Sent ude

Vuclaris blik hvilede hos ham en tid efter han havde sagt dette, men så flyttede det sig. Det var på omkring samme tispunkt som hendes ene ben lagde sighen over det andet, og hun lod sin ene arm ligge på ryglænet af hendes stol. Hun så ud i rummet. Så på de enkelte mennesker der sad der inde. Ikke for at finde en bestemt person, bare for at se hvem der var der inde. Så fjernede hun armen, lod benet glide ned, tog fat i gruset med øl, og tog en stor tår, så der var halvdelen tilbage. Så rejste hun sig uden videre, for at gå op til baren og betale for den sidste øl, så hun kunen komme videre. Når han nu ikke havde i sinde at dukke op, var der ikke mere noget hun skulle her i kroen. Og for at være ærlig, så gad hun ham ikke. Hun kendte ikke hans navn eller grund til at være i kroen, og var også ligeglad efte det han havde gjort ved hende. Hvorfor skulle hun egentlig også være andet..?

Da Vuclari fornemmede at han havde gang i noget igen, kastede hun sig ned på maven, så han ikke fik fat i hende, Så snart han var fløjet hen over hoevet på hende, løb hun hen til baren, klaskede pengene ned på disken, og løb i retning af døren. Ale andre i rummet havde også kastet sig ned på gulvet, da han havde lettet. Nu var det kun dem, der var for berusede til ikke at gøre noget, der sad oppe ved borderne. Da hun greb fadt i dørhåndtaget, tænkte hun sig dog om en ekstra gang. Hvis jeg åbner døren, og løber uden for, og han så fanger mig der ude, så løfter ham mig endnu højerre op, end hvis jeg bliver her inde, hvor der ikke er så højt til loftet, som uden for.. Hun slap derfor håndtaget, og satte en fod for døren, hvor efter hendes blik fandt hammed vingerne. Han ville ikke få lov til at fange hende uden kamp!

Vuclari så koldt på en flyve, vinene fulde mand, der var på vej mod hende. Det er et syn man ikke ser hver dag.. Hu sagde det lav mælt til sig selv, inden hun drejede væk fra døren. Han bumbede hårdt ind i døren, idet hun var gået fri af den, og faldt derefter tungt om på gulvet. Hun nåede lige at rette blikket fra den fulde mand på gulvet, til fyren med vingerne, inden han agreb. Hun nåede ikke at gøre andet, end at få fat i en af sine knive, og holde den op foran sig, sammen med den anden hånd. Dette skete som ren refleks, og hun nåede ikke så meget som at tænke over det en gang, før den var trukket mod ham. Hun kastede den ikke. Hun fornemmede hvordan et gisp gik gennem folkene i kroen, som en forsinket reaktion på det der skete.

Da hun hang og så ham ind i øjnene, tøvede hun ikke et øjeblik da han udfordrede hende til at stikke kniven i ham. Hun pressede kniven ind i skulderen på ham, og trak til, for at få ned til at lave et hul hen over brystkassen på ham. Det værste ved at være så tæt på ham, var hun faktisk var i tvivl om hvad det var for en følelse hun havde i maven. Hun brød sig ikke om den, havde ikke haft den før.. Først troede hun at det var ham, der havde sendt smerter i gennem hende igem, men det var ikke helt sådan en følelse hun havde i maven nu. Den var mere kildende. Men hun viste stadig ingen følelser. Det er nok bare på grund af højden! Hun så ham hele tiden trodsigt i øjnene, satdig med den kolde følelser, der lå til hendes race.

Vuclari prøvede svagt at få kniven i sin magt igen, men kunne tydeligt mærke at det ikke var tilfældet. SÅ i stedet greb hun hurtigt ud efter en anden af hendes fem kasteknive og prøvede at placere den ved hans lem. Om det så blev lidt over eller præcist der hvor hun sigtede, betød ikke det store for hende. Det var nød til at gøre ondt, hvis hun ramte. Det var også derfor hun gjorde det i en så hurtig og glidende bevægelse som hun kunne. Han skulle helst ikke bemærke det før hun havde plaveret kniven hvos den skulle være. Ellers stoppede han den bare. Han er stærkere end han ser ud til. Han må være gammel! Hendes øjne for pludseligt ned på kroejerens kone, der nu havde vist sig i døren til deres private gemakker.

Slip øjeblikkeligt den kvinde!Hendes stemme var bestemme og beordrende. Krofatteren prøvede forgæves at få hende til at vende tilbage til den private del af kroen, men uden held. Kromoderen var kraftigt bygget og med en strem frisure. Fet var tydeligvis hende der havde bukserne på i huset.

Vuclaris blik blev ved krokvinden. Hun skulle ikke blande sig. Hun havde ikke brug for hendes hjælp, og han skulle heller ikke tro at hun havde det. Desuden skulle kromoderen heller ikke udsættes for det Vuclari havde oplevet. Hun var jo blot et menneske, der ikke kendte sin fjende.

Vuclari smilte hånene til ham da han røg ud af sin ellers så ufejlbarlige fatning. Det her var sjovt. At få ham til at ryge ud af den. Men hun både mærke på ham, og høre det i hans stemme., at han nu mente det mere alvorligt end før. Hun kunne dog ikke lade hver med at more sig lidt over ham. Hun så dog stadig mod kromoderen, der nu havde fundet en stegepande frem, som hun holdt klar.

Nu har jeg advaret dig! Tad dit slagsmål med uden for. Jeg vil ikke se den slags i min kro! Så vente hun sig med advarende blik og gik tilbage til hvor hun nu engang kom fra.

Jeg hader når folk blander sig! Hun kunen mærke at han prøved eat få kniven ud af hendes greb, hvilket hun ikke tillod. Derfor holdt hu hårdt fast i den. Faktisk så hårdt, at hendes knoger begyndte at blive hvide. Fet var dog ikke meningen, men nu var det sådan. Han skulle ikke have hendes knive. Ikke så meget som én! Hvem ved hvad hankunen finde på at gøre ved den. Hun så ham ind i øjnene. Hendes blik var udfordrende, selv om hun prøvede at begrænse sig, bare en smugle. Hun vilel jo ikke dø, og hun tvivlede ikke på at han kunen finde på a sørge for at hun kom til det. Var det egentlig ikke dig der sagde, at du ikke gad spille din tid på mig? Hendes stemme var rebelsk og et selvsikkert smil hang i mundvigen. Hun vidste godt at hun havde genoptaget sin "legen med ilden". Men hun kunne ikke gøre for det. Han bød hendes nærmest at gøre det. Så meget selvbeherskelse havde hun heller ikke.

Vuclari vendte hovedet da han smilte koldt til en i mængden. Hun fik øje på en i mængden, der så ud til at blive en smugle påvirket af det. Det var ikke til at se, hvis ikke man vidste det. Men hun kunne. Hun vente hurtigt hovedet mod ham, der holdt hende, og fik først nu øje på at han havde fået vent kniven om. Hun gav forskrækket lidt slip i hendes tag i kniven, men holdt den så fast igen. Shit! Hun stirrede ham dødt ind i øjnene, mens hun kæmpede for at få vente kniven om. På et tidspunkt i hendes kamp om at få den vent, hævede hun hurtigt sin knæ så det havde retning mod samme sted, som hendes kniv havde været på vej hen, før han fik den stoppet. Det var jo trods alt enmands svageste punkt, og hun havde brug for at få ham blottet, hvis hun skulle klare sig gennem denne aften uden at mangle en finger, eller måske et hoved. Hvis han undve hendes ene knæ, var hun klar til at sende hendes andet knæ med det samme. Det var ikke bare lige sådan at holde hende fast. Hun opgav aldrig uden kamp!

Da hendes slag ikke så ud til at gøre ham det mindste, satte hun i stedet fødderne mod hans mave, for at presse sig selv ud ad. I mens hun gjorde dette, orøvede hun at trække begge sine knive til sig. Snitte ved hendes øje havde ikke fået hende til at gøre andet, end at lukke øjet i. Der var helt stille i kroen, med undtagelse af en svag snorken fra fyren der lå ved døren, et par klirrende flasker fra en fuld kvinde, der fladt sammen i bunden af lokaet, og lyden af en kniv, der hakkede noget ud, ude bag ved. Det var nok kromoderen der lavede mad, men det var kke til at se. Foruden disse lyde, herskede en pinlig stilhed i lokalet, og en frysende steming omkring Vuclari og fyren, hun endnu ikke havde navnet på. Hvad hedder du egentlig? Hendes stemme havde ikke forandret sig det mindste.

Da Jack pludselig gav slip på hende, og lod hende falde mod jorden, fik hun næsten en chok. Det var dog overhoved ikke til at se ved hendes udseende. Da hun var i luften vente hun sig halvt så hun landede med benene mod gulvet, alt imens hun roligt lagde hendes knive tilbage på plads. Den kildrende fornemmelse i hendes mave var forsvundet det hun kunne mærke gulvet under sine fødder. Så gjorde hun et svagt nik med hovedet, mens hun skubbede den fulde stodder væk fra døren, så hun kunne komme ud. Hun åbnede døren med den ene hånd, og fjernede først nu blikket fra Jacks øjne. Hun vente sig mod døren, og åbnede den helt før hun bevægede sig ud af døren. Hun gad ikke hans små julelege. Og da slet ikke når det var hende det var legetøjet!

Vuclari så fra Rosen til Jack, der nu blot var en skikkelse i natten. Det her kan IKKE være godt! Hun så kort tilbage mod de andre i kroen, der var faret sammen ved Jacks latter. Selv så hun bare opgivende på dem og lukkede døren efter sig. Noget tydede på at hun ville få en interessant fremtid. Niks.. Det her kan ikke været godt..! Hun så ned på den røde rose igen, før hun kastede den over skulderen og lukkede sin kapper omkring halsen, så den kolde vind ikke blæste ind på hende og kølede hende ned. Ikke fordi hun var typen der frøs, hun brød sig bare ikke om når hendes kappe blæste op om ørerne på hende.

//out