en aften uden lige

skumringen var faldet på, en tåge havde lagt sig over haven, stille voksende en rosenbusk frem fra der hvor træet en gang havde stået, godt nok var toppen af træet død, men røderne var stærke og fyld med kraft og gav næring til roserne, tågen kom fra den kolde sø, på modsat bred af huset, kunne man se en lysninge mellem trærene, månen var nyfødt, men lyst dog med et smukt roligt skær, der fik hele haven til at virke fortryllet, nærmest levende, det var den også, Tess havde søgt ly der hvor hun kendet til, han vist det ikke, naturen havde skjult hende, hun var nu i et med den, dens datter, det var som om der var en smuk nynnen i luften, fyldt med rytme og glæde, det var trærende, naten, sivende og vinden, der gav hende musik, hun smilede og ragte hånden til den fremmede, han var lavet af tågen, hun bevægede sig til lyden, duggen havde lagt sig som en kjole på hende, hun havde taget den sorte kjole af, hun ville kunne bevæge sig helt frit, nu var det kun de mest pinlige dele der som et symbol blev dækket af dug og det lignede i sandhed en ægte lille kjole, der gik hende til midt på låret, hun bevægede sig og dansede og lokkede den grå tågemand, hun nød det, hendes dans var forførende og smuk, men det tænkte hun ikke over, hun nød bare nattens musik, hun var fri, lykkelig, selvom ham hun elskede ikke elskede hende, selvom hun var svanger med to børn, selvom hun var fanget i denne verden for evigt, nød hun livet, hun gled gennem dansen, hurtiger end hun havde danset som mennekser, mere smidiger end som menneske, hun elskede det

kaskenuo kom gående ind på gårdspladen han sukkede og lspændte kiziki fri fra hans side det havde været et langt møde og næsten alle genralerne var ved at fare i totterne på henanden i tide og utide han selv var ved at ryge i kamp en gang og hvade været ved at hæve stemmen to men gjorde det ikke der var i alt 3 genraler der måtte gå blødene derfra sikke et møde hvis de var sådan overfor hinanden allerrede nu hvordna ville det så ikke ende når krigen kom han tog sig til hovedet og sukkede træt

tågen brede sig i takt med at hendes dans blev mere intens, det var hende og nattens mørke, tågemanden smøg sig om hende og hun snoede sig ud af hans greb, det lignede en desperat mand der forsøgt at fange noget han elskede og begrærede noget så højt, nattens musik, som steg og faldt i tonerene fulgte hendes dans, nu var hele have nærmest forsvundet i tåge, den begynde at snige sig rundt om huset, Tess noterede sig intet, hun nød den nu genvundne frihed, trærendes raslen låd som små lyse klokker, raslende i takt med hendes dans, alt var i perfekt harmoni, og hun var holdepunktet for det, hele have var opslugt, i hendes erotiske, vilde dans, det fik naturen til at føle sig fri ikke fanget i en by

kasekuno gik over på den anden side af huset og notede sig ikke tågen han ville entelig bare hend til sine iriser så han vade direkte ind i den

tågen opslugte ham som om han tråtte ind i en sæbeboble, alt inde i have have et vildt magisk, eventyragtigt skær over ham, det var som om man befandt sig i en helt anden verden, katten kom løbende direkte forbi ham mod søen, den noterede ham ikke som om han bare var et tilfældigt menneske den skulle passere, den kunne føle Thea, dens Thea

han kikekd etræt efter katten og så sig så omkring *hmm her ser da lidt forkert ud mon nicolas igen har leget med sjove brygge i min baghave* han fortsatte hend til sine iriser

Tess havde godt mærket brudet i tågen, men hun var ligeglad, hun nød dansen og nød sig selv i fulde drag, men hun var nysgerrig, gad vide hvad det var, tanken om at det var Kasekunos have strejfede hende ikke en gang, hun sneg sig dansende afsted det ene øjeblik kunne man se hende, det næste var hun forsvundet bag et træ hun var yndefuld og lydlød, hun gemte sig bag et træ og kiggede forsigtigt omkring det, hun så ham og fnisede stille og løb så hendes vej igen, tilbage til lysningen og tågemanden, hun virvlede rundt om ham han ragte ud efter hende, men hun var allerede væk igen

han knælede ned og begyndte stille at synge for sine blomster så det ud som om i virkeligheden sang han til en kvinde han elskede mere end noget alt i verden han troede at han aldig ville se igen


There's a song that's inside of my soul.
It's the one that I've tried to write over and over again
I'm awake in the infinite cold.
But you sing to me over and over and over again.

So, I lay my head back down.
And I lift my hands and pray
To be only yours, I pray, to be only yours
I know now you're my only hope.

Sing to me the song of the stars.
Of your galaxy dancing and laughing and laughing again.
When it feels like my dreams are so far
Sing to me of the plans that you have for me over again.

So I lay my head back down.
And I lift my hands and pray
To be only yours, I pray, to be only yours
I know now, you're my only hope.

I give you my destiny.
I'm giving you all of me.
I want your symphony, singing in all that I am
At the top of my lungs, I'm giving it back.

So I lay my head back down.
And I lift my hands and pray
To be only yours, I pray, to be only yours
I pray, to be only yours
I know now you're my only hope.

hmmmmm, hmmmmm, oooooh.

hun hørte hans sang og fnysede og grinede, da tågemanden fik fat i hende hun snoede sig ud af hans greb igen, kyssede ham blidt og han gik i opløsning, tågen bev tyggere, hun smilede for sig selv, og nynnede, ikke en bestemt melodi, men bare det hun følte, det var en nynnen fyld af kærlighed og glæde, det var som om den tog form som en smuk hjort og løb gennem tågen, hun fulde grinene efter den legende som da hun var barn, dansende med vinden, hun dansede op af trærende, rundt om dem, hun forsvandt og dukkende op hvor man minst ventede det, op pludselig var hun bag ham, helt stille hun viskede med en stemme så svag og blid som en sommervind "hej elskede" og inden ordene forsvandt hun ind i tågen igen som om hun aldrig havde stået bag ham

han vendte sig om ved lyden af hendes stemme vidste ikke om han var vred fordi hun stod bgrinede bag ham eller lettet fordi hun ikke var kommet noget til men da han vente sig var hun der ike han sukkede og begyndte at gå inden for

"ååå går du allerede?" lød en spindene sukken inde fra tågen, med et stod hun foran ham og smilede, hendes halvgule øjne lyste legetsygt, hun kyssede ham hurtigt og var væk igen på et øjeblik, selv kysset føltes bare som et kærtegn fra en vildfarende vild, en trillende latter lødfra siden af ham, eller bag fra eller fra den anden, "jeg kan lide din rosenbusk, der hvor træet stod" lød en blid stemme i han ene øre, men der var ingen af se der

han mærkede vreden brede sig i sig og vendte sig imord tågen "forsvind dit forbanede kvinde menneske det er privat grund og du er den sidste jeg har lyst til at se betræde den han vendte sig imod bsken og kylede ne magi imod den der tilintet gjorde den *roser der skal aldig vokse roser på min jord* "hvis du ikke forsvinder dræber jeg dig" hvæsede han

"jamen dog er det en trudsel eller en gestus? jeg tror du har glemt jeg ikke er din lille slave og vil aldrig blive det, jeg tror du har glemt at jeg ikke frygter dig ynkelige lille mandsklig og jeg tror det du er bange for du kan ikke kontrolere mig" det var som om hendes stemme var over det hele og tågen blev tyggere "små mænd burde ikke lege med ild, det fortalte jeg altid Julius, men han er død nu" hendes stemme lød som en lille pige og dog så voksen den var drillende
"jeg er ikke din underordnede eller en pyntedukke, jeg er min egen herre, jeg kan klare mig selv, men du ville bare kontrolere" stemme lød helt tæt ved hans øre "da du lå mellem mine ben minede du mig om alle de andre, den eneste forskel er at du overlevede, du lyste af begær, ikke kærlighed, du er så ynkelig som de små fede svin" giften dryppede af hendes ord, hun kyssede ham på halsen og var væk igen

hans øjne blev sorte og alt liv forlod hans ansigt han var blevet kold igen mørket havede igen grebet hans sjæl han løftede hånden og et mørke slog tågen væk i en radius af 17 meter fra ham var der bare mørke hans mørke hans domæne "vig bort kvinde og hold dine spydigeord den for min rgund du får to minuter til at komme væk og aldig vise dig igen jeg vil ikke have dig her og jeg vil ikke se dig igen dig og dine roser din forræderriske slange" med de ord fløj kiziki op i hans hånd og hans styrke voksede gevaldigt den alende ville slå mennekser ihjæl

hun sod roligt lige ved siden af ham, som en dydig kvinde ved siden af hendes mand, med nedslående øjne og sænket hovede, det grønne skær i den mælkehvide hud gav hende et skær som var hun allerede død, hun løftede langsomt hovedet og slog øjnene op, de drejede, men hovedet var forsat rettet lige ud "kan du nu heller ikke klare sandheden, dine forældre havde ret, du fik for ofte din vilje" hun drejede nu også hovedet og så ham direkte ind i øjnene, de borede sig ind og gav ikke slip, de var halvgule, de hagede sig fast og gav ikke slip "du søger altid kontrol, du må lære at leve med du ikke kan kontrolere alt, ellers bliver du aldrig lykkelig" hun smilede roligt, der var intet tegn på frygt "jeg er fanget her og det vil min sjæl altid være, du kan slå mig ihjel her og jeg vil forsat være her, slå mig ihjel tusinde gange og jeg vil endnu spøge hos dig til den dag du dør, hvis jeg lever, vil jeg føde mine børn, elske mig datter og min søn vil altid forsøge at opnå gunst hos mig, det vil drive ham til at slå den eneste mand der sårede hans mor, ihjel, nemlig hans far og jeg sig er dig han vil være stærkere end dig" hun drejede hovedet igen og så lige ud, to børn løb og legede, de så helt ens ud bortset fra at pigen havde rødt hår og drengen sort

"hvad ved du om det kryb intet" han fløftede kziki i to hænder "flyv" sværdet slintes og fløg men de var ikke rettet imod tes de var rettet imod de to børn og det slag ville slå dem ihjæl uanset hvad de gjode det var foredelen ved at have et sværd det kunne tænke selv "jeg nægter at anerkende de to djævle ngel som mine børn det er de ikke værdige til desuden har jeg en kone og det er ikke dig" han ord var kolde og hårde men sande

tågen var begynd at samle sig igen "i er ved at miste grebet er i ikke, jeg kan mærke jeres kontrol over naturen svigter, det giver mig styrke" hun smilede til ham, han ord havde ikke rørt hende overhovede, hun elskede ham, men hun kunne ikke holde af ham "du burde ikke lade had styre dig kære, det er jo bare tankespil" hun smilede til ham "utroligt at nogle affinder sig med dit ustyrlige behov for kontrol, men de findes jo, ikke? men dine må jeg jo anerkede de altid vil være selvom de vil være en plet på min ellers så fine race" hun gik om bag ham, " en ting jeg har fundet ud af, ved du hvad det er?" hun viskede det stille ind i hans øre og gik om på hans anden side

da hun begyndgte at gå om bag ham vendte sværedne om og rette deres dræbende slag imod hende kasekuno bøgede sig ned og tog en bestemt blost op han smilde til hende "nej jeg er også ligeglad ser du hvis du dør her vil du blive en xitoer men hvis jeg gør det vil jeg blive en del af landet mit sværd er i øjeblikket på vej til at slå dig ihjæl kælling og hvis de midser vil jeg kvase denne lilje med mine bare hænder ser du jeg er uddødelig med mindre man dræber liljerne med dem dør jeg og denne er hovede liljen hvis du rør dig dør vi begge meget enkelt for hvis jeg dør dør du vist også" han smilede fældt

hun sukkede blidt og smilte "i sandhed er det lidt klogskab bag dig og ikke, hvis jeg bare dør og du ikke dør hvad får jeg du af det, hvis vi begge dør, har jeg da fået lidt ud af det, jeg ønsker ikke at se dig dør, jeg må jo indrømme jeg elsker dig selvom det ikke er min skæbne, men hvem tror på den, jeg frygter ikke at blive til noget andet, jeg har været så meget i mit liv min elskede, men det ville være trist når jeg endelig er blevet mig selv, men så vil jeg samtidig dø lykkelig elskede" hun smilede hendes gamle kærlige smil, som om alt var godt "jeg vil ikke dø uden dig, men jeg kan leve uden, og så spørger du hvorfor jeg er her ikke?" hun så afventende på ham, hendes øjne var grønne nu, en vind dansede gennem hendes hår hun stod rank og smuk som en hind, hun missede med øjnene som om dette bare var en normal samtal, hun frygtede ikke, det lå ikke til hendes natur, hun var bare legende og fri

hans øjne blev normale igen han trådte hend til hende og lagede sin hånd på hendes kind "men jeg elsker ikke dig og det kommer jeg ikke til igen du er blevet til noget jeg ikke vil kendes ved du er blevet til et monster født af naturens skød og selv vi som vogter af naturen vendes ved det vi ser for ser du vi kikker ikke på skønheden ude på men skønheden inden i og det ejer du ikke jeg vil ikke dræbe dig jeg har ingen grund til det jeg kan følge dig ud af landet men du skal aldig nogle sinde komme igen forstår du det det er slut nu" han slap hendes kind

hun så på ham og løftede det ene øjenbryn og braste så i latter "elske mig nej nu må du lige" hun kunne ikke fatte det "jeg elsker dig måske men jeg kan ikke holde af dig" hun stoppede brat med at grine "jeg er mig selv nu, jeg er ikke det du forsøgte at skabe, du ville have mig som en nikkedukke, det er ikke min natur, jeg er født fri og det er der jeg høre til" hendes øjne blev hårde "men monster det er der hvist kun en her der er" hun så stift på ham "du glemmer hvem der tog hvem i denne leg, og det gør dig ikke bedre en Jack, zaner" ordene vislede ud mellem hendes tænder, tågen blev tyg og nærmest knugende "jeg vil altid være mig, det var dig der så en anden, det du gerne ville se" hun vende ham ryggen og så tomt ud i tågen "måske var jeg en gang et monster" man kunne høre kvinde skrig og barnegråd rungende i tågen, det var hendes minder fra en svunden tid, " men ikke mere, jeg så lyset og opdagede at jeg ikke længer behøvede at gå i mørket, men og vil jeg da altid bære lidt af det med mig" hun vende sig igen, hendes øjne var helt grå nu "du ville have jeg var noget jeg ikke var" hun lagde hånden på hans kind "en vildhest er kun smuk når den er fri, når den først er knækket ligner den alle de andre" hun smilede til ham, et smil af kærlighed "jeg har ond af dig, du er en sølle mand" hendes øjne var faste og bestemte

"det er nok du har trukket det længe nok nu jeg finder mig ikke i flere af dine fornærmelser jeg ved at dette vil skade dig mere end jeg kan rent fysisk" han løftede hånden og et kæmpe br lagede sig om huset en cirekl af mure man ikke kunne komme hverkjen ud eller ind af holdt sammen af hans vilje styrke uden døre vinduer eller noget totalt afskåret fra friheden "så tæmme rjeg vilhesten til den kender sin plads og ikke sammenligner zarner med xitoer" han vinkede til hende og forsvandt ud igennem muren der var holdt sammen af hans vilje styrek og hans nu brændene had til hende

//out

hun smilede hånsk, han skulle bare vide hvor meget ham og Jack minede om hinandne og at denne hest ikke var til at knække så længe hun havde hendes natur, ville hun for altid være fri, men siden hun nu var fanget her, kunne hun vel godt indrette sig, hun gav naturen frit spil, den brædte sig så haven ikke længer var pæn og kontrolleret, den bræde sig op af huset og ind i huset, hun fniste for sig selv, hun gik over til et træ hvis store græne hang ud over søen, hun kravlede der op og rullede sig sammen på grænene som et lille dyr, hun var træt det havde kostet mange krafter at kontrolere tågen, og især at betale for den med dans, hun lå og stirrede tomt ned i vandet, det kriblede i hendes krop, hun havde en fornemmelse af hvad der skete, men havde endnu ikke fundet ud af hvad hun skulle gøre ved det og den sidste tanke hun havde inden hun faldt i søvn var *fandens ræve stinker til at klatre i trær*

///out///