Sult er for de dødelige!

Vuclari stod uden for hulens åbning. En dugt af mad prægede den svage vind, der fløj ude foran. Hun var kommet inde fra, og var derfor godt mæt. Ikke overmæt, som de fleste havde en tendens til at blive, bare behageligt mæt. Hun så sig omkring. Det på den tid af døgnet, hvor der ikke var et øje at se, men hvor det alligevel ikke var lyst. Hvis man skulle sætte et klokkeslet på, måtte den være omkring 3. Regnen øssede ned far en grå og mørk himmel. Alle detaljerne i hendes omgivelser var væk på grund af mørket og regnen, og Vuclaris kappe hang hen over hendes ene arm. Hun syntes det var for varmt til at havde den på, og regnen gjorde hende intet. Det havde den aldrig gjort. Hun kunne faktisk godt lide regnen. Den havde altid givet hende klarhed til at tænke over det, hun gerne ville tænke på. Hvorfor lige en rose? Hun så sig omkring, da hun kom i tanke om Jack. Hun havde mødt ham på kroen for nogle dage siden, hvor han havde angrebet hende, fordi hun ikke besvarede hans spørgsmål. Der havde han givet udtryk for at han ville holde øje med hende. På en eller anden måde. Han havde ikke sagt det direkte, men det havde ligget i stemningen. En rose? Hun forstod ham ikke. Hun havde kastet rosen væk den dag, kastet det der var sket, over skulderen. Men alligevel havde hun haft det som om nogen holdt øje med hende, lige siden. Hun vidste at det ikke kunne være sandt, men hun havde det hele tiden som om hans øjne var lige i nakken på hende. Og hun brød sig ikke om følelsen!

Vuclari så sig roligt omkring, og nåede lige at få sig selv overtalt til at der ikke var noget. At det bare var hende der var noget galt med, inden den mærkelige følelse igen skyldede ind over hende. Men den var ikke så slem som den kunne være. Hun vente sig om og fik øje på Jacks gule øjne i regnen, lige som en rosa landede for hende fødder. Hun bukkede roligt for over, som tak for rosen, og vente sig så om igen, for at gå videre, da smerterne få alvor begyndte at komme. Hun bed tænderne sammen, tog en dyb indånding, lukkede øjnene hårdt i, for at åbne dem igen kort efter. Rosen lå på jorden bag hende, kun et par ganske få skridt væk. Hun var ikke nået længere end fem skridt væk fra stedet hun havde stået, før hun måtte stoppe op. Det gjorde for ondt at bevæge sig. Så hun tog det døde ansigtsudtryk frem, lukkede af for de synlige smerter, og vendte sig om mod ham. Hun så op på ham, som han stod på taget. vis du er sulten, er det nok en god ide at gå inden for. Det er ingen service her ude. Hun sagde det med den flade stemme, som hun også havde brugt da de mødtes for nogle dage siden, og sagde dte så højt, at hun hverken råbte eller talte for lavt til han ville kunne høre det.

Det var en lettelse da smerterne forsvandt ved et enkelt knips, og hun slappede igen af i kroppen, stadig forberedt på at han måske ville genoptage sit humoristiske fordøg på at få en respons ud af hende. Og hvorfor gider du så spilde din kosbare tid på mig? Hun så på ham med et spørgende blik, mens hendes mund forblev stille. Hun kunne ikke forstå ham. Hun var et legetøj i hans hænder, og det vidste hun, men hvorfor han gad, vidste hun ikke. Personligt blev hun ret hurtigt træt af at torturer den samme person igen og igen. Men så ikke ud til at midste interessen. Gad vide om han midster den, hvis jeg bare lader ham gøre det uden modstand? Hun opgav hurtigt tanken. Den glæde skulle han ikke have. Hun ville ikke engang forsøge om det var sådan det hang sammen. Hun vidste jo at hun ikke ville kunne holde distancen på længere sigt alligevel.

Vuclari så fortsat tomt på ham et stykke tid, før hun sagde noget. Ja, det gad jeg faktisk godt at vide. Men nej tak. Jeg har jo lige spist, som du nok ved.. Hun lod resten af sætningen hænge i den regnvåde luft, og så ikke engang mod den fede mand, der væltede omkring på jorden, for så at fortsætte ned af gaden. Hun egentlig ikke tænkt sig at såise middag med ham. Hun havde spist, og ville hellere bare efterlade ham i madstedet. Så var hun vist fri for ham resten af dagen. Men hun var alligevel lidt nysgrrig for at vide, hvorfor han ikke ville svare på spørgsmål. Så uden videre omtanke eller sigen, gik hun hen mod spisestedet for at gå inden for. Det kunne vel ikke skade. Hun kunne jo bare se på mens han proppede i sig. Hvad kunne der være galt i det?

Vuclari fulgte blot efter ham ned til et rundt bord i bunden af lokalet. Hun satte sig stille på en stol overfor ham, og så så spørgene på ham. Så hvorfor ksulle jeg med her ind? Hun havde på fornemmelsen at han havde en bagtanke med at hun skulle med ind og sidde, og ønskede virkelig at kende den. Kort overvejede hun tanken om bare at gå, og om hvorfor hun egentlig var gået med ind, men hun blev hurtigt enig med sig selv om, at han blot ville gøre et elelr andet, så hun alligevel ville ende i stolen til sidst. Så altså kunen hun vælge den sikre smerte, og forsøge at gå igen, eller bare at blive siddende og se hvad der skete. Disse tanker sad hun og funderede lidt over et stykke tid, dog uden at lade sig mærke af det. Til sidst blev hun ennig med sig selv om det sidste. At se hvad der skete. Det kune jo være at hun fik nogle svar ud af det, hvilket godt kunen give en fordel i det senere forløb.

Vuclari så på ham som var han den dummeste xito i verden. Nej. Jeg har spist. Hun var jo lige som kommet ud her fra da han igenhavde forstyret hendes begivenrigs fattige aften. Hun så kort på tjeneren. Samme tjener som før. Gab hvor han så tom ud. Hun så så på Jack igen, afventende for om han ville insistere på at hun skulle havde noget mad, eller om han bare ville lade det lægge og selv bestille. Hun så et genskær af en smuk kvinde i hendes øjne, en der gik forbi hende bag ved hende. Hun sendte ham et kort, stjålent blik uden at stoppe, og forsvandt bag nogle andre. Så hvad stikker under? Der var gået noget tid før hun sagde dette, så tjeneren kunne nå at gå og steningen kunne nå at falde lidt til ro. Hun sendte en ireterret tanke i retning af starinlyset. For hende var det hvad man symboliserede med romantik, ikke at noget der hørte hjemme i den her situation.

Spil nu lidt med? Hun så mindre spørgene på ham, vinkede tjeneren hen til deres bord igen. Det samme som ham. Hun gjorde et hovedkast i retning af Jack. Hvis hun skulle spille med, måtte hun have noget at drikke. Tjeneren forlod derefter deres bord igen, blot for at vende tilbage med hendes drink. Da han atter havde forladt bordet, så hun med et sigene blik på Jack. Det sagde "bedre?", men selv sagde hun intet.
Kort tid efter skruede hun en flirtene smil på, og lænede sig tilbage i stolen. Om der er nogen af interesse? Lad os se.. Hun vente hovedet væk fra Jack, og beskuede i stedet de resterende gæster i lokalet. Tja.. Ham med sorte hår, ved siden af kvinden i rødt.. Hun vente sig igen mod Jack. Hvad med dig? Nogen du finder spændede? Hendes blik var mindre dødt end før, og et glimt af at være i live lyste tydeligt frem. Hun sad skævt på sin stol, med den ene arm hvilende på kanten, og blikket rettet mod Jack, afventende et svar fra Jacks side. Hun vidste stadig ikke hvad dette gik ud på, men der var ikke noget der tydede på at han havde tlnkt sig at indvige hende i det.

Når så det er det han er ude på.. Hun havde ikke et helt sikkert gæt på det, men var begyndt at få på forbemmelsen at han ville give nogle folk et lidt andet billed af ham, end han hidtil havde givet dem. Jeg tror nu mere at de har holdt øje med dig. Deres blikke hvilere i hvert fald tungere på dig, end de gør på mig. Hun smilte en smugle sarkastisk til ham og flyttede blikket ned til sin drink, som hun roligt løftede op næsten i øjnhøjde, fær hun flyttede blikket over til ham igen. Skål. Hendes stemme var rolig, hendes smil svagt, og hendes blik stadig en smugle flirtene. Hun løftede glasset en lille smugle mere, før hun løftede den hen til munden, og tog en mindre tår af den. Den skulle holde længe, for hun ville ikke have mere end den ene. Hun ville stadig være klar når hun forlod stedet, og hun vidste fra sig selv, at det ene glas hurtigt tog den næste. Men holdt hun sig til ét, slap hun for det. Det havde hun i hvert fald erfaret. Så har ikke tænkt dig at sige noget som helst, har du vel Jack? Det var ikke til at spotte i hendes stemme, at hun hadede ham dybt og inderligt, mere end nogen sinde før. Hun skulle ikke stilles til skue på nogen måde, og hun var ikke i tivivl om at han havde vidst at disse typer sad her inde, da han havde inviteret hende indenfor. Men hun ville ikke gøre noget ved det lige nu. Først vente og se, så senere gøre noget ved denne misforståelse, og prøve at sørge for, at den ikek ville gentage sig igen.

Vuclari så bare koldt på ham, da han hentydede til at han nu ville havde lidt spænding flettet ind i hendes allerede døende nat. Den var døende af kedsomhed. Var ved at blive opslugt af en uvished, usikkerhed og kedelighed, der aldrig havde været der før. Da han rejste sig op, og med klar stemme udfordrede de spionerende til at angribe, havde hun forventet at der ville ske et eller andet. men det gjorde der ikke. Der skete intet. Han stod stille, hun sad stille, alle var stille. Det mindede mest af alt som om tiden stod stille. Men så rejste hun sig op, og tiden begyndte igen. En smerte skød gennem hendes krop som var lynet slået ned i hende. Grundet det pludselig stød smerten gav hende, faldt hun forover med kroppen, ig en krampe agtig stilling. Først holdt hendes ben hende stående, men så knækkede de sammen, og hun faldt ned i den stol, hun før havde siddet i. Hun slog med en pludselig håndbevægelse ud efter glasset med hende drink, og lod den knusse i ryggen på den nærmeste gæst. Dette gav et sæt gennem de besøgene, og smerten forsvandt for en kort bemærkning. Blot for at genoptage sit tag i hende, med større styrke.

Da fire mennesker tilsyneladende kom nærmere for at angribe Jack, fandt Vuclari styrke til at rejse sig op og kæmpe imod de smerter, som en af de fire tilsyneladende gav hende. Men da Jack så bare forsvandt ud i den blå luft, og de fire vente sig mod hende, så hun bare mod dem, som om det her ikke var hendes dag. Det er løgn! Det gør han ikke! Heldigvis fik hun ret. For da de fire bevægede sig hen mod hende for at angribe, stoppede tre af dem op, tilsyneladende ude af stand til at bevæge sig. Og det så også ud til at de var under voldsomme smerter. Da den sidste satte i et hurtigt angreb, gjorde Vuclari en glidende bevægelse, der kun to få sekunder. I den bevægelse tog hun en af sie kasteknive frem, og kstede den efter personens mave. Samtidig løftede hun sin anden hånd bagud, og løftede så sig selv baglæns over stolen der stod bag hende, så hun landede med benene på jorden og blikket rettet mod den person, hun havde sent kniven mod. Klar til at kaste endnu en afsted. Hun var ikke den bedste til våben, men hun sagtens ramme et så stort mål på så nær afstand!

Vuclari nåede at opfatte hvad der skete, men ikke hvorfor. Da manden væltende ind over stolen havde hun kastet sig tilbage på bordet, og lige med nød og næppe undgået at få ham hen over sig. I det næste øjeblik flygtede de over hals og hoved, og Vuclari sendte Jack et undrende blik. Så så hun hans blik, og kunne pludselig forstå hvorfor de var løbet. Men hvorfor havde han bragt hende her ind, når han vidste hvad der ville ske, og hvorfor havde han beskyttet hende mod dem, og sat sig igennem over for dem. Hun kunne godt klare sig selv! HUn havde gjort det i over 100 år, og ville også gøre det nu! Du skal ikke beskyte mig! Hendes stemme var kold og bestemmende da hun gik ned fra bordet hun før lå hen over. Hun så kort på ham før hun også bevægede sig over mod døren, som de fire ennesker havde flygtet ud over. Han skulle ikke tro at hun var forsvansløs. Det kunne godt være at hun ikke kunne det samme som ham, og ikke var lige så stærk som ham, men hun kunne stadig overleve på egen hånd!

Vuclari så koldt på ham med en mimik der fortalte hvor ligelgad hun faktisk var. To spørgsmål. Hvorfor tog du mig med her ind? Og hvorfor interessere du dig overhoved for om jeg dør eller ej? Hun stod helt tæt op ad ham, da han jo bare lige pludselig havde stået der. Så nu trådte hun et skridt tilbage, så hun fik ham lidt på afstand. Hendes hjerte bankede mærkelig hurtigt. Og hun vidste at det ikke var på grund af de fire mennesker, der havde angrebet hende før. Det var på grund af ham. På grund af Jack. For der var noget ved ham hun bare ikke brød sig om. Men det var ikke det at ham var størkere end hende, eller at han kunne en masse ting som hun ikke kunne, men fordi han bare gjorde tingene uden at sige noget om hvorfor. Han styrede rent faktisk begivenhedernes gang for hende, og det brød hun sig ikke om. Hun var sin egen herre, og kunne ikke lide når det var på anden måde!

Med en irreterede håndbevægelse prøvede hun roligt at skubbe ham lidt til siden, mens hun bevægede sig op ved siden af ham for at passere ham, så hun kunne kom væk. Jeg er ikke dit bytte. Du er mit. Hun stak ham et skævt smil og bevægede sig mod døren. Lige så snart hun havde passeret ham ville hendes smil forsvinde, og hendes facede ville igen være kold og død som før. Han var ikke hendes bytte, ikke direkte, mere inddirekte end noget andet. Men hun brød sig ikke om at han sagde at hun var hans, og så bød situationen hende at gøre det. Sådan følte hun det i hvert fald.
Desuden havde hun nu også opgivet hvert lille spinkelt håb om at hun rent faktisk ville finde ud af hvorfor han havde taget hende med der ind. Selv om hun stadig havde en teori. Nemllig at han ville finde ud af hvordan hun reagerede i forskellige situationer, og vise sig over for hende. Vise at han var stærkere end hende, som om han ikke havde gjort opmærksomt på det før. Mange gange, for at være helt korrekt. Men hun var ligeglad. For det ændrede sig hele tiden. Og hendes opfattelse af hvorfor han gjorde dette, ændrede sig med det. Så nu havd ehun opgivet at fastholde en teori, selv om hun ikke kunne lade hver med at tænke over det.