hvor **** er hun

Kendra så ned da hun følte noget mod sit ben og så Koneko holde om hendes lår. Sukkende lod hun sit sværd falde ved sin side og lagde sin frie hånd på sin datters hoved før hun bukkende sig ned foran sin datter, imens hun lod sit sværd falde til jorden. Kendra smilte for første gang af glæde siden hun så sin datter for første gang. Kendra greb fat i Koneko og knugede hende til sig og det var som om hun aldrig ville give slip igen. Hun havde søgt i så mange år nu og nu havde hun endelig fundet sin datter. Nu var der kun en ting tilbage at gøre. Det var at finde dem der stjal Koneko fra hende imens hun var bevidstløs. "Koneko... jeg har søgt så længe efter dig siden du blev stjålet fra mig. Nu da jeg har endelig fundet dig, vil jeg gøre alt i min magt for at beholde dig."

kaseknuo satte sit sværd på plads og kløde sig i håret med venstre hånd mens han kikke på himlen og sukkede han kikkede på hende igen "jeg vil genre hjælpe dig men kan virklig ikke vi er omkring 136000 zarner og jeg er en af de øverste så det at kende alle er en umulighed hvis du kunne fortælle mig hvilken genaral han er under og hans navn kunne det være men ellers nej"h

Koneko følte lige pludselig at hendes verden blev meget lille, fordi hendes mor åbenbart var ude på at kramme hende ihjel, men det var okay besluttede koneko sig for, fordi hendes mor og hende havde ikke set hinanden længe.
Koneko krammede bare glad sin mor og nussede sin næse imod moderens, en ting hun havde set katte gøre, og som virkede enormt sød og kælrig at gøre, og nu havde hun en hun kunne gøre det på.
" Jeg har ingen grund til nogensinde at gå nej, så jeg vil meget gerne blive her sammen med dig og være dit barn sådan altid og evigt."
Koneko smilte glad og blinkede så forvirret ved tanken.
" Nøj så må jeg jo faktisk være halvt xitoner og halvt zarener, det ved jeg ikke om jeg nogensinde har hørt om før, gad hvide hvordan det bliver når jeg bliver stor."
Koneko lo glad ved taken, det skulle nok blive sjovt.

Cathy mærkede for første gang følesen af vildråd og håbløs hed..
Man kunne tydeligt se på hende at det knuste hende..
Hun sukkede opgivende, og en tåre trillede ned af den ene kind..

"Mm.. andet ved jeg ikke.. men tak.."
Cathy bukker dybt for zaneren.. "Lev vel.."

hun nikkede kort til kvinden og pigen, cathy vendte sig om, og tog en dyb indånding..

hey vendt" kaseknuo greb fat om hendes skulder "tro du at du ville kunne genkende ham hvis du så ham?" han kikkede på hende det her ville nok være den enste måde han kunne hjælpe hende på men han havede ikke fået fortalt sin familie det endnu hvordan ville de ikek regere nu var de enlig samlet efter så mange år også sukke de splittes igen

Kendra løsnede sit greb på sin datter så hun ikke ville kvæle det lille pigebarn. Endelig trak hun sig tilbage og så ind i sin datters øjne og smilte imens hun flyttede noget af det grønne hår bag Konekos øre. Hun ignorerede den fremmede Zaner og Kasakuno lige nu. Hun var for optaget af sine datter, til at kunne tage sig af andet lige nu. "Dine øjne er præcist som det øjeblik jeg så dig for første gang. Men dit hår... Det var der intet af på det tidspunkt. Men det klæder dig. Du er den smukkeste lille pige jeg nogensinde har set Koneko." Kendra mente det hun sagde om sin datter. Hun var den smukkeste pige hun nogensinde havde set. Hun ville holde fast på sin datter uanset hvad der måtte ske.

kaseknuo vendte sig om og gik tilbage til sin familie "ja er hun ikke det har vi klaret godt" han smilte og aede koneko på håret og kyssede der efter kendra på kinden vel videne at han ville få tæv for det sener men ligenu var han bare glad for at have en familie så længede det varede men selv nu på dette lykkens dag vidste han at hans død var nær og at det var deres ret atr vide det men han ville ikke ødelægge dette så han ignoreede tanken og smilede om mulig endnu støre mens han kløede sig i håret med venstre hånd selv kviki vibrede lykkeligt ved hans side

Kendra mærkede sine kinder blive helt røde da hun følte Kasakunos læber mod hendes ene kind. Hvis det havde været hvilken som helst mand så havde den mand absolut intet hoved længere. Hun smilte bare til Kasakuno, hvor hun derefter så tilbage på sin smukke datter, men så blev hendes ansigt mørkt og hun følte sit blod varmes af vrede inden i. "Hvor er den løgner der kalder sig selv din far Koneko? Han skal bøde for de løgne han har fyldt dit smukke hoved med."