Vuclari Lýcheer

Navn:
Vuclari Lýcheer

Alder:
194, de fleste syntes hun ligner en på 26

Race:
xito

Klasse:
sort seerende

familie:
Det var en varm sommeraften, stjernerne var så småt begyndt at kunne ses på himlen selv om solens sidste stråler endnu var på vej væk fra himlen. Månen var ikke til at se, men det var alligevel en smugle mørkt, taget tidspunktet i betragtning. Hele dagen, havde der ligget en mærkelig stemning over den lille familie. Som om noget skæbnevangers skulle til at se. Og på trods af alle de forhindringer, misforståelser og forglemmelser der havde været i løbet af dagen, var Vuclari nu om sider på sin plads i dagligstuen. Det var lørdag, familiens hygge dag. Men noget manglede. Hun sad der, huns mor sad der, huns far og huns lillesøster manglede heller ikke, men der var ikke den samme stemning som der plejede at være på disse dage. Der var en uro som aldrig før. Alle bemærkede den. Den var lige så håndgribelig som de fodtrin der nu lød uden i gangen. Og så begyndte tingene at tage fart. Allerede før manden nåde døren til dagligstuen, var de to børn blevet kastet ind i det åbne køkken med ordre om at løbe så hurtigt de overhoved kunne. De to børn begyndte at liste sig vej ud gennem køkkenet. Den 5 årige Vuclari med sin 3 årige søster i hånden. Men da de kom ud i den anden gang, der løb bag køkkenet, fik Vuclari øje på den anden mand. Hun havde et svær i hånden og et dødt udtryk i øjnene, der fik ham til at trække sin søster tilbage til køkkenet. Vuclari så sig undersøgende omkring, fik øje på et af skabene. Det var et snydeskab, og dækkede bag en hule som hun og hendes søster havde lavet. Forsigtigt åbnede hun døren til køkkenskabet, tog bag beklædningen af og gav sin lillesøster besked om at hun skulle være stille. Så satte hun det tilbage på igen og lukkede ind til skabet. Trinene fra fyren på gangen var blevet højere, og bag køkkenbordet stod huns far og mor. Da hun hørte lyden af et sværd, der borede sig gennem noget, vendte hun sig om, og fik øje på sin far, der havde spiddet huns mor med det sværd, som den første fyr havde haft i hånden. Og inden hun nåede noget, kunne hun mærke et sværd, der var blevet stykket igennem hjertet via ryggen..

titel:
tortur mesteren



Udseende:
Vuclari har lyseblå øjne, der er krystal klare, men kolde og døde. Hun er en af de få, der havde en stærk nok personlighed til at der er lidt liv i hendes øjne. Hendes korte sorte hår er pjusket, og med hun har halvlangt pande hår, som dog aldrig går i vejen for hendes øjne. Hun er normal af højde, 170 cm, og også normal af bygning. Måske en anelse mere massivt bygget end de fleste kvinder. Hun er muskuløs, men ikke overdrevent og heller ikke så tydeligt. Hun går altid i bukser og aldrig i kjole. Hun lægger vægt på at hendes tøj skal være praktisk og stærkt, let at bevæge sig i, og ikke for tungt. Af den grund har hun heller ikke særlig meget med sig når hun er ude, og hun går principielt ikke med smykker.

våben:
kaste knive, men hun kan godt håndter et sværd, og ejer da også et af slagsen.

totem:
silkeaben

Personlighed:
Vuclari er nok det man vil kalde følelseskold. Hun interessere sig ikke for andre levende væsener end sig selv, og vil sikkert heller aldrig komme til det. En af de få ting der interessere hende, er hvordan man giver folk den bedst mulige smerte. Hvordan man gør deres liv uudholdeligt at leve, og at udforske forskellige måder at slå folk ihjel på.

styrker:
Hun er smidig og en ret habil løber, hvilket begge har hjulpet hende en del gennem tiden. Så er hun en meget dygtig skytte, i hvert fald hvad angår hendes kasteknive. Hun er ikke den stærkeste, men er bestemt ikke svag! Og selv om hun ikke er særlig god med et sværd, kan hun da finde ud af at bruge et. Det er at hun ikke rigtigt har nogle følelser, er bestemt en af hendes største styrker, i forhold til hendes job, som hun desuden ser som sit liv. Hun går ind i tingene med hele hjertet (hvis man da kan sige det om en der ikke opfører sig som hun har), og laver uhørt sjældent fejl.

mangler:
Hendes fysiske styrke kunne være bedre, og det er en af hendes svage sider. Så er hun heler ikke den store kriger, da hun mere er personen, der torturere folk.. Så kan hun ikke svømme. Hun lærte det aldrig, og kan derfor stadig ikke gøre det. Hun er ikke bange for vand, men bliver der for dybt, kommer det til at se sjovt ud for tilskuerne..

Baggrund:
Da du jo allerede kender historien bag hendes families død, vil jeg ikke gå mere i detaljer med det. I stedet, vil jeg fortælle dig om tiden før det skete.
Vuclari var 2 år gammel, da et nyt barn kom ind i familien. Det var en glædelig nyhed for forældrene, og en ny tid for Vuclari. I de to år forinden havde hun været centrum for sine forældres opmærksomhed, hvilket hun kun havde nydt godt af. Men da Michra blev født, fik hun i stedet forældrenes kærlighed. Vuclari blev lagt i glemmebogen og kun taget frem lørdag aften, hvor familien hyggede sig med spil og god mad. Sådan havde det altid været, og sådan blev det ved. Men forældrene begyndte så småt at kede sig over deres nye barn, og da Michra var fyldt 2 år, prøvede forældrene igen at få et barn. Det lykkedes nogle måneder efter, og så gik de og nussede om den nu voksende mave, mens Michra og Vuclari nu kun havde hinanden. Det var Vuclari der hørte Michras første ord, hende der så hende tage sine første skridt, og hende der gjorde hende renlig. For Vuclari var det som at være mor, og for Michra var det som at have fået en ny mor. Og på trods af Vuclari’s tidligere hævnlyst, gik det nu godt for dem begge. Hun var blevet glad for sin lillesøster, og sørgede for at hun havde det godt. Men så tabte deres rigtige mor sit barn, og faderen forbandede børnene at det var sket. Han sagde at det var dem der havde kastet en forbandelse over moren, så hun ikke kunne holde på barnet. Først ville han straffe Michra for det, for det var jo hende der havde været der inde sidst, men så tog Vuclari skylden, og hun blev straffet i stedet. Smerten hænger stadig i hendes ryg den dag i dag. Lyden af lædesnorerne, der piskede hendes hud, synet af hendes lillesøsters bange øjne, og følelsen af at hun nok skulle få hævn, ligger stadig under huden på hende. hun skreg kun ved de første 3 slag, græd de næste 2 og var stille ved resten. Hun ved ikke hvor lang tid hun var stille, men hendes far blev ved indtil hendes mor kom hjem fra markedet og opdagede det. Ugerne der efter, var Vuclari dyster. Hun lavede en hævnplan over sin far. Men hun nåede aldrig at sætte den i værk, for der var en der kom hende i forkøbet. Hun ved ikke hvad hendes far bestilte, men det var åbenbart ikke helt lovligt, og en dag, var der nogen der ville havde nævn for noget han havde gjort. Det fik de så. (se familie historien) Vuclari ved ikke at hendes lillesøster over levede. At hun gemte sig indtil ilden fra brænde nåede hende, at hun flygtede hun ud i skoven og prøvede at finde Vuclari. Men da Vuclari ikke var til at sporer, gav hun op. Det var der en venlig familie der så, og de tog hende til sig som deres egen. Opfostrede hende, gav hende chancen for at starte en familie, hvilket hun så sandelig også gjorde. Michra fik 6 børn, de fik børn som fik børn, der lever nu. Alt i mens Vuclari arbejdede sig opad i graderne hos xito’erne. Hun startede som en almindelig sort seerender, og er nu endt som tortur mester. Hun har ingen viden om sin lillesøster, og har rent faktisk glemt at hun eksisterede.

Andet:
nope