markedes helvede

Tess så sig omkring hun stod ved udmundingen til markedspladsen, et stort vivar af mennesker, dyr og børn og de forsøget alle at overdøve hinanden, alle skubbede og masede. "et stort helvede" tænkte Tess ved sig selv og steg af hesten. "nu gælder det om at finde et sted at bo og undgå at blive trampet ned i forsøget". en lille pige der sad på sin mors arm og stirrede på Tess og hun sende hende et ond blik tilbage så pigen begynde at græde, "børn" tænkte Tess ved sig selv, "stadiet under dyr"... hun begynde sin søgen efter et sted at slå sig ned en lille tid...

Kasakuno kutarami kom gående han fik øje på den unge kvinde og begyndta at gå hend imod hende hans sværd slog let imod hans ben for hver skridt han tog hans ansigt var hårdt og uden følser som altid hans holdning stoldt og hans aura var det første man så når han kom han virkede som en der havede styr på sit liv og alt det medbragte han lignede en mand der ikke kunne besejers

Tess så en fremmed nærme sig, med kurs mod hende, hun lød blikket køre ned at ham, han virkede meget stærk og bestemt, ikke en der overgav sig uden kamp, som hende selv. hesten skubbede til henden med hovede, hun var stopped uden at tænke over det og stod allerede i kampstilling og en af hendes små knive var listet ned i hendes hånd, hvad ville han hende??? "døm nu ikke folk på forhånd" hørte hun en fortidsstemme viske i hendes underbevisthed, hun forsøgte at bevare roen, men livet på landevejen havde gjort hende vaktsom overfor alle væsner lige meget hvor flinke de så ud

Kasakuno kutarami så over mod kvinden "så du kan se mig javel jeg syens der er alt for mange psysiske begavede mennesker for tiden snart begynder i vel også at indvadere sjælens samfund for at tale med den ældste" han løftede spørgende det ene øjnbryn og kikke afvendte på hende hans sværd knitrede ved hans side "javel" han nikkede til sværdet og kikkede på hende giden "og du kan godt ligge den kniv du vil ikke kunne nå at bruge den før du er død tro mig det er du ikke stærk nok til" der var ingen truende tone i hans stemme kun ligegyldighed

hun sukkede og huskede nu hvorfor hun helst undgik større byer, for mange forskellige slags og for mange der kan rode i ens hovede på den ene eller anden måde...
nu galt det bare om at tømme hjerne for alt hun havde for sinde. "undskyld noble herre" sagde hun med en overdreven høflig tone, irriteret over at have dummet sig. "De ved vel ikke hvor der er mulighed for at få noget mad og en varm seng og gerne en stald for den sags skyld jeg kommer langvejs fra og har brug for hvile", hun frygtede manden på trods af hans venlige tone, hun viste ikke hvad det var, måske bare vanene med ikke at tage venlighed for givet, alligevel var der noget ved ham der sagde hun kunne stole på ham, men hvem viste hvad der var godt og ond i denne vernde længere

han kikkede på hende "jo det ved jeg da men tro mig du vil ikke bryde dig om kroen hvis du synes kan jeg nok godt finde et sted hos os zarner hvor de rer plads til en mere" han kikkede på hende igen hun var entelig køn men menneske han kunne være at kizri ikke vr tilfeds med hans foreslag men hun var efterhånden også sur over alt det havede måske noget at gøre med at han bare ungdik at høre på hendeh

hun tøvede
hun følte en vis tiltro til det han sagde, men hun havde mødt meget få folk i hendes liv som hun kunne stole på. måske var det den mulighed hun havde ventet på, en mulighed til at få en mening med livet igen og hvis ikke var det ikke lige så godt at dø i en ren seng, end i en muggen kro? og hvis hun skulle dø gjorde det jo ikke noget hun havde fået sin hævn og havde ikke længere en mening med livet? vi skal jo alle dø på et tidspunkt så hvorfor ikke i nat som en anden nat? hun tøvede lidt endnu, men så overkom hun hendes frygt, "jo tak" ordene føltes underlige i hendes mund, nu var de sagt, hun fortrød straks, men før hun nåede at sige noget havde hendes hest taget fat i den pind der havde holdt hendes hår, efter endes læderrem var forsvundet da hun havde badet i en skovsø på vejen, "forbanede krikke, hvad er det du laver din ko!!!"
jeg er ved at falde fra hinanden, jeg har brug for ro og være mig selv, hvorfor tog jeg dog til denne by, når jeg er ved at tabe mig selv, hun var rasende på sig selv og glemte helt den fremmede

"du ser ud som om du har brug for et hvil kom med mig jeg lover at der intet sker dig vi zarner er ikke så slemme som alle regner med vi er det er kun imod xitoerne vi er onde men de er også selv uden om det" han smilede til hende og i det han gjorde det fløg hans sværd ud af hans skede og slog ham hård med den flade side over foden hans bande af smete og trak foden til sig "lordte sværd jeg finder et nyt hvid du ikke stopper med det der med det samme det gør jo ondt"

hendes fokus skiftede igen fra at råbe af hesten, til den fremmede... hun trak på smilebånden, det var længe sinden hun havde moret sig, mange år faktisk, men dette så for komisk ud, en der snakkede med sit svært, denne verden var dog forunderlige eller også var hendes gamle verden for afsondret fra virkeligheden...
"humm okay ja, det er bedre end ingen ting, jeg har rejst i 4 dage næsten uden vil for i modsætning til hesten her har jeg svært ved at sove når rengen står i tygge stråler og skoven vrimler med ondskabsfuldheder" hesten prustede.

han smielde til hende "jeg har maser af plads bare følg med jeg har også mulihed for at du kan få noget at spide og et bad hvis du har brug for et" han begyndet at gå overbevist om at hun ville følge med og hvis ikek så hade han i det mindste givet hende tilbudet hans sværd hoppede elegant op i hans skede igen og så dødt og koldt ud

//out

hun standsede bradt, så hun lige sværdet hoppe af sig selv op i skeden :S
nej jeg må bae være alt for træt... det var første gang siden hun havde forladt det trygge kloster at hun ikke følte behov for at være på vagt, måske fordi hun ikke længer følte en mening med hendes liv og var ligeglad med hvad der skete nu, eller måske fordi hun havde sovet med det ene øje åbent det meste af hendes voksne liv.... hun følte sig fri og ligeglad, hun havde dræbt den sidste af de mål hun havde sat sig, (det havde godt nok ikke været med i planene den gang hun svor hævn men..), dage i forvejen og havde redet som en i helvede og var havnet her i dette land og nu følte hun sig fri... "ØH jeg ved det er sært at spørge, men jeg kommer fra et meget isoleret land i bjergende. Hvad er du?"