omgang fordi jeg har vaeret for taet paa hans soester."
han sukkede og proevede at se saa narturlig ud som muligt, mens han ventede paa at blive lukket ind.

"mine mor, far, sorebror, lillesøster og lillebror blev som sagt slået ihjel og jeg blev opdraget i et kloster højt oppe bjergene, det viser sig, selvom jeg nok lidt viste det at de praktiserede urmagi, du ved symboler, beskyttende formulare og alt sådan noget, intet voldsomt, men pioren der viede åbenbart min mor og far efter min mor rede ham i en snestorm, det viser sig at det folk viskede om var sandt, men mor var en nymfe, og en stærk en, men hun forelskede sig i min far og ofrede sine nymfekrafter for at være sammen med ham, derfor under vielsen gav hun krafterne til PIoren, de er i æsken der og de er gået i arv til mig" hun holdt en pause hendes stemme rystede "han vil have jeg skal acceptere min arv blive et med halskæden der rummer min mors kraft, selvom han ikke ved hvad der vil ske med mig, jeg er jo halvt menneske, så det er jo begrænset hvor meget skade jeg kan gøre. jeg ved ikke om du kender til nymfer?"
hun så på ham, hun var bange, hun havde altid benægtet at hendes mor var nymfe og nu stod det sort på hvidt at det var hun og hun var næste i rækken til disse evner, hvad skulle hun gøre, hun viste jo ikke hvordan de ville virke på hende, hun var bange og det lyste ud af hendes øjne så stærkt at man måtte være dum hvis man ikke så det

"jeg aner ikek hvad det er nymfer undskyld men jeg kender ikek det ordhav mig lige undskyldt et øgeblik" rejste sig gik igenmrummet ud i gangen og åbende døre og så nicolas "hey there godt du kunne komme" han smilte til ham

hun ventede, hvad var det nu der skete, ååå hun kunne snart ikke rumme flere overraskelser, hvad skulle hun gøre, af alt form for magi hvorfor så en nymfe, kunne det hendes far ikke havde kneppet en mara så, så havde hun været halvsøster med sin hest i stedet, nej nej hun skulle være et halvvæsen fra noget der forførte og drænede folk fra deres livskraft ved hjælp af dans og sex, tak mor hun skulede ond op i luften

Nicolas saa forvirret paa Kasakuno.
"Du smiler... jeg troede du ville taeske mig."
han rystede paa hovedet.
"Maa jeg komme ind?"

"du skal!" kasekuno trådte til side så han kunne komme ind

"der sidder en inde i stuen du skal møde så kan det være at du stopper med at tænke på min søster og bliver gift i stedet" hans smilede men hans øjne gjorde ikke de var døds alvorlige

hun hørte stemmer men lod vær at lytte efter, hun var virkelig sur lige nu, hvis hendes mor ikke var død havde hun nok kværket hende selv nu... hvad skulle hun gøre, som om det at ligge sit liv om ikke var nok og hvad var det ham den nu ikke længer så fremmede, hvis navn hun ikke var sikker på hun havde fået at vide, havde gang i

Nicolas sukkede trist og rullede med oejnene, han gik forbi Kasakuno og ind i stuen. han stoppede hurtigt op da han saa kvinden.
"Goddag."
han kunne ikke bevaege sig, saa han stod bare og saa paa kvinden uden at bevaege en muskel.

hun vende sig, lyn stod nærmest fra hendes øjne "hvad glor du på!" hun var helt væk i sin eget lille racerri udbrud at hun helt glemte sin normale formelle høflighed, det var bare for meget nu kom der endenu mere at forholde sig til

Nicolas rystede svagt paa hovedet.
"Hvad mener du?"
han saa forvirret rundt og satte sig saa i en stol uden at sige mere.

kasekuno kom ind i stuen igen "det er så nicolas genralen for følsmohed en af mine kolegaer meget flink fyr" han viskede deskredt til nico" du vover på at sige at je har sendt bud efter dig hvis du gør hænger kvizki inden for rækevide" han smoielde igen og satte sig ned

"skønt folk der heller ikke forstår noget"
hun så hen på sin vært, "jamen dog, tror du så ikke han er i det forkerte hus?"
"vil du vede hvad en nymfe er, jo ser du det er et næsten udslettet folk der lever i bjergende, de forføre folk, ved hjælp af deres kroppe, sang og dans, de lever af folks livskræft via at danse med dem eller samleje, de rigtige dygtige kan læse folks begær og føje sig derefter, fx hvis en mand elsker storbarmede sorthårede kvinder vil han se det, der er gode og onde, de gode lader folk overlever den onde dræner folk til de dør. og hvad er jeg så? er jeg så god eller ond?"

Nicolas lyttede interreseret til hvad kvinden havde at fortaelle, uden at roere sig. han smilte igen paa sin egen specielle glade maade og saa ud i luften.
"hvor ved du alt det fra?"
han saa paa kvinden igen og virkede mest af alt som en lille spaendt skoledreng.

hun så skarpt på ham, "man får fortalt historier som barn der hvor jeg kommer fra og munkene fortalte mig også om den, man må lære om hvad der skjuler sig i bjergende" hun var ved at få lidt kontrol over sig selv igen.
man kunne høre ophissede små vrinsk ude fra, hendes vrede havde opilet Grima og den troede du skulle ud at slå ihjel, stakkels lille hest

Nicolas saa underligt paa kvinden.
"hvorfor ser du saa vred ud? har jeg gjort noget forkert mod dig?"
han holdt en lille pause og saa taenkende op i loftet.
"Er du en ekskaereste?"