de sidste krampetrækninger

hesten var nået til porten, nu viste den ikke hvad den skulle gøre hvorfor var dens herskerinde så slap, humf, hvad nu hvad vej, den kunne jo ikke vejen, hun var føren, den slog let med hovede, den kunne mærke grebet blev strammet, men der blev ikke givet nogle komandoer, hvad nu?
Tess hev pen og pergament frem, hun var svimmen og hendes hovede dunkede, hun kunne godt mærke grimas uro "så lille bror rolig nu, vi skal ud på vores sidste tur okay men jeg skal lige skrive et brev, hun kravlede ned og brugte sadlen som underlag,
Kære Kasekuno dit liv er mit, jeg mærker dine smerter, dit liv, jeg beder dig tænke på det og vente med at dø til jeg er hjemme i mine bjerge, ved min søns elv, blandt de tror og sten jeg har ofret for hævnen og for din skyld, jeg har aldrig forrådt dig, nærmere det modsatte, du skal vide du altid vil være i mit hjerte til jeg dør, jeg fik håb for os og det vil ikke svinde igen, lad mig ikke dø i byen i dette bur, jeg kan ikke leve her i ensomhed, jeg elsker dig. farvel Tess
hun havde aldrig troet hun skulle bruge dem men det var nu, hun fremkalde den ene ravn den voksede i hendes hånd, fra en lille tegning til en ægte ravn, hun band brevet til den og sende den afsted, hun havde fået noget mere styrke igen hun svang sig i sadlen og begav sig afsted gennem menneskemyldren

tre zarner dukkede op fra et gade hjørne de kikkede på hende "hey hvad laver du her" råbte den ene de sprang ned så de stod foran hende

"jeg rejser og kommer ikke igen" svarede hun men hendes stemme var fyld med smerte, det gjorde forsat så ond, *ikke nu, jeg vil bare gerne væk, kunne de ikke vente til det ikke gjorde så ond i det mindste* hun strammende tøjlerne hesten kunne mærke hun var svag og ønskede at forsvare hende "gode mand vær sød ikke at nærm dem for hurtigt, hesten er meget nervøs" sagde hun roligt, som hendes styrke aftog voksede Grimas og når hun døde ville den blive vanvigtig og slå alt ihjel til den selv døde og hun ønskede ikke det skulle ske i byen, for mange uskyldige

"vlær sød at komme med frøken vi kan ikek lade dem gå rund i byen desuden her det forbudt at ride her så vi bliver nød tilat konfiskere deres hest på ubestmt tid" det var den mindste af mænden der talte

"jeg kan ikke gå lige nu, jeg er ved at dø okay" hun kiggede på ham med bedende øjne "og jeg vil ikke røre den hvis jeg var dig, hvis du har dig og dine kære, får du mig bare hurtigst muligt ud af byen især hvis de har i sinde at slå mig ihjel" hun kiggede på ham bestemte øjne, hendes stemme understregede at det ikke var en joke. livet begynde langsomt at komme tilbage til hendes ben og resten af hendes krop, hun lagde mærke til aben der sad på hendes skulder, pludselig faldt den død ned "stakkels lille ting" mumlede hun stille, hun svingede sig ned, jeg et Thea fra landet med de store bjerge, jeg er eftersøgt der for at slå 7 slægter iihjel og brug af hekskrafter, bedrive hor og utugt, hesten har kun slået et barn ihjel og skænnet nogle lige ved at æde af dem, ååå ja og jeg er også dømt for at være et magisk væsen", hun lønsede sværdbæltet og lod det falde, hun orkede ikke at kæmpe mere, hun havde oplevet lykken og nu var der ikke mere at komme efter, der var kun død, måske slab hun for tundlen denne gang " jeg skal dømmes for at elske en ef jeres og snakke med jeres fjende om kvindetimmerrig og åbne op for mine følelser, det er åbenbart ulovligt her, hvis i er heldig dør min elskede før mig og tager mig med i faldet eller min ex konge kommer efter mig, han vil brænde mig, hvad er jeres straf?" hun kiggede ham dybt i øjnene hendes stemme var fast og kolden, de sidste ord dryppede som gift fra hendes tunge, hun stod helt tæt på ham, hun kunne dufte hans følelser, hun smilede hånligt, men hun stirrede ham dybt i øjnene, hendes øjne var vilde, og selvom hun ønskede at dø var der en anden side der ønskede at leve, hun grinede hånligt og tørt.
hun trak sig væk fra ham igen og gik hen til hesten, "lille skat" hun lod hånden køre ned over hovedet på den og tog stramt i tøjlen "jeg tror din rejse ender her, jeg tror jeg begynder at forstå, du har nok hyppet egen jord mere end man lige vil tro om en hest, men en mara" viskee hun blidt, hun græd, hendes aller kæreste ven havde forrådt hende for længe længe siden, hun trak daggerten der hang på sadlen, og hurtigt inden hesten eller nogen anden kunne nå at reagere borede hun den i hestens hjerte, de sank sammen på stedet, dens sorte blod flød ud i porten

den højedste trådte frem og sagde med en lys kvinde stemme "intil vidre vil vi gerne have dig med så vi kan finde ud af hvem der lukke dig ind denne mand som du taler om der er en af vores ejene hvilken genral høre han ind under og hvilken rang er han og hvad er hans navn vi ønsker ikke at skade dig" hun kikkede på hesten og fortsatte så "vi skal nok få ryttet det der væk men først skal du komme med os så vi kan få styr på tingende jeg går ud fra at du ikke frivilligt rejser og at ham din ven har rådet dig til det hvis det er sådan skal han stilles for rådet efter henrettelsen af en af vores genaraler imorgen" hun kikkede ned i jorden det så ikke ud som om det var en tanke hun brød sig om de bar alle kasekunos klans mærke på venstra skulder

"jeg siger intet frivilligt, jeg rejser ikke frivilligt og det lader til at jeg dør i morgen" hun smilede hånsk, hendes øjne var smalle og over vejende, hvis vagten var lidt skarp, regnede hun det nok ud, men de kende jo ikke til hendes anden halvdel "jeg følger ikke med med mindre i fortæller mig hvor til og i skal ikke røre det, det er ren onskab, brænd det, men rør det ikke" hendes stemme var rolig og overvejen, havde hun overhovede lyst til at følge med lige nu, havde hun mest af alt lyst til at finde ud og være fri, men havde hun noget valg "og min anden ven er ikke min ven længer, bare en modsætning, ham vil jeg helst undgå" viskede hun, hun kom til at tænke på Kasekuno og hvor sur han var blevet, hvis bare han havde forstået, men der var ikke mere at forstå, det onde i hende, lå død lige bag hende, ngoet hun havde stolet på og elsket som sin egen, nu var det eneste hun hold af ham og naturen og hun savnede begge lige meget, men i denne verden var begge dele døde, tåre begynde at løbe ned af hendes kinder, men hendes ansigt var hårdt som hugget i sten, den eneste tegn på følelse var ringen omkring hendes øjne, den lyste med et hvidt lys af sorg og savn, men ellers afslørede hun intet, nu viste hun at hun skulle dø, men ikke med ham om mange år, men i morgen, Tess ønskede hun kunne have set bjergene en sidste gang, at give hendes selv til ham, bare for en nat, hun så på kvinden "kan jeg vente med at følge med jer til i morgen, så rejser jeg ikke før, jeg lover at melde mig i morgen" hendes stemme var bedene, hvis hun skulle dø i morgen, ville hun dø lykkelig "jeg beder Dem, giv mig en sidste nat, jeg kan ingen skade gøre, jeg lover jer jeg vil fortælle jer alt jeg ved om hvad i ønsker, men jeg vil ikke røbe min elskede, men alt andet, jeg beder dem" hun falst på knæ, som en der ventede bødlens hug, hendes øjne, var milde og så så uskyldige ud "hav medlidenhed" tiggede hun, hun lignede et uselt lille dyr og det var meningen

"det tillader vores love os ikke beklager du skal til dommens plads og vi bliver nød til at tvinge dig his du ikke slev går med og angårende din ven kan du blive nød til at fortælle det for din ejen sikkerheds skyld der har været en xitoer i vores land og vi leder efter den der har lukket hende ind" kvindes stemme var hård men hendes øjne viste al den medlidenhed en zarner kunne føle selv om det ikke var ret meget "siden det nu drejer sig om følser vi du blive stillet til ansvaar overfor genralen af følsomhed og genralen af fornuft og genralen af visdom det vil være dinne domme og du skal vide en ting hvis du prøver på noget har vi allrede sendt advarsel til andre netop nu er en eskorde på vej for at føre dig til domens plads"

hun rejste sig, hendes ansigt var lukket igen "som du ønsker" hendes stemme var kold som vinterens nordenvind "men jeg røber intet, hvis du regner med det, jeg kender ikke til noget med at lukke nogle ind eller ud jeg blev ført her til" hun så strengt på kvinden "jeg regner med at du selv samler sværdet, jeg vil nødig give flere grund til at ønske mig død" hun smilede koldt

"jeg ønsker dig ikke død tværtimod" hun gjorde tegn til en af mændene og han samlede sværet om hun vendte sig om og begyndte at gå imod dommens plads mænden gik over på hver deres side af tes ikke for at holde hende fanget men for at beskytte hende imod de andre zarner de ville møde hun var jo menneske i deres land det kunne meget vel betyde en hurtig død unden dom fra en tilfækdigs hånd!

"i forventer ikke jeg går frivilligt med, jeg skal dø i morgen, hvorfor skulle jeg ville tilbringe mine sidste levende timer, i et bur?" hun smilede, men gik roligt med, indtil videre, hun frygtede aller mest at se ham igen, det ville skære i hendes hjerte, hun elskede ham så højt "du er den første der ikke ønsker det og måske en anden" hun grinede tørt og smilede ondskabsfuld ved tanken og Jack, føj tænk at hun have kysset ham

kvinden svarede ikke fortsatte bare hend imod dommens plasds

//out

"stive strigle" mumlede Tess mere for sig selv, men nok højt nok til at mændene ved hendes sider hørte det, hun begynde at se sig omkring, sikke lyst og lykkeligt her var, hun sukkede, hun skulle måske for mange år siden være taget til den baron hendes piore havde sendt hende til, så ville hun være ulykkelig og have en masse små fede børn og en fed gammel mand der ikke kunne få den op og stå, men hele hendes liv ville ikke have været et stort kaos.
hun begynde at nynne en tranceagtig sang

///out///