Sent ude

Døren til den lille kro åbnede prat, og ind trådte en kvinde med et dødt udtryk i øjnene. Strejerne der løb fra hendes øjne og ned af hendes kinder, gjorde det tydeligt for de fleste t se, hvad hun var. Hvis ikke det var nok, var de døde øjne der til at understreje, at hun var en xito. Vuclari var navnet, og hun var tortur mester. På trods af hendes 26 årige udseende, var der ingen xito med respekt for sit egen helbred, der var dum nok til ikke at vise hende respekt! Hun var også en af de få, der faktisk havde lidt hjerne tilbage, og derfor ikke bare var en hjernedød dræber maskine.
Døren lukkede bag hende, og hun gik op til kroværten, der stod og snakkede med en kunde. Da hun stoppede ved siden af kunden, vendte dog blikket mod hende, for at modtage hendes bestilling. Men hun var ikke ude for at drikke. Hun var ude for at vente. Dog kunne der gå lang tid før ham hun ventede på dukkede op, så hun valgte at bestille noget øl. Lige så snart hun fik det og havde lagt pengene på bordet, forlod hun baren og satte sig i et hjørne af kroen. Det var nat, mørkt ude og inden for. Kroe var halvfuld, og det samme var mennesene. Nogen var dog lidt mere fulde en andre, men de fleste var kun berusede. Det var jo trods alt fredag nat, og dem der bare ille drikke hjernen ud, havde for længst gjort det. Nu var der så dem, der gik mere roligt til væks tilbage, og dem om var sent ude. Der var også nogle der var faldet i søvn hen over borderne, men de var så småt begyndt at blive slæbt uden for, da der skulle være plads til de ædru kunder.

En øl, der blev løftet, et blik der så ud i luften, ud af vinduerne på den anden side af borderne i lokalet og lyden af en øl, der blev sat på bordet igen. Vuclari så på en mand, der gjorde dette. Så på hans bevægelser, der regelmæssigt løftede en øl op til hans læber, blot for at sætte den på bordet igen. Han drak ikke af den, men lignede alligevel en der var småfuld. Det var mistænktsomt. Hun flyttede blikket fra fyren til en anden oppe ved baren. Dog gled det videre rundt til de resterende mennesker, før det så endte ved stolen på de anden side af bordet hun sad ved. Hendes hånd gled ned til grusset med øl og løftede det op til munden, så hun kunne tage en tår af det. Da det var gjort, blev det sat ned på bordet igen, og hendes blik flyttede sig over på det. Hendes ene hånd lå lige ved hanken til grusset, mens den anden lå hen over bordet. Hun holdt sin hørelse skarp og vågen, holdt varsomt øje med hvem der rejste sig, hvor de gik hen og hvordan de gik. Hvert enkelt menneske eller væsen i krogen, var blevet målt og vejet. Hun holdt sig klar til at kunne angribe, hvis det skulle være. Dog lignede hun bestemt ikke sådan en, hvilket også var meningen. Hun vile ikke vække for stor opmærksomhed.. Hun ville bare vente. Hun skulle vente.

Vuclari skænkede ikke manden, der nærmede sig hendes bord, før han tiltalte hende, og satte sig ned på stolen over for hende. Først der så hun tomt på ham. Hun genkendte ham. Hun var ikke dum, og vidste udemærket hvem han var. En, der var stærkere end hende. En tanke, der ikke lige frem hjalp på humøret. Men hun lod sig ikke mærke af det. Det gjorde hans ord derimod. Dog var der intet forandret ved hende, på trods af dette. Og det var hellee ikke at spore i hendes stemme. Hvorfor så nærgående? Hun havde ikke i sinde at lade ham vide hvad hendes ærne var. Det ragede ikke ham, og hun kunne ikke se en oprigtig god grund til at fortælle ham det, og lod derfor hver med det! Men selv om hun genkendte ham, kunne hun ikke forstå hvad han lavede i den lille kro. Hun så ham ikke som typen, der gik sådan et sted hen for at drike hjernen ud, og hun tog sjældent fejl på dette punkt. Men hun havde ikke tænkt sig at spørge. Hun ville ikke vise interesse for dette punkt, og da slet ikke over for ham! Hvem ved hvad han kunne få ud af det? Det var irealevant. Hun ville ikke give ham den vide om hende. Helst så hun at han kun kendte hende ved navn, men det var tydeligt at han allerede vidste mere om hende end det. Så skaden var vist sket. Nu handlede det altså bare om, ikke at gøre skaden værre.

Vuclari så fortsat på ham, med sit kolde, sværer døde, blik. Hvorfor så nysgerrig? Hendes stemme var død og havde inge forandringer i sig. Hun så fortsat på ham, uden at tiledele andre sin opmærksomhed. Hun vidste at det hun gjorde lige nu, var at leje med ilden. Han VAR stærkere end hende, og hun vidste at han ville bruge det mod hende, hvis han fik lyst. Men hun ville være klar, hvis det kom så vidt. Hun vidste ikke om han var hurtigere end hende, men vidste at chancerne var store. Og selv hvis hun var så heldig, at hun var hurtigst i løb, ville han med garanti være mere udholden end hende, så an ville indhente hende til sidst alligevel. Der var altså ikke nogen bæredygtig ide at prøve at stikke af, hvis han skulle angribe. Han var bedre rent kampmæssigt, da det jo var hans uddannselse, hvis man kunne sige at han havde en. Det var i hvert fald det han måtte være trænnet til, da det var hans arbejde. Han arbejde at slå ihjel, hendes arbejde at få informationer ud af folk, inden de døde af torturen hun påførte dem. Det var hendes stærke side, men den hjalp hende ikke lige frem i den situation, der muligvis ville komme ud af denne samtale. Og alligevel var hun klar. Hun vidste endnu ikke hvad hun skulle gøre, hvis han agreb, men noget ville hun gøre. Så måtte tiden vise hvad hun ville gøre..

Vuclari rørte ikke på sig da han råbte af hende. Hun ikke så meget som blinkede med øjnene. Det rørte hende ikke. For hende var folk der råbte, folk der ikke kune kontrolere sig selv. Men det sagde hende også noget om ham. Han ville havde svar, og det var nu. Og hvis ikke han fik det, så ville han handle. Mere eller mindre kontroleret, hvilket bestemt ikke ville være ufarligt. Da han så lænte sig tilbage i stolen, så hun bare afventende på ham. Mine andliggerner rager ikke dig. Det var sandt, det gjorde de ikke, og derfor havde hun ikke i sinde at fortælle ham hvad hun lavede her. På den anden side var det ret vigtigt at hun blev her, og hun over vejede derfor kort at fortælle ham det, bare for at slippe for ham. Men det var også et spørgsmål om principper. Hun åbnede sig ikke overfor folk, og da selt ikke folk som ham! Så selv om hun kort gjorde dte til en mulighed, fravalgte hun den hurtigt igen. han skulle ikke vide det. Eller også skulle hu fortælle ham halvdelen af sandheden, eller bare lyve? Men nu hvor du er så interesseret i hvorfor jeg er anspændt, så er det fordi det har været en lang dag! Alle dage var lange. Alt der tog over 20 timer, var langt. Altså ville alle dage være lange. Selv om denne rent faktisk havde gået ret hurtigt. Men det nagede hende ikke at sige dette til ham. Det var hverken sandt, falskt eller realevant.

En pludselig smerte ramte Vuclari som et lyn fra en klar himmel. Hun var ikke dum, og vidste øjeblikkeligt, at han ikke var hvad hun først havde troet. Han kunne magi, det måtte være den eneste forklaring på hvad der skete. Hvordan skulle en så bidende smerte ellers kunne ramme hende, lige som han havde brug for det? Nej, det var intet tilfælde! Og hun hørte ikke engang at spørge hvorfor, for hun kendte svaret. Han ville have svar. Men hvorfor han ville havde det, vidste hun ikke. Det var først da han skruede op for smerten, at hun var nød til gøre noget. Før der, havde smerten været til at holde inde, men nu.. Hun bed hårdt tænderne sammen, og borrede sine negle ind i sine lår. Hun blev mere anspændt, men forandrede sig ellers ikke. Hendes blik hvilede stadigt koldt og dødt på ham, og hendes vejrtrækning var stadig rolig, som den hele tiden havde været. Hvorfor så interesseret? Hendes stemme havde heller ikke forandret sig, på trods af smerten, der føltes som om den voksede inde fra. En forfærdelig følelse, men hun kunne finde på mere smertende fornemmelser end denne. Dog ønskede hun ikke at havde dem at føle, men regnede med at hun ville komme til det alligevel.

Vuclari så på ham med et sigende blik. At han kunne tænke tanken, viste hvor lidt han kendte til hende. Hun kunne aldrig, ALDRIG finde på at give op ved så lidt smerte. Der skulle mere til. Og han kunne bare komme an! Og uden at sige noget, slog hun et håndligt fnys af sig, og et skævt smil, der gav udtryk for hvor lidt hun havde tænkt sig at give efter. Ikke en tomme. Hun ændrede ikke på sin måde at side på, ud over at hun slappede mere af i kroppen nu. Smerten var trods alt ikke så slem når man havde vendet sig lidt til den, hvilket hun havde nu. Så hun læsnede grebet om sine lår, og lod hver med at bide så hårdt sammen. Men hvis han skulle finde på at skrue op for smerten han gav hende, var hun klar til at gribe fadt igen. Han skulle ikke få hende ned med nakken, den glæde ville hun ikke give ham. Ikke om det så galt hendes liv. Sådan havde det været lige så længe hun kunne huske, og sådan ville det blive ved. Hun var ikke noget så langt ved at give op, hver gang der kom mod spil, og hun var sten sikke på at det heller ikke ville føre nogen steder nu. Gav hun op, ville han nemlig føle, at han var oven på. Han ville føle sig stærkere end hende, hvilket han allerede var. Men han skulle ikke have lov til at have en konkret bevis på det. Derfor havde hun ikke tænkt sig at give op! Hvorfor kommer du egentlig her, og spolere min friaften?! Hendes stemme var rolig, kold og død. Lige som den hele tiden havde været. Hendes døde øjne lå koldt i hans, og virkede nok mest af alt som to massive jerndøre. Hun vidste at han nok så hende som dum, fordi hun ike gav på. Det var hans problem. Ikke hendes!

Stilheden hvor han tog en tår af sin øl, og til at han skruede op for volumen af smerterne var næsten værer end smerterne selv. Sådan føltes det i hvert fald da det stod på. Men så snart smerten atter tog til, ombestemte hun sig. Hun ville heller side i tavsheden. Også selv om den var som når man havde en kniv foran skruben, der langsomt skar sig gennem kødet, og man vidste, at snart, ville det blive meget værre. For det var sådan hun følte tavsheden. Eller som at være omringet af tusinde knive, det stod stille i luften, og blot ventede på ét ord, før de ville spide en. Og så kom det! Knivende ramte. Men de kom ike ude fra, de kom inde fra. Og de blev stærkt efterfuldt af en flammehav uden lige. Den pludselige smerte fik hende til at krumme sammen. Hun lænede sig hurtigt fororver, så hendes ansigt var skjul for ham, der gav hende smerten. Hun klemte øjnene hårdt sammen, bed tænderne så hårdt sammen, at det føltes som om de kunne revne hvert øjeblik. Satte neglende fast i hendes lår, og selv der, var hun nød til at åbne munden og frembringe et lydløst skrig. Hun ville ikke skrige af smerte. Hun nægtede. Og selv om smerten var ulidelig, ville hun ikke gøre det. Men det var alligevel tydeligt at hun led under smerterne. Det var tydeligt, hvordan hun forbandede ham til helveds pinsler for evigt, dog uden at gøre det. Hun sagde ikke et ord. Men hun kunne mærke at hendes skrig var godt på vej op af halsen. Som en bobbel, der truede med at briste hvor den var, men stadig ikke gjorde det. Som sekunderne gik begyndte hun at kunne mærke en stigende misbehag i hendes mave. Smerterne ville snart få hende til at kaste op, hvis ikke hun fik styr på sig selv. Så hun holdt omverdenen ude. Lukkede ørerne lukkede alle sanser. Koncenterede sig om st had, og smerterne der ikke ville forsvinde. Hvis smerterne havde været fysiske, ville hjernen havde lukket af for dem nu, men den kunne jo ikke lukke af for noget, der var inde i hende. Det var forfærdeligt. Men det værste ved det var, at hun vidste hvor meget han nød at se hende i smerter. Hun havde selv nut at se folk i smerter, og gjorde det stadig. Det var derfor hun var god til sit arbejde. Men hun nød ikke selv at være i smerterne. Kun at se på folk der var i dem. Noget andet der varslemt ved den situation hun var i, var at hun var gået i kramper. Ikke rigtige kramper Hun sad bare fast. Kunne ikke røre på sig. Hvis hun kunne, ville hun kaste en kniv efter ham, for at prøve at se om det kunne få ham ud af fatning. Men det skulle hun havde tænkt på noget før. Nu var det for sent. For lige meget hvor gerne hun så end ville det, kune hun ikke. På grund af smerterne, kunne hun ikke engang give slip med hænderne.

Vuclari åbnede øjnene i det øje blik han satte ølen fra sig på bordet. Hendes hørelse vågnede da han skubbede stolen ud, og hun genvandt sin evne til at lukke munden, da hans skridt nærmede sig. Da han stoppede op ved siden af hende, flyttede hun blikket fra sit skød til gulvet. Hun så hans ben gå ned i knæ, og kunne mærke hvordan utrykheden ved situationen, nagede i hende. Da hans hånd tog fadt om hendes hage, og rykkede hendes hoved hen, så ansigtet vente mod ham, kunne hun mærke hvordan hendes blik igen faldt ind i de sædvandelige folder. Hun var stadig i smerter, og hendes hoved rykkede svagt på sig en gang i mellem, når smerten blev lidt værre. Men nu kunne hun holde smerten som en indædt smerte, der kun kom til udtryk i hendes tænder og krops holdning. Da han spurgte om hun ville havde mere, nikkede hun pludselig hovedet fre ad, for at give ham en skalde. Han skulle ikke tro han havde hende i sin hule hånd. Og hans skulle ikke tro at hun bare havde tænkt sig at se til, mens han gjorde hvad han havde lyst til.

Efter hans nedladende ord om hvor dumhan syntes hun var, havde hun forventet at få en ny bølge af smerte gennem kroppen. Hun havde forberedt sig på at skulle kaste sig ned på gulvet i smerter, men han havde grinene havde set på. Så det kom selvfølgelig bag på hende, da smerterne lige pludselig hodt op. Det kom dog ikke til syne i hendes blik, selv om hun var ret sikker på at han måtte havde fået det indtryk af hende alligevel, på den måde hun fjernede hænderne på. Og måske var det lettelsen over af hun ikke kunne mærke sin krop, der gjorde at hans hånene ord fløj hen over hovedet på hende. Ikke desdomindre holdt hun fokuset på ham. Hun var nød til at gøre gengæld på en eller anden måde. Men hvordan? Hun greb ud efter sin egen øl. Tog en tår af den, alt imens hun fastholdt blikket ved hans øjne. Hun satte det nu tomme grus på bordet, halvt inde mod midten af bordet. Hun tænkte som en gal på hvordan hun skulle gøre gengæld, men besluttede tilsidst at hun ville vente til en anden gang hun mødte ham. Så kommer der et svar? Hendes stemme var kold.

Et øjnbryn løftede sig ganske svagt over Vuclaris højre øje. Det lagde sig dog hurtigt ned igen. På hvorfor du ødelægger min friaften! Hendes stemme indikerede ikke det had, hun havde udviklet for ham, og heller ikke den følelse af at være godt og grund træt af ham, som hun holdt indelukket og forseglet i resterne af hendes hjerte. Endelig var følelsen, af at hendes krop ikke var brændt på, begyndt at vende tilbage. Dern var stadig væk i det yderste af hendes fingerspidser ig i hendes hæl, hvis gik hende på. Hun havde ikke gjort ham noget, og havde faktisk heller ikke haft det i tankerne at gøre det. Hvis ikke han havde opsøgt hende på den måde, havde de aldrig haft kontakt den aften, hvilket faktisk havde passet fint. Nu var hun ret sikker på at ham hun havde ventet på, ikke ville komme. Han havde en vane med at se ind af vinduerne før han gik ind til hende, og da hun svagt havde ændset en bevægelse uden for et af vinduerne, og det faktum at han endnu ikke var kommet, havde hun grund til at tro og at han var blevet skræmt væk. Forbanede mennesker!

Vuclari så ligeglad på ham. Hvis ikke du havde henvendt dig, havde jeg ikke hørs at svare på dit spørgsmål. Og så havde du ikke ødelagt det for dig selv. Hun lagde ekstra tryk på "du". Det var på ingen måde hendes skyld at han havde ødelagt det for sig selv. SÅ du kan kun takke dig for at han nu kommer til at plage dig! Hun havde ingen andelse om hvem de snakkede om, men det lod hun ikke komme til overfladen. Hun ville ikke spørge ham direkte om hvem det var, da hun så ville virke mere nysgerrig end hun allerede havde givet udtryk for, og det ønskede hun ikke. Hun så kort på dem omkring dem, men valgte så stedte at fage værtsmandens blik. Det lykkedes ret hurtigt, da han også havde holdt øje med dem, så da hun svagt løftede sit grus, forstod han straks hentydningen, ogkom ned med et til grus. Dette var fyldt. Da hans tog fadt i de to tomme grus, så han spørgende på den forstyrende mand, md et blik der indgydede frygt. Han nærmest skreg "skad mig ikke". Efter at havde ventet lidt, skyndte han sig tilbage til sin post ved baren.

Vuclari så trodsigt tilbage til ham. Han skulle ikke bestemme hvad hun sagde og gjorde. Men at fortsætte ville være dumt. Så siger vi det. Hun tog en tår af sin øl, før hun igen satte den på bordet. Så hvem er efter dig? Hendes stemme var som før. Flad, død og kold. Med en undertone af egentlig at være ligeglad. Hvis ikke han svarede, så svarede han ikke, og så havde hun ikke tænkt sig at gøre mere ved det. Han måtte jo selv om han ville sige det, desuden ville hun ikke engang forsøge at tvinge ham. Det kunne kun gå galt.
Hun lænede sig afslapet tilbage i stolen, og så koldt på ham, med det typiske xito blik. Hendes arme lå foldet hen over hendes mave, hvor de hvilede i hinanden.