Mørkt sind.

"jeg har slået folk ihjel, for mindre end at tale til mig, men jeg har slået folk ihjel der var mere værd i guld end dig, jeg vil ikke sige at verden ikke kunne være dig for uden, men jeg ønsker ikke at slå dig ihjel nej" hun kiggede på ham og hævede det ene øjenbryn, "hvad er det der er så morsomt?" hun kiggede koldt på ham, der var noget ubehageligt over ham men hun viste ikke hvad

((hun kender intet til landet eller folket))
"hvilken situation, undeskyld jeg kender ikke dette landt eller dets folk" hun kiggede undskyldende på ham med triste øjne, men smilede forsat, hun begynde at samle sit hår for at få det op under hætten igen

hun snorrede rundt, hendes kappe faldt tilbage og afslørede den tynde hvide kjole, der nok afslørede lidt for meget af hendes former til hvad anstændigt var for en find kvinde, hendes øjne var blevet hårde og kolde og noget ond lå over dem, hun var for alvor på vagt nu, hendes sværd var havvejs oppe af skeden "hvordan vil du gøre det?" spurgte hun kold og afmålt, hun noterede sig hans mindste bevægelse, og samtidig, bedømde, omgivelserne i forhold til kamp og vejen til døren igen

det løb hende kold ned af ryggen, hun begynde at løbe hend imod døren, det gald om at holde hovedet koldt nu, en uhyggelig tåge begynde at trænge op omkring hende, hun stoppede, hun kunne ikke længere se døren, hun tog en dyb indånding, og smed den hvide kappe, den var kun til hindring for hende, hendes hånd faldt ned på ryggen og det beroligede hende, hun trak sværden og løsnede sværdbæltet, "fortæl mig heller hvad du kan" hendes stemme var rolig, men kold, hendes øjne flakkede gennem mørket, hun begynde at nynne, en blid rolig sang, alle hendes muskler var spændt og hun noterede sig vær en lyd, som bevægede sig i tågen, mens hun bevægede sig baglænds, hun viste hvad vej døren var, men ikke hvor langt der var

((((det er helt okay, hun har ikke rigtig nogle magiske evner, hun er bare utrolig tiltrækkende indtil videre, hendes mor har givet hende en "magisk" arv, men hun har ikke taget imod den endnu)))

selvom hun ikke kunne høre hendes egen stemme nynnede hun videre, måske endda noget højere, "jeg har altid været alene kære" svarede hun kold, uden den frygt hun følte i stemmen, hun ville ikke give op, hun nynnede videre og holdt fast i hendes indre balance, hun måtte ikke panikke, det var det samme som at slå sig selv ihjel

hun mærkede hans nærvær, hun kunne ikke se ham, eller mærke ham, det var bare om om hendes indre fortalte hende det, hans stemme var over alt, hun gik forsigtigt ned i knæ, satte det ene knæ i gulvet, hev stille sniven frem fra skeden på hendes ben, hun kunne ikke vende sig af med at have den der, selvom hendes kjole var sliset hele vejen op til hoften, hun afventede han med bukket nakke, og lyttede, hun viste han var ude på noget, hende nynnen var blevet til en sørgelig hymmen, der kunne få de fleste til at fælde en tåre

hun bed tænderne sammen, det gjorde mere ond, nu men hun ville ikke give ham nydelsen af at høre hende skrige, hun havde følt værre, hun forsøgte at holde sine tanker klare, men hadet og smerten var begynd at tage over, han nød sikkert at se hende lide, og hun viste fra sig selv at det bedste var at se sit offer i øjnene, han måtte stå foran hende, men hvor langt, hun samlede alle hendes kræfter og sprang frem, mens hun svingede sværdet, ramte hun noget? hun var ikke sikker, hun forsatte frem og huggede med kniven, hun lod sværedet flugte en hav meter over jorden i en halvcirkel om sig, jorden var det eneste sikre hun havde at måle efter, det gjorde ond, hele hendes krop gjorde frygtelig ond, men hun stoppede ikke hendes sørgelige hymmen, hun kunne snart ikke mere smerten tappede hende for kræfter

hendes øjne var fyld med had, hendes hud var varmer end på et normalt overvarmt menneske, "dumt med det værd" stønnede hun "selvsikkerhed kan blive en værds død, hun havde tabt sværdet af bare chok da han havde græbet hende om halsen, alt gjorde så ond, hun stønnede af smerte, men det lød mere lidenskabelidt end smerteligt, hun så ham ind i øjnene det var en kold stirren

"fordi jeg ikke vil give dig den tilfredsstillelse, jeg ved du nyder skrigene, for det gjorde jeg, det er ikke den samme nydelse hvis de ikke kæmper imod, hvis de ikke skriger og det bedste er hvis de tigger og beder for så føler man at man virkelig har magten over ikke bare deres krop men også deres sind, hun kan skade min krop men ikke mit sind" svarede hun stønnende, hun løftede hånden og lagde den blidt på hans kind og smilede mildt, hende bryst hævede og sænkede sig hurtigt men hendes øjne var forsat kolde, men dog med et lille skær af medlidenhed

hun kæmpede mod smerten, hun ville så gerne bare give efter.
spørgsmålet kom het bag på hende, hun blev mere sur over at han rørte ved det, end frygtede hvad han ville gøre ved det.
"hvad kommer det dig ved?" spurgte hun kold, men man kunne nu høre smerten bryde lig igennem hendes stemme, "det er ikke magisk, så kan du ikke være ligeglad?" stønnede hun hun gispede forsat efter vejret

hun så ham knæle ned foran hende hun kunne ikke mere hun måtte få smerten ud, han tog om hendes hage og var nu helt tæt på hende, hun skreg, et skingert vildt og dog så sørgeligt skridt, det rungede i templet længe efter hun havde sluppet det frit hun kastede sig ind i ham og lagde kniven mod hans hals, "få det til at stoppe, og drop tanken om at give mig mere for før du gør det stærkt nok, når jeg at presse denne gennen halsen på dig, og hvis du er ritgit flink får du dit kys lille mus" hadet lyste ud af hende, ordene kom spottende ud mellem læberne på hende, hun havde bit tænderne sammen, hendes øjne viste ingen nåde, hun var klar til at dø, men ikke uden kamp

hun førte kniven ned mellem hans ben, "der er måske noget du er mere angst for at midste end dit liv" hun smilede koldt
"denne pipfugle er træt af at lege, enden slår d mig ihjel nu eller lader mig gå" stønnede hun, hendes øjne blev milde igen, hun lå halvt oven på ham og varmen drev som et tæppe fra hende, hendes øjne var nu rolige, milde og blide "jeg har torteret nok folk og slået flere ihjel end jeg kan tælle, børn, mødre, døtre, sønner, fædre, mænd og herre, du vil bare blive en i mængden, jeg ønsker dig intet ond men dette tvinger du til" hendes stemme var blid, men man kunne høre smerten igennem den, det var de sidste styrker hun brugte nu

han havde noget i ærmet siden han ikke frygtede dette, hun så ham i øjnene...
hun samlede sig et øjeblik, sende ham et frækt smil trak sig op så hendes hovede var ud for han og kyssede ham så lidenskabeligt, hun fjernede hovedet igen, hun gispede vildt af smerte, men det lød ikke liden, mere lidenskabeligt, men hun led noget så frygteligt, det gjorde så ond