Præst ude at handle!

"det er lige meget, de er døde nu og jeg er her" hendes stemme blev hård og øjnene kolde
"et navn er intet uden personen bag det, du burde heller være stolt af dig selv" hun så på ham, der var noget barnligt over ham, men han måtte have rundet de 20

Zudo kiggede små irriteret på hende, hvorfor holdt hun sin fortid så hemmelig "Du er meget tavs med din fortid, kan du i det mindste ikke forælle mig hvad der har gjort dig som du er, stærk på trods af dit skrøblige ydre" Han løftede de ene øjenbryn da han talte til hende, hun var meget anderledes end nogen han havde mødt før "Jeg ved ikke om jeg skal være stolt af mig selv, jeg har endnu ikke præsteret noget stort..." Han kiggede nu ned i jorden og sparkede til et lille stykke træ, da han atter kiggede på Tess havde hun et mærkeligt blik, som om hun undrede sig over et eller andet.

"humm død og ødelæggelse og nu en ven, min fortid er komplikeret og ond, ikke noget du skal bryde dit hovede med, hvorfor jeg er som jeg er, min mor var åbenbart ikke menneske, det har jeg altid troedet, men jeg tog åbenbart fejl" hun så op i luften og lukkede øjnene, hun smilede et svagt smil "det er ikke altid i selve handlingen det gode ligger, det man skal være stolt af, du vejer det som man vejer værdien af korn, men der er forskel på korn, du kan godt have meget, men dårligt korn, er det bedre end lidt, men godt korn, bare fordi dets volume er større?" hun kiggede på ham og smilede "du har taget dig af din bror du har ofret dig for ham, er det ikke det største man kan give en anden, er kærlighed ikke mere værd end al verdens guld?"

Zudo stirrede hende i øjnene for at gennemskue hende, der var noget mærkeligt ved denne kvinde "bare fordi du har haft en ond fortid gør det dig vel ikke ond?" Han kiggede væk fra hende for ikke at virke mistænksom med sin stirren, "Jeg synes du snakker meget om korn, men jeg tror jeg forstår dig" Han virkede næsten stolt over at have fundet ud af den kompliceret korn snak "Jeg ved ikke om jeg har ofret mig for min bror, jeg mener bare han skal blive stor og stærk så han kan forsvare sig selv" Han fniste og smilede til hende "guld er da altid godt"

"det var en anekdode, men okay"hun smilede "jeg kan ikke se hvorfor min fortid er så interassant, vi lever jo i nutiden, hvad der er sket er sket og gjort er gjort" svarede hun koldt, hun kiggede på ham "ja guld er altid godt, men måden man skaffer det på er måske knap så godt" hendes øjne blev dystre, hun tænkte tilbage til hendes live før hun kom til dette mærkelige land og gyste "de bror burde være stolt af dig, du ofre meget for ham" hun smilede til ham og det kolde grå forsvandt fra hendes øjne igen

"Jeg ved ikke hvorfor jeg synes det er så interresant, men jeg føler bare en mærkelig vibration fra dig" Zudo holdte sig på hjertet, som om noget stak ham med en kniv "Bare en irriterende ting jeg føler når jeg møder betemte folk" Zudo ville ikke lyde mærkelig da han sagde det, så han grinte en fjollet latter "Min bror er skam stolt af mig, og jeg af ham, vi er meget tætte. Han tog afsted på rejse forleden, så jeg har været lidt ensom" Zudo kiggede igen kvinden i øjnene, han var stadig ny med sine psykiske kræfter, men han havde altid haft en speciel evne til at føle folk.

"mit liv er komplikeret og min fortid endnu værre okay, der er ikke mere du skal vide og jeg beder dig om ikke at jagte det emne mere, du gør mig bare sur" hun stirrede hårdt igen, men så smilede hun, "ja det er altid hårdt at skildes fra ens kære, jeg måtte rejse fra der jeg voksede op, da jeg var 18, jeg savner det frygteligt" hun smilede ved mindet om alle de gode tider

Zudo blev en sjælden gang kold, det var mod hans natur, men denne kvinde var koldere end en vinter morgen med skyfri himmel "Jeg skal nok lade vær med at udspørge dig mere, men fortid er noget man skal huske tilbage på og se de gode stunder" Han bemærkede hendes glade ansigt da hun nævnte et glimt af sin fortid "Jeg kan se på dit smil da du nævnte din fortid, ar det ikke kan have været helt håbløst" Han blev lidt varmere i frygt for at kvinden ville bide hovedet af ham "Undskyld min direkte personlighed, jeg er bare så pokkers nysgerrig"

"nysgerrighed kan være en farilg gave, jeg blev piskset for det en gang" hun smilede koldt igen "undskyld men jo har både en god og en dårlig fortid og den dårlige vil jeg helst ikke tale om, da selv dårlig er for godt et ord at bruge om mine handlinger, okay" hun smilede blidt nu og sukkede og slappede lidt mere af "naturen her virker så ... jeg kan ikke sætter finger på det, kontroleret? død? hvad er der med den? der hvor jeg kommer fra kan jeg mærke dens vildskab og glæde" hun så sig trist omkring

"Du har ret at det er en farlig ting, da jeg stak min næse for meget ind i mine bedstefars hemmelige affære gav han mig dette branmærke" Han løftede sit ærme og viste et ar der lignede en fugl "han fortalte mig at jeg aldrig skulle følge efter ham når han tog ind til byen, jeg vidste aldrig hvad han skulle, men min nysgerrighed fik mig til at følge efter ham, da han opdagede mig gav han mig denne straf" Zudo tænkte selv tilbage på et godt minde om sin bedstefar og gav et lille smil, selvom det han talte om var ret groft "se, når jeg mener at snakke om din fortid, så glem alt det negative og tænk på det gode"

"du forstår ikke, du kender ikke mig eller mig fortid, jeg er ikke som dig"svarede hun hårdt, hun var ved at blive irriteret, hvad ville han vide, at hun havde brugt de sidste 7 år på at udryde dem der havde slået hendes familie ihjel og deres slægt, godt nok i et andet land, men gjorde det handlingen bedre, at hun havde drukket deres blod og kvalt deres børn, hun havde meget små næsten usynlige ar fra deres desperate negle, når de havde forsøgt at kæmpe sig fri... "fortid er fortid og der er intet tilbage af den okay" hun kiggede irriteret på ham

Zudo fik et håbløst blik og sukkede, han følte at han var kommet ind på fjendligt territorium, han huskede tilbage på hendes spørgsmål om naturen og ville bruge det til at ændre emne "Du må komme fra et vildt sted hva? tjaah der er en skov nogle få mil her fra, men ellers er naturen blevet revet ned og brugt af mennesket" Han kiggede søgende på hendes blik, han ville se om hun var blevet mindre irriteret "solen er næsten gået ned, skal vi ikke finde et varmere sted at sidde?" han håbede på et ja, for den kølige sommer brise kunne stadig slå ham ud.

hun smilede, "jeg kommer fra et sted med store bjerge, vilde floder og dybe skove, vinterne er kolde og der falder dyb sne, det er farligt, men jeg elsker det, der hvor jeg voksede op blev jeg kaldt barn af skoven, jeg løb om kap med vindene og legede med de vilde dyr, jeg anså det aldrig for sært før jeg rejste ud, jeg ved nu at min mor var nyme og det er derfor jeg er så tæt forbundet med naturen" hun sukkede blidt og længtes efter at føle den vilde vind rive i hendes hår, "det var den gang, her er så varmt og alt er så kontroleret, men jo det kan vi vel godt, men du må vise vej du kender byen" hun smilede blidt og tog kappen over skuld og smilede

Zudo kiggede endnu en gang håbefuldt på hende, han smilede da han endnu en gang så hendes glade ansigt da hun tænkte tilbage på sin fortid, men han valgte ikke at nævne det "Ja, bare følg med" han hev i hende med sine øjne da hun åbenbart ikke flyttede sig med det samme "Kroen er ikke så langt her fra, de fleste folk er ved at lukke boderne så de lukker området af, vi kan ikke blive her" han vendte sig om og gik mod udgangen af markedet i et afslappet tempo.

hun fulde roligt med, hun savnede sine bjerge og det lille kloster, men hun viste også at det ikke var hjem, at tage tilbage der til ville koste hende livet og måske også de elskede folk på klosteret, hun sukkede "er det et stort biblotek i har her?" spurgte hun nysgerrigt

///out////