tomhedens toner

Thea var sluppet ud af det inderste af hendes fængsel, men havde mistet alle sine ejendele, hun havde taget skikkelse af en ræv og var sneget sig ud af porten, hun havde klaret at huggen en slit gammel kjole der hang på et tørestativ, på trods af dens usle tilstand, ændrede det ikke på Theas udre skønhed, men inden i var hun ved at dø, buret higenen efter at være fri, drænede hende for liv, hendes øjne var matte og triste, ikke noget en fremmede ville se, men en der kende hende ville. hun var gået ned af gaden da hun var støt ind i en stor mand der af ukende grunde havde nægtet at flytte sig, hun havde set op og i første omgang ikke genkend sin gamle ven, men han havde genkend hende. for længe siden da Thea forsat var en vårhare, som Zephir ville kande det, den store mand, havde de mødt hinanden på et markende, et af de få der blev holdt højere oppe og klosteret Thea boede på var taget der ned og Zephir havde med et forelskede sig i "denne overnaturlige skønhed" som han kalde hende, det var dog ikke en sådan kærlighed, mere en faderlig en, Thea have forelsket sig i hans musik og havde danset og sunget og Zephir og hans folk havde aldrig tjent så god, siden da havde de været venner, selvom det ikke var ofte siden da e havde ses, men som Zephir sagde gode venner kan have nok i at vide om hinandens eksistens.
Zephir tog Thea med til teltet hvor ham og hans folk holdt til og langt om længe fik hun andet besked hjemmefra end bare drømme og vinde, der var krig og det gik ikke oprøret alt for godt, men nu var vinteren kommet og Zephir og hans folk var draget videre, så ingen viste hvad status var. Zephir havde godt set Theas småtomme blik, men hun havde ikke været til at hugge og stikke i, så han lod vær. aftenene var faldet på og de forskellige shows i de forskellige hjørner var gået i gang, men denne gang havde Zephir tænkt sig at muntre Thea lidt op også "Syng for os min smukke nattergal, syng så vores tåre triller, syng om hvad der går dig på om hvad du drømmer om, dans og vis os din ynne!" han så kærligt på Thea og begynde så at spille, hendes blik åbnede sig lidt, hun var ikke længer i den pjaltede kjole, selvom det havde været et kamp at få hende til at skifte, nu var kjolen i kraftige røde farver og skørterne dansede om hende ved vær bevægelse. først var hun mut men så tog hun Zephirs opfordring op og et lille smil strejfede hendes læber og for første gang kom der ord fra hende "nej Zephir ikke spil før du kender tonerne" og så begynde toner og falde fra hendes mund og Zephir greb sin fløjte og fulgte dem, først stod hun stille og stirrede på ham, mens resten af truppen fant ind, gøjler fra hendes land var et fantastisk folkefærd hvad angik musik, folk fra hendes egn havde altid udtrygt sig på den måde ved festlige og sørgelige lejligheder.

A clouded dream on an earthly night
Hangs upon the crescent moon
A voiceless song in an ageless light
Sings at the coming dawn
Birds in flight are calling there
Where the heart moves the stones
It's there that my heart is longing
All for the love of you

A painting hangs on an ivy wall
Nestled in the emerald moss
The eyes declare a truce of trust
Then it draws me far away
Where deep in the desert twilight
Sand melts in pools of the sky
Darkness lays her crimson cloak
Your lamps will call me home


And so it's there my homage's due
Clutched by the still of the night
Now I feel you move
And every breath is full
So it's there my homage's due
Clutched by the still of the night
Even the distance feels so near
All for the love of you


A clouded dream on an earthly night
Hangs upon the crescent moon
A voiceless song in an ageless light
Sings at the coming dawn
Birds in flight are calling there
Where the heart moves the stones
It's there that my heart is longing
All for the love of you


først med en stille stemme, men som sangen skred frem steg hun i tempo og roligt fandt hun ind i en sensuel dans, hun noterede sig ikke længer mændens øjne eller hvordan deres hænder famlede på hende, deres hænder op af hendes inderlår, deres kys og famlen ved hendes bryst, hun var som en tom skald uden følelser, uden liv, bare en krop der dansede og sang, hun kyssede en mand og virvlede rundt i hans arme og skubbede ham så væk, hun dansede tæt op af en men var væk før han kunne gøre noget, Zephir nød hendes sang med holdt et vågent øje med ingen gjorde noget mod hende som hun ikke ville have. hendes hoftere vrikkede smukt og hende en smule nu glansløse hår dansede om hendes kønne let blege ansigt, hendes grå øjne så ikke på noget, men virkede som om de så alt andet end teltet og dets nuværende besøgende, hendes læber var ikke længer rosarøde, som Zephirs og hendes første sommer sammen, de var nu blege og faldt nærsten i et med hendes hud.
Thea stoppede, musikken og dansen var til ende, hun dansede med lette trin over til Zephir, dansen havde givet hende lidt liv igen, Zephir fik sine spillemænd til at slå en Vals an, som man dansede ved hoffet og han bukkede dybt for Thea "min dronning må jeg få denne dans?" hun rakte hånden frem og nejede "med glæde noble herre" leede hun igen og han kyssede hendes hånd, og de begynde at danse, hun virvlede rundt på dansegulvet, som en yndig jomfru, hun så så bly og urørt ud, som om der intet vildskab var i hende længer og hun smilede og grinede som det artede sig for en anstændig kvinde, da musikken forstummede bukkede Zephir dybt for hende "min dronning jeg hylder dig og takker dig for denne dans, men denne gang var der ingen drillen eller latter i hans stemme, kun den dybeste alvor, hun stirrede på ham, "Zephir jeg er ingen dronning, det ved du jo" hun smilede usikkert til ham, hans opførsel skræmte hende, hun så på ham med vaklende øjne, "jeg ville ikke vide mig for sikker min dronning" lød en stemme bag hende, det var hendes Piore, hun snurrede rund for at se om det virkelig var ham, hun kastede sig på knæ foran ham, i samme øjeblik hun fik sin tro bekræftet, hun pressede panden mod det grove jordstampede gulv "Fader" hendes stemme skælvede, den gamle piore knælede og tog hendes hænder og rejste hende op "en kommende dronning knæler ikke for en munk" han smilede venligt og formelt til hende, og hun så nu endnu mere panisk og forvirret ud "jamen nej!" udbrød hun fortvivlet "jeg er datter af en hyrde og hans anden kone, intet andet, jeg er ingen dronning!" udstødte hun i et fortvivlet tone udbrud, hvorfor forstod de ikke det, hun var jo bare et hyrdebarn, hun vende sig mod Zephir "Zephir fortæl dem det, fortæl dem jeg intet prinsessebarn er" hun så bedende på Zephir, men han rystede bare på hovedet opgivende "jamen du kan jo ikke nede mig om at lyve når sandhed er som din mor altid har fortalt, det eventyr om prinsen og nymfen, er skam sand nok, det er, øh jeg mener var, din mor og far, han opgav alt for at flytte op i bjergende og leve med hende" han smilede varmt og kærligt til Thea, "jamen" stammede hun, nej det var bare ikke sandt, nu kunne verden ikke blive mere a lave, hun kiggede igen på hendes fader "kong Liones er død, han hang sig selv og du er den næste i tronfølgen, han slog sine børn ihjel før han hang sig, du er den eneste der kan føre æten videre og du har den gode side af det, du kan sammenslutte landet igen, du er vores eneste håb" pioren lagde en trøstende hånd på hendes kind, hun stod og måbende fåret, "dette sker ikke jeg har drukket for meget" stønnede hun og satte sig fortvivlet ned på gulvet, selvom hun godt viste det ikke passede, "jamen ved Joran og Kilm, det er jo absurd" hun kiggede sig omkring, pioren satte sig foran hende på hug "måske men det er sandt og det er på tide du gør som der forventes af dig" han kiggede alvorligt på hende og alvoren rungede i hans stemme "tag dig sammen, før dig som den dronning du skal være" mumlede han derefter blidt til hende, hun kiggede ham ind i øjnene og forstod, hun rejste sig og rankede sig og børstede støvet af hendes kjole, hun så udover munkene der var fulgt med pioren på deres vandring til dette forjættede land, hendes blik var afmålt, som en dronnings, "hvem kan fortælle mig om landet status" hendes stemme var majestætisk og opfordrede til respekt, munkene slog blikket ned og pioren rejste sig "lad mig deres majestæt" hun tog hans arm og de gik hen til de stole Zephirs spillemænd normalt sad, men de havde rykket sig hurtigt med et vink fra deres chef, Thea satte sig ærbødigt ved at hive den røde sigøjnerkjole pænt ind under sig for efter at have sat sig lod den falde ud, så den lå som en vifte om hende, hun sad rank og smuk som en rigtig adelsfrue, først efter Thea havde sat sig satte pioren sig, som det hørte sig skik, i deres land, hun kiggede strengt på ham "nå fortæl mig hvorledes folket har det" hendes stemme var noble, men med en ærbødighed der ville få en vær til at føle sig velkommen, respekteret og samtidig viste at de nu snakkede med en højbåren, Zephir satte sig på en stol ved siden af pioren, Thea nikkede kort til ham og pioren rømmede sig og tog så ordet "oprøret kostede mange liv og kongens kap mod det også, høsten var dårlig og det var ikke alle der nåede at høste før efterårsregnen kom, skattekisten er næsten tom for den gamle konge brugte det hele på at leje flere mænd for de fleste bønner var flygtet og sluttet sig til oprøret, der er blevet brugt, penge over evne, der er miste alt for mange liv og maden er fattig og vildtet holder sig væk, det står ilde til, men det er ikke noget man bør miste håbet for" pioren sukkede dybt da han var færdig med at fortælle, Thea sad med smalle øjne og tænkte "så statskassen er næsten tom, der er næsten intet mad og folk lever i forvejen med store tab for ikke at sige at der sikkert er mange der har mistet alt" hun te og kiggede et øjeblik fra Zephir til hendes Fader, så tog hun orden igen, men en alvorlig mine, hun viste det var den eneste mulighed for at rede hende land "en dronning svigter ikke hendes folk lige meget hvor sort det ser ud" hun stoppede og tog en dyb indånding "jeg ser kun at dette kan redes ved et godt ægteskab, med et godt parti, hvad har vi af muligheder, helts så gammel som mulig for så dør han hurtigere og så kan min giftehånd bruges mere end en gang" hendes stemme var alvorlig, Zephir sad og måbede over hendes ord, meget havde han hørt komme fra de smukke læber i tidens løb, men dette troede han aldrig han skulle høre, men hun havde jo ret, Pioren sad med store øjne og stirrede på hende et øjeblik, men tog sig så sammen, hun havde jo ret, han vinkede en munk hen til sig og viskede ham diskret i øret og sagde så "der bliver nu sat folk på sagen" han så på Thea med urolige øjne, det ville ikke blive svært at få en mand der ville have hende, det var mere med at få ham til at blive til efter brylluppet, Pioren skævede til Zaphir som smilede og sende ham et lige så fortvivlet blik, Thea så på dem "tvivler i på jeres dronning ikke vil gøre det bedste for hendes land" hendes stemme var myndig og trodsig, men hun smilede mildt til dem og et harmonisk lys stod ud af de grå mandelformede øjne, hun ville i sandhed blive en god dronning hvis hun dog bare kunne holde sig i ro, men at komme hjem ville nok vente på det "hvornår drager vi af sted?" hun kiggede fra Zephir til hendes Fader, han sukkede "passet er lukket nu, det var kun med et hvis held vi kom igennem inden, Zephir var sendt forud for at finde dig, men vi må vente til foråret" svarede den gamle hvidskæggede piore, "jamen hvad så med folket, hvordan skal de klare vinteren" udbrød Thea, den gamle lille mand smilede "der er folk på sagen tag det rolig deres højhed og så snart vi kan få vi dig kronet og så må vi holde optåget samtidig med foråret for folket" han smilede mildt til hende, hun viste ikke at de ventede endnu en gæst, men han var der ikke endnu.
musikerne gik igen i gang med at spille musik, men denne gang musik fred Theas hjemland og hun smilede et mild og lykkeligt smil, det var kun en anelse på hendes læber, men hendes øjne afslørede den glæde det gav hende at høre de velkende toner, der bød op til dans.
pioren rejste sig "jeg tror det er på tide vi faktisk også får dig til at ligne en dronning" han så på hendes halv beskidte krop og den røde sigøjnerkjole, Thea rødmede let, ja han havde nok ret, hun lod sig genne ud til Zephirs vogn hvor der var blevet opstillet et kar, med varmt vand, hun lod munkene klæde hende af og vaske og kæmme hende, hun viste fra sin barndom at de ingen trang efter det fysiske lyst havde og bestemt ikke efter en kvinde, det ville være den visse død hvis det blev opdaget, efter badet blev hun tørret og iført en kjole, der var det smukkeste hun havde set, hun lod spidserne af hendes fingere danse ned af stoffet, det var så blødt og let at man ikke skulle tro det var stof, den øverste del, glimtede og skinnede og lignede det kun bestod af fordugget spindelvæv i frostvejr, derefter gik den ud en masse smukke røde, gule og let brune farver, som efterårsløv på tærende i hendes land. De satte hendes hår op, men lod dog en del hænge for som de sagde, noget så smukt burde ikke holdes helt fanget, de flettede det halve i to franske fletninger bagover, og lod dem falde ned i det løse hår i nakken, derefter placerede de en smuk krans af forgylde blade på hendes hoved, den virkede ikke så tung som guld normalt var, men den hold hendes hår på plads, om hendes hals blev spænd en halsring af guld, prydet med røde rubiner, de havde fjernet de sorte bandager om hendes hænder og føder, og med en magisk creme fjernet de sorte streger under hendes øjne, og alle de nyere tatoveringer, nu var der kun ræven på ryggen, hjortene, ulvene på det ene ben, hjorten og blad der snoede sig fra hendes læn og op af siderne, i hendes sår i håndfladerne smurte de nu en healende creme, der sved lidt og viklede igen hendes hænder ind i nu røde bandager, som passede til kjolen, om håndledene spænde de guldringe, der havde indgraveret et sirligt smukt mønster af blade og hjorte, om hendes skuldre lagde de en kort kridt hvid uldkappe, med munkeordnes hvide ulv broderet på ryggen i den fineste silketråd, på hendes føder, blev der påspændt, sandaler af fint blødt læder og om livet blev der til sidste spændt et brunt præget læderbælte, med guldspænde, og i det var der en smuk dolk, den lille "parerstang" var formet som to ravne, på grebet var af smukt poleret egetræ, smykket med sølvræve.
Da Thea igen kom ud fra Zephirs vogn let løftende på kjolen gik der et sug igennem de ventende gøglere, og Zephir måtte tage sig gevaldigt sammen for at kunne byde hende sin arm og føre hende ind i teltet igen, hvor der straks blev spillet op. Thea satte sig pænt på en stol, rank og smuk hendes Fader kom hen til hende "kjolen og smukkerne er en gave fra Faust" mumlede han diskret, Thea så op på ham, med en blanding af chok og glæde, tænk selv hendes herre hylede hende, hun så igen ud på de dansende mennesker, ååå hvor havde hun lyst til at danse.

Med et blev musikken mere livlig og ind komme dansende gjølerpiger, de havde brugt dagen på markede med at synge og danse og nu når mørket var faldet på søget de mod deres eget folk for i fællesskab at tjene penge på de folk der festede i det store farvrige telt, 5 piger i alderene 13 til 20 kom hen til Zephir og faldt ham om halsen, det var hans døtre, han havde ingen sønner kun piger, men han var stolte af dem alle, Thea kende den ene godt, da Zephirs havde måttet tilbrige en helt sommer ved klostret fordi hans kone, der nu var død, var blevet frygtelig syg, "piger piger rolig nu, se hvem der er kommet til os, Mira, du kan da huske Thea, hun skal være den kommende dronning af Naro" han gjorde et blidt buk mod Thea, der havde siddet og beundret pigerne i smug, de vende sig nu om mod hende og den ældste satte i et vin og løb hend og kastede sig om hendes hals, hende og Thea havde været barndoms veninder "Mira dog" tordnede Zephirs stemme gennem hvinene, straks gav den 5 år yngre pige slip på Thea "undskyld deres majestæt" sagde hun så og nejede, Thea smilede med tåre i øjnene og lagde en hånd på Miras arm "det er da helt okay kære veninde, jeg har også savnet dig" hun smilede og en glædeståre løb ned af hendes kind, den andre piger kom også hend og nejede og slog en kreds om Thea og så beundrende på hende, hun strålede af skønhed, "ååå Thea, hvordan går det dig der er så længe siden, hvordan har dit live været? har du fundet kærligheden? er du lykkelig? hvad laver du her af alle steder? jeg troede aldrig du ville forlade bjergende" Miras talestrøm løb afsted og Thea måtte afbryde hende "rolig Mira jeg kan jo ikke basvare det hele..." men med et blev de afbrudt af Zephris stemme der buldrende igennem alt "SÅ SKAL DER FESTES, KÆRE GØJLER OG GODTFOLK" musikken spillede op til livlig dans, spiseborde og bænke blev skubbet ud til siden så der var plads til fest, Mira der allerede hovedeløst havde glemt Theas nye rolle hev hende op til den livlige kædedans og de dansede skødesløst som partnere og vær gang de mødes for at danse parvis, udspurgte hun Thea, der nu stårlede af lykke "nå har du fundet de kærlighed du bjergprinsesse?" drillede Mira "jeg fandt den og mistede den" svarede Thea let, uden at ville tænke mere over det, hun smilede bare og med et var de i keden igen og de gik fra hånd til hånd og snurrede rundt.
Pludselig var det ikke Mira der mødte hende på den anden side, men en høj let muskuløs, solbrun mand, han havde en skovgrøn skjorte på, som afslørede en del af hans muskuløse småbehårede brustkasse, hun så op på ham ,han duftede af skov, hun kiggede ind i et mild, lidt vildt udsende ansigt, med et par mørkegrønne, brune øje, og et ansigt omkranset af langt sort krøllet hår, hans hænder, hendes lå i, var barkede og ru, men varme, han havde små bukkehorn i panden, hun gispede efter vejret som om nogle havde slået luften ud af hende, kun med nød og næppe holdt hun dansen, hun kunne ikke slippe hans vilde øjne "du er smukker end jeg husker dig" fortalte han hende, hans stemme, var noget så fantastisk som om aller årstiderne var fanget i den. hun kiggede fortvivlet på ham "du du ved hvem jeg er?" hun kiggede fortvivlet på ham, han slog en smuk latter op, hun kunne ikke lade vær med at blive helt tryllebundet af latteren, "kære Thea, jeg har betragtet dig siden du var lille og gik med gederne i bjergende" han smilede til hende og snorede hende rundt og ud i kæden dans, hvor hun blev virvlet rundt, fra arm til arm, og til sidst ende hun i hans arme igen, hun viste ikke hvad hun skulle sige, langt om længe mødtes de, efter hun havde søgt og ja, hun rødmede let, men te.
Dansen var slut, han bukkede for hende og hun nejede igen og skynde sig hendt til hendes plads mens Mira greb hendes arm på vejen og fulgte hende "undskyld han instisterede på at bryde ind" Mira smilede undskyldende til hende "det er okay" Thea smilede mildt til hende og satte sig på hendes stol og slog hendes vifte op og begynde at vifte for at få lidt luft, den korste dans med ham havde gjort hende helt forpustet og varm, hendes Fader stillede sig ved siden af hende han rømmede sig og hun så op "må jeg pressentere Faust, skovenes herre" manden fra dansen kom hend, og bukkede let for hende og hun bukkede hovedet tilbage "jeg ved skam godt hvem De er" sagde hun smilende med blikket rettet mod manden