et møde

Kasakuno kutarami gik hend til det store træ kløde sig i nakken mens han kikkede op "hvorfor kan den ireternde genaral af beskyttelse ikke selv finde ud af at holde styr på sine løgnanter jeg har andet at tage mig til en at lege barnepige for dem" bande han han lukkede øjende og indånede den kølig eluft bevist om at ingen uden særlige evner vill ekunne hverken se eller høre ham

Nogle børn kom løbende forbi glad snakkende, bagefter kom koneko gående og kiggede efter dem med et lidt håbefuldt blik, hun sukkede blidt og gik over og satte sig under det store træ.
Hun lagde sine arme om hendes ben og kiggede lidt ned i jorden imens hun tænkte over hvorfor hun ikke havde nogle at lege med, så rystede hun kraftigt på hovedet hun måtte tænke på noget andet.
Hun kiggede istedet op i træet og undrede sig over hvordan det mon var at side deroppe, så tænkt så gjort, det næste hun gjorde var at kravle op i det og side på en gren og kiggede ned med hendes grønne hår svingenede rundt om hendes hoved.
Hun opdagede så en mand der stod på den anden side af træet og kiggede forvirret på ham, han var zarener den sag var sikker, hendes far havde lært hende hvordan sådan mennesker så ud.
Han havde klæde dragten og det alvorlige udtryk, han lagde nysgerrigt hovedet på skrå og betragtede ham nysgerrigt imens hun gjorde sig godt tilpas imellem grenene.
Hun pillede lidt ved hendes egen grønne klæde dragt den lignede lidt hans, bortset fra at hendes var i grøn istedet for hvid og sort.
Hun pillede så ved sit grønne hår, mærkeligt at et menneske som hende havde dne slags hår, for hun var altså et menneske.

Kasakuno lsukkede dubt og tog sit sværd op af skeden "kom så kiziki skal vi skal tilbag etil arbejdet må indrømme at jeg virklig ikke har overskud til at lede efter hans små lærlinge" kiziki gav nogle lette lyde fra sig og vibrede let i hans hånd som hun altid gjorde når hun var enig han smilede "dig kan jeg da tale med det har virket så tomt og ja som du ved følser er ikek min stærke side efter" han sukkede og kikkede op mod himlen i farten trode han at han så noget grøndt stof men var ikke sikker så han gik et skidt nermer træet mens han kikkede intenst op i trækronen med kiziki langs sin side der brumme svagt da hun kunne fornemme hans mistro

Koneko krøb lidt sammen da manden gik over imod træet, men besluttede sig så for istedet for at gemme sig at komme frem og sige hej til ham.
Hun kravlede forsigtigt frem forbi nogle grene og hendes ansigt kom til synes med det grønne hår og de grønne katte agtige øjne.
Hun sendte ham et glad smil med hovedet på skrå, og et nysgerrigt blik i sine øjne imens hun kiggede på hans våben, hun havde hørt at zarerene havde våben der kunne snakke og sådan, det virkede sejt.
" Goddag hr."
Sagde koneko lidt forsigtigt, og kørte en hånd igennem hendes hår, de fleste brød sig ikke om hendes udsende til at begynde med, eller blev forvirrede over det, fordi hun så meget anderledes ud end alle andre, lidt som en xitoener men slet ikke helt så død som de gjorde.
Og især ikke hendes ansigt og hendes øjne, der virkede så livlige og glade, så opsatte på at få det bedste ud af livet.

Kasakuno trådte et skridt tilbage med kiziki parat til slag men da han opdagede at det kun var et barn sænkede han hende han kikkede på hende "du kan se mig?" hans øjne fik sit kolde føselsløse blik igen og den rest af smerte der var tegnet i hans ansigt for kort tid siden var som blæst bort med vinden en let brise blåste hans hår ind foran hans ansigt men han tog sig ikke af det. det var prisen for at have langt hår

Koneko nikkede forvirret og kravlede ned på nogle grene lidt længere nede før hun blidt hoppede ned på jorden og smilte op til ham hvor efter hun bukkede hurtigt for ha.
" Hvorfor skulle jeg ikke kunne se dem hr."
Hun lagde igen hovedet på skrå og noget af hendes tykke grønne hår faldt ned i hendes ansigt, så det brugte hun lidt kort tid på lige at få til at side ordentligt.
Da det endeligt lykkedes vendte hun igen hendes grønne øjne imod ham, hendes øjne havde strejf af gul i sig, og pupillerne mindede en smule om en kats når man så efter, men de fleste blev først slået af den varme og glæde der lå gemt i hendes øjne.
Hun smilede bare op til ham, fordi han var af en anden race havde hun ikke grund til at hade ham, had var en voksen ting, og hun var endnu for ung til virkeligt at forstå betydningen af det ord, og ikke mindst forstå følelsen af rigtigt had.
Hun kiggede igen nysgerrigt på hans sværd, hun havde været lidt forundret over at han havde reageret så kraftigt ved at hæve sværdet men sådan gjorde man vel bare der hvor han kom fra.
Hun vendte så igen hovedet og smilte op til hans ansigt, han havde flot hår måtte hun indrømme og var faktisk meget pæn, men det skænkede hun heller ikke særligt mange tanker andet end kun et hurtigt strejf i hendes lille hoved.

"han kikkede på hedne hun var entelig nuttet "det kan ingen andre normalt" hans øjne nåede hendes og chokket stod maled i hans ansigt "dig men jeg trode du var" i det samme smækkede kiziki ham over benet så hårdt at han med et smertens udbrud tog sig til benet "dit forbandet sværd jeg har ikke" han sparkede til sværdet som bare regerede ved at skynde sig op i hans skede igen han kikkede olmt ned på det og der efter på pigen igen

Koneko smilte bare op til ham, før han snakkede mærkeligt og hendes lille ansigt viste forvirring om hvad han mente, hun kiggede så på hans sværd med et forvirret blik og hovedet på skrå, hans sværd havde lige bevæget sig og handlet på egen fri vilje.
" Ej hvor har de et sejt sværd."
Hun smiler op til ham igen før hun forvirret ligger hovedet på skrå, og hendes øjenbryn bøjer sig forvirret ind over hendes øjne.
" Hvad mener de med at folk ikke normalt kan se dem, jeg er et normalt menneske, eller bortset fra at jeg har grønt hår er jeg et helt normalt menneske."
Hun så meget alvorligt på ham, hun var sten sikker i sin sag om at hun var et normalt menneske, det fortalte hendes far hendes også selv, og ja hun ville være et normalt menneske hun havde ikke lyst til at være andet.
Hun kiggede sig om, for at se hvad han mente og ganske rigtigt andre mennesker lod ikke til at kunne se ham, de kiggede kun på hende og hende kiggede de tilgengæld lidt mærkeligt på, koneko kunne mærke hun fik røde kinder og kiggede forvirret op på ham.
" Hvorfor og hvordan kan det være at de ikke kan se dem hr."

han knælende ned foran hende og lagde prøvende sine hænder på hindes kinder mens han kikked ehende intrengedne i øjende "fordi jeg ikke vil ses skal vi gå et sted hen vor der ikke er nogle der kikke rpå dig?" han havede bemærket hendes blik da det gik op for hende at hun var den eneste der så ham og fik ondt af hende hvordan skulle han fortælle hende at hun ikke var menneske og var han i det hele taget sikker på at hunvar den han trode på den anden side ligheden var så stor at det dårligt kunne være andre men så aligevel der var gået så mange år han kunne tage fegl hans forviring var total men der var intet spor af den forviring i hans ansigt kun hans øjne flakked en smule

Hun så forvirret på ham men nikkede så lidt, hun havde ikke lyst til at blive taget for mere mærkelig end hun allerede var.
" jeg håber bare ingen fortæller min far jeg står og snakker med mig selv så at sige, han vil sikkert regne det ud, og han er ikke så glad for zarenere."
Hun slog blikket ned men smilte så alligevel op til ham da hun igen slog blikket op, det var et lille usikkert smil men det var der dog stadig og viste at hun stadig havde sit gode humør.
Hun kiggede sig igen omkring før hun tænkte sig om og kiggede op i træet.
" kan de kravle i træer hr, jeg mener der er ingen der vil bemærke jeg snakker med mig selv deroppe, og hvis de gør, så vil de alligevel ikke tage sig af det, mange børn kravler tit rundt i det træ og leger og snakker, altså hvis de ikke har noget imdoa t klatre i et træ."
Hun så lidt forvirret på ham, hun følte sig en hel del befippet i øjeblikket, og var ikke hel sikker på hvad der skete men det bekymrede hende lidt.

"jeg kan någet andet tillader de?" han gjorde mine til at ville løfte hende fra jordne men tøvede han ville jo ikke skræmme hende væk allerede men någet sagde ham at hun ikke ville tage det ilde op hans sværd sitrede advarende han lagde sin ene hånd på det får at få det til at tige stille han gad virkelig ikke skændes med hende nu det måtte vendte

Koneko kiggede lidt forvirret op på ham, hun tænkte sig om en sidste gang men nikkede så med et glad smil op til ham.
" Selvfølgelig."
Hun smilte glad til ham men var lidt nervøs hun trædte tættere på ham så han nemmere kunne løfte hende op, og hun vejede heller ikke særligt meget hun fik tit at hun var for lille, hvilket kunne være irriterende men det var jo sandt.
Koneko smilte bare til ham, hun prøvede at berolige ham selv lige så meget som hun prøvede at berolige sig selv, for hun følte at hun havde brug for at blive beroliget.
" Hvad var det nu deres navn var hr."
Hun kiggede spørgende op på ham med hovedet blidt på skrå og et lidt forsigtigt blik i sine øjne, det ville være rart at få hans navn at vide, så hun ligesom vidste hvem det var hun havde at gøre med.
Hendes far havde lært hende at det altid var godt at se modstanderen an, men han var ikke en modstander alligevel måtte hun vel se ham an.

"mit navn er Kasakuno kutarami" sagde han og smilede han tog hende op i sine arme og hoppe 25 meter op i træet og lande på en gren han satte hende ned igen og satte sig selv på grenen over for og kikkede på hende "jeg klatre ikke jeg spriger" han smilede igen det føltes faktisk rat at smile men det var ikke noget han kunne blive forfalden til *jeg burdte entelig være ude at lede efter løgnanterne men på den anden side det kan vendte er renji util freds kan an selv lette sig og finde dem* hans scærd knitrede ved hans side hun brød sig ikke om det og ville gerne væk inden Kasakuno fik flere sjove idere og glemte sin pligt som genaral

Koneko så sig nysgerrigt om, hun havde aldrig været så højt oppe i træet og det var ellers et af hendes yndlingssteder at lege, der kunne man være alt og det gjorde ikke så meget at man legede alene.
Koneko kiggede på ham med hovedet på skrå og satte sig til rette på en af de større grene og kiggede bare på ham imens hun ventede at han skulle sige et eller andet.
Der måtte være en grund til at han gerne ville snakke med hende, og den var hun faktisk ganske nysgerrig efter at høre.
Hun kiggede dog ned på de andre, de lod ikke til at bemærke at hun var væk, hvilket hun ikke var overrasket over sådan var det altid med dem, de bemærkede hende kun når der var noget dårligt.

han smilede til hende "du minder mig om en kvinde jeg engang kendte og tro mig du har hendes skønhed" han smilede og fik et drømmende blik i øjende hends hans tanker fløg tilbage til den gang han mødte hende så blev glæden afløst af et umåligt savn og sorgen begyndte at afløs den glæde der før havede fyldt hans krop