På jagt

Vuclaris skridt var rolige, og hendes blik faldt dødt på alle omkring sig. Alle fik en del af hendes opmærksomhed, men ingen fik hende til at stoppe op, og tildele dem yderligere opmærksomhed. Det havde hun ikke tid til. Hun var på udkig efter en xito, der skyldte hende noget, og hun havde ikke i sinde at lave ham undslippe. Hun havde været lige i hælende på ham i lang tid, men havde mistet ham af syne, da han løb ind blandt teltende. Hun havde haft en aftale med ham om, at han skulle skaffe noget til hende. Nu var der noget der tydede på at det ikke var lykkedes ham, hvilket gav ham en rigtig god grund til at flygte. Der havde endnu ikke været en, hun ikke have kunne knække med lidt tortur, og hun var frygtet af de fleste xito'er, og respekteret af resten.

Zudo gik rundt og studerede de mange sjove ting man kunne se i nogle af de åbne gøjler telte, men det der mest greb hans syn var den blege skabning der gik stille men alligevel hastigt forbi teltene med et søgende blik, "er det en kvinde, er det overhoved et menneske?" mumlede han for sig selv mens han langsomt gik nærmere indtil han gik i samme tempo lige ved siden af kvinden uden at sige et ord.

Vuclari lod sig først interesse af den skabning, der gik ved siden ag hende, da hun drejede rundt om et telt, ned af en anden gang, som teltene skabte, og han stadig var ved siden af hende. Jeg har ikke tid til det her! Hun stoppede op og så på ham med et afvendtende blik. Hvad vil du? Hendes steme var udtryksløs, og hendes blik var som kiggede hun ud i luften. For hende var han igen ting. Et menneske. Men hun slog ikke mennesker i hjel. Hun syntes bare de var ynkelige. Desuden havde hun ikke tid til at slå ham ihjel, selv hvis det lå til hende. Hun skulle finde ham, hun havde jagtet, før han nåede for langt. Ellers, måtte hun jo bare tye til andre midler.

Zudo stoppede brat da kvinden vendte sig om og stillede ham hvad han ville, med et udtryksløst blik, det lignede hun kiggede ud i luften, det var på en måde en fornærmelse, men hans nysgerrighed holdt ham interreseret "jeg vil ingen ting, jeg blev bare fascineret af dit udseene, er du hvad man kalder en xito? jeg har aldrig set en før, kun i bøger." Han forventede hans spørgsmål måske ville gøre kvinden vred, men hans nysgerrighed gav ham styrken til at spørge det vovede spørgsmål.

Vuclari så tomt på ham. Hun ga virkelig ikke have ham til at følge efter sig. Jo. Hendes stemme var tom og død, viste ingen følelser, viste intet tegn på liv. Lige som hendes øjne. Så bemærked ehun en hurtigt bevægelse bag knægten, der talte til hende, løftede hurtigt blikket, og fik øje på ham hun havde jagtet. Hurtigt satte hun efter ham, og havde nær løbet drengen ned på vejen. Hun kantede sig smdigt vej gennem folkene der gik mellem teltende, og fyren begyndte selvfølgleig også at løbe. Hun så sig ikke over skulderen, for at se om knægten fuldte efter hende, hun ville bare indhente ham hun havde jagtet. Da hun nåede hen til den teltgang, som ha vra løbet ned af, var han ude af syne igen. Hun løb ned af den spejdede til alle telte og alle gange, men måtte hurtigt ind se, at han var sluppet fra hende igen! For pokker da også!! Hun vente sig vredt om og begyndte at se tilbage hvorfra hun var kommet. Hendes blik gled hen over de folk, der passerede hende. Han måtte være der et sted!

Zudo fattede ikke hvad der skete, xitoen satte lige pludselig i løb efter en mand der var nede ved nogle af de grønne telte, Zudo fik lige set ansigtet af manden inden xito kvinden skræmte ham så han løb. Zudo satte farten op for at inhente kvinden, hun var utrolig hurtig, så han måtte anstrænge sig for at følge med, Kvinden så frustreret ud i den måde hun bevægede sit blik for at finde ham, hun var næsten desperat for at fange manden. "Han måtte skylde hende et eller andet eller det der er værre" tænkte Zudo mens han løb efter kvinden, hun mistede åbenbart manden af syne, men Zudo så i hvilken retning manden løb så han tog en genvej gennem nogle andre telte for at fange ham, han vidste ikke hvorfor han hjalp xitoen, han følte bare det var rigtigt. Endelig da han drejede i retning af hvor han mente manden havde løbet så han ham; han gemte sig bag nogle tønder, Zudo fællede ham og holdt ham nede derefter, uden at kende xitoens navn, skreg han med al lungers kræft "XITO!"

Frusteret så Vuclari rundt på ansigterne omkring hende. Hun hadede denne mand, og hun hadede at han igen var sluppet fra hende. De fleste mennesker gik i en stor bugge uden om hende, bare for en sikerhed skyld, hun lagde jo heller ikke lige frem skjul på hvad hun var. Selv om hun ikke lige frem råbte op om det. Og det var måske derfor det kom så meget bag på hende, da hun hørte knægten, der lige før havde ireterret hende med spørgsmål, råbe op om en xito. Det lød ikke som om han råbte for at advare folk, men som om det var et navn. Drevet af hendes nysgerrighed, gik hun i den retning lyden vra kommet fra, og da hun kom hen i en anden gang, lå han rigtig nok oven på ham, hun havde jagtet så længe. Først så hun en andelse undrende på knægten der lå øverst, men valgte så at tage chancen, og greb ud efter ham hun havde jagtet. Hun greb fat om halsen på ham, i et stålgreb der næsten lukkede for hans luftførelse. Hun ventede kort på at knægten skulle kome væk, men bestemt ikke længe, før hun så pludseligt trak ham op i luften. Han var en del lavere end hende, og heller ikke særlig stabilt bygget, hvilket gjorde dette muligt for hende. Ellers havde han været for tung. Uden at se sig omkring, lod hun den fri hånd glide ned og hente en af hendes kasteknive. Hun placerede det rolgigt under hans hage, og pressede den ind mod hans hals, så den langsomt skar sig igennem huden. I starten holdt han mund, men hurtigt begyndte han tiggen at tale: Jeg har det ikke.. Men jeg skal nok skaffe dig det. Jeg lover det! Hans stemme var bedende og på renden til gråd. Vuclari så ud til at være lige glad. I 2 måneder havde det været hans svar, han måtte komme på noget bedre. Men det irreterede noget så grufuldt, at han var den eneste der kunne skaffe hende det. Hun ønskede ikke at inddrage flere i denne sag, men han skulle heller ikke tro at han bare kunne tage den tid han ville havde. Hvornår? Hendes stemme var bidende kold, og hun lod kniven skærre sig lidt hårde ind i hans hals. Det fik ham til at skrige op: I morgen.. Du får det i morgen! Vuclari rystede bare på hovedet, fjernede kniven og satte ham ned på jorden igen, så hans fødder lige rørte ved jorden. Men hun holdt ham stadig fast. En vaghavende passerede enden af gangen, og Vuclari trak ham helt ind mod sig. Ikke flere numre. Hvis ikke jeg får det i morgen, får du en skæbne værre end døden! Er det forstået?! Han rystede ivrigt på hovedet, og Vuclari løsnede sit greb i ham. Hun kunne ikke så ham ihjel, lige gyldigt hvor meget hun ønskede det. Det var en tanke hun helst undlod at tænke, men det var sandheden. Hans familie var får stærk til hun ville overleve det, men hun kune stadig gøre livet så surt for ham, at han ville ønske at hun kunne. Så snart fyren var forsvundet, vendte hun sig mod knægten, der havde fanget ham. Hun pakkede hurtigt kniven væk igen, og så dødt på ham. Jeg fik aldrig dit navn. Hendes stemme var som tidligere hvor de havde talt, men der var et eller andet forandret ved hendes blik. Vuclari kunne ikke lide andre mennesker eller xito'er, men hun kunne nogle gange komme til at respektere dem. Dette var tilfældet med ham her. Ikke den dybe, nære respekt, men en lille form af det alligevel. Var man menneske, blev dte ikke bedre. SÅdan var hun nu engang, og det delte hun med mange andre af sin race. Men IGEN skulle vide at hu nærede denne knægt respekt. Det var et svaghedstegn, og så hun ham et sted, hvor der var nogen xito'er, der ture åbne munden, ville hans hoved ryge, hurtigere end han kunne isge "hej". Det bildte hun i hvert fald sig selv ind at det ville gøre. Om det så var sandt ville tiden for håbentlig ikke vise.

Mens han sad oven på manden og skreg som et vredt barn der ikke havde fået sin vilje overvejede han om han virkelig burde hjælpe den fremmede. Selvom xitoen var fremmed havde en følelse at det var det rigtige at gøre, han havde altid lært at følge sit hjerte. Efter han havde holdt manden nede i hvad der føltes some minutter kom Xito kvinden hastigt hen og opdagede Zudos fangst, dårlig nok inden han rejste sig fra manden hev Xito kvinden fat i manden og trak ham op med en arm. Zudo trådte et par skridt tilbage for at undgå og komme mellem dem, de vekslede nogle ord inden Xito kvinden slap ham. Det var ikke en normal oplevelse i denne lille by og specielt ikke i dette diskrekt, men nu skete det. "ehm... mit navn er Zudo, og må jeg spørge om dit?" Zudo prøvede at trænge igennem hendes døde blik, men det mislykkedes, "Må jeg spørge hvad der bringer dig hertil? hvad er det manden skylder dig?" Han frygtede at Xitoen ville live vred, men hans pokkers nysgerrighed sørede for at han ikke bare kunne holde mund.

Vuclari så på ham med et vurderende blik, men stadig lige dødt. Det var nu engang den eneste måde hun kunne se på folk på, en del af forbandelsen at være en xito, selv om hun måtte indrømme, ikke at kunne huske at være anderledes. Vuclari. Så lød det spørgsmpl hun havde forventet siden han havde kontaktet hende første gang. "Må jeg spørge hvad der bringer dig hertil?" Det blev stærkt efterfuldt af et andet om hvad manden havde gjort. Du må gerne spørge, men du kan ikke forvente at jeg svare. Dog vil jeg gerne røbe at jeg ledte efter den snog som du så behjælpelig fangede. Om hvad han havde gjort, vil jeg dog ikke svare dig. Det vedkommer ikke dig. Men hvad laver du selv her? Ser på teltende? Hendes dødestemme fik dem, der ikke allerede gik uden om hende, til at hoppe skræmte væk fra hende, og haste videre. Den var nemlig så ensformigt, som noget kunne blive. Ingen følelse, igen forandring, intet. Det var kun dem der havde mødt og talt med en xito, uden at midste livet, der kunne sætte sig ind i denne stemmeføring. Andre måtte forgævet fantasere sig til det.

Zudo blev lidt skræmt af hendes blik, en isnende følelse strøg op af hans ryk da hun sagde sit navn "Vuclari" Det lød spøjst og det var svært at udtale i hovedet, men han prøvede at sige det. Vuclari, det er da et specielt navn, jeg har aldrig hørt noget lignende Han prøvede at få udtalelsen til at lyde troværdig, men han frygtede at han kludrede i det. Xitoen svarede meget lumsk på hans spørgsmål, det var næsten ligesom hun fortalte ham alt, men alligevel ikke. Hun var endda så fræk at give ham det samme spørgsmål uden selv at have svaret, men han gav sig og svarede. "Jeg tager bare en pause fra mine præste studier, så jeg tog til den sjove side af byen, for så at løbe ind i dig og lige pludselig blevet indblandet i en jagt, ikke den bedste pause, men jeg mødte da en interresant person" Han ville ikke virke alt for indbydende så han efterfulgte det han sagde med et spørgsmål Kan du ikke i det mindste fortælle mig hvordan du kom her til? det er sjældent man ser en fremmed og da slet ikke en xito

Vuclari så varsomt på ham. Ja, keg går ud fra at min navn er lidt specielt, men jeg er vist ikke den eneste med et anderledes navn. Hun hentydede svagt til hans eget navn, som hun ikke fandt helt normalt, men også kun svagt. Hun lyttede koldt til det andet han sagde, og svarede så med samme døde stemme som tidligere. Jeg løb. Men præst sige du. Hvor langt er du i dine studier? Det var jo korrekt at hun havde løbet. Hun havde jo som sådan bare fuldt efter den nar, som hun skulle fange, så hvordan hun var kommet der til, kune hun faktisk ikke svar emere præcist på. Hun vidste godt hvordan hun tilbage igen, det var ikke det. En anden grund til at hun måske svarede som hun gjorde, var at hun ikke ønskede at fortælle ham for meget. Hvorfor skulle han være så interesseret i det? Det måte stikke noget under. Og hun ville ikke fortælle for meget, før hun vidste hvad det var han ville. Det ville være for farligt og for dumt at gøre det. Tog ting hun havde ikke havde råd til at gå efter. Som om det ikke var hårdt nok at være i en verden, der hjernevaskede en hele tiden, man skulle også tage sig i agt for dem, der ikke var hjerne døde.

Zudo kiggede paa hende med lyftet øjenbryn, hun svarede hele tiden spørgsmål med spørgsmål og det irriterende ham lidt. "Mit? ermm, det er normalt i min familie, det er et andet ord for pseudo som betyder.Det er, men ikke helt. med hentydning til mine psykiske evner som løber i familien " Han ville ikke give et direkte svar før hun selv gjorde, derfor det halve svar han så snedigt prøvede at give. "Jeg er på sidste år, jeg er hjemme for at terpe til mine præste examiner" Han gysede ved tanken om at bestå disse examiner, men han holdt modet oppe.

"PS. ved 100 posts er studierne færdige"

Et koldt, skråt smil var til at ane på Vuclaris læber. Så du er en magisk præst, der snart skal til eksamen. Tillykke. Hendes stemme virkede ikke som om dne mente det, ikke som om den mente noget som helst, men sådan var den nu engang, og det var der ikke noget at gøre noget ved.
Hendes blik faldt på en mand, der så ud til at stå for sikkerheden her på stedet. Han stod stille og så varsomt på hende. Da han vente sig halvt om, som for at indikere at nu kom han efter hende, hvis ikke hun begyndte at gå, vente Vuclari sig om. Som om hun ikke havde fået nok problemer allerede. Hun så kort på Zudoku, og begyndte aå at gå væk fra ham i et roligt tempo. Hun havde ikke travlt, hun ville bare ikke skulle til at flygte fra sådan en som ham. Det var over hendes værdighed. Hvis hun selv skulle sige det.

((tillykke ))

Zudo Bemærkede hendes svage forsøg på at smile eller overhoved at se venlig ud, men han gengældte det selfølgelig med et smil. "Mange tak, jeg har arbejdet i nogle år på det nu" Han kunne se at hun så en smule bekymret ud, det var meget svagt, men et eller andet nagede hende. Lige pludselig vendte hun sig om og begyndte at gå, han regnede ikke med at hun bare ville gå væk fra ham uden at sige et ord, han kiggede sig forvirret rundt og så en af vagterne have et mistænkende blik på Vuclari, vagten begyndte at gå i samme retning som Vuclari. "Du har sikkert bemærket at vagten kiggede advarende på dig, men nu følger han efter dig" Hviskede han diskret efter han havde indhentet hendes langsomme skridt.

((Det er bare Zudo, Zudoku er mit brugernavn ^^ måske skulle jeg ikke have valgt et navn så tæt på mit bruger navn hehe))

Vuclari så vagtens spejlbillede i et spejl, i et af teltende, da Zudo stille advarede hen mod det. Pokkers til vagter! Tak for advarslen knægt. Hun holdt sin stemme rolig og flad, og sit tempo langsomt og rolige, men så snart hun drejede rundt om et af teltende satte hun farten op til løb. Hun løb hurtigt rundt om et andet telt, inden vagten nåede rundt om det første telte. Hun stod de på en åben plads med massere af større telte. Der var mange mennesker, men Vuclari var ikek typen der faldt ind i mængden, da de fleste gik i en stor bue rundt om hende. Da vagten drejede rundt om det sidste telt, vente Vuclari sig om, mens hun fik en kastekvin op i hånden. Hun lod den glide gennem luften, og remme vagten i halsen. Det var tydeligt at det ikke var ventet fra hans side, det var nok derfor hun havde remt. Men nu så de andre vagter hende også. Farvel. Hun sagde dte hurtigt, inden hun satte i løb. Hun snoede sig elegant ind og ud mellem menneskene på torvet, da de fleste ikke nåede at flytte sig før hun var der. Hun ar en god løber, især fordi hun ikke hade særlig meget på sig. Hun vidste ikke om knægten fuldte efter hende, og havde heller ikke tid til at ase efter. Det galt om at komem væk nu, og dte skulel være med det samme!

((D'oh..! XD Hvor irreterende... -_- ))

Zudo så Vuclari satte i løb og vagten med, han ville ikke selv se mistænksom ud så han løb bag vagten i stedet for foran. Han var meget tæt bag vagten, da Zudo opdagede kniven Vuclari havde i hånden puffede han hurtigt til vagten, den kniv hun kastede landede kun i siden af vagtens hals, han var tilsyneladende ude af livs fare, men Zudo havde ikke tid til at tjekke efter. Han fulgte efter Vuclari, men stadig bagerst, bag de 2 vagter som var efter hende. Hvad skulle han gøre? han ville ikke have at Xitoen kom til skade, hun havde ikke gjort nogen noget, men alligevel regnede vagterne hende som en forbryder. Hoppede ind foran vagterne, inden de nåede at se hvem der stod foran dem lavede Zudo et segl med sin hånd og slog dem bevidstløse med 1 slag. Han ophedede deres krop til høj feber så de ikke kunne forblive vågne. Efter den kun så sekunders kamp fulgte han stærkt og hurtigt efter vuclari, men han havde mistet hende af syne.

Vuclari stoppede først op da hun nåede et af de yderste telte i området med gøjlere. Før det havde hun ikke følt sig sikker. Men nu.. Nu var både vagterne og knægten væk. Et koldt smil bredte sig på hende læber, da hun ventesig om for at fortsætte sin færden. Tænk nu hvis de har koplet ham sammen med ham, og har taget ham til fange? Tag dig sammen Vuclari, knægten skal snart til eksamen i.. Hvad var det.. Medicin? Hun vente sig om og så mod den vej hun var kommet fra. For pokker da også! Det bliver sidste gang jeg stifter bekendtskab med en dreng! Hun løb tilbage til pladsen, hvor hun sidst havde set ham. Zudo, var vist navnet. Hvor er du knægt? Hendes øjne fandt ham kort efter i mylderet med mennesker, der havde samlet sig omkring ham. To vagter lå bevidstløse på jorden. Lidyt der fra var nogle mennesker ved at hjælpe en vagt med en kniv stikkende ud af halsen, op på benene for at få ham til en læge. Og hvis Vuclari selv skulle dømme begivenenhederne, ville hun dømme de to vagter på jorden til at have høj feber. Er det mon knægtens værk? Hun sørgede for at hun ikke var særlig i øjnfaldende, mens hun fastholdt sit blik på knægten, for at få ham til se i hendes retning. Hendes blik var ret gennemborende, det havde folk i hvert fald sagt til hende.

Hurtigt for ikke at virke mistænksom råbte Zudo hurtigt at han var læge, selvom det var en komplet løgn kunne det ikke passe med hans forklaring. "Bare rolig, jeg er læge, jeg kunne mærke at disse 2 mennesker er utrolig syge, så jeg bedøvede dem" Han kiggede sig bag skulderen mens han lod som om han gav dem medicin, det var bare vand. Han så Vuclari så og skjule sig, hvis hun virkelig gad kunne hun sagtens blande sig i mængden. "Han nogen hjælpe mig med at bære disse 2 over i skyggen" Han håbede virkelig at hans lille plan ville virke. Han hjalp med at hive i de 2 vagter, da de begge var ude fra gå stederne forsvant han fra området. Alle havde travlt med de 2 sovende vagter så ingen så ham forsvinde. Han gik smedigt mellem folkene og hen til der hvor han så Vuclari, men han kunne ikke helt se hvor hun var.

Vuclari gik forsigtigt tættere på i mægten af mennesker, så hun kunne høre hvad Zudo sagde. Hun fuldte roligt med mængden af mennesker, men da Zudo forsvandt, møvede hun sig tilbage til det sted, vor hun havde stået før- Og det stod han ganske rigtigt. Flot løgn. Hvad gjorde du ved dem? Gav dem vand? Hun så på ham med det kolde døde blik, men prøvede virkelig at smile bare lidt til ham. Det resulterede i et ret dårligt forsøg, men den lå da alligevel lige i udkanten af hendes læber, som ventede den blot på at kunne komme frem, men godt vidste, at den aldrig ville kunne få overtaget. Hun bevægede sig roligt ned af sidergaderne, i den retning, der ville føe hende tilbage til der hvor hun boede. Væl fra menneskenes by. Det ville være for farligt at være på stedet efter det. Specielt når resten af vagterne fik nys om hvad der var sket. Nej, hun måtte nok hellere se at finde vej ud af teltende.

Mens Zudo så forvirret rundt om sig selv hørte han en hvisken, han genkendte stemmen, det var Vuclari. "Jeg fik dem til at besvime ved at overophede deres kroppe og give dem stærk feber, men det vil ikke holde længe og specielt ikke efter jeg gav dem det vand. Jeg ville ikke dræbe dem, så jeg gav dem det vand, så på en måde løj jeg ikke om at det var medicin" Igen prøvede Vuclari at smile til ham, men det var mere katatrofalt end før. Da hun begyndte at gå igen fulgte han med, som en lille dreng der ikke havde andet at lave. "Jeg kender en vej ud forbi hoved indgangen, der vil være vagter over alt i det område, af hvad det normale mennesker ved så er der ikke andre udgange" Han begyndte at gå mod hovedindgangen, men drejede få 100 meter inden og gik mod en lille træ formation der var på et lille græs område ved siden af boderne.

Vuclari så koldt på ham, og fuldte efter ham, da han plduselig drejede af lidt inden hovedindgangen. Hvordan kender du til den her idngang? Hun viskede det ind i øret på ham med den isnene stemme, hun jo altid havde haft. I hvert fald de seneste 100 år. Da hun havde sagt det til ham, lænede hun sig igen tilbage, så hun gik lidt bag ham igen. Vagterne havde heldigvis ikke bemærket noget, de stod stod og holdt øje med alt og alle. Alle blev stoppet og tjekket. Det var tydeligt at hun aldrig ville være kommet ud af den vej.

Zudo bemærkede at nogle vagter så hen på dem, han hev hurtigt i Vuclari. "Denne vej!" Han gik om bag et tykt træ, der var omkring 10 træer rundt om det store og en masse buske. Bag træet var der sømmet små kamoflerede træ stykker på der virkede som en stige, de gik næsten halvvejs op ad træet, men kun i høje til man var over muren som var dannet af spidende pæle. Der oppe fra hang der et grønt reb der hang sammen med et træ på den anden side. "Skynd dig op her, oppe i toppen af træ stien er der et reb, du skal klatre hen af det og over på den anden side" Han stod selv og holdt øje med vagterne, de kom tættere på, han skyndte på Vuclari.

Vuclari så undrende på ham. Hun forstod ham ikke. Men okey. Hun måtte tage problemerne som de kom på den anden side. Tak. HUn sagde det hurtigt inden hun skyndte sig op i træet. Da hun nåede op til rebet, svang hun benet over rebet, tog fadt om det med hænderne, og "kravlede" så overmuren. Inen hun forsvandt ned af træet på den anden side, kastede hun et hastigt blik mod Zudo, for at se hvordan det gik. Så lod hun sig glide ned af træet, og listede roligt væk, uden at tiltrække vagternes opmærksomhed. Hun blandede sig i mængden af ventende mennesker, og slap på den måde væk fra hovedindgangen. Hvis hun mødte Zudo igen, en anden gang, ville hun så klart spørge ham om, hvorfor han havde gjort det, men for nu, måtte hun hellere se at komme af sted.

//out