Uden for sammenhæng..

Vuclari stod udenfor menneskebyens hovedbygning. Kommunen. Hætten på hendes kappe kastede en skygge ned i ansigtet på Vuclari, så man ikke kunne se det døde blik, der hvilede i hendes øjne. Ej heller det kolde udtryk i hendes mimik. En xito hørte ikke hjemme i menneskebyen, og det vidste hun. Men hun var egentlig lige glad. Det var ikke dem hun gemte sig for. Hun gemte sig for Jack. En anden xito, som hun havde mødt et par gange. Ikke af dem havde gået stille for sig. Han havde det med at lege små smertefulde julelege med hende, et faktum hun ikke var glad for! Men det var sådan det var. Og nu, prøvede hun ikke at skabe alt for meget opmærksomhed om sig selv, da det så kunne være at han ville finde hende. Altså hvis han ikke alerede havde fundet hende.
Stedet var halvt fuldt med mennesker, halvt tomt. Det var dag, og himlen var grå. De fleste menneser skyndte sig forbi på grund af den støvregn der lå i luften. Man havde på fornemmelsen at den kunne tage til hvert øjeblik, og skabe et enormt tordenvejr.

Tess gik gennem støvregnen, hun elskde regn, men alligevel havde hun svøbt sig i sin mørkegrå sommerkappe og havde trugget hætten godt hend over hovedet, så ingen kunne se hendes hår eller øjne, efter hun havde accepteret hendes nymfekrafter, havde hun til tider været ude for lidt for meget opmærksomhed til hendes smag, hun kunne lide ikke at vække opmærksomhed, hun havde valgt en dag som denne til at se sig omkring i byen, folk havde for travelt med at komme hjem til at ligge mærke til hende, hun gik i sine egne tanker hun kom halvt til at gå ind i en fremmed der stod stille og kiggede "undskyld" mumlede hun, uden at sige noget for højt, endnu var kræfterne nye for hende og selv ved hendes stemme vækkede den opmærksomhed

Da en anden næsten gik ind i hende, vente hun sig vredt om og sendte hende et koldt blik. Se dig dog for! Hendes stemme afslørrede hend emed det samme, men hun talte for lavt til at nogen andre ville kunne høre det. Hendes øjne søgte kort efter den anden kvindes øjne. Hun bøjede dog hovedet lidt ned igen, for ikke at vække for opsigtsvækkende. Hun ville ikke have han opdagede hende! Hun gad ham ikke mere.Alt hans pjat med roser og smerter. Hvorfor ikke give hende en lilje, for at inkere hendes kommene begravelse af hendes mentale tilstand. Eller for at symbolisere at hendes privat liv nu var forbi? Men en rose.. En rose stod for kærlighed, menneskelige følelser. Ikke død! Så hvorfor det? Hun forstod det virkelig ikke.. Men hun skulle nuk finde ud af det! En eller anden dag, hvor han fandt hende igen! Eller i hvert fald kontaktede hende..

"undskyld det var ikke med vilje" væsede hun igen, hun slog hurtig hånden for munden, hendes stemmer gav genlyd af hendes følelser så en enkelt mand der gik lidt tæt forbi, gav et lille ryk og så sig tilbage over skulderen, ååå gud jeg må lære at styre det, tænkte hun skælvende.
hun kiggede forsigtigt ud under kappen for at se den fremmede, men hun var åbenbart også på flugt fra verden, hun kontrolerede sin vrede "undskyld, det var ikke med vilje" sagde hun nu med en rolig mere kontroleret stemme

Vuclari så undrene op, da den fremmedes stemme bestemt ikke var normal. Så snart hun havde set op, blev hendes blik igen sit normale døde jeg. Hvad og hvem er du? Hendes stemme krævede et svar, men havde ellers intet over sig. Hun kunne regne ud af kvinden ikke var menneske, ikke xito, og nok heller den tredje race, som hun hadede navnet på. De lød så rene! Hun havde det, for at sige det pænt.. Folkene omkring dem begyndte at blive færre og færre, og der var længere og længere tid mellem de kom. En del af dem gik til eller fra kommunebygningen, og havde hovedet fyldt med deres egne ting. Det var som om de var usyndelige, Vuclari og kvinden, og så dog ikke helt alligevel. Hun drejede sig, så hun vente mod kvinden.

Tess stoppede helt op, hun havde håbet hun ikke ville vække opsigt, men det var vist sket alligevel "mit navn er Thea, mange kalder mig Tess, og De hvad kaldes De" hendes stemme var blød som en mild sommerregn, en tot at hendes røde hår faldt ned, hun stak hånden ud fra kappen for at sætte den på plads bag øret mens hun ventede på svar, ååå hvor hun savnede sin egen stemme, hun måtte lære at kontrollere følelserne i hendes stemme, det var den der først fik folk til at kigge på hende, her var det at se anderledes ud, mere anerkendt end der hun kom fra, men stemmen var anderledes, hun kunne få folk til at græde bare ved at snakke, det var de følelser hun kunne ligge i dem, det var nyt og hun måtte lære at kontrolere dem, hvem ved hvilke ulykker den ellers kunne rode hende ud i

Hun så skævt på hende, vurderede hende ned til mindste detalje. Vuclari. Og folk kalder mig ikke andet! Det var sandt, ingen kaldte hende andet end hendes navn. HUn var jo heller ikke lige typen man fandt på kælenavne til, og bestemt heller ikke øge navne! At være tortur meste havde sine fordele, men bestemt også sine ulemper.
Hvad er du? Hendes spørgsmpl var ret vigtigt for hende, da hun ikke lige kunne placere hendes race selv.

"forbandet og velsinet på en og samme tid, førken Vuclari" hun smilede skævt, hendes stemme var fyldt med sorg, hendes liv havde forandret sig på så kort tid.
"og Dem frøken, hvad race tilfalder Dem? og hvad laver De ude i dette vejr" spurgte hun blidt, hun så op og direkte på kvinden

Et tvetydigt svar.. Hun sagde det som kemmentar til det først Tess havde sagt. Men svarede så undrende på hendes spørgsmål. Det var ikke lige frem hvad hun havde forventet. De fleste kendte en xito på udseende. Og gjorde øjnene ikke udslgaget, blev det de lange strejer under øjnene, der løb ned over kinderne, der gav dem ideen. Jeg er en xito! Hendes undren over at Jess kunne stille et sådan spørgsmål kom ikke til udtryk i Vuclaris stemme. Og jeg er her, for at være ude. Del vist sandt. Hun var der for at komme væk fra xito området, da det sikkert ville øge chancerne for at hun ville slippe af med Jack. Men dte havde hun ikke tænkt sig at sige. Og dem Jess?

"ser mig bare om i byen frøken, Ååå så er De det samme som Jack, en irriterende, men dog spændene mand" hum smilede, men minedes deres første møde, ååå det havde gjort så frygteligt ond, men alligevel havde det pustet lidt ild til den smule ondskab der forsat var i hendes menneskelige sjæledel " det er i sandhed et dejligt vejr var? det holder folk inde så er det som at have byen for sig selv" hun smilede blidt, der var ikke flere folk på gaden, regnen havde taget lidt til, hun slog hætten tilbage, hendes røde hår væltede ned af ryggen og ud på skuldrene, hun smilede et lille mildt smil

Vuclari var overrasket over at Tess kendte til Jack, og det kunne svagt anes i hendes blik. Jack? Hendes stemme viste for første gang tegn på at hun var levende. Der lå nemlig noget spørgene i den. Som en svag undertone. Hun så indgående på hende, mens hun vented epå en forklaring fra hendes side. Ham Jack havde da også kræmmet på alle. Eller havde han? Havde hende Tess kvinden da ikke blevet remt af hans afsinde legesyge.

"ååå De kender ham også høre jeg" hun smilede blidt "lidt sær syntes De ikke? jeg mener første gang jeg mødte ham, pinte han mig meget længe" hendes stemme fik en antydning af dysterhed "men der er noget i ham der tiltaler mig, men hvem ved?" hun smilede mildt til Vuclari "hvordan har De gjort hans bekendskab?" spurgte hun nysgerrigt

Vuclari tøvede et øjeblik, før hun så roligt svarede hende. Han forstyrrede min friaften.. Det endte ud i en rose. Lige som med dig, kan jeg regne ud? Hun så spørgende på hende. Det med rosen underede hende stadig! Men hun gik ud fra at det var noge han gjorde med alle. Lige som et kendetegn. Noget der gjorde at man vidste at han havde været. Mange større fordrydere havde det så vidt hun vidste.

"ja de der roser, er meget sære, han blev lidt humm såret da min hest spiste den" hun smilede lidt for sig selv, ved det lidt sjove minde "friaften? hvad beskæftiger De Dem med frøken?" hun smilede og kiggede sig omkring

Spiste din hest hans rose? Det er vel meget godt. Jeg kunne forestille mig at de ville smage godt. Hun trak let på skuldrende, og så op i regnen. Den eneste grund til at hendes hætte forblev på, var at den var så gennemblødt, at den klæbede til hende hoved. Kort efter så hun igen på Tess. Jeg er tortur mester. Og dig? Hun forstod ikke at den anden kaldte hende frøkken. Og hun vidste ikke helt om hun ville tage det som en nedladende eller respektabel tiltalelse. Det kom jo an på hvem man var. Så hun valgte ikke at tænke yderligere over det. Tess sagde det vel kun af vane, eller noget i den stil..

"han var selv ikke så glad for det, men tror hesten syntes det var okay" hun grinede lidt, det lød klukkende som en lille skovbæk "jeg laver intet mere, mit liv har ændret sig drastisk de sidste par uger, jeg har intet rigtig formål længere frøken" hun kiggede ned med triste øjne, skønt hun var bedre og ikke opførte sig som et vildt, jagtet dyr, men der var en form for tomhed forsat, hun var ikke vandt til ikke at have noget mål og ikke hele tiden være på farten

Og hvordan har dit liv så forandres sig her på det seneste? Hun kendte jo ikke Tess fra før nu, og kunne derfor ikke selv besvare spørgsmålet. Det gav nok også sig selv, da man ikke kunne forvente at hun kendte til hende. Der var jo så mange folk, og hun havde sit eget liv. Ikke lige som Jack, der levede sit liv gennem andre, og derfor havde tid til at holde øje med én. At den fyr kunne finde tid til det! Det ar ufatteligt. Han skulle se at få sig et liv. Det ville sikkert klæde ham en del bedre end den måde han levede på nu. Det var hun i hvetr fald ret sikker på at det ville. Og hvis ikke detvar sagen, så ville det i hvert fald gavne hende. Hun var begyndt at få paranoia over ham! Det var som om hans gule øje lå i nakken på hende hele tiden. Det var til at blive tosset over! Men hun forsøgte at holde sig selv opdaterede med det faktum, at det ikke betød noget. Hun lavede jo ikke noget han kunne bruge mod hende, så som noget korrupt. Det eneste han kunne bruge mod hende, var hvordan hun opførte sig over for andre. Og dte var hun i bund og grund ret lige glad med.

"det er en komplikeret sag, jeg helst ikke vil tale om" svarede Tess kort for hovede, de grimme ting hun havde gjort i hendes fortid, kom ikke andre ved, eller fortid og fortid, hendes sidste drab måtte have været for nu 3 uger siden, hun savnede det lidt, men hun havde stopped det liv, hun så sig omkring, der var ngoet uroligt over den fremmede kvinde "hvad frygter De" spurgte hun nysgerrigt, hun kunne fornemme folks følelser nu, hun haede det, det gjorde ting så meget mere kompliseret

Fair nok. Hun sagde ikke noget til at Tess ikke ville tale om det, det var jo hendes liv. Og selv om hun ville kunne tvinge hende til at sige det, ønskede hun ikke at gøre det. For det første skulle hun så gange hende først, hvilket nok vilel blive svært. Det var jo ikke hendes job at fange folk, det var hendes job at torturer dem! For det andet ville hun så gå hen i retning af Jack, hvilket hun ikke ville. Hans nivea var ikke værd at synke ned på. Jeg frygter intet for øjeblikket. Men Jack irreterre mig bare en del for tiden! Det var sandt. Hendes følelse var ikke helt det samme som frygt, for døden var ikke værd t frygte Hun hadve været der, det var ikke så slemt. Og de pinsler han kunne finde på.. Well. De var nok værd at frygte, men alligevel gjorde hun det ikke. Hun var bare godt vred over at han sådan kunne kører rundt med hende. Men hvordan stiftede du egentlig bekendtskab til den omvandrende charmør? Der var en dyb sarkasme i hendes stemme, men også en smugle alvor. Han var vel charmerne, på sin egen mærkelige, ondskabsfulde måde..

"hvad er det så jeg fornemmer? De virker humm sky, som en lille kanin under en busk, der gemmer sig fra jageren, humm måske bare mig, jeg er noget forvirred for tiden" hun smilede blidt "og hvordan jeg kender den kære lille flagermus, jeg var på en lille tur ind i et meget mørkt og dystert tempel og der støtte jeg på ham" hun smilede ondskabsfuld og hendes blik blev mørkt "og jeg som bare lede efter et sted hvor jeg kunne få lidt ro, men tror ikke han forventede at jeg var som jeg var" hendes blik blev lyst igen og hun smilede "De lader ikke til at finde hans selvskab behageligt?"

Vuclari så på Tess med et mistroisk blik. Så voldsomme humørsvingninger var ikke normalt. Slet ikke for en der aldrig havde humør. I hvert fald ikke andet end det samme hele tiden. Jo det kunne selvfølgelig være nogen ændringer en gang imellem. men slet ikke så ekstremt som hende her havde det. Nej jeg nyder ikke han selvskab. Jeg mener at han er en ulykke lille selvoptaget xito, der ikke har noget liv. Og han skal ikke tage mit! Med det mente hun ikke at han ikke skulle dræve hende, det var han fri til at gøre. Nej hun mente at han skulle holde sig væk fra hende. Langt væk. Men det er nok bare fordi jeg ikke bryder mig om tyen. Der er jo mange der tænder på hans slags. Hun holdt en kort pause. Og du ser ud til ikke at have synderligt imod ham. Er det korrekt forstået, eller bare et skud i tågen?

hun smilede hånsk "jeg tænder ikke på ham, men jeg ser noget i ham jeg kan genkende, det er rart når man bor i hus med en mand der er rolig som en skovsø og ikke forstår hvordan hvisse lyster ikke lige er til at slukke" hendes blik så lidenskabeligt og tomt ud i luften, hun kunne høre mødres skrig, når hun slog deres børn ihjel, ååå det havde føltes så godt da, men nu, hun var i tvivl

Vuclari undrede sig kort over hende. Hun er seriøst mærkelig. Rart at møde nogen der ikke bare er gode eller onde.. Så du er gift? Hendes stemme var spørgene. Hun kunne af en eller andengrund ikke helt se denne person gift. I et hus, med børn eller mand. Hun kunne bare ikke få sig selv til at få det til at passe ind. Lige som hun aldrig havde kunne se sig i samme billed. Hverken som barn eller som mor. Det var bare forkert. Af en eller anden grund. Hun så sig roligt om. Mest på tagene eller de mørke afkroge i nærheden, men det blev en kort kigger, for hun vente hurtigt tilbage Tess igen. Det havde mest været en status opservation af hendes omgivelser. Man skulle jo ikke bare lade ham være der, ude at gøre opmærksom på at man vidste at han var der, hvis han nu engang var der. Det var jo det der var så irerrende ed det!

hun flækkede mildes talt af grin, hendes latter var legende let og fylde gaden med en form for gælde "mig gift, hvilken mand med sine fulde fem vil have mig? ååå den mand jeg bor hos er blot en fremmed der tilbød sig, for han mente ikke kroen var et sted for mig, bare endnu et bevis på at folk heldigvis ikke kender mig her. er De gift?" hun smilede, hendes øjne var spøgefulde, hun troede næppe kvinden var gift, men hvorfor ikke give hende samme spørgsmål, hun kunne jo overrakske

Vuclari gav et skråt, tilfreds smil fra sig, da Tess brød ud i latter. Godt, så havde hun ikke fejlbedømt hende på det område. Gift? Ikke så vidt jeg ved.. Nej. Nej, hun ar ikke gift med ring og den slangs. Men om hun tilhørte nogen, havde hun lidt sværer ved at svare på. I hvetr fald om der var nogen der troede de ejede hende. Hun vidste at ingen gjorde, men hun kunen jo ikke vide hvad folk troede om hende. Hun havde før fået det indtryk af en fyr, at han troede at han ejede hende. Det fik hun dog rettet op på. Men om der stadig var nogen der gik rundt med den fejlforståelse..? Det kunne hun ikke svare på. Du ligner kke lige frem der bare bor hos en tilfældigt. Har du nogle lig i bagachen? Der hørtes ikke at komme et svar på spørgsmålet, men et elelr andet sagde Vuclari at denne kvinde; Tess, som hun blev kaldt, ikke havde helt rent mel i posen. Hvem havde da også det, med undtagelse af de lovlydige sjæle på den anden side af menneksebyen. Gud hvor hun hadede dem og deres hellige vanvid!