har jeg hjertet på rette sted?

kaskeuno kom gående imellem teltende han havde ledt ved boderne men fandt ikke det han søgte det kunne være at nogle af de menneskelige sigøjner havde det der gik noget tid også så han dem en ring og en halskæde med en blå sten i og en rød han tog dem op og kikkede på dem han kunne jo give hende den ene nu og forære den anden til hende sener han købte dem og gemte dem væk i sin bryst lomme og den anden i sin bukse lomme så det kun ville kunne mærkes hvis man lagede en hånd på hans bryst eller på hans over lår

Hun sad på jorden med sin ryg lænet op ad en mur. Hun holdt sine ben tæt mod sit bryst alt imens hun så på nogle børn lege omkring. Hun havde fundet sin datter Koneko, men hun havde ikke set sit eget barn vokse op. Koneko var ikke engang det navn Kendra havde tænkt for sin datter, men der var intet at gøre nu. Koneko var hendes datter og det måtte hun acceptere. Hun ønskede bare endnu et barn, nu da hun så de små børn rende rundt og have det så sjovt.

kasekuno gik lidt i sine egne tanker da hun var ved at blive løbet ned af nogle menneske børn *hvorfor gjorde jeg mig ikke usynlig* tænkte han lidt ærgelig de små børn stoppe op og kikke op på ham og prikkede så til hans sværd og lyste rødt af iratiation han smilede ned til dem "vil i lege med hende" de trædte forviret tilbage så jublede de og trak kiziki ud af hendes skede kasekuno snete hende en tanke *bliv sløv de skal ikke komme til skade* det var kun kiziki og ham der vidste at hun ikke skar for alle andre ville det se ud som om at de små børn rendte rund med et langt sværd og tævede hinanden

Hun så op da børnene samledes omkring Kasakuno og vidste han havde et godt tag på børn. Hvordan ville han være overfor sit eget lille barn? Hun så ned og tænkte over det. Kunne de overhovedet få lov til at leve sammen i fred eller var det bare et tabt håb i begge deres hjerter?

kasekuno fik øje på hende og gik over ved siden af hende børnen legede stadigvæk med hans sværd så de ville ikke forstyre dem foreløing han satte sig ned ved siden af hende og forsøgte at give hende et kram "hvad er der min kære du ser trist ud?" hans stemme var mørk og medfølende han aede forsigtigt hendes hår

Hun tog imod det kram han tilbød og svarede, "Koneko er vores datter, men intet ved hende vil nogensinde fortælle andre hvem hendes virkelige forældre er. Hun er opvokset et andet sted, blandt tyve og løgnere. Hun var vores datter men ingen brød sig om at tænke at jeg måske ville savne hvad jeg næsten aldrig fik set."

"det er rigtigt nok at hun ikke ligener nogle af os særlig meget men hun er tros alt vores datter og ikke særlig gammel vi kan stadigvæk nå at gøre en indflydese og hvis det ikke vireker er vi heller ikke særlig gammel vi kan altid nå at få et barn til hvis det er det du vil " han kyssede blidt hende pande mens han kæretegende hendes kind

Hun så op på ham da han sagde at de altid kunne få en mere. "Det mener du ikke vel? Hvordan kunne vi nogensinde kunne få en mere? Vi vidste intet den gang. Jeg kendte ikke en gang til hadet mellem vores racer. Er der overhovedet noget håb for os Kasakuno?"

"der er det håb vi vil havde der til at være hvis du beder mig om det smider jeg alt hvad jeg ejer og har får at rejse med dig til et sted hvor der er plads til vores kærlighed self kan vi være sammen og hadet det kan godt være at vi var i kring engang og at der er en ny på vej men det betyder inet så længe vi er sammen og elsker hinaden tro mig og hvis nogle mener noget anet skal jeg nok få dem til at fatte at vi ikke overtræder nogle love kun traditioner" han så alvorligt på hende hvordan kunne hun tvivle?

Hun så ned og lænede sit hoved mod hans bryst og sukkede dybt. "Alt hvad du siger er en smuk musik i mine ører Kasakuno og jeg håber inderligt at vi kan få det vi ønsker. Jeg vil ikke skilles fra dig igen Kasakuno. Jeg vil bare være sammen med dig for evigt."

han lage armende om hende og sukkede " det håber jeg virkelig også jeg elsker dig så høj hvordan skulle jeg kunne leve uden dig" han lage forsigtigt en finger under hende hage for at løfte hende ansigt så han kunne se ind i hendes øjne "jeg elsker dig virkelig"hans øjne var alvorlige og ærlige

Hun så tilbage ind i hans øjne og lyttede til hans søde ord til hende. Uden at sige noget lagde hun sine arme om hans nakke og kyssede ham for første gang efter de havde fundet hinanden igen.

han lagde armende tætter om hende holdte hende tæt ind til sig mens han gengældte kysset men en sådan lideskab at det ville skræmme de flest at vide at en mand indeholdte så mange følser

Hvis de nu havde været et andet sted end her i det åbne havde hun nok gjort mere ud af det, men viden at børn var til stede, fik hende til at tage det her still og roligt og ikke længere end de var nu.

kaskeuno kyssede hende igen denne gang blidt og følsesladt han smielde kærligt til hende "jeg må nok heller prøve at få mit sværd igen iden hun bliver hysterist og begyder at slå på nogle af dem" han rejste sig og gik over imod børnen

Hun rejste sig også men blev hvor hun var og fulgte Kasakuno med blikket, imens han gik hen mod børnene. Hun kunne ikke lyve for sig selv mere. Hun vidste at han var den eneste der måtte komme så tæt på hende. En hver anden ville miste sit hoved hvor de stod.

kasekuno fik endelig sit sværd igen han gik tilbage til hende og lagede amrne om hende og kyssede hende krævende uden nogle grund men bare fordi han kunne det var sådan nogle underlige indfald der som regl fik givet ham en del probmer på nakken men han kunne ikke lader være det var imod hans natur

Kendra var overrasket over kysset men kunne ikke lade være med at gengælde kysset sådan som han gav hende det. Han var alt hvad hun ønskede sig i livet. Hun kunne endelig slå sig ned, velvidende at der var en der ville gå gennem ild og vand for hende. Det var alt hun havde brug for nu.

Jeg skrider