en gæst

kasekuno kom ind og lod døren stå åben så hun kunne komme ind der var lægne siden der havede været andre end ham der så der lå en smugle støv overalt men intet i øjefaldene rod han hængte sit sværd op på sin plads og satte sig ned på den næremste stol og stræte sig han overså brevet fra sin fætter med advarselen om at hun var i live og nok ville opsøge ham snart

hun stoppede uden for den fremmedes hus, humm, "hvor skal jeg gøre af dig dit dumme øg" sagde hun og kiggede på hesten, den slog med hovede og nappede hende lidt i skulderen, Tess løsnede oppakningen og sadlen, og derefter tog hun hovedtøjet af. de to havde været uadskildelige siden hun fik den da hun forlod klosteret..
hun stak hovedet ind af døren, lidt nervøs og tilbageholden, hvor skulle hun gøre af sige selv, de sidste par år havde hun boet på kroer eller i skoven, det eneste tidspunkt hun befandt sig i et hus var for at få et job eller slå ihjel
hun tænkte ikke på at hesten sikkert var ved at æe alt den kunne fortære uden for huset, den slags tanker var mange år siden hun havde brugt tid på, sidst havde hun været næsten 18 og havde haft så travelt med at komme ind til pior Hamnin så hun havde glemt at binde hesten til tøjrebomen og den havde spist alle broer Remsines liljer, uha det havde gjort ond, men da hun siden da havde boet i skoven hvor hensten bare gik og spiste hvad den ville uden man skulle tænke over det, tanker om at binde hesten helt glemt

"du kan bare stille hestne i haven der er folk der vil tage sig af den den skal nok få det godt vil du have en kop te at vare dig på? så kom dog ind det regner jo du bliver bare våd" han vendte ikke på svar men rejse sig bare og gik ud for at lave te i et tilstødene lokale

hesten gik selv om i haven...
naa helt dum er øget dog ikke..
hun gik ind, for en gang skyld var det en mild regn, hvorfor kunne det ikke have været sådan de andre nætter.
hun så sig om, det virkede ikke så beboed, som om han bare kom og gik og ikke var der, hun noter sig hans sværd på vægen, et prægtstykke måtte hun indrømme, hun løsnede sværet om livet og de synlige knive og stillede det fra sig, hun beholdt de skjulte, det gælder om at være på vagt

"der er en ekstra kimono i skabet hvis du vil af med dit våde tøj der er bad i haven og du siger bare hvis du vil have noget mad" råbte han ude fra køkkendet han havede selv taget den våde bluse af og stod nu og vendte på at teen kogte så han kunne lave den færdig *jeg hader regnvejr det er så dprimerende*

skab skab, hun så sig omkring, der humm bad ude i haven, hvad er dette for et sted?
hun kunne vel lige så godt lade sig rive med at denne nye verden, på trods af at hun frygtede den, men hun viste at frygt er det enester der hæmmer en og det der bestemmer om man lever eller dør i et slag, hun gik hend og åbnede skabet, hun så sig omkring, der var ingen, hun klæde sig langsomt og genert af, sidste hun havde fået et rigtig bad var på en kro hvor hun nær var blevet voldtaget, og sien da havde hun ikke badet uden et våben ved hånden og nogenlunde tildækket, men tanken om et rigtig bad var så fristende hun lod den sidste trævl flade fra kroppen og tog kimonoen på men beholdt forsat en lille kniv om benet. hedes hår havde helt løsned sig fra den fletning som hun havde lavet inden hun satte det hele fat på toppen af hovedet med pinden, det var langt og rødt, hun havde aldrig klippet det og det gik hende nu til lænden...
hun gik ud i haven for at finde badet, men kunne ikke

kasekuno kom ud med en kop te i hånedn og lade en hånd på hendes ene skulder mens han pegede over på den varme kilde med et kast med hovedet "det er lige derover her er din te forrasten det giver varme i kroppen" han smilede til hende # vil du være alende elelr har du noget i mod at jeg sætter mig på den anden side af hegnet mangler en at tale med her er så ensomt om min lillesøster kommer så sjældent at besøger mgi at jeg bare keder mig generalt"

et sæt gik gennem hendes krop og hun modstod fristelsen af at bukke sig ned efter hendes kniv, hun viste ikke hvorfor...
hun vende sig og tog ydmyg koppen og tog et sip af den varme te, det var som om en sitren af varme gik gennem kroppen....
det var da et mærkeligt spørgsmål, men hun havde sin kniv og var blevet nøje undervist i kamp i vand, så det kunne vel ikke skade at snakke, måske kunne lære hun noget om dette mærkelige land og som broder Gilam havde lærd hende, "kend dit tæreng, kend din fjende og kend dine venner"...
"j odet er okay" sagde hun stille og tog endnu et sip af teen

han smilte til hende og gik over og satte sig på den anden side af hegnet hvor han ikke kunne se hende "hvad laver du så her i landet?" han drak forsigtigt af sin te da den stadigvæk var varm det var helt rat at der var en mere i huset end kun ham selv men det undrede ham lidt at un var så åen over for ham han hade meget ofte oplevet at de kvinder han kendte ikke opfattede ham som en mand snare som intet køn men aligevel hunkendte ham jo ikke han kløde sig tænktsomt i hårdet so mhan havede for vane at gøre for tiden

"jeg kender ikke til ensomhed, der er altid mig og Grima, min hest og heller ikke kedsomhed"
hun fulde ham med blikket til hun ikke kunne se ham og gik så i vandet, det var varmt og beroligede hende yderliger...
"jeg ved det ikke svarede hun, min hest førte mig her til"
hun tænkte hun nok ikke skulle nævne at hun lige over grænsen havde slået en rig lejesoldat ihjel i hans seng...
hun lod sig synke helt ned i vanden og lod det omsluge hende helt, da hun stak hovet over igen, var hendes hår ved at gå fra sin musegrå støvede farve, det havde fået pga snavs og støv, tilbage til sin normale røde farve.
"hvad er du?" spurgte hun, uden at tænke over hvor kluntet det var, hvor var alle hendes hæmninger, hendes påpasselighed, det var som om hun ikke længer var på vagt, havde han fortryllet hende eller var det lettelsen over endelig at være færdig med sin opgave, der var ved at drive hende til vandvid

"jeg er zarner en dag en af de mægtiste af dem her i landet jeg er genarl for fornuft selv om man ikke skulle tro det" hun lægnede sig tilbare imod hegnet "du er virkelig langvejs fra tror alle heromkring kender mit navn endten frygter de mig eller hader mig ellers er de bare sure op mig fordi jeg har dummet mig en eneste gang i mit liv"

"jeg kommer fra de store bjerge og ja det er vel langt væk, jeg ved det ikke længere"
ordene frygtet og hadet frøs fast i hendes hovede, men hun frygtede ham ikke, der var ingen faresignaler ved ham som ved alle andre hun havde dræbt.
"hvorfor frygter de dig?"
hun begynde at skrubbe sig og hendes hud gik fra beskidt brungrå til hvid igen, det var skønt at blive ren nøj hvor havde hun savet det, det var som at være barn igen i klosteret hvor de baede i de store kar med varmt vand, hun mærkede et stik i hjertet efter den tryghed hun en gang havde haft, men skubbede hurtigt savnet væk, hun var i et fremmet land, hos en fremmed mad som folk åbenbart frygtede og haede, hun måtte være på vagt selvom hun ikke følte sig truet.
hun var ren nu og steg op af vandet, hun drak resten af teen i en mundfuld, den var kold men mættede.
hun vred sit hår, det var godt nok længe siden hun havde set sin rigtige hårfarve.

"fordi jeg brædte et slot og hele den tilhørene by ned efter den ældes odre fordi jeg endu er ubesejert i kamp og den stærkeste man i hele sjæl samfundet og fordi mit sværds evne er næsten uovervindeligt deuden har jeg en dårlig vane med at rette på folk" han smilede ved tanken om nicolas og sio

"du er bare en soldat, et brik i et magtspil, du gør hvad du bliver bedt om, en soldat der ikke parere ordre er mindre værd end en soldat der gjorde"
en mand der tror han er den bedste lever på sit ryg det burde han passe på med, hun havde kæmpet mod mænd der sagde og blev sagt om at de var ubesejrlige og hun levede da endnu, hun tog kimonoen på si den igen dækkede hendes aro og beskytende tatoveringer. og gik om til ham.
hvorfor frygtede hun ham ikke, hun kunne ikke forstå det, hvorfor følte hun sig så fri, det var som om landet jorden gjorde noget ved hende og hans rolighed minede hende om hjem, et hjem hun ikke længere ture eller kunne vende hjem til og et hjem hun ikke længere savnede for det var bare et svagt minde

"tro mig jeg ønsker ikek det ry det eneste jeg ønsker er at blive elsket og at ifnde min datter igen jeg aner ikke hvor hun er hvordan hun ser ud eller hvad hun hedder ikke engang hvor gammel hun er jeg ved bare at hun er der og jeg må finde hende" han sukkede og kløde sig i hårdet af gammel vane

"kærlighed en farlig ting, godt det sammen, jeg kender ikke længere til den følelse af savn"
hun så på ham med sine hårde, kolde grå øjne
"jeg kommer aldrig til at elske så det er nok ikke mig du bør tale den sag med"
hun følte et stik af medlidenhed, sidst hun havde følt det var da Grima som føl, var blevet taget fra sin mor efter fødslen og havet kæmpet for at forsøge at komme ind til hende igen, men hun ville have slået ham ihjel.
"heller ikke søskende kærlighed eller overordnede, men folks had kender jeg alt til"

"så ved du også at det ikke er noget man opsøger men tvært imod noget man forsøger at undgå" han kikkede på hende og smilede "du er faktisk smuk" han begyndte at grine venligt det var en krystal klar latter der ville gå lige i hjertet på alminelige mennesker det var også en af zarnernes evner de var smukke og og deres latter var noget af det mest magiske i verden det er var en af grunden e til at de aldig grinte det var forbudt for en zarner at grine uden for zarnernes samfund

"nej langt fra og det var min skønhed der blev hadet, jeg er ikke som andre, der hvor jeg blev opdraget sagde de at jeg var en blandning, der hvor jeg kommer fra er alt anderledes end menneskeligt, det onde, men dem der opdragede mig så anderledes på det"
hun ryggede et skridt tilbage den smukke latter chokerede hende, det var længe siden hun havde hørt nøget så vakkert og hun følte sig endnu mere sikker på at den fremmede ikke var en fjende, på trods af at hun afskyede fornemmelsen af at stole på et andet væsen, hun intet viste om..
"undskyld, men du har ikke en forbindning, vel?"
hendes sidste offer havde åbenbart tydet at alle hans gamle og nu rige soldaterkammerrater var døde og ikke af sygsdom og alderdom, han havde ligget med en kniv under dynen og i hans sidste krampetrækninger havde han klaret at give hende en flænge fra armhulen og ned under brystet, den var ikke farlig dyb, der måtte bare ikke gå betændelse i den, så ville det være katastrofalt

"nej det bruger vi ikke vi er alle healer og kan heale alle flæger vi skal bare ligge en hånd på det såret sed i to sek så er det ordent så du siger bare til men angående det andet spørgsmål så jo du er køn" han smielde til hende og var glad for at hans sværd var inde på vægen så hun ikke kunne tæve ham hun slog faktisk hårdt hun minde ham om hans banrdomsvninde men hun døde før krigen lang tid før

"så lære man intet af den fejl der gav en såret" hun begynde at mærke en dunkende hovedpine og en kvalme men undertrygte følelsen "måske køn uden på, men meget grim indvendig" det begynde at sortne for hendes øjne og hendes ben gave efter under hende, endelig fangede de mange års undertryggelse af søvnene og den konstante bevægelse sig, nu kunne kroppen ikke mere, den havde endelig fået lidt ro så den kunne gennemtrænge dens behov, hun faldt sammen og besvimede, lige foran ham

DRØM #Tess så hendes mor gå på en frodig grøn bjergeng, hun begynde at løbe mod hende, men da hun nærmede sig så hun at det ikke var hendes mor, men pioren fra det kloster hun var vokset op i, hans blik var hårdt og fyldt med skam, hun faldt på knæ for ham "fader..." sagde hun og forstummede "jeg skammer mig over dig Thea, du har skuffet os alle og det du har lært" "undskyld fader, men" svarede hun "intet men min datter. hvad tænkte du dog på, lærde vi dig ikke at hævn ikke hjælper dig, ,en ødelægger dig og har det ikke gjort det? din mor ville skamme sig over dig, hun ville have ønsket sig en stærk, stolt og dygtig datter, ikke en sindsyg morder, en der bruger hovedet og ikke sværdet. jeg skammer mig over dig" Tess kiggede op med tåre i øjnene "fader" stammede hun på randen af gråd, hun følte sig som et barn igen, et uartigt barn. "Grima har ført dig til dette land, så du kan starte forfra og være den vi lærde dig at være, ikke et monster. du må heller ligge din sti om for den du er på nu føre kun til død, din død. jeg sagde ejg ville holde øje med dig og det gør jeg" hun græd "men fader hvordan?" men da hun kiggede op var han væk og hun befandt sig i et mørke gang, hun rejste sig, hun havde ligget i noget vådt så hun da hun kiggede nærmere efter var det blod, et tygt lag blod lå over hele gulvet, hun trak sig op imod muren, men veg hurtigt væk, i murens kolde sten var der hugged lidene ansigter og de så alle på hende, bebrejdene lidende, hun begynde at løbe, hun var så bange, hun hørte tunge skridt bag sig og begynde at løbe hurtiger, de må ikke få mig de må ikke hun løb hurtiger og hurtiger...#

kasekuno greb hende da hun faldt og løftede hende og så hendes hoved villede imod hans bryst han bar hende igennem det store hus ind i et lille lokale der var fyldt af kosbare vægtæpper og våben midt i rummet stod en sor seng med satin lagner i sort han lagde hende på sengen og tak dynen op omkring hende vendte sig derefter og gik ind i stuen og satte sig ned mens han af gammel vane kløede sig i hårdet og sukkede dybt alt var da noget lort for tiden

med et lille skrig vågnede hun, kiggede sig forvirret omkring, hvor var hun, hun søgte ned at benet til hendes kniv, men kom så i tanke om hvor hun var og begynde langsom at få fatningen igen.
hun kastede benene udover sengekanten, hun var forsat utrolig træt, det var mørkt uden for så hun måtte have sovet nogle timer værtfald, hvad var det hun havde drømt, hendes piror havde snakket til hende, han havde holdt øje med hende, men det var jo magi, alt i hendes liv begynde at falde på plads, det var derfor de boede så langt væk, det var derfor munkene ikke havde hadet hende, som alle andre. hun sukkede og rejste sig og gik hend imod døren mens hun betragtede rummet, meget fasinernede.
hun åbnede forsigitgt døren og kiggede ud.
hun måtte ligge sit liv om ellers vil hun løbe i den mørke gang for altid og det skulle ske fra nu af.

kasekuno så over på hende "har de sovet godt frøken de gik bare ud som et lys så jeg tillod mig at bære dem i seng" han smilede til hende og lænte sig tilbage mens han nynede en vuggevise som hans mor hade lært ham meget lavt

"[b]undskyld jeg tror nogle forsøgte at fortælle mig noget om hvordan jeg har levet mit liv. ved du hvor min oppakning er blevet af" kvækkede, hun følte sig noget nøgen i det hun havde på nu og håbede at hun forsat havde det tøj hun havde fået fra klosteret i afskedsgave, som hun aldrig havde fået brugt