hvor **** er hun

kasekuno kom gående hend mod træet han sendte et blik tilbage for at se om hun var med skndt han stadigvæk godt vidste at hendes hånd lå i hans " det er så her jeg mødte hende" sagde han og pege op imod træet

Kendra var med hele vejen og da de ankom til et træ så hun bare op på det og sagde, "Kan vi så møde hende her tror du? Hvad hvis hun ikke kommer? Kendra vidste godt at hun lød negativ, men hvordan skulle hun ellers få svar på noget hvis hun ikke spurgte lidt? Hun kendte jo ingen her andre end Kasakuno.

"hun skal nok komem det hanler bare om at vendte tro mig hun fortalte mig selv at hun igen venner havde og at hun elskede at kravle i træer" han kyssede hendes hånd mens han førdte hende hen til een bænk så hun kunen side ned

Kendra satte sig ned på bænken som Kasakuno havde ført hende til og sukkede. "Jeg må ærlig talt sige at jeg tvivler lidt på din ide Kasakuno. Jeg vil ikke have at du kommer til skade på grund af et menneskebarn. Kunne de virkelig stole på det menneskebarn?

"bare rolig hun e rhamløs desuden kan hun godt li mig hun mener at jeg er flink" han smilede breoligende til hende det skulle nok gå det ar han sikker på

Koneko kom løbende i en hurtig fart, hun trængte til at røre sig, hun havde ikke rørt sig længe og det irriterede hende, hun følte sig selv svinde væk, hun kunne ikke gøre for at de andre børn ikke brød sig om hende og derfor ikke lod hende komme på de sjove steder.
Heldigvis havde hun sit egetræ, koneko gik derover men bemærkede så nogle andre der stod et stykke derfra, en mand og en kvinde, med et stort smil genkendte hun manden og gik nysgerrigt derover imod med hovedet på skrå.
" Hr. Kasakuno, goddag igen."
Hun bukkede hurtigt, men valgte så at neje men det gik ikke rigtigt så hun bukkede bare igen og smilte op til ham med hendes store grønne øjne, og hendes tykke grønne hår lå ned langs hendes ansigt.
Hun vendte så opmærksomheden imod de fremmede dame og så spørgende på hende, ikke helt sikker på hvem damen var, men som alle børn havde hun en stor tillid, selv til det ukendte.

kasekuno smilede ned til hende "hej igen min ven hvordan går det så idag" han lagede sin hånd på hendes hovede og uglede hende kærligt i håret mens han blinkede ned til hende "det her er den kvinde som jeg syntes du lignede vi kom entelig ned for at spørge dig om en tjeneste" smilet blegnede en smulge

Kendra så på den lille grønhårede pige og rejste sig op, for at studere pigen nærmere. Der var noget bekendt ved hendes øjne, men Kendra besluttede sig for at forholde sig stille. Men da hun hørte Kasakuno nogenlunde præsentere hende buggede hun sit hoved i respekt til barnet, men forblev still. Hun vidste ikke hvad en som hende skulle fortælle en pæn lille pige som denne pige. Kendra havde bare en mærkelig følelse af at der var noget meget familiært ved denn pige, men hun kunne ikke rigtig finde ud præcist hvad det var.

Koneko smilte glad til damen og bukkede hurtigt også hovedet for hende, før hun hurtigt så op på katsuno, og tænkte sig om, hendes far havde sagt hun ikke skulle gøre sådan noget med fremmede.
Men kastkuno var jo ikke fremmed de havde snakket, så hun nikkede bare glad op til ham så det grønne hår stod til alle sider.
" Okay hvad skal jeg gøre, og jeg hedder forresten koneko frøken, øhm frue."
Hun kiggede lidt spørgende imellem dem, for det kunne være de var gift, det var hun ikke helt sikker på så hun vippede bare lidt med den ene fod og smilte glad imellem dem.
Det lød ihvertfald morsomt, sidst de havde hoppet i træer havde været sjovt, så hvad mon han ville nu.

"du kender byens børn sådan nogle lunde hvis du først kan tenge en blaning imellem hende og mig i form af et barn og derefter kan vise os et barn der liger det og den på tegningen skal være en pige" han smilede til hende som om det var en leg og ikke galdt hans liv der var en aura af ro og fornuft over ham det eneste der spolerede det en smugle var hans sværd der rystede nervøst i sin skede

Kendra gav et svagt lille smil til pigen da hun hørte pigen præsentere sig selv og så på Kasakuno imens han talte til Koneko. Hun kunne ikke lade være med at føle at denne pige... at det var en hun kendte.
Kendra trådte fremad og buggede sig ned på et knæ så hun kunne se direkte ind i pigens øjne. "Hvor gammel er du?" Kendra var sikker på hun havde set de øjne før.

Koneko smilte lidt til damen, det var tit folk spurgte om hendes alder de fleste kunne ikke genkende det bare ved at se på hende, det var nu også lidt svært at finde ud af, så koneko smilte bare til damen.
" Jeg er 7 år gammel.
Og angående det med pigen, hun skulle have en anderledes hårfarve, hvilket der ikke er så mange af, og nok et meget anderledes udsende, men sådan en blanding noget nær menneske, men måske lidt mere blidt i ansigtet, og lidt mere hård i udsendet.
Mærkeligt kunne lyde som mig."
Koneko kunne ikke lade være med at fnise over det, det var da en lidt morsom leg den måtte hun sikkert prøve en anden gang måske kunne hun få sin far til at lege med.
" Hun skulle ikke kende sine forældre, men jeg kender min far, selvom jeg ikke kender min mor for hende snakker far aldrig om."
Koneko trak bare på skuldrene og smilte til damen, hendes sædvanlige blide blik der viste at hun var ligeglad med folks race, og selvom den anden person måske var fremmed, holdt koneko allerede af den fremmede.

"kender du andre af det uddesne en dig selv for ser du vi leder efter vores datter" han sagede det som om det var den mest naturlige ting i verden at en xitoer og en zarner var sammen men hvis man lyttede godt efter kunne man høre den svage rysten i hans stemme han satte sig ned på en bænk og kløede sig i håret med venstre hånd

7 år. Det måtte lige være sket. At hun blev 7. Kendra så ned på jorden og så op på pigen igen. "Din fødselsdag. Er det kort siden at du fyldte de 7 år?" Kendra ignorerede Kasakunos dumhed og valgte at fokusere mere på pigen. "Ser du... for knap 7 år siden mistede jeg min nyfødte datter. Hun var stjålet fra mig lige efter fødslen. Jeg har søgt efter hende lige siden. Dine øjne ligner hendes meget."

Koneko kiggede forvirret på damen, ja det var meget kort tid siden at hun var fyldt syv, faktisk rimeligt kort tid siden.
Koneko kunne mærke hendes øjne blive forvirrede over det damen sagde, for der var ikke ander end hende her i byen der passede til deres beskrivelse.
Koneko åbnede lidt forvirret sin mund, og nikkede så bare forvirret over at det var kort tid siden hun var fyldt 7.
" Men jeg kender da min far."
Koneko kiggede forvirret på ham, men måske var det noget der fik nogle brikker til at falde på plads, hun lagde igen hovedet på skrå nu den anden vej, der var kun en måde at finde ud af det.
Koneko lænede sig lidt frem og snuste lidt forvirret til damen, hun vidste at det virkede mærkeligt, men tit lige inden koneko faldt i søvn kunne hun nærmest lugte hvordan hendes mor havde lugtet, det var en lugt der bragte tryghed.
Koneko trak sig forvirret lidt væk og rørte overrasket ved sin næse.
" Jeg tror jeg kender dig."
sagde hun svagt imens hun kiggede forbløffet på kvinden.

Cathy kommer gående hen mod egetræet, hun lægger mærke til der ståer en xioner og en zaner, samt en blandig af dem.. hun ryster en smule forvirret på hovedet..
Et kort øjeblik vidste hun ikke om hun overhoved burde gå derhen, og hvis hun gjorde om de så også ville synes hun så underlig ud, fordi hendes øjne havde hver sin farve..
Men hun fortsætter derhen af med oprejst pande..

Måske vidste zaneren hvem hendes far var..
Det kunne hvertfald ikk være ham.. eftersom hun skød hans alder til 20..

kasekuno spærede øjende oo "er det dig men var din far ikke menneskenes leder hvis han er din far og hun er din mor men jeg ikke er din far så vil det sige at" han vendte sig imod sin elskede "du sage da selv nu er jeg først forviret" han sukkede og så meget forviret ud han var så ynkelig at man ikke kunne anet end at få ondt af ham

Kendra så da hun snuste til hende og syntes det var lidt bisart men da hun hørte Kasakuno tale sådan rejste hun sig og stirrede koldt og vredt på Kasakuno. "Jeg fortalte dig jo Kasakuno at ingen anden mand har haft retten til at røre mig uden at smage min klinge. Forresten... vi har besøg."

Koneko stod stadig med hånden placeret på sin næse, en masse ting begyndte at give mening for den lille pige.
Den gamle dame der engang havde snakket til hende midt ude på gaden, forlangt flere penge eller hende tilbage, hendes fars venner der sådan så mærkeligt på hende, hvordan hendes far altid sagde hun skulle hade zarenere og xitonere.
Koneko pressede begge sine hænder imod sine øjne for at kunne tænke bedre, den fremmede kvinde måtte være hende mor, men ja hvis hun ikke havde rørt andre så.
" Min far....er ikke min far."
Kom det svagt fra den lille pige der ikke var hlet sikker på hvordan hun skulle tackle det her, hun bed sig i sin ene hånd for at koncentrere sig, der kom noget svagt over hende, men så tog hun sig sammen.
Hun trak vejret dybt og kiggede op på dem.
" jeg tror måske at......at......at i måske kunne være, fordi det lader til at man far....måske ikke rigtigt....ligesom er min....far."
Hendes stemme var svagt klynkene men ellers var hendes ansigt bare forvirret.

kaseknuo vendte sig og så kvinden han ligende om muligt et endustøre spørgsmålstegn eftersom hun kom direkte imod dem "kan hun se os jeg mer hvis hun kan det er hun psykisk prøst eller kriger også kan det ske at vi har et problem" han kikkede på dem det var det hammer rate dette var hans familie og hun var hans barn scokket kom staks og hans enste tanke var at han måtte forsvare dem så han træk kviziki og trådte hend forand kvinden i kamp stilling

Kendra forstod nu at denne pige var hendes datter og ville gøre alt for at beskytte hende mod fremmede og hvæsede bare til Kasakuno imens hun trak sit eget sværd, "Lad være med at være dum Kasakuno. Du ved lige så godt som jeg at jeg kan beskytte mig selv. Sænk dit sværd Kasakuno før du ved om det er en fjende vi er oppe imod." Kendra hold ikke sit sværd mod den fremmede men mod Kasakuno. "Vores datter har ikke brug for at se sine forældre yde vold som det første indtryk."

Cathy stoppede, hun var blevet en smule forskrækket over zanerens pludselige bevægelse..

Hun så roligt på ham..
"Mm.. jeg er ikke ude på noget, ville bare spørge dig om noget.."

Hun skævede hen til den anden kvinde og den lille pige og smilede..

Cathy kiggede igen på zaneren, og lagde sit hovede en smule på skrå..

"eller at se dem skændes så sæt dig ned og pas på hende mens jeg gør det jeg er bedst til" han sænkede nu aligevel sværet og så på kvinden med alvorlige øgne hele hans holdning udstrålede at ham var en fornuftig mægtig og meget stærk mand "hvad vil du så spørge om unge dame siden du kan se os regner jeg med at det hanler om en fra vores race"

Koneko stod og lignede en der ikke fattede en skid, men sukkede så hendes forældre var vist lidt voldelige, men det var okay, det gjorde hende glad i det mindste at vide hende.
Koneko sukkede blidt og gik langsomt udenom dem og over til den fremmede dame og bukkede kort med et smil om læberne.
" Undskyld mine forældre, de er meget overbeskyttende, og også meget private, jeg er ked af hvis vi på nogen måde har overrasket dig."
Koneko fniste glad før hun bare gik over til sin mor og lagde hænderne om hendes hofte og lænede sig lidt op af hende som et barn der prøvede lidt at gynge på sin mors hofte, eller bare havde lyst til at hænge op af sin mor.
Men hun smilte glad op til hende og hendes øjne strålede.
" I er nogle gode forældre helt klart."

Cathy satte sig roligt ned på knæ til pigen "Det virker ganske normalt for mig, er opvokset hos min mor som var menneske.." hun aede stille pigen og kinden og smilede..

Hun rejste sig og så på zaneren "fordi min far var zaner, det er der eneste jeg ved, og jeg ønsker at vide hvem han er.. han forlod min moder og jeg efter jeg var født.."