for varmens skyld

hun fulde efter den unge mand ind i krostuen, et atmosfære hun kende fra hendes mange år på vejene slog imod hende, lugten af alkohol, forlystende kvinder i meget småt tøj og den rungene latter og mumlende tale, hun kiggede sig omkring, der var allrede godt gang i den, folk fejrede en god handel, andre spillede deres sidste penge op, den unge mand havde sat sig ved et bord lidt væk fra det hele, det var godt tænkte hun, hun havde aldrig brudt sig om de fulde folk i kroer de blev altid så nærgående. men noget havde forandret sig i hende, hun var mere åben og lvslysten, der var ligefør hun kunne more sig et sådan stedn hun gyste.
hun satte sig over for ham og smilede venligt "der er vist allerede godt gang i den var"

Zudo satte sig lige ved et bord nær pejsen, der var dejlig varmt, kvinden fulgte med og satte sig overfor ham, hun så ud til at nyde omgivelserne, alle var glade og så ud til at fejre livet "Ja, her er altid gang i den, fra borderne lukker til de åbner er her aktivt, jeg må indrømme jeg engang har drukket for meget og valset rundt på gaderne, jeg kom til at antænde et telt med min magi, siden har jeg ikke rørt mjøden fra denne kro" Han smilede flovt of skiftede hurtigt emne "Du nævne biblioteket på vejen her op, det er ikke ret stort, men det er bestemt til psykiske krigere og præster så jeg har stor nytte af det, hvorfor?"

"ha ha ha ha" hendes latter var mild og lød som en kildes klukken, folk i nærheden vende sig og kiggede, men hun noterede det ikke "ja man skal passe på med stærke drikke" hun smilede mildt "man kan jo altid lære noget nyt og jeg elskede en gang at læse, man lære så meget, måske var der mulighed for at læse noget om dette lands og dets folk så jeg ikke føler mig så fremmed og anderledes" hun smilede

Zudo rødmede da hun grinte, det var selfølgelig pinligt, men han fik en varm følelse i hjertet, han har aldrig åbnet sig så meget over for en anden person før "Jeg ved det, derfor skal jeg aldrig drikke igen!" "Hehe" hans latter havde en sjov lyd, en lille drenge latter, men hæs stemme "Ja man kan lære meget af bøger, men jeg har aldrig taget mig tid til at læse dette lands historie" Han smilede til kvinden, det var uvidst om det var pejsen eller kvindens venlige ansigt der gjorde ham varm inden i "Du skal skam ikke føle dig fremmed, dit røde hår er måske sjældent, men du skal nok finde en plads hvis du møder folk" Han havde for lang tid siden bemærket folks spørgende blikke,da hun slog en latter, men han glemte det hurtigt.

"vi har alle været alt for fulde, jeg blev drukket fuld i æblecider af nogle novicer, uha jeg havde det så dårligt, jeg var bare 14 år og nøj, Pioren var sure på dem, mens jeg lå og brækkede mig" hun smilede og fnisede lidt og kiggede på ham men nysgerrige øjne "du går meget op i dine studier var, har du aldrig overvejet om der er andet i livet end bare magi? men jo jeg vil altid være fremmet i dette land, jeg er menneske og alligevel ikke" hun smilede

"haha, nej nej, godt jeg ikke er den eneste! jeg var omkring samme alder da det skete for mig, jeg følte at min bedstefar havde behandlet mig forkert så jeg blev rebelsk og sneg mig ind på kroen en aften" Han fik et bredt smil på læben og kiggede kvinden i øjnene "Ja, jeg ved jeg går for meget op i mine studier, som du hører så har jeg ikke altid været så opsat på det, jeg føler bare jeg har et større ansvar nu" Han kiggede rundt i kroen, der var blevet utroligt stille, i forhold til normalt, hvad var i folks tanker? Da han var færdig med sine egne små tanker kiggede han endnu en gang i kvindens øjne "menneske men alligevel ikke, du nævnte at din mor var nymfe? hvordan var hun?"

hun havde opdaget folks stilhed, der var endda en ung mand der sad og gloede direkte på hende, hun havde været ude for dette før, men der hvor hun kom fra frygtede folk hende mere og folk plejede at forlade krostuer hun sad i hun kiggede på ham igen "ja nymfe, hun var smuk, utrolig smuk og sang noget så vidunderligt og hun elskede min far som jeg aldrig har set folk elske, hun havde opgivet sit liv for hans skyld og bunde sig til ham" hun smilede trist og så ned "kærlighed er en så smuk ting og så ond"

Zudo bemærkede manden der stirrede på Tess, han havde et vredt blik, Zudo stirrede på ham med glødende øjne, det fik ham til at kigge den anden vej og chatte videre med sine venner "Hmm, jeg har aldrig set en nymfe før, jeg kan forstille mig at hun var meget smuk, min mor var også utrolig smuk, hun havde det rødeste hår og de grønneste øjne, min fars var grå, derfor er mine egne turkis" han smilede og kiggede igen på kroen, den var begyndt at blive ret tom og kvalmende stille, på den ene hånd blev han glad over at få lidt ro men på den anden hånd blev han vred over folks reaktion på en kvinde som Tess, hans mor blev behandlet på samme måde på grund af hendes overdrevne udseene, derfor pinte det ham mere.

"der hvor jeg kommer fra er magi anset for ond, min mors folk er næsten udryddet, det er kun kongen der bruger magi og der er til at styrre folket, han har fået dem til at frygte det, her er det anderledes, både jeg og min hest er mere anerkendt, folk ser ikke skævt på mig, selvom mænd forsat bliver betaget af mig, men det er vel mit nymfelod her i livet" hun smilede mildt "nymfer er kend for at forføre folk og suge deres livskraft ud af dem ved" hun rødmede let "lienskabelige metoder, hvis du forstår, det er meget sjældent de forelsker sig, de bliver aldrig gamle og lever evigt, men hvis de forelsker sig og giver deres hjerte bordt dør de når deres elskede dør" hun slog hendes grå øjne ned, hun kunne næsten høre hendes mors dødssang for sig, mens flammerne slikkede omkring hende, og hendes fras skrig i forsøget på at få det til at stoppe, selvom det var for sendt

"Dit land er meget anderledes end mit, her har alle en psykisk evne til en vis grad" Han fik et skær i øjet, ude for kro vinduet løb en flok unge rundt og kylede med energi kugler, selvom det var flot var det også farligt, han mindedes om sin fulde tid og det flammende telt "hov, jeg dvalede vidst i mine egne tanker, du sagde din mor blev dræbt, hvad havde folket imod nymfer, kunne de ikke forstå at din mor ikke ville nogen noget ondt?"

"den aktion var ikke rettet direkte mod min mor, det var bare drab, intet andet, kun dumhed, vi boede højt oppe i bjergende og så sjældent andre mennesker, bortset fra når vi tog til markede for at sælge. ja i sandhed dette land er meget anderledes, magi betyder meget her, for meget hvis du spørger mig" hun stirrede tomt ud i luften med den ene hånd under hovedet

Zudo følte at Tess endnu en gang blev lidt kold, han ville igen skifte emne, de onde ting fra hendes fortid gjorde hende sorgfuld "Magi er meget vigtigt for folket her, måske er her for meget af det, men det er vores eneste styrke mod Zarnerne og Xitoerne" Han fik selv et tilbageblik på onde tider, han så sine forældre blive assassineret af zarnere i hans eget hus, det pinte ham inderligt, men han ville ikke vise det overfor Tess "Så, hvad bringer dig egentlig til dette land? er der noget du søger eller var det en tilfældighed?" Han prøvede at smile, men det var forgæves.

"Zarnerne og Xitoerne hvad er det, jeg er ikke med, nu taler du i koder for mig. det er en tilfældighed og alligevel ikke" hun stirrede på ham, hvad var det han snakkee om, alt var bare så sært her, han var meget sød, ikke som de andre hun havde mødt, de blev ved med at pille og det havde gjort hende så rasende

"Jeg glemmer hele tiden du ikke er her fra, zarnerne er et folk der er fra sjælesamfundet, det er en anden verden end denne, de bærer sorte kimo... dragter og bærer altid et sværd, og xitoer, ja jeg ved ikke en gang selv meget om dem, de er nogle blege skabninger, meget onde og kolde, de kommer fra de fortabtes by, jeg ved ikke meget om dem, jeg har kun læst om dem" Han kiggede håbefuldt på hende og ville have at hun skulle forstå "Taler jeg stadig i koder?" han smilede drilsk og ventede på hendes reaktion.

"nej jeg har mødt begge så, men hvorfor har menneskene så meget imod dem? dette lader til at være mere indviklet end jeg troede" hun gøs lidt og smilede så igen, hendes øjne fik et mærkelig skær i flammerne og hendes hår dansede vær gang der kom et lille vindstød fra døren

"De 2 andre racer har altid været os overlegne, de lever meget længere end os og derfor har de meget mere wisdom, ikke alle mennesker afskyr dem, tvært imod meget få gør, der er en klan som hedder kaijulerne, de er en modstands mod zarnerne, de ser dem ikke som guder" Han studerede Tesses ansigt og ellers synlige krop i flammernes skær, han kunne ikke lade vær med at føle sig en smule tiltrukket, men det var ikke en følelse han var vant til.

hun kiggede op fra bordet og stirrede ham direkte og dybt i øjnene "så det er dem der styrre denne verden? men hvem var her først?" hun undrede sig, denne verden, der var noget over det han sagde der gjorde hende rebelsk, hun havde aldrig brudt sig om at være fanget og kontrolleret af andre og hun havde fået at vide af Kakekuno at de styrrede naturen, han havde sagt det var af god vilje, men hun begynde at tvivle den natur hun kende lod ingen kontrollere sig, hun fik mere og mere lyst til at acceptere hendes mors arv, lige meget hvad der fulgte med, hun smilede skævt

Zudo så hendes øjne blev mere seriøse i det hun spurgte om hvor vidt de andre racer styrrede verden, men den seriøse tone var anderledes end den kolde "Så vidt jeg ved, ja, mange mennesker ser dem som guder, men ikke jeg" Han sukkede og vendte sig mod pejsen, han blev inspireret af flammerne og besluttede at han ville sætte lidt mere fut i den kedelige kro. "Se her" sagde han mens han strakte sin arm mod ilden, i det han drejede hånden fløj små flammer fra ilden op i hans hånd. Han jonglerede lidt med ildkuglerne for så til sidst at kaste dem ned i et krus mjød der slukkede ilden. Han var ikke fuldt lært i det med psykisk ild så kugler var på størrelse med små vej sten.

hun stirrede koldt på ham "man skal ikke lege med sådan noget, magi er et våben som alt andet, der er intet sjov i det" hendes stemme var streng og kold nærmest befalende, det var som om et mørke lagde sig over hende

Han kiggede fornærmet på hende og så væk i nogle få sekunder, så tændte han det halv smeltede stearinlys på bordet, med sin finger. "Noget så harmløst han du ikke bebrejde mig for, men jeg skal nok undlade at lege med det" Hans blik hvilede nu på flammen fra stearin lyset det gjorde ham helt glad "Du må nu indrømme at det er et smukt element"

hun pustede lyset ud, " ikke mit ynglings, det kan kvæles og temmes" hun kastede en håndbevægelse mod pejsen, "men vinden kan knække selv den tapreste mand" hendes øjne lyste af et vildskab, der ikke havde befundet sig i hende siden hendes nylige vårs ungdom, hun smilede drillesygt

"Jeg er sikker på at du kan puste lyset ud på hver en mand" Han kunne følge hendes humør og tændte lyset igen, men denne gang holdt han det i live med sine kræfter "prøv at pust den ud" Han følte at det var en leg, han håbede Tess ville tage det med et smil.

hun presede hånden direkte ned i flammen og smilede hånsk "magi holder ikke evigt, ligesom styrke" hun smilede skævt og tænkte på den troldmand hun havde tappet for energi, på hendes egen måde, og derefter skar hun halsen over på ham, mens hun endnu sad over skrævs på ham, hun huskede det varme blod der sprøjtede ud på hende og hans overraskede blik, en lille kriblen af nyedels listede sig frem men hun slog den hurtig væk, det havde været ond og hun var ikke længre ond

Zudo var forbavset over hendes smerte udholdenhed, han så flammen gik ud, og det gjorde ham måske en smule trist "Jeg har stadig meget at lære" Han bemærkede hendes indre kamp, et eller andet naede hende, hendes øjne skiftede hurtigt fra det ene til andet. Han ville igen prøve at skifte emne "Nok om magi, som du tidligere har sagt, så kan man få for meget af det" Han tænkte i få sekunder, udover magien kunne han fortælle lidt om ham selv "Du ved, jeg er ikke kun besat af magi, jeg er ikke totalt svag" Han smilede håbefuldt på hendes reaktion, bare hun ikke ville udfordre ham til en duel.

hun børstede hånden fri for sterrin og satte den under hovedet, "lad mig høre hvad kan du ellers ud over at brænde ting af? vi har alle vores svagheder, men så længe vi ikke gør den til en hindring kan vi sagtens overkomme den" hun smilede, hun havde fået jagtet de onde følelser væk og smilede mildt igen "har mændene her aldrig set en smuk kvinde, hun drejede sig og sende et ond blik til nogle mænd der næsten sag og åd hende med øjnene