hvor har du været (ikke forstyres)

kasekuno kom ind i lokalerne han kikkede rundt på de ovale bore og satte sig så på et af dem med en fod villende på stolens ryg han træk vejert dybt og spændte så sit sværd af og lagede det på boredet hun gløde blådt af melidenhed hun kunne mørke hans smerte og hun af alle vidste hvad han havede været i gennem og hvor meget den nat havede ødelagt hans liv de vidste begge to at hans vil aldig ville blive det samme igen

Kendra fulgte efter Kasakuno og så ham sætte sig ned på en stol, som om det hele var bare en afslappende ting. "Du virker nu meget afslappet i forhold til at jeg har lyst til at skære dine ædlere dele af dig og give dem til ravnene." Kendra gjorde ingen tegn på at ville side ned. Hun hvilede blot sin hånd imod sit sværd, klar til at hive det og torturrere Kasakuno.

"det er jeg ikke tvæt imod og det er derfor jeg sidder ned jeg føler at med den facede vil jeg nemmer kunne klare at tale med dig og få dig til at forstå at jeg ikke ville slå dig ihjæl jeg elskede dig virkelig hvis du bad mig om det ville jeg frasige mig min pligt som genaral for at rejse væk med dig selv om det ville betyde døden for mig hvis de fandt mig tro mig jeg hade ikke i sinde hverken at udnytte dig eller at slå dig ihjæl og mindst af alt at skade dig" han rejste sig og gik over mod hende for at trækkende hende ind i en tryk omfavnelse og ærligehden lyste ud af hans øjne han talte sandt det var sikkert

De ord han gav fra sig gjorde hendes hårde hjerte så blødt at hun følte sorgen gennemtrænge hende. Aldrig før havde hun følt sorg men nu... nu overvældede den hende og hun havde simpelthen ikke kræfterne til at holde dem tilbage, så da Kasakuno først nærmede sig hende følte hun sine ben ryste voldsomt og måtte gribe fat I Kasakuno for at holde sig oprejst. Hun vidste at han talte sandt og ja... sandheden gjorde ondt. Dybt ondt for hun havde troet at han skulle dø for enden af hendes sværd.
Kendra lukkede sine øjne og følte de varme hadfulde tåre strømme ind i hendes øjne og lod dem bare falde frit. Smerten i hendes hjerte var for stor til at kunne bære. Hun vidste at hun havde brug for hjælp. Kasakunos hjælp, uanset om hun tilgav ham eller ej. Hun vidste at dybt inde bag sin hårde facade så elskede hun Kasakuno stadigvæk. Det var bare svært at acceptere når hun ikke havde set ham i 6 hele år.
Efter hun klamrede sig til Kasakuno og gemte sit ansigt imod ham begyndte hun endelig at tale med den stemme han lærte at kende for 6 år siden. "Hver eneste aften... hver eneste morgen bad jeg til at jeg måtte få lov til at se dig og høre dine stemme igen. Jeg skreg dit navn under fødslen af vores datter, men du kom ikke. Kasakuno... jeg har brug for dig."

han lagde armende omkring hende og trykkede hende blidt ind til sig mens han let aeae hendes hår han kikkede på hende og hans øgne var et virvar af følser der strømmede igennem hans hovede lykke over at se hende igen og sorg over at se hende sådan her hvis bare han havde vist det så ville det aldig være sket "hvis jeg bare havede vidst at du var i live var jeg kommet hvis jeg vidste at du var gravid havede jeg giftet mig med dig der er intet jeg heller vil end at se dig lykkelig og være ved din side forevigt du er den skukkeste kvinde jeg nogle sinde har set så stærk og stoldt mit største ønske er at tage dig væk herfrra gifte mig med dig og lave en familie vores helt uden for landets love og granser i et land vor vi ikke er jaget men hvor vi kan bo i fred og være lykkelige" en enkel tåre fald fra hans venstre øje kan kendte hendes smerte alt for godt vidste vor ondt det gjorde han havede fået at vide at hun var død først havede han opsøgt hendes familie som fortalte at hun ikke var kommet hjem og at de ikke ville hjælpe en zarner mand så havede hans genaral fortalt ham at hun var død der var derfor at han havede slået ham ihjæl og selv var blevet genaral

Kendra blevet trøstet af Kasakunos ord. Han elskede hende stadigt. Hun kunne mærke det på den måde han holdt om hende. Hun ønskede bare at finde sin datter nu. Hun havde Kasakuno. Nu var det bare hendes datter.
Efter at have trøstet sig selv mod Kasakuno trådte hun endelig tilbage og sukkede dybt. "Jeg ønsker at kløve hovedet på den der stjal vores datter. Jeg ønsker at få hende tilbage. Vil du hjælpe mig?

"der er intet jeg heller vil min elskede men hvordan skal vi finde hende verden er fyldt med børn og jeg har jo ikke engang set hende og der er gået 6 år siden du så hende sidst" han kikkede ingående på hende i håb om at finde svar i hendes ansigstræk men intet hjælp det svarende var ude af hans rækkevide

Kendra så ned og tænkte sig godt om før hun sagde, "Jeg kan huske at hun blev givet til mig i mine arme. Jeg kan huske at jeg holdt om hende. Men pludselig blev alt mørkt og da jeg vågnede op igen var alle væk. Min datter... vores datter var væk samt alle de andre. Jeg søgte og søgte og vidste at jeg var blevet efterladt. Til at dø. Til at leve. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare at jeg vil finde dem der tog min datter og sørge for at de dør ved mit sværd."

"hvis hun minder bare det midste om sin mor burdte hun ikke være sværd at finde så skal vi bare gå efter det bedste og største slagsmål i nærheden" han smilede og aede hendes hår

Hun kunne ikke lade være med at smile af det han sagde om hende. "Er jeg virkelig så skræmmende Kasakuno? Du ved jeg aldrig ville skære et hår af dit hoved. Det burde du vide. Jeg måtte bare vide hvor du stod og om jeg bare var en ung pige du havde lyst til. Men nu ved jeg at jeg betyder mere for dig og det betyder meget for mig. Jeg har sådan savnet dig Kasakuno.

[b]2 jeg har også savnet dig min elskede mere end du vil tro på hver eneste dag har jeg gået og sørget og lukket mig mere og mere inden ikke engang min lillesøster ar kunne kende mig da jeg så dig trode jeg du ville slå mig ihjæl det var derfor jeg flygtet jeg ved nemlig at jeg aldig ville kunne skade dig og du er stadigvæk den lille pige jeg fik lyst til" han smielde drilende til hende og slog en krystal klar latter op

Kendra kunne ikke lade være med at smile da han lo sådan. Han så stadig fantastisk godt ud og bare det at han erklærede sin kærlighed til hende betød mere end noget andet i verden. "Jeg er stadig din Kasakuno og intet vil nogensinde kunne ændre på det.

[b]"det håber jeg heller ikek hvis der er nogle der så meget som krøller det år på dig skal jeg personligt skære vedkkommende i så små stykker at ikke engang vinden vil kunne finde dem igen når ja forrasten der er set en del i de 6 år vi ikke har ses jeg er blevet en af de stærkeste i hele denne races historie og genaral for fornuft" han smilede skævt

Hun lyttede til hans bedrifter og smilede imens hun krøllede en tot af hans hår rundt om sin pegefinger og smilte til ham. "Det gør mig til en meget imponeret forelsket kvinde." Hun så på ham med sine grønne øjne og smilte varmt til ham.

" det er jeg da glad for at høre jeg ville entelig bare understrege at jeg kan passe på dig og har maget til at finde vores datter og ingen skal komme i vejen for sammen kan vi klare alt jeg kender faktisk en lille pige det kan tænktes at hun ved noget eller kan hjælpe os med at finde hende hendes navn er koneko og menneske" han smilede til hende lykkelig over at have fundet hende igen og det at se hende smile

Kendra hørte at der var en der måske kunne hjælpe dem og nikkede. "Lad os finde hende. Jeg er ivrig efter at se min datter igen, selvom jeg kun fik set hende i få sekunder efter fødslen. Hvis du kender denne pige, så håber jeg at hun kan hjælpe os." Så var håbet altså ikke helt ude. Der var håb endnu og det håb havde Kasakuno bragt hende og det var hun ham dybt taknemmelig for.

" der er bare n ting du skal vide hun har grønt hår og er vi virkelig elskelig og hun minder om dig hendes far er oprørnes leder den gruppe der vil slå både zarner og xitoere i hjæl så vi skal passe på hvad vi gør og det er ikke en god ide at hæve våben imod hende" hans øjne var alvorlige og blikket fast

"Hun minder om mig siger du? Og hendes far er vores fjende? Fantastisk, men jeg lover dig at jeg har aldrig ladet en anden mand røre mig end dig. Så uanset hvem dette pigebarn er så kan hun ikke være min datter hvis hendes fader er som du siger Kendra vidste ikke helt om dette nu var en god ide. At møde en pige, vis far var oprørernes leder. Hun tænkte sig om og vidste at hun ville lade sig selv dø før hun så Kasakuno dø. Hun ville rent faktisk dø for ham, men det holdt hun dog hemmeligt. Det behøvede han ikke at få at vide... endnu.

"tror jeg heller ikke siger bare hun ligner dig men skal vi gå sidst jeg så hende var hun ved egetræet ved menneskernes vernden byen i midten som du ved" han smilede og rækte hende sin hånd

Hun så på hans hånd og placerede sin i hans og lukkede sin hånd om hans and smilte. "Lad os så finde vores datter. Når hun følte ham røre ved hende, følte hun sig varm indeni og i sikkerhed. En sikkerhed hun ikke følte uden hans nærvær.

han førdte hende ud af rådslokalerne og hend mod maketspladens store egtræ

//out