en tilståelse

kasekuno kom gående han betrægtede de smukke skulpture i tempelt alle sammen forestillede de gamle genaraler og en dag ville han selv stå her blandt dem men først når han døde han gik over til en bestemt sin foregænger og kikkede på det lille sølvskildt der stod foran "taril narto genaral for fornuft forvist for sjæle samfundet begrundesle : ægteskab med xitoer" *jep jeg er virkelig på røven* han satte sig ned og ventede på at hans søster ville komme fordi han kunne ikke finde hendes hus

sio kom gående i sin normale sorte kimono og med en enkel anden person bag sig som drejede af meter fra hendes bror og hun smilte og gik hen til ham "hejsa bror nu er jeg her" hun smilte og så på hans forgænger hendes forgænger var heer også et sted men det var alligevel ikke så man kunne se ham herfra

"hey søs jeg har noget jeg skal fortælle dig nu skal du hører. Jeg har været i seng med en Xitoer. Med en 14 årig Xitoer for at gøre det endnu bedre." kiggede ned i jorden og så meget skamfuld ud. Kvikia fløg ud og slog ham i hovedet.

sio så på ham og fik tårer i øjnene hun så ned på ham og hendes stemme var svag "det er løgn ikke sandt det gjorde du ikke" hun så på hende og ville ikke løbe men ville heller ikke blive hun var forvirret og var sur og ked af det men samtidig glad for det over at det var ham der sagde det

han gik prøvende hen imod hende undskyld jeg var forviret vidste ikke hvad jeg gjorde det var under krigen og derfor jeg har været meget sær på det sidste men håber du kan tilgive mig jeg er viste også kommet til at forælske mig i hende trode hun var død men der er begyndt at dukke ting op der beviser at hun ikke er det og sikkert vil opsøge mig jeg er så ked af det jeg ved at jeg sikkert bliver forvist men det er godt nok hvis det er det der skal til forat jeg igen kan være lykkelig jeg elsker hende"

sio smilte til ham og gik hen til ham og omfavnede ham "hvis du føler sådan vil jeg have du skal føle det du mener der er rigtigt den krig var forkert og for mange døde du burde idetmindste kende mere til det end mig men jeg vil støtte dig ligemeget hvad du laver eller siger" hun smilte og lagde sit hoved mod hans bryst det var dejligt at føle og høre ham igen på denne her måde som en mere åben person

[b]"tak søs det sætter jeg pris på jeg er bare bange for at den ældste ikke er af samme mening og min hanlig kan medføre to ting henrettelse eller forvisning og jeg tvivler stærkt på at det bliver den sidste vil du ikke godt love mig en ting?" han kikkede ned på hende med alvorlige øjne mens han aede hendes hår blidt med venstre hånd den højre hande han lagt på hendes skulder

sio så på ham og nikkede "jo det vil jeg" hun tænkte ikke over hvad det kunne være men ville bare gerne love det han spurgte hende om lige meget hvad hun vidste ikke om han mente det men han håbede han ikke døde her snart hun ville ikke miste ham det kunne hun ikke klare han var den enneste hun havde

"hvis den ældste dømmer mig til døden så lad være sat prøve at rede mig jeg må tag min straf gør din pligt som genaral og ikke som søster og hvis han beder dig om at henrette mig så gør det gør alt for at tjene dit land din ære og din families navn når jeg ikke var stærk nok til at gøre det og vigtist af alt sørg ikke over mig og husk at leve du er stadigvæk ung og har hele livet forna dig i modsætning til mig der er gået i stå find kærligheden i form af en mand eller en kvinde der kan gøre dig lykkelig og beskytte dig når jeg nu ikke kan gære det" jan kyssede let hindens hår og forsøgte at give hende et inderligt kram

sio sagde ikke noget men lod ham kramme hende "jeg ved ikke om jeg kan dræbe dig selvom jeg skulle blive nød til det" hun så op på ham og hun var meget tæt på at græde det kunne ses på hende "hvad med dit og hendes barn skal det bare leve alene hvis du dør" hun så på ham og kunne ikke lide at hendes broder's barn bare skulle glemmes

"ved ikke om barent lever men hvis det gør har det et liv og andre forælder nu jeg ksn ikke stille mer op desuden må jeg tsge straffen for mine hanlinger uanset hvad men lov mig at lev søs og lad være at gøre modstand når de henretter mig for det er jeg sikker på at de gør" han kikkede ned på hende med tåre i øjende han viste hvilken smerte han ville påføre hende han håbede inderlidt at hun ville hade ham så ville det ikek gøre lige så ondt

sio så op på ham og sagde så "okay det lover jeg" hun så på ham og krammede ham en enkel gang men gav så slip på ham og løb mens tårerne løb ned af hendes kinder "vi ses håber jeg" hun sagde ikke mere da hun drejede ned af en vej og var væk

//out

kakekuno gik stille hen mod døren han viste at dette blive ødelægge en del af hende og han ønskede virkelig at han kunne gøre noget for at hjælpe hende bare den mindste ting men visdte også at i bund og grund var der intet han kunne gøre andet end at lade tingende gå sin gang dettte var ude af hans hænder