at flygte er at overleve

hendes stemme var blevet stærkere, nynnen, snoede sig om hendes vagter roligt, hun sakkede langsomt bagud, hun var ikke sikker på om det ville virke, men det var hendes eneste håb, hun ville aldrig vinde en kamp mod dem og hun måtte se ham en sidste gang, ikke som en dommer, men som den mand hun elskede og begærede, hun holdt et vagsomt øje med vagterne

vagterne sænkede farten i takt med hende så hun hele tiden forblev i mellem dem kvinden forude lavede en lille sort sommerful i hånen og lod den flyve da den var lettet blev den splittet i tre der fløj hver deres vej

forbandet hvad gjorde hun nu, affinde sig med skæbnen, nej så kunne hun fra start af have rejst til greven og blive en lille kone.
hun begynde bare roligt at synge en sang om hendes hjemland, om bjergende og floderne, vindene, hun minede sig selv om alt det hun elskede og flettede det ind i en sang, hun sang en vers for alle hun kende og hold af der, selv til hendes søn, da hun var færdig med det vær blev hun stille "hvad kan jeg forvente?" spurgte hun kvinden

kvinden smilede berolingende til hende "et møde meget tre meget stærke og rætfærdige zarner og tro mig de to mænd der kommer ser virkelig godt ud kvinder i mellem og tøsen der kommer er den højestes lillesøster" hun stoppede vagterne da de var kommet til en stor plads

"mænd huer mig ikke jeg har set det meste" svarede hun roligt med et skævt smil i sandhed ja, hun kende de to mænd, og men en søster også, jamen dog, "retfærdig, jeg tvivler nu meget" sagde hun giftigt. "hvad skal de bedømme, jeg er ikke en eller anden hoppe der skal bedømmes om jeg er avlesdygtig" svarede hun koldt

"de skal bedømme din straf dit liv er i deres hænder nu og et godt råd fornærm ikke genralen for fornuft det kan godt være han ikke gør dig noget bagefter men det er vi andre der gør" hendes øjne blev kolde og det var tydeligt at det var mere en loilatiten der talte

"det er nok lidt for sendt" mumlede hun og smilede venligt til kvinden, "pas på loialitet kan blive mere en straf end en trøst" hun grinede, ja ja det skulle nok blive sjovt "jeg tænkte på når jeg nu skal dø, kan i ikke sende mig hjem til bjergende, jeg vil gerne se dem en sidste gang og hvis jeg kommer død, kan kongen da umuligt gøre noget" hun grinede lystigt ved tanken om kongens ærgelse

"du vil ikke dø her hvis du er heldig blive du kastet i virveln og er du uheldig i tomheden så der er nok ingen der har lyst til at prøve at hendte dig op igen"

"så må jeg jo vente på at han dør" sagde hun til sig selv og nikkede, *ååå nej jeg taler til mig selv jeg er da i sandhed ved at blive skør* hun smilede til sig selv, ja dette skulle nok blive sjovt, desuden havde de endnu ikke kropsvisiterede hende, hun havde forsat alle sine knive hun kunne altid tage hendes eget liv, "hvor længe skal vi vente, jeg vil enlig gerne have det overstået, jeg har folk jeg gerne vil møde" hun smilede mildt til kvinden

"vi vendter kun på dem men det er som sagt vores genraler og meget travle zarner oveni købet desuden er genralen for fornuft syg så det kan tage sin tid men jeg har sendt en haste besked til dem med vores skygge fugle så der burdte snart ske noget"

"syg, hvad fejler han?" hun kunne have tråt sig selv omver tærene og bidt tungen af for det udbrud *i sandhed er kærlighed en forbandelse, det gør en dum og blind* hun smilede blidt til kvinden "jeg troede ikke sådan nogle som jer kunne blive syge" hun forsøgte at undgå at se hende i øjnene "er det der skyggefulge sådan noget magi, jeg har to kraver, eller kun en nu, men de blev bundet til mig for længe siden i mine tatoveringer, de kan kun bruges en gang, så skal de bindes igen og det gør fandens ond" hun smiled og nikkede som en naiv lille pige, hun havde haft glemt alt om hendes tatoveringer, var der ikke en hun kunne bruge, ååå hvad var der nu, *tænk thea din torsk tænk*

"han er vist bare diprimeret og nej vi bliver ikke syge og ja det er magi men det er kun de stærkeste af os der kan det eller helt magi er det ikke det er selvstæniddige tænkende væsner bundet til vores vilje og vores kalde som alt anet her

"jeg er lidt anderledes, jeg er ikke her fra" hun smilede og nikkede, nu huskede hun det flere timeres smerte vær dag, ræven, hendes moderes våbens skjole, men det gik ikke kvinden så hende, så ville hun jo bare fange hende, eller aflive alle ræve i hele denne by, hvis de havde ræve hvis de ikke blev det jo bare meget letter " undskyld men jeg skal tisse" hun smilede blidt og sende kvinden et par store dådyrøjne

alle tre kikkede på henande nog så på hende "du skal hvad??" de ligende alle tre nogle der lige var fladet ned far himlen

"øh tisse, i ved af med vandet, lette trykket, nej den kan også bruges i andre sammenhæng, øh urinere? forstår i" hun kiggede undrende på dem, *er alle er lige sære, det er lige meget hvilken siden man er på* hun smilede blidt og forsøgte at se uskyldig og tissetrængende ud

"de ligende stadivæk tre store spørgsmåls tegn så kikkede den ene mand på den anden og begyndte at tale på et anet sprog til ham den anden trak på skulderne og pegede på tess de stod lidt og diskutede med hinanden hvor efeter den ene sagede "du mener vist det urende det kan du ikke få lov til her det er kun menneske rde rgør den slags som straf for deres ulydighed imod naturen og hvis du skal skal du ud af landet og det kommer du ikke før du har været ved rådet

"som straf mod naturen ! jeg er datter af naturen der hvor jeg kommer fra din åndsamøbe, og hvor våver du at snakke om en dame på et andet sprog lige foran næsen af hende, det er en fornærmelse, måske er i stærke, men visdommen er hvist ikke på jeres side" hun så på dem med lynene blikke "men siden jeg skal tilbringe de næste mange år her, siden jeres små generaler har for travelt med at have ond af sig selv, hvem vil se en tryllekuns?" hun smilede lokkende og provokernede, hendes stemme sagde i tør ikke i er bage og små, hun havde samlet alt hvad hun havde, tænk hun snart havde brugt alle hendes tatoveringer bare på denne rejse, nu skulle hun bare trække hammen på og håbe på de var så overraskede at hun kunne nå at stikke af

"jeg vil gerne" en dyb mandestemme lød bag hende og en tung hånd blev lagt på hendes skulder hans hård blædste ind foran hans ansigt og ville kilde hende kind "ser du jeg har fået så mange ting at vide om magi at det er gumt at høre på nu og min afaring med dem er at de altid tagerens elskede fra en som de onskabsfulde xitoere" han smilede og de tre andre knæglede "genral kutarahi" udbrød de i kor

hun for sammen, hendes hjerte begynde at hamre hurtigt, følelsen af ham i nærheden af hende gjorde hende helt var inden i, det føltes anderledes en sidst, der var ikke længer en ondskab, hun kunne intet sige, hun ture ikke en gange vende sig, hun fugtede læberen med tungen i et forsøg på at kunne få et ord ud, hun sank "det er et forvandlings nummer jeg fik en gang, det er naglet til min ryg, men det virker kun en gang" sagde hun stille, hun rørte sig ikke

"så ville det være en skam at bruge det synes du ikke nu vor jeg er blevet hentet ud af mit hus på grund af dig" han kikkede op på de andre og tale med fast hård og myning stemme "løgnant drazi rapoter" kvinden rejste sig og messe huritgt af sig hvad der var sket med ordet sir efter hver anden sætning da hun var færdig knælede hun igen "hmm det der någet være noget hvar tess" hans stemme var igen blid

"jeg gjorde som du bad om, jeg rejste, men du burde vente med at torturer dig selv til jeg var kommet lidt længere væk" svarede hun stille hun følte sig som et lille barn "men jeg fandt da ud af nogle ting og rettet op på en fejl" viskede hun stille, hun ture forsat ikke vende sig eller røre på sig, hun var bange for ikke at behage ham, hun lukkede øjnene og forsøgte at få lidt mere styr på sig og genvinde hendes stolthed

"det lader til at du ikke kan finde rundt i vores by arr to sek" han kikkede på de andre igen de stod som lammet og havede hørt det hele han lavede en håndbevæglese og de forsvandt"sådan så er vi alende hvor kom vi fra jo du var faet vil og dræbte din hest de andre tror at det var fordi du var fuld passer det"

hun rettede sig op, hendes hår der allerede var voksed til skuldrene (noget hun altid som lille havde hadet for det var besværligt at lege med langt hår) strejfede hans hånd, "sids jeg var fuld var under min søns føsel, jeg skal drikke alt for meget til at blive fuld til der er pengenede værd" svarede hun denne gang med rolig høj og fattet stemme, men hun havde forsat lyst til at vende sig om og kysse ham, men hendes stolthed nægtede hende det og det var nok heller ikke smart efter deres skænderrig

han lod af gammel vane sine fingere løbe igennem hendes hår og konstaterde så "det er en skam du klippe det af det var elles en ting jeg holdt virkelig meget af ved dig" hans hånd lå ikke længer på hende skulder nu stod han bare bag hende

"det vokser ud igen, det gør det altid om et par dage er det så langt som før, jeg haede det, broder michel elskede det og så skulle han altid børste og flette det, jeg haede det og prøvede altid at flygte" fortalte hun stille og kom til at grine lidt ved tanken, hun nød hans berøring og selv da han ikke rørte ved hende kunne hun mærke ham